Complete Works of Henrik Ibsen (421 page)

PETER.
Uryggeligt!

KONG SKULE.
Så er alt godt; så er jeg visselig frelst! Hør, du skal kaste prestekappen; erkebispen skal løse dig fra kirkeløftet; kongssønnen skal bære sværd, gå ustandselig frem til magt og hæder.

PETER.
Sammen med dig, min høje fader! Sammen vil vi gå!

KONG SKULE
(trykker ham ind til sig)
.
Ja, sammen, vi to alene!

INGEBJØRG
(for sig selv)
.
At elske, ofre alt og glemmes, det blev min saga.
(Går stille ud i baggrunden.)

KONG SKULE.
Et stort kongsværk skal gøres i Norge nu! Peter, min søn, hør! Alt folket vil vi vække og samle til et; Vikværing og Trønder, Hålogalænding og Agdeværing, Oplænding og Sogndøl, alt skal være som én stor slægt, – da kan du tro, landet vil tage vækst!

PETER.
Hvilken stor og svimlende tanke det er –!

KONG SKULE.
Fatter du den?

PETER.
Ja – ja! – Klart –!

KONG SKULE.
Og tror du på den?

PETER.
Ja, ja; thi jeg tror på dig!

KONG SKULE
(vildt)
.
Håkon Håkonssøn må falde!

PETER.
Når du vil det, så er det ret, at han falder.

KONG SKULE.
Det vil koste blod; men det får ikke hjælpe.

PETER.
Det er ikke spildt, det blod, som flyder for din sag.

KONG SKULE.
Din skal al magten være, når jeg får fæstnet riget. Du skal sidde i kongssædet, med ring om panden, med purpurkåben flømmende vid over dine skuldre; alle mænd i landet skal bøje sig for dig –
(lurtoner høres langt borte)
. Ha! hvad er det!
(med et skrig.)
Birkebejnerhæren! Hvad var det Pål Flida sagde –?
(iler mod baggrunden.)

PÅL FLIDA
(kommer ind og råber)
:
Nu er timen over os, kong Skule!

KONG SKULE
(forvildet)
.
Birkebejnerne! Kong Håkons hær! Hvor er de?

PÅL FLIDA.
De myldrer i tusendvis ned over Ekeberg.

KONG SKULE.
Blæs til våben! Blæs, blæs! Giv råd; hvor skal vi møde dem?

PÅL FLIDA.
Alle kirker står åbne for os.

KONG SKULE.
Birkebejnerne, spørger jeg –!

PÅL FLIDA.
For dem står alle broer åbne.

KONG SKULE.
Usalige mand, hvad har du gjort!

PÅL FLIDA.
Lystret min konge.

KONG SKULE.
Min søn! Min søn! Ve mig; jeg har forspildt dit kongerige!

PETER.
Nej, du vil sejre! Så stor en kongstanke dør ikke!

KONG SKULE.
Ti, ti!
(lurtoner og råb høres nærmere.)
Til hest; til våben! Det gælder mere end mænds liv og død her!
(iler ud i baggrunden; de øvrige følger efter.)

En gade i Oslo.

(Lave træhuse med bislag på begge sider. I baggrunden St. Hallvards kirkegård, indelukt af en høj mur med port. På venstre side ved enden af muren ses kirken, hvis hovedindgang står åben. Det er endnu nat; lidt efter begynder dagen at gry. Stormklokken går; langt borte til højre høres fjerne hærskrig og forvirret larm.)

KONG SKULES LURSVEND
(kommer fra højre, blæser i luren og råber)
:
Til våben! Til våben, alle kong Skules mænd!
(blæser igen og går videre; om lidt hører man ham blæse og råbe i næste gade.)

EN KVINDE
(kommer ud i en husdør til højre)
.
Du store barmhjertige Gud, hvad er det?

EN BYMAND
(som er kommen halvt påklædt ud fra et hus på den anden side af gaden)
.
Birkebejnerne er i byen! Nu får Skule løn for alle sine ugerninger.

EN AF SKULES MÆND
(kommer med nogle andre, bærende kapper og våben på armene, ind fra en sidegade til venstre)
.
Hvor er Birkebejnerne?

EN ANDEN AF SKULES MÆND
(fra et hus til højre)
.
Jeg véd ikke!

FØRSTE.
Hys! Hør! – De må være nede ved Gejtebroen.

ANDEN.
Ned til Gejtebroen da!
(Alle iler ud til højre; en bymand kommer løbende fra samme side.)

FØRSTE BYMAND.
Hej, grande, hvor kommer I fra?

ANDEN BYMAND.
Nede fra Loelven; der går det stygt til.

KVINDEN.
Sankt Olaf og Sankt Hallvard! Er det Birkebejnerne, eller hvem er det?

ANDEN BYMAND.
Ja visst er det Birkebejnerne; kong Håkon er med; hele flåden lægger ind til bryggerne; men selv gik han iland med sine bedste mænd ude ved Ekebergstøen.

FØRSTE BYMAND.
Så tager han hævn for mandefaldet ved Låka!

ANDEN BYMAND.
Ja, det kan I lide på!

FØRSTE BYMAND.
Se der, – der flygter alt Vårbælgerne!
(En flok af Skules mænd kommer flygtende ind fra højre.)

EN AF MÆNDENE.
Ind i kirken! Ingen kan stå sig mod Birkebejnerne, slig som de farer frem inat!
(Flokken iler ind i kirken og stænger døren indenfor.)

ANDEN BYMAND
(ser ud til højre)
.
Jeg skimter et mærke langt nede i gaden; det må være kong Håkons.

FØRSTE BYMAND.
Se, se hvor Vårbælgerne flygter!
(En ny flok kommer ind fra højre.)

EN AF FLOKKEN.
Lad os berge os i kirken og bede om grid!
(De stormer mod porten.)

FLERE VÅRBÆLGER.
Der er stængt; der er stængt!

DEN FØRSTE.
Opover til Martestokke da!

EN ANDEN.
Hvor er kong Skule?

DEN FØRSTE.
Jeg véd ikke. Afsted, der ser jeg Birkebejnernes mærke!
(De flygter forbi kirken ud til venstre.)

HÅKON
(kommer fra højre med sin mærkesmand, Gregorius Jonssøn, Dagfinn Bonde og flere andre mænd)
.

DAGFINN BONDE.
Hør hærskriget! Skule fylker sine mænd bag kirkegården.

EN GAMMEL BYMAND
(råber fra sin svale til Håkon)
:
Vogt eder, kære herre; Vargbælgerne er gramme, nu de slås for livet!

HÅKON.
Er det dig, gamle Guthorm Erlendssøn? Du har stridt både for min fader og for min farfader, du.

BYMANDEN.
Gud give jeg kunde stride for eder også.

HÅKON.
Du er for gammel til det, og det trænges ikke; der kommer folk til mig allevegne fra.

DAGFINN BONDE
(peger ud over muren til højre)
.
Der kommer hertugens mærke!

GREGORIUS JONSSØN.
Hertugen selv! Han rider på sin hvide stridshest.

DAGFINN BONDE.
Vi må hindre ham udgang gennem porten her!

HÅKON.
Blæs, blæs!
(Lursvenden blæser.)
Bedre blæste du, hundehvalp, da du blæste for penge på Bergens brygge!
(Lursvenden blæser igen, men stærkere end første gang; der kommer mange folk til.)

EN VÅRBÆLG
(fra højre, flygtende henimod kirken, forfulgt af en Birkebejner)
.
Spar livet! Spar livet!

BIRKEBEJNEREN.
Ikke om du så sad på alteret!
(hugger ham ned.)
En kostbar kappe lader det til du har; den kan jeg bruge.
(Vil tage kappen, men udstøder et skrig og kaster sit sværd fra sig.)
Herre konge! Ikke et slag mere slår jeg for eder!

DAGFINN BONDE.
Og det siger du i slig en stund!

BIRKEBEJNEREN.
Ikke et slag mere!

DAGFINN BONDE
(hugger ham ned)
.
Nej, nu kan du også spare dig det!

BIRKEBEJNEREN
(pegende på den døde Vårbælg)
.
Jeg mente, jeg havde gjort nok, da jeg dræbte min egen broder.
(dør.)

HÅKON.
Hans broder!

DAGFINN BONDE.
Hvad!
(går hen til Vårbælgens lig.)

HÅKON.
Er det sandt?

DAGFINN BONDE.
Det er nok så.

HÅKON
(rystet)
.
Her ses det bedst, hvad krig det er vi fører. Broder mod broder, fader mod søn; – ved Gud, den almægtige, dette må have en ende!

GREGORIUS JONSSØN.
Der kommer hertugen i fuld kamp med Knut jarls flok!

DAGFINN BONDE.
Stæng porten for ham her, kongsmænd!
(Indenfor muren kommer de kæmpende tilsyne. Vårbælgerne baner sig vej mod venstre, drivende Birkebejnerne fod for fod tilbage. Kong Skule rider på sin hvide stridshest, med draget sværd. Peter går ved siden og holder hestens tøjler, i den venstre hånd et højt opløftet krusifiks. Pål Flida bærer Skules mærke, der er blåt med en stående gylden løve uden økse.)

KONG SKULE.
Hug ned for fode! Spar ingen! Der er kommet et nyt kongs-emne i Norge!

BIRKEBEJNERNE.
Et nyt kongs-emne, siger han!

HÅKON.
Skule Bårdssøn, lad os dele riget!

KONG SKULE.
Alt eller intet!

HÅKON.
Tænk på dronningen, eders datter!

KONG SKULE.
Jeg har en søn, jeg har en søn! Jeg tænker ikke på andre end ham!

HÅKON.
Jeg har også en søn; – falder jeg, så får han riget!

KONG SKULE.
Dræb kongsbarnet, hvor I finder det! Dræb det på kongssædet; dræb det for alteret; dræb det, dræb det i dronningens arm!

HÅKON.
Der fældte du din dom!

KONG SKULE
(hugger om sig)
.
Dræb, dræb for fode! Kong Skule har en søn! Dræb, dræb!
(Kampen trækker sig udenfor til venstre.)

GREGORIUS JONSSØN.
Vargbælgerne hugger sig igennem!

DAGFINN BONDE.
Ja, men bare for at flygte.

GREGORIUS JONSSØN.
Ja ved himlen, – den anden port står åben; der flygter de alt!

DAGFINN BONDE.
Opover til Martestokke.
(råber ud:)
Efter dem, efter dem, Knut jarl! Tag hævn for mandefaldet ved Låka!

HÅKON.
I hørte det; han dømte mit barn fredløs, – mit skyldfri barn, Norges kårne konge efter mig!

KONGSMÆNDENE.
Ja, ja, vi hørte det!

HÅKON.
Og hvad straf er sat for slig brøde?

MÆNDENE.
Døden!

HÅKON.
Så må han også dø!
(løfter hånden til ed.)
Her sværger jeg det; Skule Bårdssøn skal dø, hvor han træffes på uhellig grund!

DAGFINN BONDE.
Det er hver trofast mands pligt at fælde ham.

EN BIRKEBEJNER
(fra venstre)
.
Nu flygter hertug Skule!

BYMÆNDENE.
Birkebejnerne har sejret!

HÅKON.
Hvad vej?

BIRKEBEJNEREN.
Forbi Martestokke, opover til Ejdsvold; de fleste havde sine heste stående oppe i gaderne, ellers var ikke en eneste sluppen fra det med livet.

HÅKON.
Gud være takket for hjælpen dennegang også! Nu kan dronningen frit komme i land fra flåden.