Complete Works of Henrik Ibsen (586 page)

(Fru Stockmann, i hat og kåbe, kommer ind gennem døren til venstre i baggrunden.)

FRU STOCKMANN
(ser doktoren)
.

Jo, ganske rigtig!

HOVSTAD
(går hende imøde)
.

Nej se, kommer fruen også?

DOKTOR STOCKMANN.
Hvad fanden vil du her, Katrine?

FRU STOCKMANN.
Det kan du da vel tænke dig, hvad jeg vil.

HOVSTAD.
Skal De ikke sætte Dem? Eller kanske –

FRU STOCKMANN.
Tak; bry’ Dem ikke. Og De må ikke fortryde på, at jeg kommer og henter Stockmann; for jeg er mor til tre børn, skal jeg sige Dem.

DOKTOR STOCKMANN.
Snak, snak; det véd vi jo så godt.

FRU STOCKMANN.
Nå, det lader såmænd ikke til, at du tænker stort på kone og børn idag; for ellers gik du vel ikke således hen og styrted os allesammen i ulykke.

DOKTOR STOCKMANN.
Men er du da rent gal, Katrine! Skal en mand med kone og børn ikke få lov til at forkynde sandheden, – ikke få lov til at være en nyttig og virksom statsborger, – ikke få lov til at tjene den by, han lever i!

FRU STOCKMANN.
Alting med måde, Tomas!

ASLAKSEN.
Det siger jeg også. Mådehold i alting.

FRU STOCKMANN.
Og derfor gør De synd imod os, herr Hovstad, når De lokker min mand bort fra hus og hjem og narrer ham ind i alt dette her.

HOVSTAD.
Jeg narrer såvisst ingen ind –

DOKTOR STOCKMANN.
Narrer! Tror du, jeg lar mig narre!

FRU STOCKMANN.
Ja, det gør du. Jeg véd nok, du er den klogeste mand i byen; men du er så svært let at narre, Tomas.
(til Hovstad.)
Og tænk bare på, at han mister sin post ved badet, dersom De trykker det, han har skrevet –

ASLAKSEN.
Hvad for noget!

HOVSTAD.
Ja men véd De hvad, herr doktor –

DOKTOR STOCKMANN
(ler)
.

Haha, lad dem bare prøve –! Å nej, du, – de varer sig nok. For jeg har den kompakte majoritet bag mig, ser du!

FRU STOCKMANN.
Ja, det er just ulykken, at du har sådant noget fælt bag dig.

DOKTOR STOCKMANN.
Sniksnak, Katrine; – gå hjem og tag dig af dit hus og lad mig ta’ mig af samfundet. Hvor kan du være så ræd, når jeg er så tryg og glad?
(gnider hænderne og går op og ned.)
Sandheden og folket skal vinde slaget, det kan du bande på. Å, jeg ser hele den frisindede borgerstand fylke sig til en sejrende hær –!
(standser ved en stol.)
Hvad – hvad fanden er det der for noget?

ASLAKSEN
(ser derhen)
.

Au da!

HOVSTAD
(ligeså)
.

Hm –

DOKTOR STOCKMANN.
Her ligger jo autoritetens toppunkt.

(han tar byfogdens hue varligt i fingerspidsene og holder den ivejret.)

FRU STOCKMANN.
Byfogdens hue!

DOKTOR STOCKMANN.
Og her er kommandostaven også. Hvordan i pokkers skind og ben –?

HOVSTAD.
Nu vel da –

DOKTOR STOCKMANN.
Ah, jeg forstår! Han har været her for at besnakke Dem. Haha, der kom han til den rette! Og da han så fik øje på mig i trykkeriet –.
(brister i latter.)
Løb han, herr Aslaksen?

ASLAKSEN
(hurtigt)
.

Ja-gu’ løb han, herr doktor.

DOKTOR STOCKMANN.
Løb ifra både stokken og –. Sliddersladder; Peter løber ikke ifra nogenting. Men hvor fanden har I gjort af ham? Ah, – derinde naturligvis. Nu skal du få se, Katrine!

FRU STOCKMANN.
Tomas, – jeg ber dig –!

ASLAKSEN.
Tag Dem ivare, herr doktor!

DOKTOR STOCKMANN
(har sat byfogdens hue på hodet og taget hans stok; derpå går han hen, slår døren op og hilser med hånden til hueskyggen)
.

(Byfogden kommer ind, rød af vrede. Bag ham kommer Billing.)

BYFOGDEN.
Hvad skal de optøjer betyde?

DOKTOR STOCKMANN.
Respekt, min gode Peter. Nu er det mig, som er autoriteten i byen.

(han spadserer frem og tilbage.)

FRU STOCKMANN
(næsten grædende)
.

Nej men Tomas da!

BYFOGDEN
(følger efter ham)
.

Giv mig min hue og min stok!

DOKTOR STOCKMANN
(som før)
.

Er du politimester, så er jeg borgermester, – jeg er mester for hele byen, jeg, ser du!

BYFOGDEN.
Læg huen fra dig, siger jeg. Husk på, det er en reglementeret uniformshue!

DOKTOR STOCKMANN.
Pyt; tror du den vågnende folkeløve lar sig skræmme af uniformshuer? Ja, for vi gør revolution i byen imorgen, skal du vide. Du trued med at afsætte mig; men nu afsætter jeg dig, – afsætter dig fra alle dine tillidsposter –. Tror du ikke jeg kan det? Jo, du; jeg har de sejrende samfundsmagter med mig. Hovstad og Billing vil tordne i „Folkebudet”, og bogtrykker Aslaksen rykker ud i spidsen for hele husejerforeningen –

ASLAKSEN.
Det gør jeg ikke, herr doktor.

DOKTOR STOCKMANN.
Jo visst gør De så –

BYFOGDEN.
Aha; herr Hovstad vælger kanske alligevel at slutte sig til agitationen?

HOVSTAD.
Nej, herr byfogd.

ASLAKSEN.
Nej, herr Hovstad er ikke så gal, at han skulde gå hen og ødelægge både sig selv og bladet for en indbildnings skyld.

DOKTOR STOCKMANN
(ser sig om)
.

Hvad skal dette her sige?

HOVSTAD.
De har fremstillet Deres sag i et falskt lys, herr doktor; og derfor så kan jeg ikke støtte den.

BILLING.
Nej, efter det, herr byfogden var så artig at fortælle mig derinde, så –

DOKTOR STOCKMANN.
Falskt! Lad De mig om det. Bare tryk De min opsats; jeg skal nok være mand for at forsvare den.

HOVSTAD.
Jeg trykker den ikke. Jeg kan ikke og vil ikke og tør ikke trykke den.

DOKTOR STOCKMANN.
Tør De ikke? Hvad er det for snak? De er jo redaktør; og det er da vel redaktørerne, som regerer pressen, skulde jeg tro!

ASLAKSEN.
Nej, det er abonnenterne, herr doktor.

BYFOGDEN.
Heldigvis, ja.

ASLAKSEN.
Det er den offentlige mening, den oplyste almenhed, husejerne og alle de andre; dem er det, som regerer bladene.

DOKTOR STOCKMANN
(fattet)
.

Og alle disse magter har jeg imod mig?

ASLAKSEN.
Ja, det har De. Det vilde være borgerskabets rene ruin, om Deres opsats blev trykt.

DOKTOR STOCKMANN.
Ja så. –

BYFOGDEN.
Min hue og min stok!

DOKTOR STOCKMANN
(tar huen af og lægger den på bordet tilligemed stokken)
.

BYFOGDEN
(tar begge dele til sig)
.

Din borgermesterværdighed fik en brat ende.

DOKTOR STOCKMANN.
Enden er ikke endnu.
(til Hovstad.)
Det er altså aldeles umuligt at få min opsats ind i „Folkebudet”?

HOVSTAD.
Aldeles umuligt; også af hensyn til Deres familje.

FRU STOCKMANN.
Å, De skal såmænd sletikke bry’ Dem om familjen, herr Hovstad.

BYFOGDEN
(tar et papir op af lommen)
.

Til vejledning for publikum vil det være tilstrækkeligt, når dette kommer ind; det er en autentisk forklaring. Vær så god.

HOVSTAD
(tar papiret)
.

Godt; det skal bli’ besørget indrykket.

DOKTOR STOCKMANN.
Men mit ikke. Man bilder sig ind, man kan tie mig og sandheden ihjæl! Men det går ikke så glat som I tror. Herr Aslaksen, vil De straks ta’ mit manuskript og trykke det som flyveblad – på min egen bekostning, – på mit forlag. Jeg vil ha’ fire hundrede exemplarer; nej, fem-sex hundrede vil jeg ha’.

ASLAKSEN.
Ikke, om De så bød mig guld for det, tør jeg låne mit officin til sligt noget, herr doktor. Jeg tør det ikke for den offentlige menings skyld. De får det ikke trykt noget steds i hele byen.

DOKTOR STOCKMANN.
Så giv mig det igen.

HOVSTAD
(rækker ham manuskriptet)
.

Vær så god.

DOKTOR STOCKMANN
(henter hat og stok)
.

Ud skal det nu alligevel. Jeg vil læse det op i en stor folkeforsamling; alle mine medborgere skal få høre sandhedens røst!

BYFOGDEN.
Ingen forening i hele byen låner dig lokale til sådant brug.

ASLAKSEN.
Ikke en eneste en; det véd jeg så visst.

BILLING.
Nej, Gud døde mig, om de gør!

FRU STOCKMANN.
Det vilde dog være altfor skammeligt! Men hvorfor står de da således imod dig, alle mand?

DOKTOR STOCKMANN
(arrig)
.

Jo, det skal jeg sige dig. Det er fordi at her i byen er alle mand kærringer – ligesom du; alle tænker de bare på familjen og ikke på samfundet.

FRU STOCKMANN
(griber ham i armen)
.

Så skal jeg vise dem en – en kærring, som kan være mand – for en gangs skyld. For nu holder jeg med dig, Tomas!

DOKTOR STOCKMANN.
Det var bra’ sagt, Katrine. Og ud skal det, min sæl og salighed! Kan jeg ikke få lejet noget lokale, så hyrer jeg en tambur til at gå igennem byen med mig, og så læser jeg det op på alle gadehjørnerne.

BYFOGDEN.
Så topmålt gal er du da vel ikke!

DOKTOR STOCKMANN.
Jo, jeg er!

ASLAKSEN.
De får ikke en eneste mand i hele byen til at gå med Dem.

BILLING.
Nej, Gud døde mig, om De får!

FRU STOCKMANN.
Bare ikke gi’ dig, Tomas. Jeg skal be’ gutterne gå med dig.

DOKTOR STOCKMANN.
Det er et ypperligt indfald!

FRU STOCKMANN.
Morten gør det så gerne; og Ejlif, han går nok med, han også.

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, og så Petra da! Og du selv, Katrine!

FRU STOCKMANN.
Nej, nej, ikke jeg selv; men jeg skal stå i vinduet og se på dig; det skal jeg gøre.

DOKTOR STOCKMANN
(slår armene om hende og kysser hende)
.

Tak for det! Jo, nu skal vi prøve en dyst, I gode herrer! Jeg vil dog se, om usseldommen har magt til at binde munden på den patriot, som vil renske samfundet!