Complete Works of Henrik Ibsen (364 page)

ELINE.
I mængdens mund er sandhed, sagde I dengang, da eders pris lød i sang og tale.

FRU INGER.
Lad så være. Men om jeg også valgte at sidde uvirksom her, skønt det stod til mig at handle, – tror du da ikke, at slige kår var mig en byrde, tung nok, uden at du skulde hobe stene på den?

ELINE.
De stene, jeg hober på eders byrde, knuger mig lige så tungt som eder. Let og fri trak jeg livsens ånde, så længe jeg havde eder at tro på. Thi for at leve må jeg kende mig stolt; og det vilde jeg været med rette, dersom I var bleven, hvad I engang var.

FRU INGER.
Og hvad borger dig for, at jeg ikke er det? Eline, – hvoraf véd du så visst, at du ikke gør din moder uret?

ELINE
(frembrydende)
.
O, hvis jeg gjorde det!

FRU INGER.
Stille! Du har ingen ret til at kræve regnskab af din moder. – Med et eneste ord kunde jeg – –; dog, det vilde ikke være godt for dig at høre; du må vente, hvad tiden bringer med sig; kan hænde, at –

ELINE
(idet hun vil gå)
.
Sov vel, min moder!

FRU INGER
(nølende)
.
Nej, – bliv hos mig; der er endnu noget, som – – Kom nærmere; – du må høre mig, Eline!
(hun sætter sig ved bordet foran vinduet.)

ELINE.
Jeg hører eder.

FRU INGER.
Så taus du også er, så véd jeg dog for visst, at du mere end engang længes bort herfra. Det er dig for ensomt og for øde på Østråt.

ELINE.
Hvor kan det undre jer, min moder?

FRU INGER.
Det står til dig selv, om det herefterdags skal vorde anderledes.

ELINE.
Hvordan?

FRU INGER.
Hør mig. – I denne nat venter jeg en gæst til gården.

ELINE
(nærmere)
.
En gæst?

FRU INGER.
En gæst, som må være fremmed og ukendt. Ingen tør vide, hvorfra han kommer eller hvor han går hen.

ELINE
(kaster sig med et glædesskrig ned for hende og griber hendes hænder)
.
Min moder! Min moder! Forlad mig al min uret imod jer, hvis I kan det!

FRU INGER.
Hvad mener du? – Eline, jeg forstår dig ikke.

ELINE.
Så har de da alle taget fejl? I er da endnu trofast i hjertet!

FRU INGER.
Men så rejs dig, – og sig mig –

ELINE.
O, tror I da ikke jeg véd, hvem gæsten er?

FRU INGER.
Du véd det? Og alligevel – –?

ELINE.
Tænker I da, Østråts porte har været så tæt stængte, at ikke et jammers-rygte engang skulde smutte indenfor? Mener I ikke jeg véd, at mangen ætling af de gamle slægter vanker som fredløs mand, uden ly og leje, medens de danske herrer råder på hans fædres gård?

FRU INGER.
Og så? Hvad mere?

ELINE.
Jeg véd godt, at mangen højbåren ridder jages som sulten ulv i skogen. Han har ikke arnested at hvile ved, ikke brød at bide –

FRU INGER
(koldt)
.
Det er nok! Nu forstår jeg dig.

ELINE
(vedblivende)
.
Og derfor åbner I Østråts porte ved nattetid! Derfor må han være fremmed og ukendt, han, denne gæst, om hvem ingen bør vide, hvorfra han kommer eller hvor han går hen! I trodser det strænge herrebud, som nægter jer at huse den forfulgte, og at stå ham bi med ly og pleje –

FRU INGER.
Det er nok, siger jeg!
(hun tier lidt og tilføjer med overvindelse:)
Du fejler, Eline; – det er ingen fredløs mand jeg venter.

ELINE
(rejser sig)
.
Så har jeg visselig kun ilde forstået eder.

FRU INGER.
Hør mig, mit barn! Men hør mig med overlæg; hvis du ellers mægter at tæmme dit vilde sind.

ELINE.
Jeg skal være tam, til I har udtalt.

FRU INGER.
Så hør efter, hvad jeg har at sige dig. – Jeg har, så vidt det stod i min magt, søgt at holde dig uvidende om al den nød og vånde, som vi nu er stædt i. Thi hvad kunde det både, om jeg dryssed sorg og harm i din unge sjæl? Det er ikke gråd og kvindeklynk, som skal fri os ud af trængslerne. Der kræves mod og mandskraft.

ELINE.
Hvo har sagt jer, at jeg ikke ejer mod og mandskraft, når det gøres behov?

FRU INGER.
Stille, barn; – jeg kunde tage dig på ordet.

ELINE.
Hvordan, min moder?

FRU INGER.
Jeg kunde kræve begge dele af dig; jeg kunde –; dog, lad mig først få tale til ende. Du må da vide, at den tid tykkes nærme sig, som det danske rigsråd gennem mange år har virket for, – den tid, mener jeg, da de kan give vore rettigheder og vor frihed det sidste stød. Se, derfor gælder det –

ELINE
(livfuldt)
.
At slå løs, min moder?

FRU INGER.
Nej; det gælder at vinde råderum. I København er rådet nu forsamlet for at overlægge, hvorledes de bedst kan gribe sagen an. De fleste skal være af den mening, at tvistighederne ikke kan bilægges, så længe ikke Norsk og Dansk er ét; thi dersom vi beholder vore rettigheder som et frit rige, når nyt kongevalg engang skal foregå, så er det rimeligt, at fejden bryder åbenbart ud. Se, dette vil de danske herrer forhindre –

ELINE.
Ja, de vil forhindre det, – ja! Men skal vi tåle sligt? Skal vi roligt se til, at –?

FRU INGER.
Nej, vi skal ikke tåle det. Men at bruge våben, – at træde frem i åben dyst, – hvor vilde det bære hen, så længe vi ikke alle er enige? Og stod det nogen tid værre til med enigheden hertillands, end netop nu? – Nej, skal vi kunne udrette noget, så må det ske i løndom og stilhed. Vi må, som jeg siger dig, få stunder til at område os. I det søndre Norge er en god del af adelen for de Danske; men her nordenfjelds er det endnu tvivlsomt. Derfor har kong Fredrik skikket en af sine højst betroede mænd herop, for med egne øjne at forvisse sig om, hvordan vi er sindede.

ELINE
(spændt)
.
Nu; – og så –?

FRU INGER.
Denne ridder kommer hid til Østråt inat.

ELINE.
Herhid? Og inat?

FRU INGER.
Et købmandsskib bragte ham igår til Trondhjem. For nylig fik jeg det budskab, at han vil gæste mig. Inden en time kan han ventes.

ELINE.
Og I betænker ikke, min moder, hvad I udsætter eders rygte for, ved at tilstede den danske udsending et sligt møde? Er ikke almuen heromkring allerede mistroisk nok imod eder? Hvor kan I håbe, at den engang vil lade sig lede og råde af eder, når det spørges, at –

FRU INGER.
Vær ubekymret. Alt dette har jeg fuldelig betænkt; men det har ingen nød. Hans ærende her i landet er en hemmelighed; derfor er han kommen som fremmed til Trondhjem; og som fremmed og ukendt vil han også gæste Østråt.

ELINE.
Og denne danske herres navn –?

FRU INGER.
Det klinger godt, Eline! Danmarks adel har knapt noget bedre at nævne.

ELINE.
Men hvad har I så isinde? Endnu har jeg ikke fattet eders mening.

FRU INGER.
Du vil snart begribe. – Da vi ikke kan søndertræde ormen, så må vi binde den.

ELINE.
Vogt jer vel, at ikke snoren brister.

FRU INGER.
Det kommer an på dig, hvor fast den skal strammes.

ELINE.
På mig?

FRU INGER.
Længe har jeg mærket, at Østråt er dig et fangebur. Det huger ikke en ung falk at sidde imellem jernstænger.

ELINE.
Min vinge er stækket. Gav I mig end fri, – det vilde kun lidet både mig.

FRU INGER.
Din vinge er ikke stækket, længer end du selv vil.

ELINE.
Vil? Min vilje er i eders hænder. Bliv ved at være, hvad I var, så vil også jeg –

FRU INGER.
Nok derom. Hør mig videre. – At drage fra Østråt vil neppe være dig meget imod.

ELINE.
Kan hænde, min moder!

FRU INGER.
Du har engang sagt mig, at du levede dit gladeste liv i dine eventyr og krøniker. Dette liv kunde vende tilbage for dig.

ELINE.
Hvad mener I?

FRU INGER.
Eline, – hvis nu en mægtig riddersmand kom og førte dig til sin borg, hvor du fandt terner og svende, silkeklæder og høje sale?

ELINE.
En ridder, siger I?

FRU INGER.
En ridder.

ELINE
(sagtere)
.
Og den danske udsending kommer hid inat.

FRU INGER.
Inat.

ELINE.
Hvis så er, da ræddes jeg for at tyde eders ord.

FRU INGER.
Der er intet at ræddes for, ifald du ikke vil mistyde dem. Det er visselig ikke min agt at tvinge dig. Efter eget tykke skal du vælge og råde selv i denne sag.

ELINE
(et skridt nærmere)
.
Har I hørt om hin moder, der kørte over fjeldet ved nattetid med sine småbørn i slæden? Ulveflokken fulgte hende i sporet; det gjaldt liv eller død; – og hun kasted sine små bagud efter sig, en for en, for at vinde tid og frelse sig selv.

FRU INGER.
Eventyr! En moder rev hjertet af sit bryst, før hun kasted sit barn for ulvene!

ELINE.
Hvis jeg ikke var min moders datter, så skulde jeg give eder ret. Men I er som hin moder; og eders døtre har I kastet ud for ulvene, en for en. Først kasted I den ældste. For fem år siden drog Merete fra Østråt; nu sidder hun i Bergen som Vinzents Lunges hustru. Men tror I, hun er lykkelig som den danske ridders frue? Vinzents Lunge er mægtig, fast som en konge; Merete har terner og svende, silkeklæder og høje sale; men dagen har ingen sol for hende, og natten ingen hvile; thi hun har aldrig været ham god. Han kom hid, han bejled til hende, fordi hun var Norges rigeste arving, og fordi han dengang trængte til at få fast fod i landet. Jeg véd det; jeg véd det tilfulde! Merete var eder hørig; hun fulgte den fremmede herre. Men hvad har det kostet hende? Flere tårer, end en moder skulde ønske at svare til på dommens dag!

FRU INGER.
Jeg kender mit regnskab, og det skrækker mig ikke.

ELINE.
Eders regnskab er ikke hermed tilende. Hvor er Lucia, eders andet barn?

FRU INGER.
Spørg Gud, som tog hende.

ELINE.
Eder spørger jeg; thi det er eder, som skal svare for, at hun måtte lade sit unge liv. Glad var hun som en fugl om våren, da hun sejled fra Østråt for at gæste Merete i Bergen. Et år efter stod hun atter her i stuen; men da var hendes kinder hvide, og døden havde ædt sig ind i hendes bryst. Ja, I undres, min moder! I mente nok, at denne stygge hemmelighed var begraven med hende; – men hun har sagt mig alt. En høvisk ridder havde vundet hendes hjerte. Han vilde ægte hende. I vidste, at det gældte hendes ære. Men I blev ubøjelig, – og eders barn måtte dø. I ser, jeg véd det alt!

FRU INGER.
Alt? Så har hun vel også sagt dig hans navn?

ELINE.
Hans navn? Nej; hans navn har hun ikke sagt mig. Hun havde ligesom en stingende rædsel for hans navn; – hun nævnte det aldrig.

FRU INGER
(lettet, hen for sig)
.
Ah, så véd du dog ikke alt. – – Eline; – den sag, du nu har rørt ved, var mig fuldt ud vitterlig. Men der er noget ved sagen, hvad du kanske ikke har givet agt på: Hin herremand, som Lucia traf i Bergen, var en Dansk –

ELINE.
Også det véd jeg.

FRU INGER.
Og hans kærlighed var en løgn. Ved list og glatte ord havde han besnæret hende.

ELINE.
Jeg véd det; men hun havde ham kær alligevel; og havde I havt en moders hjerte, så var eders barns ære gået for alt.