Complete Works of Henrik Ibsen (422 page)

GREGORIUS JONSSØN
(peger ud til højre)
.
Hun er alt iland, herre; der kommer hun.

HÅKON
(til dem, som står nærmest om ham)
.
Det tungeste står igen; hun er en kærlig datter; – hør, – intet ord til hende om al den fare, som truer barnet. Lov mig alle, som en, at værge eders konges søn; men lad ikke hende vide noget.

MÆNDENE
(dæmpet)
.
Det lover vi!

MARGRETE
(kommer med fruer og følge fra højre)
.
Håkon, min husbond! Himlen har skærmet dig; du har sejret og er uskadt.

HÅKON.
Ja, jeg har sejret. Hvor er barnet?

MARGRETE.
På kongsskibet, i sikre mænds hænder.

HÅKON.
Gå flere derned.
(Nogle af mændene går.)

MARGRETE.
Håkon, hvor er – hertug Skule?

HÅKON.
Han har taget vejen op til Oplandene.

MARGRETE.
Så lever han da! – Min husbond, får jeg lov at takke Gud, fordi han lever?

HÅKON
(i smertelig kamp med sig selv)
.
Hør mig, Margrete; du har været mig en trofast hustru, har fulgt mig i godt og ondt, du har været så usigelig rig på kærlighed; – nu må jeg volde dig en tung sorg; jeg vilde det nødigt; men jeg er konge, derfor må jeg –

MARGRETE
(spændt)
.
Gælder det – hertugen?

HÅKON.
Ja. Der kan ikke ramme mig nogen smerteligere lod, end at skulle leve mit liv langt fra dig; men dersom du finder det må så være efter det, jeg nu siger dig, – tykkes det dig, at du ikke længer tør sidde ved min side, ikke længer kan se på mig uden at blive bleg, – nu, så får vi skilles ad – leve hver for sig, – og jeg skal ikke laste dig for det.

MARGRETE.
Skilles fra dig! Hvor kan du tænke en slig tanke! Giv mig din hånd –!

HÅKON.
Rør den ikke! – Den var nylig løftet til ed –

MARGRETE.
Til ed?

HÅKON.
En ed, som satte ubrydeligt segl på en dødsdom.

MARGRETE
(med et skrig)
.
Min fader! O, min fader!
(vakler; et par af kvinderne iler til og støtter hende.)

HÅKON.
Ja, Margrete, – som konge har jeg dømt din fader til døden.

MARGRETE.
Så har han visselig forbrudt sig værre, end da han tog kongsnavn.

HÅKON.
Det har han; – og finder du nu, at vi får skilles, så lad det ske.

MARGRETE
(nærmere og med styrke)
.
Vi kan aldrig skilles! Jeg er din hustru, intet andet i verden end din hustru!

HÅKON.
Er du stærk nok? Hørte og forstod du alt? Jeg dømte din fader.

MARGRETE.
Jeg hørte og forstod alt. Du dømte min fader.

HÅKON.
Og du kræver ikke at vide, hvad hans brøde var?

MARGRETE.
Det er jo nok, når du kender den.

HÅKON.
Men det var til døden jeg dømte ham!

MARGRETE
(knæler ned for kongen og kysser hans hånd)
.
Min husbond og høje herre, du dømmer retfærdigt!

Teppet faller.

FEMTE AKT

(En stue på kongsgården i Nidaros. Indgangsdøren er til højre; foran på samme side et vindu. Til venstre en mindre dør. Det er i mørkningen; Pål Flida, Bård Bratte og flere af kong Skules fornemste mænd står ved vinduet og ser opad.)

EN HIRDMAND.
Hvor rød den lyser!

EN ANDEN.
Den strækker sig halve himmelen over, som et gloende sværd.

BÅRD BRATTE.
Du hellige kong Olaf, hvad varsler sligt rædselstegn?

EN GAMMEL VÅRBÆLG.
Det varsler visselig en stor høvdings død.

PÅL FLIDA.
Håkons død, I gode Vårbælger. Han ligger ude i fjorden med flåden; vi kan vente ham til byen ikveld; – dennegang hører det os til, at sejre!

BÅRD BRATTE.
Lid ikke på det; der er ikke stort mod i hæren nu.

DEN GAMLE VÅRBÆLG.
Det er rimeligt nok; ligesiden flugten fra Oslo har jo kong Skule stængt sig inde, og vil hverken se eller tale med sine mænd.

FØRSTE HIRDMAND.
I byen er der dem, som ikke véd, enten de skal tro han lever eller han er død.

PÅL FLIDA.
Kongen må ud, så syg han end er. Tal til ham, Bård Bratte, – det gælder alles frelse.

BÅRD BRATTE.
Nytter ikke; jeg har talt til ham før.

PÅL FLIDA.
Så får jeg selv prøve.
(Går til døren på venstre side og banker.)
Herre konge, I må tage styret i egne hænder; det går ikke længere på slig vis.

KONG SKULE
(indenfor)
.
Jeg er syg, Pål Flida!

PÅL FLIDA.
Kan I vente andet? I har jo ikke spist på to dage; I må styrke og pleje jer –

KONG SKULE.
Jeg er syg.

PÅL FLIDA.
Ved den almægtige, det får ikke hjælpe. Kong Håkon ligger ude på fjorden og kan ventes her ind til Nidaros, hvad tid det skal være.

KONG SKULE.
Slå ham for mig! Dræb ham og kongsbarnet.

PÅL FLIDA.
I må selv være med, herre!

KONG SKULE.
Nej, nej, nej, – I er sikrest på lykken og sejren, når jeg ikke er med.

PETER
(kommer fra højre; han er våbenklædt)
.
Der er uro mellem bymændene; de stimler sammen i store flokke foran kongsgården.

BÅRD BRATTE.
Taler ikke kongen til dem, så svigter de ham, når det mest gælder.

PETER.
Så må han tale til dem.
(Ved døren til venstre.)
Fader! Trønderne, dine troeste mænd, falder fra dig, hvis du ikke giver dem mod!

KONG SKULE.
Hvad sagde skalden?

PETER.
Skalden?

KONG SKULE.
Skalden, som døde for min sag i Oslo. En kan ikke give, hvad en ikke selv ejer, sagde han.

PETER.
Så kan du heller ikke give bort riget; thi det er mit efter dig!

KONG SKULE.
Nu kommer jeg!

PÅL FLIDA.
Gud være lovet!

KONG SKULE
(kommer frem i døren; han er bleg og indfalden, hans hår er stærkt grånet)
.
I skal ikke se på mig! Jeg liker ikke I ser på mig nu jeg er syg!
(går hen til Peter.)
Tage riget fra dig, siger du? Du store himlens Gud, hvad var jeg ifærd med at gøre.

PETER.
O, tilgiv mig; – jeg véd jo, at det du gør, er det retteste.

KONG SKULE.
Nej, nej, ikke hidtil; – men jeg vil være stærk og frisk nu, – jeg vil handle.

HØJE RÅB
(udenfor til højre)
.
Kong Skule! Kong Skule!

KONG SKULE.
Hvad er det?

BÅRD BRATTE
(ved vinduet)
.
Bymændene stimler sammen; hele kongsgården er fuld af folk; – I må tale til dem.

KONG SKULE.
Ser jeg ud som en konge; kan jeg tale nu!

PETER.
Du må, min høje fader!

KONG SKULE.
Godt, lad så være.
(Går til vinduet og drager forhænget tilside, men slipper det hurtigt og farer tilbage af skræk.)
Der står det gloende sværd over mig igen!

PETER.
Det varsler, at sejrens sværd er draget for dig.

KONG SKULE.
Ja, var det kun så.
(Går til vinduet og taler ud:)
Trøndere, hvad vil I; – her står eders konge.

EN BYMAND
(udenfor)
.
Drag af byen! Birkebejnerne vil myrde og brænde, om de finder eder her.

KONG SKULE.
Vi får alle holde sammen. Jeg har været jer en mild konge; jeg har kun krævet ringe krigsstyr –

EN MANDSSTEMME
(nede blandt mængden)
.
Hvad kalder du da alt det blod, som randt ved Låka og i Oslo?

EN KVINDE.
Giv mig min fæstemand igen!

EN DRENG.
Giv mig min fader og min broder!

EN ANDEN KVINDE.
Giv mig mine tre sønner, kong Skule!

EN MAND.
Han er ikke konge; thi han er ikke hyldet på hellig Olafs skrin!

MANGE STEMMER.
Nej, nej, – han er ikke hyldet på Olafsskrinet! Han er ikke konge!

KONG SKULE
(viger bag forhænget)
.
Ikke hyldet –! Ikke konge!

PÅL FLIDA.
Usaligt var det, at ikke helgenskrinet blev båret ud, dengang I blev kåret.

BÅRD BRATTE.
Svigter bymændene, kan vi ikke holde os i Nidaros, om Birkebejnerne kommer.

KONG SKULE.
Og de vil svigte, sålænge jeg ikke er hyldet på helgenskrinet.

PETER.
Så lad skrinet bære ud, og lad dig hylde nu!

PÅL FLIDA
(hovedrystende)
.
Hvor skulde det være gørligt?

PETER.
Er noget ugørligt, når det gælder ham? Lad blæse til things og bær skrinet ud!

FLERE AF MÆNDENE
(viger tilbage)
.
Kirkeran!

PETER.
Ikke kirkeran; – kom, kom! Korsbrødrene er velsindede mod kong Skule; de vil give sit minde –

PÅL FLIDA.
Det gør de ikke; de tør ikke gøre det for erkebispen.

PETER.
Er I kongsmænd, og vil ikke hjælpe til, når det gælder så stor sag! Godt, der er andre dernede, som vil være villigere. Min fader og konge, korsbrødrene skal give efter; jeg vil bede, jeg vil trygle; lad blæse til things; du skal bære dit kongsnavn med rette!
(iler ud til højre.)

KONG SKULE
(glædestrålende)
.
Så I ham! Så I min herlige søn! Hvor hans øjne lyste! Ja, vi vil alle stride og sejre. Hvor stærke er Birkebejnerne?

PÅL FLIDA.
Ikke stærkere, end at vi magter dem, hvis blot bymændene holder med os.

KONG SKULE.
De skal holde med os. Vi må alle være enige nu og ende denne rædselsstrid. Ser I da ikke, det er himlens bud, at vi skal ende den? Himlen er vred på alt Norge for de gerninger, som så længe har været øvet. Der står gloende sværd højt deroppe og lyser hver nat; kvinder falder om og føder i kirkerne; der lister sig sjælesot over prester og klosterbrødre, så de løber gennem gaderne og råber, at den yderste dag er kommen. Ja, ved den almægtige, dette skal endes med et eneste slag!

PÅL FLIDA.
Hvad byder I, at der skal gøres?

KONG SKULE.
Alle broer skal brydes af.

PÅL FLIDA.
Gå, og lad alle broer brydes af.
(En af hirdmændene går ud til højre.)

KONG SKULE.
Alle mænd skal samles nede på øren; ikke én Birkebejner skal sætte sin fod i Nidaros.

PÅL FLIDA.
Vel talt, konge.

KONG SKULE.
Når helgenskrinet er båret ud, skal der blæses til things. Hæren og bymændene skal kaldes sammen.

PÅL FLIDA
(til en af mændene)
.
Gå ud og lad lursvenden blæse i gaderne.
(Manden går.)

KONG SKULE
(taler ned til mængden fra vinduet)
.
Hold fast ved mig, I sørgende og klagende dernede. Der skal komme fred og lys over landet igen, ligesom i Håkons første fagre dage, da kornet gav grøde to gange hver sommer. Hold fast ved mig; lid på mig og tro på mig; det trænger jeg så usigeligt. Jeg skal våge og stride for jer; jeg skal bløde og falde for jer, om det kræves; men svigt mig ikke og tvivl ikke –!
(højt råb, som af skræk, høres blandt mængden.)
Hvad er det?

EN VILD STEMME.
Gør bod, gør bod!

BÅRD BRATTE
(ser ud)
.
Det er en prest, som djævelen har besat!

PÅL FLIDA.
Han river sin kutte i flænger og pisker sig med svøbe.

STEMMEN.
Gør bod, gør bod; den yderste dag er kommen!

MANGE RØSTER.
Flygt, flygt! Ve over Nidaros! Så syndig en gerning!

KONG SKULE.
Hvad er der hændt?

BÅRD BRATTE.
Alle flygter, alle viger, som om et vildt dyr var kommet imellem dem.

KONG SKULE.
Ja, alle flygter –
(med et udråb af glæde.)
Ha! ligegodt; – vi er frelste; se, se, – kong Olafs skrin står midt i kongsgården!

PÅL FLIDA.
Kong Olafs skrin!

BÅRD BRATTE.
Ja, ved himlen, – der står det!

KONG SKULE.
Korsbrødrene er mig tro; så god en gerning har de aldrig øvet før!

PÅL FLIDA.
Hør; der blæses til things.

KONG SKULE.
Nu skal jeg da lovligt hyldes.

PETER
(kommer fra højre)
.
Tag kongskåben om dig; nu står helgenskrinet ude.

KONG SKULE.
Så har du frelst riget for mig og dig; og tifold vil vi takke de fromme korsbrødre, at de gav efter.

PETER.
Korsbrødrene, min fader; – dem har du intet at takke for.

KONG SKULE.
Det var ikke dem, som hjalp dig?

PETER.
De lyste kirkens ban over hver den, som vovede at røre helligdommen.

KONG SKULE.
Erkebispen altså! Endelig har han da givet efter.

PETER.
Erkebispen lyste værre banstråle end korsbrødrene.

KONG SKULE.
O, så ser jeg, at jeg endda har trofaste mænd. I stod her rædde og veg tilbage, I, som skulde være mig nærmest, – og dernede i flokken har jeg dem, som turde tage så stor en brøde på sig for min skyld.

PETER.
Ikke én trofast mand har du, som turde tage brøden på sig.

KONG SKULE.
Almægtige Gud, er der da sket et jertegn; – hvem tog helligdommen ud?

PETER.
Jeg, min fader!

KONG SKULE
(med et skrig)
.
Du!

MÆNDENE
(viger sky tilbage)
.
Kirkeraner!
(Pål Flida, Bård Bratte og et par andre går ud.)

PETER.
Gerningen måtte gøres. Ingen mands troskab er at lide på, før du er lovlig hyldet. Jeg bad, jeg tryglede korsbrødrene, intet hjalp. Da brød jeg kirkedøren op; ingen vovede at følge mig. Jeg sprang op på højaltret, greb fat i hanken og stemte knæerne imod; det var, som om en gådefuld magt gav mig mere end menneskelige kræfter. Skrinet løsnede, jeg trak det efter mig nedover kirkegulvet, medens banstrålen suste som et uvejr højt oppe under hvælvingerne; jeg trak det ud af kirken, alle flygtede og veg for mig; da jeg var kommen midt frem i kongsgården, brast hanken; her er den!
(Holder den i vejret.)