Complete Works of Henrik Ibsen (423 page)

KONG SKULE
(stille, skrækslagen)
.
Kirkeraner!

PETER.
For din skyld; for din store kongstankes skyld! Men du vil slette brøden ud; alt, hvad der er ondt, vil du slette ud. Der vil komme lys og fred med dig; der vil gå op en strålende dag over landet; – hvad gør det så, om der gik en uvejrsnat foran?

KONG SKULE.
Der stod som en helgensol om dit hoved, da din moder kom med dig; – og nu tykkes det mig, at jeg ser banstrålen lyne.

PETER.
Fader, fader, tænk ikke på mig; vær ikke ræd for mit ve og vel. Det er jo din vilje, jeg har fuldkommet, – hvor kan det regnes mig til last!

KONG SKULE.
Jeg vilde eje din tro på mig, og din tro er bleven en synd.

PETER
(vildt)
.
For din skyld, for din skyld! Derfor tør ikke Gud andet, end tvætte den af!

KONG SKULE.
Ren og skyldfri, lovede jeg Ingebjørg, – og han håner himlen!

PÅL FLIDA
(kommer)
.
Alt er i oprør! Rædselsgerningen har slået dine mænd med skræk; de flygter ind i kirkerne.

KONG SKULE.
De skal ud, de må ud!

BÅRD BRATTE
(kommer)
.
Bymændene har rejst sig mod eder; de dræber Vårbælgerne rundt om på gaderne og i husene, hvor de kan finde dem!

EN HIRDMAND
(kommer)
.
Nu sejler Birkebejnerne op i elven!

KONG SKULE.
Blæs mine mænd sammen. Ingen må svigte mig her!

PÅL FLIDA.
Ugørligt; skrækken har lamslået dem.

KONG SKULE
(fortvivlet)
.
Men jeg kan ikke falde nu! Min søn må ikke dø med en dødsskyld på sin sjæl!

PETER.
Tænk ikke på mig; du er den eneste, det gælder. Lad os søge opover til Indherred; der er alle mænd tro!

KONG SKULE.
Ja, på flugt! Følg mig, hvem der vil berge livet!

BÅRD BRATTE.
Hvad vej?

KONG SKULE.
Over broen!

PÅL FLIDA.
Alle broer er brudt af, herre.

KONG SKULE.
Brudt af –! Alle broer brudt af, siger du!

PÅL FLIDA.
I skulde brudt dem af i Oslo, så kunde I ladt dem stå i Nidaros.

KONG SKULE.
Over elven alligevel; – her er liv og salighed at frelse! På flugt! På flugt!
(Han og Peter iler ud til venstre.)

BÅRD BRATTE.
Ja, bedre det, end at falde for bymænd og Birkebejnere.

PÅL FLIDA.
I Guds navn, på flugt da.
(Alle følger efter Skule.)
(Stuen står en kort stund tom; der høres fjern og forvirret larm fra gaderne; derpå stormer en flok væbnede bymænd ind gennem døren til højre.)

EN BYMAND.
Herind! Her må han være.

EN ANDEN.
Dræb ham!

FLERE.
Dræb kirkeraneren også!

EN ENKELT.
Far varligt frem; de bider fra sig.

FØRSTE BYMAND.
Det har ingen nød; Birkebejnerne er alt oppe i gaden.

EN BYMAND
(kommer)
.
For sent; – kong Skule er flygtet.

FLERE.
Hvorhen? Hvorhen?

DEN KOMMENDE.
Ind i en af kirkerne, tænker jeg; de er fulde af Vargbælger.

FØRSTE BYMAND.
Så lad os søge ham; stor tak og løn giver kong Håkon den mand, som dræber Skule.

EN ANDEN.
Der kommer Birkebejnerne.

EN TREDJE.
Kong Håkon selv.

MANGE I FLOKKEN
(råber)
:
Hil kong Håkon Håkonssøn!

HÅKON
(kommer ind fra højre, fulgt af Gregorius Jonssøn, Dagfinn Bonde og en mængde andre)
.
Ja, nu er I ydmyge, I Trøndere! I har længe nok stået mig imod.

FØRSTE BYMAND
(på knæ)
.
Nåde, herre; Skule Bårdssøn var så hårdt over os!

EN ANDEN
(også knælende)
.
Han tvang os, ellers havde vi aldrig fulgt ham.

DEN FØRSTE.
Han tog vort gods og nødte os til at slå for sin uretfærdige sag.

DEN ANDEN.
Ak, høje herre, han har været en svøbe for sine venner som for sine uvenner.

MANGE STEMMER.
Ja, ja, – Skule Bårdssøn har været en svøbe for hele landet.

DAGFINN BONDE.
Det turde være et sandt ord, det.

HÅKON.
Godt; med jer bymænd skal jeg siden tale; det er min agt at straffe strængt, hvad der er forbrudt; men først er her andet at tænke på. Véd nogen, hvor Skule Bårdssøn er?

FLERE.
Inde i en af kirkerne, herre!

HÅKON.
Véd I det så visst?

BYMÆNDENE.
Ja, der er alle Vargbælgerne.

HÅKON
(sagte til Dagfinn Bonde)
.
Han må findes; sæt vagt for alle kirker i byen.

DAGFINN BONDE.
Og når han findes, skal han fældes uden ophold.

HÅKON
(dæmpet)
.
Fældes? Dagfinn, Dagfinn, hvor tungt det tykkes mig.

DAGFINN BONDE.
Herre, I svor det dyrt i Oslo.

HÅKON.
Og hver mand i landet vil kræve hans død.
(Vender sig til Gregorius Jonssøn uhørligt for de andre.)
Gå; du var engang hans ven; søg ham, og få ham til at flygte af landet.

GREGORIUS JONSSØN
(glad)
.
Det vil I, herre?

HÅKON.
For min fromme, elskelige hustrus skyld.

GREGORIUS JONSSØN.
Men hvis han ikke flygter; hvis han ikke vil eller ikke kan?

HÅKON.
I Guds navn, da kan jeg heller ikke spare ham; da må mit kongsord stå ved magt. Gå!

GREGORIUS JONSSØN.
Jeg skal gå og gøre mit bedste. Himlen give det måtte lykkes.
(Går til højre.)

HÅKON.
Du, Dagfinn Bonde, går med sikre mænd ned på kongsskibet; I skal følge dronningen og barnet op til Elgesæter kloster.

DAGFINN BONDE.
Herre, mener I hun er tryg der?

HÅKON.
Hun er ingensteds tryggere. Vargbælgerne har lukket sig inde i kirkerne, og hun har bedet så meget; hendes moder er på Elgesæter.

DAGFINN BONDE.
Ja ja, det véd jeg.

HÅKON.
Hils dronningen kærligst fra mig; og hils fru Ragnhild også. Du kan sige dem, at såsnart Vargbælgerne har faldet tilfode og har fået grid, skal der ringes med alle klokker i Nidaros, til tegn på, at der er kommet fred over landet igen. – I bymænd skal stå mig tilrette imorgen og tage straf, hver efter sine gerninger.
(Går med sine mænd.)

FØRSTE BYMAND.
Ve os for imorgen!

ANDEN BYMAND.
Vi får et stort regnskab.

FØRSTE.
Vi, som har været Håkon imod så længe, – som var med at råbe for Skule, da han tog kongsnavn.

ANDEN.
Som gav Skule både skibe og krigsstyr, – som købte alt det gods, han ranede fra Håkons sysselmænd.

FØRSTE.
Ja, ve os for imorgen!

EN BYMAND
(kommer ilsomt ind fra venstre)
.
Hvor er Håkon? Hvor er kongen?

FØRSTE BYMAND.
Hvad vil du ham?

DEN KOMMENDE.
Bringe ham et stort og vigtigt budskab.

FLERE.
Hvilket?

DEN KOMMENDE.
Det siger jeg ikke andre end kongen selv.

FLERE.
Jo, sig, sig!

DEN KOMMENDE.
Skule Bårdssøn flygter opover mod Elgesæter.

FØRSTE BYMAND.
Umuligt! Han er i en af kirkerne.

DEN KOMMENDE.
Nej, nej; han og sønnen satte over elven i en færing.

FØRSTE BYMAND.
Ha, så kan vi frelse os fra Håkons vrede.

ANDEN BYMAND.
Ja, lad os straks melde ham, hvor Skule er.

FØRSTE.
Nej, bedre end som så; vi siger intet, men går selv op til Elgesæter og fælder Skule.

ANDEN.
Ja, ja, – lad os det!

TREDJE.
Men fulgte ikke mange Vargbælger med over elven?

DEN KOMMENDE.
Nej, der var bare få mænd på båden.

FØRSTE BYMAND.
Vi væbner os det bedste vi kan. O, nu er bymændene bergede! Sig ikke til nogen, hvad vi har fore; vi er mandstærke nok, – og så opover til Elgesæter.

ALLE
(dæmpet)
.
Ja, opover til Elgesæter!
(De går skyndsomt men forsigtigt ud til venstre.)

Granskog i bakkerne ovenfor Nidaros.

(Det er måneskin; men natten er tåget, så at baggrunden kun skimtes utydeligt og undertiden næsten ikke. Træstubber og store stene ligger rundt omkring. Kong Skule, Peter, Pål Flida, Bård Bratte og flere Vårbælger kommer gennem skogen fra venstre.)

PETER.
Kom her og hvil dig, min fader!

KONG SKULE.
Ja, lad mig hvile, hvile.
(Synker ned ved en sten.)

PETER.
Hvorledes er det med dig?

KONG SKULE.
Jeg er sulten! Syg, syg! Jeg ser døde mænds skygger!

PETER
(springer op)
.
Skaf hjælp, – brød til kongen.

BÅRD BRATTE.
Her er hvermand konge; thi her gælder det livet. Stå op, Skule Bårdssøn, er du konge, så lig ikke der og styr landet.

PETER.
Håner du min fader, så dræber jeg dig!

BÅRD BRATTE.
Jeg blir dræbt alligevel; mig giver kong Håkon aldrig grid; thi jeg var hans sysselmand og sveg ham for Skules skyld. Find på noget, som kan berge os! Der er ikke så fortvivlet en gerning, at jeg jo vover den nu.

EN VÅRBÆLG.
Kunde vi bare slippe over til klostret på Holm.

PÅL FLIDA.
Bedre til Elgesæter.

BÅRD BRATTE
(udbryder pludseligt)
:
Bedst at gå ned på Håkons skib og rane kongsbarnet.

PÅL FLIDA.
Raser du!

BÅRD BRATTE.
Nej, nej, det er vor eneste redning, og let at sætte i værk. Birkebejnerne leder hvert hus igennem og holder vagt for kirkerne; de tror ikke, at nogen af os har kunnet flygte, siden alle broer var brudt af. Der kan umuligt være stort mandskab ombord på skibene; har vi kongs-emnet i vor magt, så skal Håkon give os fred, eller også skal hans ætling dø med os. Hvem vil være med at berge livet?

PÅL FLIDA.
Ikke jeg, når det skal berges på slig vis.

FLERE.
Ikke jeg! Ikke jeg!

PETER.
Ha, men om det var til frelse for min fader –!

BÅRD BRATTE.
Vil du være med, så kom. Nu går jeg ned på Hladehammeren; der ligger den flok, vi mødte her under bakken; det er de vildeste vovhalse af alle Vargbælgerne; de havde svømmet over elven, for de vidste, de ikke vilde fået grid i kirkerne. De drenge tør nok gæste kongsskibet, de! Hvem af jer vil så med?

NOGLE.
Jeg, jeg!