Complete Works of Henrik Ibsen (664 page)

HILDE
(dæmpet)
.
Var det bare det, De mente, da De sa’, at De behøvte mig?

SOLNESS.
Nærmest var det vel det. Igår da. For idag véd jeg ikke længer så rigtig –
(afbrydende.)
Kom her og la’ os sætte os, Hilde. Sæt De Dem der i sofaen, – så De har haven for øjne.
(Hilde sætter sig i sofahjørnet.)

SOLNESS
(rykker en stol nærmere)
.
Har De lyst til at høre på det?

HILDE.
Ja, jeg vil svært gerne sidde og høre på Dem.

SOLNESS
(sætter sig)
.
Så skal jeg si’ Dem det altsammen da.

HILDE.
Nu har jeg både haven og Dem for øjne, bygmester. Fortæl mig så! Straks!

SOLNESS
(peger mod karnapvinduet)
.
Der borte på højden, – hvor De altså ser det nye huset –

HILDE.
Ja?

SOLNESS.
– der bode Aline og jeg i de første årene. For deroppe lå der dengang et gammelt hus, som havde hørt hendes mor til. Og det fik vi efter hende. Og hele den store haven, den fik vi med.

HILDE.
Var der tårn på det huset også?

SOLNESS.
Ikke spor af sligt noget. Det var en stor, styg, mørk trækasse at se til udvendig. Men nokså lunt og hyggeligt inde alligevel.

HILDE.
Rev De så det gamle skrammelet ned da?

SOLNESS.
Nej. Det brændte for os.

HILDE.
Altsammen?

SOLNESS.
Ja.

HILDE.
Var det en svær ulykke for Dem, det?

SOLNESS.
Li’som en tar det til. Som bygmester kom jeg ivejret på den branden –

HILDE.
Nå, men –?

SOLNESS.
Vi havde netop fåt de to små gutterne dengang –

HILDE.
De stakkers tvillingerne, ja.

SOLNESS.
De kom så sunde og trivelige til verden. Og vokse gjorde de fra dag til dag, så en tydelig kunde se det.

HILDE.
Småbarn vokser svært i de første dagene.

SOLNESS.
Det var det vakkreste syn, en kunde se for sine øjne, når Aline lå der med dem begge to. – Men så kom brandnatten –

HILDE
(spændt)
.
Hvad skede! Si’ det da! Brændte nogen inde!

SOLNESS.
Nej; ikke det. Alle blev reddet godt og vel ud af huset –

HILDE.
Nå, men hvad så –?

SOLNESS.
Skrækken havde rystet Aline så forfærdelig stærkt. Brandlarmen, – udflytningen – så’n over hals og hode, – og det til og med i den isende nattekulden –. For de måtte jo bæres ud, slig, som de lå der. Både hun og de små.

HILDE.
Tålte de så ikke det da?

SOLNESS.
Jo, de tålte det nok. Men med Aline blev det til feber. Og den gik over i mælken. Amme dem selv, det vilde hun jo endelig. For det var hendes pligt, sa’ hun. Og begge vore smågutter, de –
(knuger hænderne)
de – å!

HILDE.
De stod ikke det over?

SOLNESS.
Nej, det stod de ikke over. Det var det, som tog dem fra os.

HILDE.
Det må visst ha’ været forfærdelig svært for Dem.

SOLNESS.
Svært nok for mig. Men tifold sværere for Aline.
(knytter hænderne i stille raseri.)
Å, at sligt noget kan få lov til at gå for sig her i verden!
(kort og fast.)
Fra den dag, jeg misted dem, bygged jeg nødig kirker.

HILDE.
Kanske ikke gerne kirketårnet oppe hos os heller?

SOLNESS.
Ikke gerne. Jeg véd, hvor glad og let jeg var, da det tårnet stod færdig.

HILDE.
Det véd jeg også.

SOLNESS.
Og nu bygger jeg aldrig – aldrig sligt noget mere! Hverken kirker eller kirketårne.

HILDE
(nikker langsomt)
.
Bare huse, som der kan bo folk i.

SOLNESS.
Hjem for mennesker, Hilde.

HILDE.
Men hjem med høje tårne og spir på.

SOLNESS.
Helst det.
(slår over i en lettere tone.)
Ja, Ser De, – som sagt, – den branden, den bragte mig ivejret, den. Som bygmester da.

HILDE.
Hvorfor kalder De Dem ikke arkitekt ligesom de andre?

SOLNESS.
Har ikke lært grundig nok til det. Det, jeg kan, det har jeg for det meste gåt og fundet ud selv.

HILDE.
Men ivejret kom De da alligevel, bygmester.

SOLNESS.
Ovenpå branden, ja. Næsten hele haven stykked jeg ud i villatomter. Og der fik jeg bygge, akkurat som jeg selv vilde ha’ det. Og så gik det jo strygende for mig.

HILDE
(ser forskende på ham)
.
De må visst være en svært lykkelig mand, De. Slig, som De har det.

SOLNESS
(formørket)
.
Lykkelig? Siger De også det? Ligesom alle de andre.

HILDE.
Ja, for det synes jeg da De må. Når De bare kunde la’ være at tænke på de to små barnene, så –

SOLNESS
(langsomt)
.
De to små barnene, – de er ikke så greje at komme ifra, de, Hilde.

HILDE
(lidt usikker)
.
Står de endnu så svært ivejen. Så lange, lange tider bagefter?

SOLNESS
(ser fast på hende, uden at svare)
.
Lykkelig mand, sa’ De –

HILDE.
Ja, men er De da ikke det, – for resten?

SOLNESS
(blir ved at se på hende)
.
Da jeg fortalte Dem dette her om branden – hm –

HILDE.
Nå da!

SOLNESS.
Var der så ikke én særlig tanke, som De – så’n fæsted Dem ved?

HILDE
(besinder sig forgæves)
.
Nej. Hvad for en tanke skulde det være?

SOLNESS
(med dæmpet eftertryk)
.
Ene og alene ved den branden blev jeg sat i stand til at bygge hjem for mennesker. Hyggelige, lune, lyse hjem, hvor far og mor og hele barneflokken kunde leve i tryg og glad fornemmelse af, at det er en svært lykkelig ting, det, at være til i verden. Og mest det, at høre hverandre til – så’n i stort og i småt.

HILDE
(ivrig)
.
Ja, men er det ikke en svær lykke for Dem, det, at De kan gøre slige nogen dejlige hjem da?

SOLNESS.
Prisen, Hilde. Den forfærdelige pris, jeg måtte betale for at få komme til.

HILDE.
Men er da sletikke det til at vinde sig udover?

SOLNESS.
Nej. For at komme til at bygge hjem for andre, måtte jeg gi’ afkald, – for alle tider gi’ afkald på at få et hjem selv. Jeg mener et hjem for barneflokken. Og for far og mor også.

HILDE
(varsomt)
.
Men måtte De da det? For alle tider, si’r De?

SOLNESS
(nikker langsomt)
.
Det var prisen for den lykken, som folk går og snakker om.
(ånder tungt.)
Den lykken, – hm, – den lykken, den var ikke billigere at få, den, Hilde.

HILDE
(som før)
.
Men kan ikke det kanske bli’ godt endnu

SOLNESS.
Aldrig i verden. Aldrig det. Det er også en følge af branden. Og af Alines sygdom bagefter.

HILDE
(ser på ham med et ubestemmeligt udtryk)
.
Og så bygger De endda alle disse barnekammerserne.

SOLNESS
(alvorlig)
.
Har De aldrig mærket det, Hilde, at det umulige – det ligesom lokker og roper på en?

HILDE
(tænker sig om)
.
Det umulige?
(livfuld.)
Jo da! Har De det også på det sæt?

SOLNESS.
Ja, jeg har det.

HILDE.
Så er der vel – så’n lidt trold i Dem også da?

SOLNESS.
Hvorfor trold?

HILDE.
Nå, hvad vil da De kalde sligt noget?

SOLNESS
(rejser sig)
.
Nej, nej, kan så være, det.
(heftig.)
Men må jeg ikke bli’ til et trold, – slig som det støt og stadig går mig i alting! I alting!

HILDE.
Hvorledes mener De det?

SOLNESS
(dæmpet, i indre bevægelse)
.
Læg mærke til, hvad jeg siger Dem, Hilde. Alt det, som jeg nåde til at virke, bygge, skabe i skønhed, i tryghed, i lun hygge, – i storladenhed også –
(knytter hænderne.)
Å, er det ikke forfærdeligt at tænke sig bare –!

HILDE.
Hvad er da så forfærdeligt?

SOLNESS.
At alt det må jeg gå her og veje op. Betale for. Ikke med penge. Men med menneskelykke. Og ikke med min egen lykke alene. Men med andres også. Ja, ja, ser De det, Hilde! Den pris har min kunstnerplads kostet mig – og andre. Og hver evige dag må jeg gå her og se på, at prisen blir betalt for mig påny. Om igen, og om igen, – og altid om igen!

HILDE
(rejser sig op og ser ufravendt på ham)
.
Nu tænker De visst på – på hende.

SOLNESS.
Ja. Nærmest på Aline. For Aline – hun havde sit livskald, hun også. Ligeså godt, som jeg havde mit.
(dirrer i stemmen.)
Men hendes livskald, det måtte forkludres, det, knuges, knækkes sønder og sammen, – for at mit kunde vinde frem til – til et slags stor sejr. Ja, for De skal vide det, at Aline – hun havde sine anlæg til at bygge, hun også.

HILDE.
Hun! Til at bygge?

SOLNESS
(ryster på hodet)
.
Ikke huse og tårne og spir – og sligt noget, som jeg går og driver på med –

HILDE.
Nå, men hvad da?

SOLNESS
(blødt og bevæget)
.
Til at bygge op små barnesjæle, Hilde. Bygge barnesjæle op slig at de kunde rejse sig i ligevægt og i ædle, vakkre former. Så de kunde højne sig til ranke, voksne menneskesjæle. Dette her var det, som Aline havde anlæg for. – Og alt det, det ligger nu der. Ubrugt – og ubrugeligt herefter. Og til ingen verdens nytte. – Akkurat som grushaugene efter en brand.

HILDE.
Ja, men selv om nu så var –?

SOLNESS.
Det er så! Det er så! Jeg véd det.

HILDE.
Nå, men De er da i alle fald ikke skyld i det.

SOLNESS
(fæster øjnene på hende og nikker langsomt)
.
Ja, se, det er det store, forfærdelige spørsmål, det. Det er tvilen, som nager mig – både nåt og dag.

HILDE.
Dette her!

SOLNESS.
Ja, sæt nu som så. At jeg havde skylden. På en måde da.

HILDE.
De! For branden!

SOLNESS.
For det hele. For alt sammen. – Og så kanske – så rent uskyldig alligevel.

HILDE
(ser bekymret på ham)
.
Å, bygmester, – når De kan si’ sligt noget, så er De jo – syg alligevel da.

SOLNESS.
Hm, – blir nok aldrig i verden så’n rigtig frisk i det stykke.
(Ragnar Brovik åbner varsomt den lille dør i hjørnet til venstre.)
(Hilde går frem på gulvet.)

RAGNAR
(da han ser Hilde)
.
Å –. Undskyld, herr Solness –
(han vil i trække sig tilbage.)