Complete Works of Henrik Ibsen (576 page)

Read Complete Works of Henrik Ibsen Online

Authors: Henrik Ibsen

BOOK: Complete Works of Henrik Ibsen

12.34Mb size Format: txt, pdf, ePub

OSVALD.
Nej, det var godt, at du fik væltet alle de indbildninger af mig. Og når jeg nu bare er kommen over dette ene –
(sætter sig i sofaen.)
Nu vil vi snakke sammen, mor –

FRU ALVING.
Ja, lad os det.
(hun skyver en lænestol hen til sofaen og sætter sig tæt ved ham.)

OSVALD.
– og så rinder solen imens. Og så véd du det. Og så har jeg ikke længer denne angsten.

FRU ALVING.
Hvad er det jeg véd, sa’ du?

OSVALD
(uden at høre på hende)
.
Mor, var det ikke så du sa’ før ikveld, at der ikke var den ting til i verden, som du ikke vilde gøre for mig, om jeg bad dig om det?

FRU ALVING.
Jo, det sa’ jeg rigtignok!

OSVALD.
Og det står du ved, mor?

FRU ALVING.
Det kan du lide på, du min kære eneste gut. Jeg lever jo ikke for noget andet, end bare for dig alene.

OSVALD.
Ja, ja, så skal du da høre –. Du, mor, du har et stærkt kraftfuldt sind, det véd jeg. Nu skal du sidde ganske rolig, når du får høre det.

FRU ALVING.
Men hvad er det da for noget forfærdeligt –!

OSVALD.
Du skal ikke skrige op. Hører du? Lover du mig det? Vi vil sidde og snakke ganske stille om det. Lover du mig det, mor?

FRU ALVING.
Ja, ja, jeg lover dig det; men bare tal!

OSVALD.
Ja, så skal du da vide, at det med trætheden – og det, at jeg ikke tåler at tænke på arbejde, – alt det er ikke sygdommen selv –

FRU ALVING.
Hvad er da sygdommen selv?

OSVALD.
Den sygdom, jeg har fåt som arvelod, den –
(peger på panden og tilføjer ganske sagte.)
den sidder herinde.

FRU ALVING
(næsten målløs)
.
Osvald! Nej – nej!

OSVALD.
Ikke skrige. Jeg kan ikke tåle det. Jo, du, den sidder herinde og lurer. Og den kan bryde løs hvad tid og time det skal være.

FRU ALVING.
Å, hvilken rædsel –!

OSVALD.
Nu bare rolig. Slig står det til med mig –

FRU ALVING
(springer op)
.
Dette er ikke sandt, Osvald! Det er umuligt! Det kan ikke være så!

OSVALD.
Jeg har havt ét anfald dernede. Det gik snart over. Men da jeg fik vide, hvorledes det havde været med mig, da kom angsten over mig så rasende og jagende; og så rejste jeg hjem til dig så fort jeg kunde.

FRU ALVING.
Det er altså angsten –!

OSVALD.
Ja, for dette er så ubeskrivelig afskyeligt, ser du. Å, havde det bare været en almindelig dødelig sygdom –. For jeg er ikke så bange for at dø; skønt jeg jo gerne vil leve så længe jeg kan.

FRU ALVING.
Ja, ja, Osvald, det må du!

OSVALD.
Men dette er så forfærdelig afskyeligt. At bli’ ligesom forvandlet til et spædt barn igen; at måtte mades, at måtte –. Å, – det er ikke til at beskrive!

FRU ALVING.
Barnet har sin mor til at pleje sig.

OSVALD
(springer op)
.
Nej, aldrig; det er netop det, jeg ikke vil! Jeg tåler ikke at tænke på, at jeg kanske skulde ligge slig i mange år, – bli’ gammel og grå. Og så kunde du kanske dø fra mig imens.
(sætter sig i fru Alvings stol.)
For det behøver ikke at ende dødeligt straks, sa’ lægen. Han kaldte det et slags blødhed i hjernen – eller noget sligt.
(smiler tungt.)
Jeg synes, det udtryk høres så smukt. Jeg kommer altid til at tænke på kirsebærrøde silkefløjels drapperier, – noget, som er delikat at stryge nedad.

FRU ALVING
(skriger)
.
Osvald!

OSVALD
(springer op igen og går henover gulvet)
.
Og nu har du taget Regine fra mig! Havde jeg bare havt hende. Hun havde nok givet mig håndsrækningen, hun.

FRU ALVING
(går hen til ham)
.
Hvad mener du med det, min elskede gut? Er der da nogen håndsrækning i verden, som ikke jeg skulde ville gi’ dig?

OSVALD.
Da jeg var kommen mig efter anfaldet dernede, så sa’ lægen mig det, at når det kommer igen, – og det kommer igen, – så er der ikke noget håb mere.

FRU ALVING.
Og det var han hjerteløs nok til at –

OSVALD.
Jeg forlangte det af ham. Jeg sa’ ham, at jeg havde forføjninger at træffe –.
(smiler listigt.)
Og det havde jeg også.
(trækker en liden æske op fra den indre brystlomme.)
Mor, ser du denne her?

FRU ALVING.
Hvad er det for noget?

OSVALD.
Morfinpulver.

FRU ALVING
(ser forfærdet på ham)
.
Osvald, – min gut?

OSVALD.
Jeg har fåt tolv kapsler sparet sammen –

FRU ALVING
(griber)
.
Giv mig æsken, Osvald!

OSVALD.
Ikke endnu, mor.
(han gemmer æsken igen i lommen.)

FRU ALVING.
Dette overlever jeg ikke!

OSVALD.
Det må overleves. Havde jeg nu havt Regine: her, så havde jeg sagt hende, hvorledes det stod til med mig – og bedt hende om den sidste håndsrækning. Hun havde hjulpet mig; det er jeg viss på.

FRU ALVING.
Aldrig!

OSVALD.
Når det forfærdelige var kommet over mig og hun så mig ligge der hjælpeløs, som et lidet spædebarn, uhjælpelig, fortabt, håbløs, – ingen redning mere –

FRU ALVING.
Aldrig i verden havde Regine gjort dette!

OSVALD.
Regine havde gjort det. Regine var så prægtig lethjertet. Og hun var snart bleven ked af at passe en slig syg, som jeg.

FRU ALVING.
Da lov og pris, at ikke Regine er her!

OSVALD.
Ja, nu får altså du gi’ mig håndsrækningen, mor.

FRU ALVING
(skriger højt)
.
Jeg!

OSVALD.
Hvem er nærmere til det end du?

FRU ALVING.
Jeg! Din mor!

OSVALD.
Just derfor.

FRU ALVING.
Jeg, som har givet dig livet!

OSVALD.
Jeg har ikke bedt dig om livet. Og hvad er det for et slags liv, du har givet mig? Jeg vil ikke ha’ det! Du skal ta’ det igen!

FRU ALVING.
Hjælp! Hjælp!
(hun løber ud i forstuen.)

OSVALD
(efter hende)
.
Gå ikke fra mig! Hvor vil du hen?

FRU ALVING
(i forstuen)
.
Hente lægen til dig, Osvald! Lad mig komme ud!

OSVALD
(sammesteds)
.
Du kommer ikke ud. Og her kommer ingen ind.
(en nøgle drejes om.)

FRU ALVING
(kommer ind igen)
.
Osvald! Osvald, – mit barn!

OSVALD
(følger hende)
.
Har du en mors hjerte for mig, – du, som kan se mig lide al denne unævnelige angst!

FRU ALVING
(efter et øjebliks stilhed, siger behersket)
.
Her er min hånd på det.

OSVALD.
Vil du –?

FRU ALVING.
Om det blir nødvendigt. Men det blir ikke nødvendigt. Nej, nej, det er aldrig muligt!

OSVALD.
Ja, lad os håbe på det. Og lad os så leve sammen så længe vi kan. Tak, mor.
(Han sætter sig i den lænestol, som fru Alving har flyttet hen til sofaen. Dagen bryder frem; lampen blir ved at brænde på bordet.)

FRU ALVING
(nærmer sig varsomt)
.
Føler du dig nu rolig?

OSVALD.
Ja.

FRU ALVING
(bøjet over ham)
.
Det har været en forfærdelig indbildning hos dig, Osvald. Altsammen indbildning. Du har ikke tålt alt dette oprivende. Men nu skal du få hvile ud. Hjemme hos din egen mor, du min velsignede gut. Alt, hvad du peger på, skal du få, som dengang du var et lidet barn. – Se så. Nu er anfaldet over. Ser du, hvor let det gik! Å, det vidste jeg nok. – Og ser du, Osvald, hvilken dejlig dag vi får? Skinnende solvejr. Nu kan du rigtig få se hjemmet.
(Hun går hen til bordet, og slukker lampen. Solopgang. Bræen og tinderne i baggrunden ligger i skinnende morgenlys.)

OSVALD
(sidder i lænestolen med ryggen mod baggrunden, uden at røre sig; pludselig siger han)
.
Mor, gi’ mig solen.

FRU ALVING
(ved bordet, ser studsende på ham)
.
Hvad siger du?

OSVALD
(gentager dumpt og toneløst)
.
Solen. Solen.

FRU ALVING
(hen til ham)
.
Osvald, hvorledes er det med dig?

OSVALD
(synes at skrumpe sammen i stolen: alle musklerne slappes; hans ansigt er udtryksløst; øjnene stirrer sløvt frem)
.

FRU ALVING
(dirrende af rædsel)
.
Hvad er dette!
(skriger højt.)
Osvald! Hvorledes har du det!
(kaster sig på knæ ned ved ham og rusker i ham.)
Osvald! Osvald! Se på mig! Kender du mig ikke?

OSVALD
(toneløst som før)
.
Solen. – Solen.

FRU ALVING
(springer fortvivlet op, river med begge hænder i sit hår og skriger)
.
Dette bæres ikke!
(hvisker ligesom stivnet.)
Dette bæres ikke! Aldrig!
(pludseligt.)
Hvor har han dem henne?
(famler pilsnart over hans bryst.)
Her!
(viger et par skridt tilbage og skriger:)
Nej; nej; nej! – Jo! – Nej; nej!
(hun står et par skridt fra ham, med hænderne indfiltret i håret, og stirrer på ham i målløs rædsel.)