Complete Works of Henrik Ibsen (595 page)

(Latter og passiar forstummer mellem gæsterne. Hjalmar farer sammen ved synet af sin far, sætter sit glas fra sig og vender sig mod kaminen.)

EKDAL
(ser ikke op, men gør korte buk til siderne idet han går og mumler)
.

Ber om forladelse. Er kommen den gale vejen. Porten lukket; – porten lukket. Ber om forladelse.

(han og Gråberg går ud i baggrunden til højre.)

WERLE
(mellem tænderne)
.

Den forbistrede Gråberg!

GREGERS
(med åben mund og stirrende øjne, til Hjalmar)
.

Men det var da vel aldrig –!

DEN FEDE HERRE.
Hvad er det for noget? Hvem var det?

GREGERS.
Å, det var ingen; bare bogholderen og én til.

DEN NÆRSYNTE HERRE
(til Hjalmar)
.

Kendte De den manden?

HJALMAR.
Jeg véd ikke –; jeg la’ ikke mærke til –

DEN FEDE HERRE
(rejser sig)
.

Hvad pokker er der dog i vejen?

(han går hen til nogle andre, som taler dæmpet.)

FRU SØRBY
(hvisker til tjeneren)
.

Stik noget til ham derude; noget rigtig godt.

PETTERSEN
(nikker)
.

Skal så gøre.

(går ud.)

GREGERS
(sagte og rystet, til Hjalmar)
.

Det var altså virkelig ham!

HJALMAR.
Ja.

GREGERS.
Og endda så stod du her og nægted, at du kendte ham!

HJALMAR
(hvisker heftigt)
.

Men kunde jeg da –!

GREGERS.
– kendes ved din far?

HJALMAR
(smerteligt)
.

Å, hvis du var i mit sted, så –

(Samtalerne mellem gæsterne, som har været ført med lavt mæle, slår nu over i en tvungen højrøstethed.)

DEN TYNDHÅREDE
(nærmer sig venskabeligt til Hjalmar og Gregers)
.

Aha, står man her og frisker op gamle minder fra studenterårene? Hvad? Røger De ikke, herr Ekdal? Vil De ha’ ild? Nå, det er sandt, vi må jo ikke –

HJALMAR.
Tak, jeg skal ikke ha’ –

DEN FEDE HERRE.
Har De ikke et lidet net digt at deklamere for os, herr Ekdal? Før i tiden gjorde De det så nydeligt.

HJALMAR.
Jeg kan desværre ikke huske noget.

DEN FEDE HERRE.
Å, det var skade. Ja, hvad skal vi så finde på, Balle?

(begge herrerne går hen over gulvet og ud i den anden stue.)

HJALMAR
(dystert)
.

Gregers, – jeg vil gå! Når en mand har følt skæbnens knusende slag på sit hoved, ser du –. Sig din far farvel fra mig.

GREGERS.
Ja, ja. Går du lige hjem?

HJALMAR.
Ja. Hvorfor det?

GREGERS.
Jo, for så kommer jeg kanske hen til dig siden.

HJALMAR.
Nej, det skal du ikke. Ikke hjem til mig. Min bolig er trist, Gregers, – især ovenpå et strålende gilde, som dette her. Vi kan altid træffes et steds ude i byen.

FRU SØRBY
(har nærmet sig, dæmpet)
.

Går De, Ekdal?

HJALMAR.
Ja.

FRU SØRBY.
Hils Gina.

HJALMAR.
Tak.

FRU SØRBY.
Og sig, at jeg ser op til hende en af dagene.

HJALMAR.
Jo, tak.
(til Gregers.)
Bliv her. Jeg vil forsvinde ubemærket.

(han driver hen over gulvet, derefter ind i den anden stue og ud til højre.)

FRU SØRBY
(sagte til tjeneren, som er kommen tilbage)
.

Nå, fik så den gamle noget med?

PETTERSEN.
Ja da; jeg stak til ham en flaske konjak.

FRU SØRBY.
Å, De kunde da fundet på noget bedre.

PETTERSEN.
Nej da, fru Sørby; konjak er det bedste, han véd.

DEN FEDE HERRE
(i døren med et notehæfte i hånden)
.

Skal vi kanske spille lidt sammen, fru Sørby?

FRU SØRBY.
Ja nok; lad os det.

GÆSTERNE.
Bravo, bravo!

(Hun og alle de fremmede går gennem stuen ud til højre. Gregers blir stående ved kaminen. Grosserer Werle søger noget på skrivebordet og synes at ønske, at Gregers skal gå; da denne ikke rører sig, går grossereren mod udgangsdøren.)

GREGERS.
Far, vil du ikke vente lidt?

WERLE
(standser)
.

Hvad er det?

GREGERS.
Jeg må tale et ord med dig.

WERLE.
Kan ikke det vente til vi blir alene?

GREGERS.
Nej, det kan ikke; for det turde kanske hænde, at vi slet ikke blir alene.

WERLE
(kommer nærmere)
.

Hvad skal det sige?

(Under det følgende høres fjernt pianofortespil fra musiksalen.)

GREGERS.
Hvorledes har man her kunnet la’ den familje så ynkeligt forkomme?

WERLE.
Du mener formodentlig Ekdals, kan jeg tænke.

GREGERS.
Ja, jeg mener Ekdals. Løjtnant Ekdal stod dig dog engang så nær.

WERLE.
Ja, desværre, han stod mig nok altfor nær. Det fik jeg føle og svie for i mange år. Det er ham, jeg kan takke for, at jeg fik en slags klik på mit gode navn og rygte, jeg også.

GREGERS
(sagte)
.

Var han virkelig den eneste skyldige.

WERLE.
Hvem ellers, mener du!

GREGERS.
Han og du var dog begge sammen om det store skogkøb –

WERLE.
Men var det ikke Ekdal, som optog kortet over strækningerne, – dette uefterrettelige kort? Ham var det, som drev al den ulovlige hugst på statens grund. Det var jo ham, som stod for hele driften deroppe. Jeg havde ikke rede på, hvad løjtnant Ekdal foretog sig.

GREGERS.
Løjtnant Ekdal havde nok ikke selv rede på, hvad han foretog sig.

WERLE.
Kan gerne være. Men kendsgerningen er nu den, at han blev dømt og jeg frifunden.

GREGERS.
Ja, jeg véd nok, at der ingen beviser var.

WERLE.
Frifindelse er frifindelse. Hvorfor ripper du op i disse gamle uhyggelige sager, som gav mig grå hår før tiden? Er det sligt noget, du har gåt og grublet på i alle disse år der oppe? Jeg kan forsikre dig, Gregers, – her i byen er de historier glemt for længe siden – for mit vedkommende.

GREGERS.
Men den ulykkelige ekdalske familje da!

WERLE.
Hvad vilde du da egentlig, jeg skulde gøre for de folk? Da Ekdal kom på fri fod igen, var han en nedbrudt mand, rent uhjelpelig. Der gives mennesker her i verden, som dukker til bunds, bare de får et par hagel i kroppen, og så kommer de aldrig op igen mere. Du kan tro mig på mit ord, Gregers; jeg har strakt mig så langt, som jeg kunde, når jeg ikke ligefrem skulde blotstille mig og gi’ næring til alskens mistanke og folkesnak –

GREGERS.
Mistanke –? Nå så, ja.

WERLE.
Jeg har skaffet Ekdal arkskrift fra kontoret, og jeg betaler ham langt, langt mere for det, end hans arbejde er værd –

GREGERS
(uden at se på ham)
.

Hm; tviler ikke på det.

WERLE.
Ler du? Tror du kanske ikke det er sandt, hvad jeg siger? I mine bøger står der rigtignok ikke noget om det; for slige udgifter bogfører jeg aldrig.

GREGERS
(smiler koldt)
.

Nej, der gives vel visse udgifter, som det er bedst ikke at bogføre.

WERLE
(studser)
.

Hvad mener du med det?

GREGERS
(med tilkæmpet mod)
.

Har du bogført, hvad det kosted dig at la’ Hjalmar Ekdal lære fotografering?

WERLE.
Jeg? Hvorledes bogført?

GREGERS.
Jeg véd nu, at det var dig, som bekosted det. Og nu véd jeg også, at det var dig, som satte ham så rundelig istand til at etablere sig.

WERLE.
Nå, og så heder det endda, at jeg ingen ting har gjort for Ekdals! Jeg kan forsikre dig, de mennesker har sandelig voldt mig udgifter nok.

GREGERS.
Har du bogført nogen af de udgifter?

WERLE.
Hvorfor spør’ du om det?

GREGERS.
Å, det har så sine årsager. Hør, sig mig, – den tid, da du tog dig så varmt af din gamle vens søn, – var ikke det netop just som han skulde til at gifte sig!

WERLE.
Ja, hvor pokker, – hvor kan jeg efter så mange års forløb –?

GREGERS.
Du skrev mig den gang et brev til, – et forretningsbrev naturligvis; og i en efterskrift stod der, ganske kort, at Hjalmar Ekdal havde giftet sig med en frøken Hansen.

WERLE.
Ja, det var jo ganske rigtig; hun hed så.

GREGERS.
Men du skrev ikke noget om, at den frøken Hansen var Gina Hansen, – vor forhenværende husjomfru.

WERLE
(ler spotsk, men tvungent)
.

Nej, for jeg tænkte såmænd ikke, at du interesserte dig så særligt for vor forhenværende husjomfru.

GREGERS.
Det gjorde jeg heller ikke. Men –
(sænker stemmen.)
her var nok andre i huset, som interesserte sig særligt for hende.

WERLE.
Hvad mener du med det?
(bruser imod ham.)
Du sigter da vel aldrig til mig!

GREGERS
(sagte, men fast)
.

Jo, jeg sigter til dig.

WERLE.
Og det vover du –! Det understår du dig –! Hvor kan han, den utaknemmelige, han, fotografen –; hvor tør han driste sig til at komme med slige sigtelser!

GREGERS.
Hjalmar har ikke med et ord rørt ved dette her. Jeg tror ikke, han har så meget som en anelse om noget sligt.

WERLE.
Men hvor har du det da fra? Hvem har kunnet sige noget sådant?

GREGERS.
Det har min stakkers ulykkelige mor sagt. Og det var sidste gang jeg så hende.