Complete Works of Henrik Ibsen (417 page)

MARGRETE
(farer op med et glædesskrig og iler ham imøde)
.
Min fader! – O, hvor jeg har sukket og længtet efter dette møde!

HERTUG SKULE.
Guds fred med dig, Margrete! Hvor er kongen?

MARGRETE.
Hos bisp Nikolas.

HERTUG SKULE.
Hm, – ja, så må han snart være her.

MARGRETE.
Og vil I tales ved og forliges, blive venner igen, som i gamle dage?

HERTUG SKULE.
Det vilde jeg gerne.

MARGRETE.
Håkon vil det også gerne; og jeg beder hver dag til Gud, at det må ske. O, men kom her og se –
(griber hans hånd og fører ham hen til vuggen.)

HERTUG SKULE.
Dit barn!

MARGRETE.
Ja, det dejlige barn er mit; – er det ikke forunderligt? Han heder Håkon, ligesom kongen! Se her, hans øjne – nej, du kan ikke se dem nu han sover, – men han har store blå øjne; og så kan han le og række hænderne ud og gribe efter mig, – og han kender mig allerede!
(Lægger vuggeklæderne omhyggeligt tilrette.)

HERTUG SKULE.
Håkon får sønner, spåde bispen.

MARGRETE.
Dette lille barn er mig tusende gange kærere end land og rige, – og slig er det for Håkon også. – Nej, det er ligesom jeg ikke rigtig kan tro på lykken; jeg har vuggen stående foran min seng; hver nat, når jeg vågner, ser jeg efter, om den er der, – jeg er ligesom ræd for at det skal være en drøm –

HERTUG SKULE
(lytter og går til vinduet)
.
Er det ikke kongen –?

MARGRETE.
Jo; han går op den anden trappe; jeg vil hente ham!
(Fatter faderens hånd og fører ham spøgende hen til vuggen igen.)
Hertug Skule! Stå vagt hos kongsbarnet imens, – ja, for han er kongsbarn tillige – det husker jeg aldrig på! Og vågner han, så bøj dig dybt og hils ham, som konger skal hilses! Nu henter jeg Håkon; o Gud, Gud! nu skal der da endelig komme lys og fred over ætten!
(Går ud til højre.)

HERTUG SKULE
(efter en kort og mørk taushed)
.
Håkon har en søn. Hans æt skal leve efter ham. Dør han, så er der et kongs-emne, som står tronen nærmere end alle andre. Alt trives for Håkon. Kanhænde han er den urette; men hans tro på sig selv står fast som før; bispen vilde rygget den, men fik ikke tid for døden, ikke lov for Gud. Gud skærmer Håkon, han fik beholde styrkebeltet. Nu at sige ham det? Nu at sværge på bispens udsagn? Hvad vilde det nytte? Ingen vilde tro mig, hverken Håkon eller de andre. Bispen vilde han troet i dødstimen; tvivlen vilde have forgiftet ham; men det måtte ikke ske. Og så uryggelig som trygheden sidder hos Håkon, så uryggelig sidder tvivlen hos mig; hvilket menneske på jorden kan luge den væk? Ingen, ingen. Jernbyrd er båren, Gud har talt, og endda kan Håkon være den urette, mens jeg forspilder mit liv.
(Sætter sig grublende ned ved et bord på højre side.)

Og om jeg nu vandt land og rige, vilde så ikke tvivlen sidde der ligefuldt og gnage og tære og hule mig ud med sine evige isdryp? – Jo, jo; men det er bedre at sidde deroppe på kongssædet og tvivle på sig selv, end at stå nede i flokken og tvivle pa ham, som sidder deroppe. – Det må ende mellem mig og Håkon! Ende? Men hvorledes?
(rejser sig.)
Almægtige, du, som har stelt det slig for mig, du må tage skylden for det, som følger efter!
(går frem og tilbage, standser og tænker efter.)
Det gælder at bryde alle broer af, beholde én igen, og sejre eller falde der, – sagde bispen ved kongsbrylluppet i Bergen; det er nu på tredje året siden, og i al den tid har jeg spildt og splittet mine kræfter ved at værge for alle broerne. –
(raskt.)
Nu må jeg følge bispens råd; nu eller aldrig! Vi er begge her i Oslo; jeg er mandstærkere end Håkon dennegang; hvorfor da ikke nytte overtaget, – det er så sjelden på min side.
(vaklende.)
Men nu inat – straks –? Nej, nej! Ikke inat! – Ha, ha, ha, – der er det igen, overlægget – ustøheden! Håkon kender ikke til sligt; han går bent frem, han, og så sejrer han!
(Gør nogle skridt bortover gulvet og standser pludselig ved vuggen.)

Kongsbarnet! – Hvor fager en pande. Han drømmer.
(Breder teppet bedre over og ser længe på barnet.)
En slig, som du, kan berge meget i en mands sjæl. Jeg har ingen søn.
(Bøjer sig ned over vuggen.)
Han ligner Håkon. –
(Viger med engang tilbage.)
Kongsbarnet, sagde dronningen! Bøj dig dybt og hils ham, som konger skal hilses! Dør Håkon før jeg, så løftes dette barn på kongsstolen; og jeg – jeg skal stå nedenfor og bøje mig dybt og hilse ham som konge!
(i stigende oprør.)
Dette barn, Håkons søn, skal sidde deroppe på det sæde, som jeg, kanhænde, er nærmere til, – og jeg skal stå for hans fodskammel, med hvide hår, krøget af ælde, se al min livsgerning ligge ugjort, – dø uden at have været konge! – Jeg er mandstærkere end Håkon, – der blæser en storm ikveld, vinden står udefter fjorden –! Om jeg tog kongsbarnet? Trønderne kan jeg lide på. – Hvad turde vel Håkon vove, når hans barn var i min magt! Mine mænd vil følge mig, vil slå for mig og sejre. Jeg får lønne dem kongeligt, så gør de det. – Lad ske! Skridtet ud; sluget over for første gang! – Kunde jeg se, om du har Sverres øjne – eller Håkon Sverressøns –! Han sover. Jeg kan ikke se det.
(Ophold.)
Søvn er værn. Sov med fred, du lille kongs-emne!
(Går over til bordet.)
Håkon skal dømme; engang til vil jeg tale med ham.

MARGRETE
(kommer med kongen fra stuen på højre side)
.
Bispen død! O, tro mig, al ufred dør med ham.

HÅKON.
Gå tilsengs, Margrete; du kan være træt efter rejsen.

MARGRETE.
Ja, ja!
(til hertugen:)
Fader, vær mild og føjelig, – Håkon har lovet at være det! Tusende godnat, beggeto!
(Giver et vink i døren til venstre og går; et par piger flytter vuggen ind.)

HERTUG SKULE.
Kong Håkon, vi må ikke skilles som uvenner dennegang. Alt ondt vil følge på; der vil komme en rædselens tid over landet.

HÅKON.
Det har landet været vant til gennem slægter nu; men I ser, Gud er med mig; hver fiende falder, som står mig imod. Der gives ikke Bagler, ikke Slittunger, ikke Ribbunger mere; Jon Jarl er dræbt, Guthorm Ingessøn er død, Sigurd Ribbung ligeså, – alle krav, som kom frem på rigsmødet i Bergen, har vist sig magtesløse, – hvem skulde så rædselens tid komme fra nu?

HERTUG SKULE.
Håkon, jeg er ræd, den kunde komme fra mig!

HÅKON.
Da jeg blev konge, gav jeg eder tredjedelen af riget –

HERTUG SKULE.
I beholdt selv to tredjedele!

HÅKON.
Altid tørstede I efter mere; jeg øgede eders del; nu sidder I inde med det halve rige.

HERTUG SKULE.
Der mangler ti skibreder.

HÅKON.
Jeg gjorde eder til hertug; det har ingen mand været i Norge før!

HERTUG SKULE.
Men I er konge! Der må ingen konge være over mig! Jeg er ikke skabt til at tjene eder; jeg må styre og råde selv!

HÅKON
(ser et øjeblik på ham og siger koldt)
:
Himlen skærme eders forstand, herre. Godnat!
(vil gå.)

HERTUG SKULE
(træder ivejen for ham)
.
I slipper ikke fra mig på slig vis! Vogt jer, eller jeg siger mig løs fra eder; I kan ikke blive ved at være min overherre længer; vi to må dele!

HÅKON.
Det vover I at sige mig!

HERTUG SKULE.
Jeg er kommen mandstærkere til Oslo end I, Håkon Håkonssøn.

HÅKON.
Kanhænde det er eders agt –

HERTUG SKULE.
Hør mig! Husk bispens ord! Lad os dele; giv mig de ti skibreder til; lad mig tage min del som frit kongedømme, uden skat og udredsler til jer. Norge har været delt i to riger før; – vi vil holde usvigelig sammen –

HÅKON.
Hertug, I må være sjælesyg, at I kan kræve sligt!

HERTUG SKULE.
Ja, jeg er sjælesyg, og der er ingen helsebod for mig på anden vej. Vi to må være ligemænd; der må ingen være over mig!

HÅKON.
Hver træløs holme er en sten i den bygning, som Harald Hårfager og den hellige kong Olaf rejste; og I vil, at jeg skal bryde fra hinanden, hvad de har føjet sammen? Aldrig!

HERTUG SKULE.
Nu, så lad os skiftes til om magten; lad os råde tre år hver! I har rådet længe; nu er min tid kommen. Drag af landet i tre år; – jeg vil være konge imens; jeg vil jævne vejen for jer til I vender hjem, styre og lede alt til det bedste; – det tærer og sløver at sidde stadig på vagt. Håkon, hører I, – tre år hver; lad os byttes til om kronen!

HÅKON.
Tror I, at min krone vil passe om eders tindinger?

HERTUG SKULE.
Ingen krone er for vid for mig!

HÅKON.
Der skal Guds ret og Guds kald til at bære kronen.

HERTUG SKULE.
Og I tror så visst, at I har Guds ret?

HÅKON.
Det har jeg Guds dom for.

HERTUG SKULE.
Stol ikke så trygt på den. Havde bispen fået tale, – dog, nu vilde det være forgæves; I vilde ikke tro mig. Ja visselig har I mægtige forbundsfæller deroppe; men jeg trodser alligevel! – I vil ikke skiftes til om kongsmagten? Ja, ja – så får vi vælge den sidste udvej; – Håkon, lad os to kæmpe mod hinanden, mand mod mand, med tunge våben, på liv og død!

HÅKON.
Taler I alvor, herre?

HERTUG SKULE.
Jeg taler for min livsgerning og for min sjæls frelse!

HÅKON.
Da er der lidet håb om frelse for eders sjæl.

HERTUG SKULE.
I vil ikke kæmpe med mig? I skal, I skal!

HÅKON.
Forblindede mand! Jeg kan ikke andet end ynke eder. I tror det er herrens kald, som driver eder op på kongssædet, I ser ikke, at det kun er hovmod. Hvad er det, som lokker jer! Kongsringen, kåben med purpurbræm, retten til at sidde bænket tre trin over gulvet; – usselt, usselt, – var det at være konge, da kastede jeg kongedømmet i eders hat, som jeg kaster en skærv til en tigger.

HERTUG SKULE.
I har kendt mig fra I var barn, og dømmer mig slig!

HÅKON.
I har alle sindets ypperlige gaver, kløgt og mod, I er skabt til at stå kongen nærmest, men ikke til at være konge selv.

HERTUG SKULE.
Det vil vi prøve nu!

HÅKON.
Nævn mig et eneste kongsværk, I har øvet, i alle de år I styrede riget for mig! Var Baglerne eller Ribbungerne nogentid mægtigere end da? I var den modne mand, men landet hærgedes af oprørske flokke; – fik I bugt med en eneste? Jeg var ung og uerfaren, da jeg tog rigsstyret, – se på mig – alt faldt tilfode, da jeg blev konge; der er ingen Bagler, ingen Ribbunger mere!

HERTUG SKULE.
Det skulde I mindst prale med; thi der er faren størst. Flok må stå mod flok, krav mod krav, landsdel mod landsdel, hvis kongen skal være den mægtige. Hver bygd, hver æt, må enten trænge til ham eller frygte ham. Rydder I al ufred ud, så har I med det samme taget magten fra eder selv.

HÅKON.
Og I vil være konge, – I, som dømmer slig? I kunde blevet en dugelig høvding på Erling Skakkes tider; men tiden er vokset fra jer og I skønner den ikke. Ser I da ikke, at Norges rige, således som Harald og Olaf rejste det, kun er at ligne med en kirke, som ikke har fået vigselen endnu? Væggene højner sig med stærke støtter, loftshvælven spænder sig vidt over, spiret peger opad, lig gran i skogen; men livet, det bankende hjerte, den friske blodflom går ikke gennem værket; Guds levende ånde er ikke indblæst det; det har ikke fået vigselen. – Jeg vil bringe vigselen! Norge var et rige, det skal blive et folk. Trønder stod mod Vikværing, Agdeværing mod Hørdalænding, Hålogalænding mod Sogndøl; alle skal være ét herefter, og alle skal vide med sig selv og skønne at de er ét! Det er hvervet, som Gud har lagt på mine skuldre; det er gerningen, som skal gøres af Norges konge nu. Den gerning, hertug, den tænker jeg I lader ligge, thi sandelig, I årker den ikke!

HERTUG SKULE
(slagen)
.
Samle –? Samle til ét Trønder og Vikværing, – alt Norge –?
(vantro.)
Det er ugørligt! Sligt melder aldrig Norges saga om før!

HÅKON.
For eder er det ugørligt; thi I kan kun gøre den gamle saga om igen; men for mig er det let, som det er let for falken at kløve skyerne.