Complete Works of Henrik Ibsen (581 page)

DOKTOR STOCKMANN.
Det er jeg enig med Dem i af hele mit hjerte, herr Hovstad; er det en overtro, så væk med det!

HOVSTAD.
Byfogden vilde jeg nu så nødig røre ved, siden han er Deres bror. Men De synes da visst som jeg, at sandheden går foran alle andre hensyn.

DOKTOR STOCKMANN.
Det forstår sig jo af sig selv. –
(udbrydende.)
Ja men –! Ja men –!

HOVSTAD.
De skal ikke tro ilde om mig. Jeg er hverken mere egennyttig eller mere magtbegærlig end de fleste mennesker.

DOKTOR STOCKMANN.
Men kære, – hvem falder også på det?

HOVSTAD.
Jeg er kommen af ringe folk, som De véd; og jeg har havt anledning nok til at se, hvad som mest trænges til i de lavere samfundslag. Og det er, at få være med på at styre de almene anliggender, herr doktor. Det er det, som udvikler evnerne og kundskaben og selvfølelsen –

DOKTOR STOCKMANN.
Det kan jeg så overmåde godt forstå –

HOVSTAD.
Ja, – og så synes jeg, en journalist tar et tungt ansvar på sig, om han forsømmer en gunstig lejlighed til frigørelse for de mange, for de små, for de undertrykte. Jeg véd nok, – i de stores lejr vil de kalde det for opvigleri og sligt noget; men det får de gøre som de lyster. Når jeg bare har min samvittighed fri, så –

DOKTOR STOCKMANN.
Just det, ja! Just det, kære herr Hovstad. Men alligevel – for fanden –!
(det banker.)
Kom ind!

(Bogtrykker Aslaksen i forstuedøren. Han er tarveligt men anstændigt klædt, i sort, med et hvidt, noget krøllet halstørklæde, handsker og floshat i hånden.)

ASLAKSEN
(bukker)
.

Om forladelse, herr doktor, at jeg er så dristig –

DOKTOR STOCKMANN
(rejser sig)
.

Se, se, – der har vi jo bogtrykker Aslaksen!

ASLAKSEN.
Ja såmænd, herr doktor.

HOVSTAD
(står op)
.

Er det mig, De vil ha’ fat på, Aslaksen?

ASLAKSEN.
Nej, det er ikke det; jeg vidste ikke vi skulde træffes her. Nej, det var nok doktoren selv –

DOKTOR STOCKMANN.
Nå, hvad står til tjeneste?

ASLAKSEN.
Er det sandt, som jeg hørte af herr Billing, at doktoren tænker på at skaffe os et bedre vandværk?

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, til badeanstalten.

ASLAKSEN.
Ja vel; det skønner jeg nok. Nå, så kommer jeg for at sige, at den sagen vil jeg støtte af alle mine kræfter.

HOVSTAD
(til doktoren)
.

Ser De!

DOKTOR STOCKMANN.
Det skal De ha’ så hjertelig tak for; men –

ASLAKSEN.
For det kunde kanske nok trænges at ha’ os småborgere i ryggen. Vi danner nu ligesom en kompakt majoritet her i byen, – når vi rigtig vil da. Og det er altid bra’, at ha’ majoriteten med sig, herr doktor.

DOKTOR STOCKMANN.
Det er unægtelig sandt; men jeg kan bare ikke begribe, at nogen særlige anstalter skulde være nødvendige her. Jeg synes da, at en så grej og ligefrem sag –

ASLAKSEN.
Å jo, det kunde nok være bra’ alligevel; for jeg kender de lokale myndighederne så godt; magthaverne går ikke gerne godvilligt ind på forslag, som kommer fra andre folk. Og derfor mener jeg, det kunde ikke være afvejen, om vi demonstrerte lidt.

HOVSTAD.
Netop det, ja.

DOKTOR STOCKMANN.
Demonstrerte, siger De? Ja, hvorledes vilde De da egentlig demonstrere?

ASLAKSEN.
Naturligvis med stort mådehold, herr doktor; jeg beflitter mig altid på mådehold; for mådehold, det er en statsborgers første dyd, – efter min mening da.

DOKTOR STOCKMANN.
Det er De jo også kendt for, herr Aslaksen.

ASLAKSEN.
Ja, jeg tror nok jeg tør sige det. Og denne sagen med vandværket, den er så svært vigtig for os småborgere. Badet tegner jo til at bli’ ligesom en liden guldgrube for byen. Det er badet, vi skal leve af allesammen, og mest da vi husejere. Derfor vil vi jo gerne støtte anstalten alt det vi kan. Og da jeg nu er formand i husejerforeningen –

DOKTOR STOCKMANN.
Ja –?

ASLAKSEN.
– og da jeg desforuden er agent for mådeholdsselskabet, – ja, doktoren véd vel, at jeg virker for mådeholdssagen?

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, det forstår sig.

ASLAKSEN.
Nå, – så er det jo begribeligt, at jeg kommer sammen med en hel del mennesker. Og da jeg er kendt for at være en sindig og lovlydig statsborger, som doktoren selv sa’, så har jeg jo en viss indflydelse i byen, – en liden slags magtstilling, – om jeg selv skal sige det.

DOKTOR STOCKMANN.
Det véd jeg meget godt, herr Aslaksen.

ASLAKSEN.
Ja se – derfor vilde det være en smal sag for mig at få en adresse istand, om det skulde knibe.

DOKTOR STOCKMANN.
En adresse, siger De?

ASLAKSEN.
Ja, en slags takadresse fra byens borgere for at De har båret denne samfundsvigtige sag frem. Det siger sig selv, at den måtte være affattet med sømmeligt mådehold, så den ikke støder myndighederne og dem, som har magten forresten. Og passer vi bare nøje på det, så kan da vel ingen ta’ os det ilde op, véd jeg?

HOVSTAD.
Nå, selv om de ikke likte det så svært godt, så –

ASLAKSEN.
Nej, nej, nej; ikke nogen nærgåenhed imod øvrigheden, herr Hovstad. Ikke nogen opposition imod folk, som står os så tæt indpå livet. Det har jeg fåt nok af i mine dage; og det kommer der aldrig noget godt ud af heller. Men en statsborgers sindige og frimodige ytringer må ikke være nogen mand forment.

DOKTOR STOCKMANN
(ryster hans hånd)
.

Jeg kan ikke sige Dem, kære herr Aslaksen, hvor inderligt det glæder mig at finde al denne tilslutning blandt mine medborgere. Jeg er så glad, – så glad! Hør; skal det ikke være et lidet glas sherry? Hvad!

ASLAKSEN.
Nej mange tak; jeg nyder aldrig den slags spirituosa.

DOKTOR STOCKMANN.
Nå, men et glas øl da; hvad siger De til det?

ASLAKSEN.
Tak, ikke det heller, herr doktor; jeg nyder ingenting så tidligt på dagen. Men nu vil jeg gå ud i byen og snakke med en del af husejerne og forberede stemningen.

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, det er så overmåde snildt af Dem, herr Aslaksen; men jeg kan umulig få i mit hode, at alle disse anstalter skulde bli’ nødvendige; jeg synes sagen må kunne gå ganske af sig selv.

ASLAKSEN.
Autoriteterne arbejder noget tungvindt, herr doktor. Ja, gudbevar’s, jeg siger ikke det for at laste dem –

HOVSTAD.
Imorgen skal vi køre dem ivej i bladet, Aslaksen.

ASLAKSEN.
Men bare ikke voldsomt, herr Hovstad. Far frem med mådehold, ellers får De dem ikke af flækken; De kan lide på mit råd; for jeg har sanket erfaringer i livets skole. – Nu ja, så vil jeg sige doktoren farvel. De véd nu, at vi småborgere ialfald står bag Dem som en mur. De har den kompakte majoritet på Deres side, herr doktor.

DOKTOR STOCKMANN.
Tak for det, min kære herr Aslaksen.
(rækker ham hånden.)
Farvel, farvel!

ASLAKSEN.
Går De med indom på trykkeriet, herr Hovstad?

HOVSTAD.
Jeg kommer bagefter; jeg har endnu lidt at afgøre.

ASLAKSEN.
Godt, godt.

(Han hilser og går; Doktor Stockmann følger ham ud i forstuen.)

HOVSTAD
(idet doktoren kommer ind igen)
.

Nå, hvad siger De så, herr doktor? Synes De ikke, det er på tiden, at her luftes ud og rystes op i al denne slaphed og halvhed og fejghed?

DOKTOR STOCKMANN.
Sigter De til bogtrykker Aslaksen?

HOVSTAD.
Ja, jeg gør. Han er en af dem, som står i sumpen – så bra’ en mand han end kan være forresten. Og slig er de fleste her hos os; de går og vipper og svingler til begge siderne; af bare hensyn og betænkeligheder tør de aldrig ta’ fuldt skridt.

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, men Aslaksen var da så inderlig velsindet, synes jeg.

HOVSTAD.
Der er en ting, som jeg sætter højere; og det er at stå som en tryg, selvsikker mand.

DOKTOR STOCKMANN.
Det gir jeg Dem så fuldstændig ret i.

HOVSTAD.
Derfor er det jeg nu vil gribe lejligheden og prøve, om jeg ikke skulde kunne få de velsindede til at mande sig op engang. Autoritetsdyrkelsen må udryddes her i byen. Dette uforsvarlig store fejlgreb med vandværket må gøres indlysende for alle stemmeberettigede borgere.

DOKTOR STOCKMANN.
Godt; når De mener, det er til almenhedens bedste, så lad så ske; men ikke førend jeg har talt med min bror.

HOVSTAD.
Jeg skriver ialfald en redaktionsartikkel færdig imens. Og hvis byfogden så ikke vil fremme sagen –

DOKTOR STOCKMANN.
Å, men hvor kan De tænke Dem sligt?

HOVSTAD.
Det kunde nok tænkes. Og da –?

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, da lover jeg Dem –; hør, – da kan De trykke min afhandling, – ta’ den ind hel og holden.

HOVSTAD.
Må jeg det? Er det et ord?

DOKTOR STOCKMANN
(rækker ham manuskriptet)
.

Her har De den; ta’ den med Dem; det kan jo ikke skade, at De læser den igennem: og så gir De mig den igen siden.

HOVSTAD.
Godt, godt; det skal jeg nok gøre. Og så farvel, herr doktor.

DOKTOR STOCKMANN.
Farvel, farvel. Ja, for De skal se, det går så glat, herr Hovstad, – så glat!

HOVSTAD.
Hm, – vi får se.

(han hilser og går ud gennem forstuen.)

DOKTOR STOCKMANN
(går hen og ser ind i spisestuen)
.

Katrine –! Nå, er du kommen hjem, Petra?

PETRA
(kommer ind)
.

Ja, nu kom jeg netop fra skolen.

FRU STOCKMANN
(kommer)
.

Har han ikke været her endnu?

DOKTOR STOCKMANN.
Peter? Nej. Men jeg har snakket en hel del med Hovstad. Han er ganske betaget af den opdagelse, jeg har gjort. Ja, for den har en langt større rækkevidde, end jeg tænkte i førstningen, ser du. Og så har han stillet sit blad til min rådighed, hvis det skulde behøves.

FRU STOCKMANN.
Men tror du da det behøves?

DOKTOR STOCKMANN.
Å sletikke. Men det er ialfald en stolt bevidsthed, at man har den frisindede, uafhængige presse på sin side. Ja, og tænk – så har jeg havt besøg af formanden i husejerforeningen.

FRU STOCKMANN.
Så? Og hvad vilde han?

DOKTOR STOCKMANN.
Også støtte mig. De vil støtte mig allesammen, ifald det skulde knibe. Katrine, – véd du, hvad jeg har for noget bag mig?

FRU STOCKMANN.
Bag dig? Nej; hvad har du for noget bag dig da?

DOKTOR STOCKMANN.
Den kompakte majoritet.

FRU STOCKMANN.
Ja så. Er det godt for dig, det, Tomas?

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, det skulde jeg mene, det er godt!
(gnider hænderne og går op og ned.)
Ja, Herregud, hvor fornøjeligt det er at stå således i broderlig forening sammen med sine medborgere!