Complete Works of Henrik Ibsen (538 page)

KONSUL BERNICK.
Å, min gode Betty, I vilde jo dog ikke kunnet fatte den egentlige sammenhæng. Jeg har forresten ikke talt om det til noget levende menneske før idag. Men nu er det afgørende øjeblik kommet; nu skal her virkes åbenlyst og af al kraft. Ja, om jeg så skal sætte hele min tilværelse ind på den sag, så skal jeg drive den igennem.

GROSSERER RUMMEL.
Vi med, Bernick; det kan du stole på.

ADJUNKT RØRLUND.
Lover De Dem da virkelig så meget af dette foretagende, mine herrer?

KONSUL BERNICK.
Ja, det skulde jeg mene. Hvilken løftestang vil det ikke blive for vort hele samfund? Tænk blot på de store skovtrakter, som vil gøres tilgængelige; tænk på alle de righoldige malmlejer, som kan tages i drift; tænk på elven med det ene fossefald ovenfor det andet! Hvilken fabrikvirksomhed kan ikke der komme istand?

ADJUNKT RØRLUND.
Og De frygter ikke for, at et hyppigere samkvem med en fordærvet udenverden –?

KONSUL BERNICK.
Nej, vær De ganske rolig, herr adjunkt. Vort lille stræbsomme sted hviler, Gud ske lov, nutildags på en sund moralsk jordbund; vi har jo allesammen hjulpet til at drænere den, om jeg så tør sige; og det vil vi gøre fremdeles, hver på sin vis. De, herr adjunkt, vedbliver Deres velsignelsesrige virksomhed i skolen og i hjemmet. Vi, det praktiske arbejdes mænd, støtter samfundet ved at sprede velvære i så vid en kreds, som muligt; – og vore kvinder, – ja, kom kun nærmere, mine damer; De må gerne høre på det –; vore kvinder, siger jeg, vore hustruer og døtre, – ja, virk De uforstyrret i veldædighedens tjeneste, mine damer, og vær forresten en hjælp og en hygge for Deres nærmeste, således, som min kære Betty og Marta er det for mig og Olaf –
(ser sig om.)
Ja, hvor er Olaf henne idag?

FRU BERNICK.
Å, nu i ferierne er det ikke muligt at holde ham hjemme.

KONSUL BERNICK.
Så er han visst nede ved vandet igen! Du skal se, han ender ikke før der sker en ulykke.

HILMAR TØNNESEN.
Bah – en liden leg med naturkræfterne –

FRU RUMMEL.
Hvor det er smukt af Dem, at De har så meget familjesind, herr Bernick.

KONSUL BERNICK.
Nå, familjen er jo dog samfundets kerne. Et godt hjem, hæderlige og trofaste venner, en liden tætsluttet kreds, hvor ingen forstyrrende elementer kaster sin skygge ind –
(Fuldmægtig Krap kommer med breve og aviser fra højre.)

FULDMÆGTIG KRAP.
Udenrigsposten, herr konsul; – og et telegram fra New-York.

KONSUL BERNICK
(tager det)
.
Ah, fra rederiet for „Indian Girl”.

GROSSERER RUMMEL.
Så posten er kommen? Ja, så må jeg anbefale mig.

KØBMAND VIGELAND.
Ja, jeg ligeså.

KØBMAND SANDSTAD.
Farvel, herr konsul.

KONSUL BERNICK.
Farvel, farvel, mine herrer. Og husk altså, vi har møde i eftermiddag klokken fem.

DE TRE HERRER.
Ja; ja vel; forstår sig.
(de går ud til højre.)

KONSUL BERNICK
(der har læst telegrammet)
Nej, dette er virkelig ægte amerikansk! Rentud oprørende –

FRU BERNICK.
Gud, Karsten, hvad er det?

KONSUL BERNICK.
Se der, herr Krap; læs!

FULDMÆGTIG KRAP
(læser)
:
„Gør mindst muligt af reparationen; send «Indian Girl” over så snart flydefærdig; god årstid; svømmer i nødsfald på lasten.» Nå, det må jeg sige –

KONSUL BERNICK.
Svømmer på lasten! De herrer véd godt, at med den last går skibet tilbunds som en sten, dersom der tilstøder noget.

ADJUNKT RØRLUND.
Ja, der ser man, hvorledes det står til i disse lovpriste store samfund.

KONSUL BERNICK.
Det har De ret i; ingen agt for menneskeliv engang, så snart fordelen kommer med i spillet.
(til Krap.)
Kan „Indian Girl” gå tilsøs om en fire–fem dage?

FULDMÆGTIG KRAP.
Ja, hvis købmand Vigeland finder sig i, at vi standser arbejdet på „Palmetræet” imens.

KONSUL BERNICK.
Hm, det gør han ikke. Nå, vil De kanske se posten igennem. Hør, så De ikke Olaf nede på bryggen?

FULDMÆGTIG KRAP.
Nej, herr konsul.
(han går ind i det forreste værelse til venstre.)

KONSUL BERNICK
(ser igen i telegrammet)
.
Atten menneskeliv tager de herrer ikke i betænkning at sætte på spil –

HILMAR TØNNESEN.
Nå, det er sømandens kald at trodse elementerne; der må være noget nervespændende i dette, således, med en tynd planke mellem sig og afgrunden –

KONSUL BERNICK.
Ja, jeg gad se den reder hos os, som kunde bekvemme sig til sligt! Ikke én, ikke en eneste én –
(får øje på Olaf.)
Nå, Gud ske lov, han er da i behold.
(Olaf, med et fiskesnøre i hånden, er kommen løbende opad gaden og ind gennem haveporten.)

OLAF
(endnu i haven)
.
Onkel Hilmar, jeg har været nede og set på dampskibet.

KONSUL BERNICK.
Har du nu været på bryggen igen?

OLAF.
Nej, jeg var bare ude i en båd. Men tænk, onkel Hilmar, der kom et helt beriderselskab iland med heste og dyr; og så var der såmange passagerer.

FRU RUMMEL.
Nej, skal vi virkelig få se beridere!

ADJUNKT RØRLUND.
Vi? Det antager jeg dog ikke.

FRU RUMMEL.
Nej naturligvis ikke vi, men –

DINA.
Jeg vilde gerne se beridere.

OLAF.
Ja, jeg også.

HILMAR TØNNESEN.
Du er en klodrian. Er det noget at se på? Lutter dressur. Nej, da er det noget andet at se Gauchoen jage over Pampas på sin fnysende mustang. Men Gud bevars, her på småstæderne –

OLAF
(trækker i frøken Bernick)
.
Tante Marta, se, se – der kommer de!

FRU HOLT.
Ja, ved Gud, der har vi dem.

FRU LYNGE.
Uf, de fæle mennesker!
(Mange passagerer og en hel hob af byens folk kommer opover gaden.)

FRU RUMMEL.
Jo, det er nok gøglere af den rette sort. Vil De se hende i den grå kjole, fru Holt; hun bærer vadsækken på ryggen.

FRU HOLT.
Ja, tænk, hun bærer den på parasolskaftet! Det er naturligvis direktørens madam.

FRU RUMMEL.
Og der har vi nok direktøren selv; han med skægget. Nå, han ser da rigtignok ud som en røver. Se ikke på ham, Hilda!

FRU HOLT.
Ikke du heller, Netta!

OLAF.
Mor, direktøren hilser op til os.

KONSUL BERNICK.
Hvad for noget?

FRU BERNICK.
Hvad siger du, barn?

FRU RUMMEL.
Ja, ved Gud, der hilser fruentimmeret også!

KONSUL BERNICK.
Nej, det er dog for grovt!

FRØKEN BERNICK
(med et uvilkårligt udråb)
.
Ah –!

FRU BERNICK.
Hvad er det, Marta?

FRØKEN BERNICK.
Å nej, intet; jeg syntes blot –

OLAF
(skriger af glæde)
.
Se, se, der kommer de andre med hestene og dyrene! Og der er Amerikanerne også! Alle matroserne på „Indian Girl” –
(Man hører „Yankee Doodle” ledsaget af klarinet og tromme.)

HILMAR TØNNESEN
(holder sig for ørerne)
.
Uf, uf, uf!

ADJUNKT RØRLUND.
Jeg tror, vi skulde isolere os en liden smule, mine damer; dette er ikke noget for os. Lad os gå til vort arbejde igen.

FRU BERNICK.
Skulde vi kanske trække forhængene for?

ADJUNKT RØRLUND.
Ja, det var just, hvad jeg mente.
(Damerne indtager sine pladse ved bordet; adjunkten lukker havedøren og drager forhængene for denne og for vinduerne; det blir halvmørkt i salen.)

OLAF
(der kiger ud)
.
Mor, nu står direktørens madam ved vandspringet og vasker sig i ansigtet.

FRU BERNICK.
Hvad? Midt på torvet!

FRU RUMMEL.
Og det ved højlys dag!

HILMAR TØNNESEN.
Nå, hvis jeg befandt mig på en ørkenrejse og stødte på en cisterne, så vilde jeg heller ikke tage i betænkning at –. Uf, den forfærdelige klarinet!

ADJUNKT RØRLUND.
Der var virkelig al opfordring for politiet til at skride ind.

KONSUL BERNICK.
Å hvad; med udlændinger må man ikke tage det så strængt; de folk har jo ikke denne rodfæstede sømmelighedsfølelse, der holder os indenfor de rette skranker. Lad dem kun skeje ud. Hvad gør det os? Alt dette uvæsen, som sætter sig op imod skik og gode sæder, det er lykkeligvis ikke i slægt med vort samfund, om jeg så tør sige. – Hvad for noget!
(Den fremmede dame træder raskt ind gennem døren til højre.)

FRUERNE
(forskrækket men dæmpet)
.
Beridersken! Direktør-madamen!

FRU BERNICK.
Gud, hvad skal det sige!

FRØKEN BERNICK
(springer op)
.
Ah –!

DAMEN.
Goddag, kære Betty! Goddag, Marta! Goddag, svoger!

FRU BERNICK
(med et skrig)
.
Lona –!

KONSUL BERNICK
(tumler et skridt tilbage)
.
Så sandt jeg lever –!

FRU HOLT.
Men Gud forbarme sig –!

FRU RUMMEL.
Det kan da ikke være muligt –!

HILMAR TØNNESEN.
Nå! Uf!

FRU BERNICK.
Lona –! Er det virkelig –?

FRØKEN HESSEL.
Om det er mig? Ja, så minsæl er det så; I kan gerne falde mig om halsen for den sags skyld.

HILMAR TØNNESEN.
Uf; uf!

FRU BERNICK.
Og nu kommer du her som –?

KONSUL BERNICK.
– og vil virkelig optræde –?

FRØKEN HESSEL.
Optræde? Hvorledes optræde?

KONSUL BERNICK.
Ja, jeg mener – med beriderne –

FRØKEN HESSEL.
Hahaha! Er du gal, svoger? Tror du, jeg hører til beriderne? Nej; rigtignok har jeg øvet mange slags kunster og gjort mig til nar på mange måder –

FRU RUMMEL.
Hm –

FRØKEN HESSEL.
– men kunster på hesteryggen har jeg aldrig gjort.

KONSUL BERNICK.
Altså dog ikke –

FRU BERNICK.
Ah, Gud ske lov!

FRØKEN HESSEL.
Nej, vi kom såmæn som andre skikkelige folk, – rigtignok på anden plads, men det er vi vant til.

FRU BERNICK.
Vi, siger du?

KONSUL BERNICK
(et skridt nærmere)
,
Hvilke vi?

FRØKEN HESSEL.
Jeg og barnet, naturligvis.

FRUERNE
(med et udråb)
.
Barnet!

HILMAR TØNNESEN.
Hvad!

ADJUNKT RØRLUND.
Nå, det må jeg sige –!

FRU BERNICK.
Men hvad mener du, Lona?

FRØKEN HESSEL.
Jeg mener naturligvis John; jeg har da ikke noget andet barn end John, véd jeg, – eller Johan, som I kaldte ham.