Complete Works of Henrik Ibsen (663 page)

SOLNESS
(nikker)
.
Sovet godt?

HILDE.
Vidunderlig dejligt! Ligesom i en vugge. Å, – ligget og strækket mig som – som en prinsesse!

SOLNESS
(smiler lidt)
.
Rigtig tilpas altså.

HILDE.
Skulde mene det.

SOLNESS.
Og drømt sagtens også?

HILDE.
Ja da. Men det var fælt.

SOLNESS.
Så?

HILDE.
Ja, for jeg drømte, at jeg faldt udover en forfærdelig høj, brat fjeldvæg. Drømmer De aldrig sligt noget, De?

SOLNESS.
Å jo, – en gang imellem, så –

HILDE.
Det er så svært spændende – når en så’n daler og daler.

SOLNESS.
Det kendes ligesom isnende, synes jeg.

HILDE.
Trækker De benene op under Dem, mens det står på?

SOLNESS.
Ja, så højt jeg bare kan.

HILDE.
Det gør jeg også.

FRU SOLNESS
(tar parasollen)
.
Nu får jeg nok gå ud i byen, jeg. Halvard.
(til Hilde.)
Og så skal jeg se at ta’ et og andet med, som De kan ha’ brug for.

HILDE
(vil kaste sig om hendes hals)
.
Å, kæreste, dejligste fru Solness! De er da rigtig altfor snil også! Forfærdelig snil –

FRU SOLNESS
(afværgende, gør sig løs)
.
Å langt ifra da. Det er jo bare min pligt, det. Og derfor gør jeg det så gerne.

HILDE
(fortrydelig, spidser munden)
.
Forresten synes jeg såmænd, at jeg godt kan gå i gaderne, – så pænt, som jeg har fåt det til nu. Eller kan jeg kanske ikke det?

FRU SOLNESS.
Oprigtig talt så tror jeg nok, at en og anden vilde se lidt efter Dem.

HILDE
(blæser)
.
Pyh! Ikke andet? Det er jo bare morsomt, det.

SOLNESS
(i dulgt, ondt lune)
.
Ja, men folk kunde falde på at tro, at De også var gal, ser De.

HILDE.
Gal? Er der da så svært mange gale her i byen?

SOLNESS
(peger sig på panden)
.
Her ser De én slig en idetmindste.

HILDE.
De, – bygmester!

FRU SOLNESS.
Uf! Nej men kære, snille Halvard da!

SOLNESS.
Har De endnu ikke mærket det?

HILDE.
Nej, det har jeg da rigtignok ikke.
(besinder sig og ler lidt.)
Jo, kanske i en eneste ting alligevel.

SOLNESS.
Nå, hører du det, Aline?

FRU SOLNESS.
Hvad er så det for en ting da, frøken Wangel?

HILDE.
Nej, det siger jeg ikke.

SOLNESS.
Å jo, sig det!

HILDE.
Nej tak, – så gal er jeg ikke.

FRU SOLNESS.
Når du og frøken Wangel blir alene, så siger hun det nok, Halvard.

SOLNESS.
Ja så, – tror du det?

FRU SOLNESS.
Å ja da. For du har jo kendt hende så godt før. Helt siden hun var barn, – fortæller du.
(hun går ud gennem døren til venstre.)

HILDE
(lidt efter)
.
Kan Deres frue sletikke like mig, hun?

SOLNESS.
Synes De, De kunde mærke sligt noget på hende?

HILDE.
Kunde ikke De selv mærke det da?

SOLNESS
(undvigende)
.
Aline er ble’t så svært folkesky i de sidste årene.

HILDE.
Er hun det også?

SOLNESS.
Men hvis De bare kunde få lære hende rigtig at kende –. Ja, for hun er så snil – og så god – og så bra’ igrunden –

HILDE
(utålmodig)
.
Men når hun det er, – hvorfor skulde hun så gi’ sig til at sige dette her om pligt!

SOLNESS.
Om pligt?

HILDE.
Ja, hun sa’ jo, at hun vilde gå ud og købe noget til mig. Fordi det var hendes pligt, – sa’ hun. Å, jeg kan ikke udstå det stygge fæle ordet!

SOLNESS.
Hvorfor ikke det da?

HILDE.
Nej, for det høres så koldt og spidst og stikkende. Pligt – pligt – pligt. Finder ikke De også det? At det ligesom stikker en?

SOLNESS.
Hm, – har ikke tænkt så nøje over det.

HILDE.
Jo da! Og når hun er så snil, – som De fortæller, hun er, – hvorfor skulde hun så sige sligt?

SOLNESS.
Men Herregud, hvad skulde hun da ha’ sagt?

HILDE.
Hun kunde jo sagt, at hun vilde gøre det, fordi hun likte mig så forfærdelig godt. Sån’t noget kunde hun ha’ sagt. Noget, som var rigtig varmt og hjerteligt, forstår De.

SOLNESS
(ser på hende)
.
Er det så, De vil ha’ det?

HILDE.
Ja, just så.
(hun går om på gulvet, standser ved bogskabet og ser på bøgerne.)

HILDE.
De har svært mange bøger, De.

SOLNESS.
Å, jeg har lagt mig til en del.

HILDE.
Læser De i alle de bøgerne også?

SOLNESS.
Før i tiden prøvte jeg på det. Læser De?

HILDE.
Nej da! Aldrig i verden – nu mere. For jeg kan så ikke finde sammenhængen i det alligevel.

SOLNESS.
Just slig er det med mig også.
(Hilde driver lidt om, standser ved det lille bord, åbner mappen og blader i den.)

HILDE.
Er det Dem, som har tegnet alt dette her?

SOLNESS.
Nej, det er en ung mand, jeg har til at hjælpe mig.

HILDE.
En, som De selv har lært op?

SOLNESS.
Å ja, han har vel sagtens lært noget af mig også.

HILDE
(sætter sig)
.
Så er han vel svært flink da?
(ser lidt på en tegning.)
Er han ikke det?

SOLNESS.
Å, ikke så værst. Til mit brug, så –

HILDE.
Jo da! Han må visst være græsselig flink.

SOLNESS.
Synes De, De kan se det på tegningerne?

HILDE.
Pyt, – det krimskramset! Men når han har gå’t i lære hos Dem, så –

SOLNESS.
Å, for den sags skyld –. Her er mange her, som har lært af mig. Og lige klejne blir de for det.

HILDE
(ser på ham og ryster på hodet)
.
Nej, om jeg så skulde dø, så skønner jeg ikke, at De kan være så dum.

SOLNESS.
Dum? Synes De, jeg er så svært dum da?

HILDE.
Ja, det synes jeg rigtignok. Når De kan gi’ Dem til at gå her og lære alle de fyrene op, så –

SOLNESS
(studser)
.
Nå? Og hvorfor ikke det?

HILDE
(rejser sig, halvt alvorlig, halvt leende)
.
Isch, nej da, bygmester! Hvad skal det være godt for! Ingen andre end De skulde ha’ lov til at bygge. De skulde være ganske alene om det. Gøre det altsammen selv. Nu véd De det.

SOLNESS
(uvilkårlig)
.
Hilde –!

HILDE.
Nå?

SOLNESS.
Hvordan i alverden er De kommen ind på dette her?

HILDE.
Synes De, det er så rent galt tænkt af mig, det, da?

SOLNESS.
Nej, ikke for det. Men nu skal jeg si Dem noget.

HILDE.
Nå da?

SOLNESS.
Jeg går her – uafladelig – i stilhed og i ensomhed – og tumler med den samme tanken.

HILDE.
Ja, det er da nokså rimeligt, det, synes jeg.

SOLNESS
(ser lidt spejdende på hende)
.
Og det har De sagtens alt lagt mærke til.

HILDE.
Nej, det har jeg såmæn slet ikke.

SOLNESS.
Men før, – da De sa’, at De trode jeg var – forkert? Så’n i én ting –?

HILDE.
Å, jeg tænkte på noget ganske andet da.

SOLNESS.
På hvad for noget andet?

HILDE.
Det kan jo være Dem det samme, bygmester.

SOLNESS
(går henover gulvet)
.
Ja, ja, – Som De vil.
(standser ved karnappet.)
Kom her hen, så skal jeg vise Dem noget.

HILDE
(går nærmere)
.
Hvad er det?

SOLNESS.
Ser De, – der borte i haven –?

HILDE.
Ja?

SOLNESS
(peger ud)
.
Lige over det store stenbruddet –?

HILDE.
Det nye huset, mener De?

SOLNESS.
Det, som er under bygning, ja. Næsten fuldt færdigt.

HILDE.
Det har et svært højt tårn, synes jeg.

SOLNESS.
Stilladset står endnu.

HILDE.
Er det Deres nye hus, det?

SOLNESS.
Ja.

HILDE.
Det huset, som De snart vil flytte ind i?

SOLNESS.
Ja.

HILDE
(ser på ham)
.
Er der barnekammerser i det huset også?

SOLNESS.
Tre, ligesom her.

HILDE.
Og ingen barn.

SOLNESS.
Kommer ingen heller.

HILDE
(med et halvt smil)
.
Ja, er det så ikke, som jeg sa’ –!

SOLNESS.
At –?

HILDE.
At De er – så’n – lidt gal alligevel.

SOLNESS.
Var det dette her, De tænkte på?

HILDE.
Ja, på alle de tomme barnekammerserne, som jeg lå og sov i.

SOLNESS
(sænker stemmen)
.
Vi har havt barn, – Aline og jeg.

HILDE
(ser spændt på ham)
.
Har De –!

SOLNESS.
To små gutter. Begge var de lige gamle.

HILDE.
Tvillinger da.

SOLNESS.
Ja, tvillinger. Det er nu en elleve – tolv år siden.

HILDE
(varsomt)
.
Og begge to er altså –? De tvillingerne har De altså ikke nu længer?

SOLNESS
(stille bevæget)
.
Vi beholdt dem bare så’n en snes dage. Eller knapt nok det.
(bryder ud.)
Å Hilde, hvor det er rent utrolig godt for mig, at De kom! For nu endelig har jeg da fåt én, som jeg kan snakke med!

HILDE.
Kan De da ikke det med – med hende også?

SOLNESS.
Ikke om dette her. Ikke så’n, som jeg vil og må.
(tungt.)
Og ikke om så meget andet heller.