Complete Works of Henrik Ibsen (665 page)

SOLNESS.
Nej, nej, bli’ De bare. Så er det gjort.

RAGNAR.
Å ja, – kunde det såsandt det!

SOLNESS.
Det går jo ikke bedre med Deres far, hører jeg.

RAGNAR.
Med far går det fort nedad nu. Og derfor be’r jeg Dem så bønlig, – gi’ mig et par gode ord på et af bladene! Noget, som far kan få læse før han –

SOLNESS
(heftig)
.
De må ikke snakke mere til mig om de tegningerne Deres!

RAGNAR.
Har De set på dem,

SOLNESS.
Ja, – jeg har det.

RAGNAR.
Og de duer ikke til noget? Og jeg duer vel heller ikke?

SOLNESS
(undvigende)
.
Bli’ De her hos mig, De, Ragnar. De skal få alt, som De selv vil ha’ det. Så kan De gifte Dem med Kaja. Leve sorgløs. Lykkelig kanske også. Bare ikke tænke på at bygge selv.

RAGNAR.
Ja, ja, så får jeg gå hjem og si’ far det da. For det lovte jeg ham. – Skal jeg si’ far det – før han dør?

SOLNESS
(vånder sig)
.
Å, si’ ham, – si’ ham, hvad De vil for mig. Bedst, ikke at si’ ham noget!
(udbrydende.)
Jeg kan ikke handle anderledes end jeg gør, Ragnar!

RAGNAR.
Må jeg da få ta’ tegningerne med mig?

SOLNESS.
Ja, ta’ dem, – ta’ dem bare! De ligger der på bordet.

RAGNAR
(går derhen)
.
Tak.

HILDE
(lægger hånden på mappen)
.
Nej, nej, la’ dem ligge.

SOLNESS.
Hvorfor det?

HILDE.
Jo, for jeg vil også se på dem.

SOLNESS.
Men De har jo –
(til Ragnar.)
Nå, så la’ dem bli’ liggende her da.

RAGNAR.
Gerne det.

SOLNESS.
Og gå så straks hjem til Deres far.

RAGNAR.
Ja, jeg får vel det.

SOLNESS
(som fortvilet)
.
Ragnar, – De må ikke kræve noget af mig, som jeg ikke kan! Hører De det, Ragnar! De må ikke det!

RAGNAR.
Nej, nej. Undskyld –
(han bukker og går ud gennem hjørnedøren.)
(Hilde går hen og sætter sig på en stol ved spejlet.)

HILDE
(ser vred på Solness)
.
Dette her var svært stygt af Dem.

SOLNESS.
Synes De også det?

HILDE.
Ja rigtig fælt stygt, var det. Og hårdt og ondt og grusomt også.

SOLNESS.
Å, De skønner ikke, hvorledes jeg har det.

HILDE.
Alligevel –. Nej, De skulde ikke være slig, De.

SOLNESS.
De sa’ jo selv nu nylig, at det bare var mig, som skulde ha’ lov til at bygge.

HILDE.
Sligt kan jeg si’. Men De må ikke.

SOLNESS.
Jeg sagtens mest. Så dyrt, som jeg har købt min plads.

HILDE.
Nå ja, – med noget, som De kalder for huslig hygge – og sligt noget.

SOLNESS.
Og med min sjælefred på købet.

HILDE
(rejser sig)
.
Sjælefred!
(inderlig.)
Ja, ja, det har De ret i! – Stakkers bygmester, – De bilder Dem jo ind at –

SOLNESS
(med en stilfærdig, klukkende latter)
.
Sæt De Dem nu bare ned igen, Hilde. Så skal De få høre løjer.

HILDE
(spændt, sætter sig)
.
Nå da?

SOLNESS.
Det høres ud som en så latterlig liden ting. For hele stadsen drejer sig bare om en spræk i en skorstenspibe, ser De.

HILDE.
Ikke om noget andet?

SOLNESS.
Nej, ikke så’n til at begynde med.
(han flytter en stol nærmere hen til Hildes og sætter sig.)

HILDE
(utålmodig, banker sig på knæet)
.
Sprækken i skorstenspiben altså!

SOLNESS.
Jeg havde lagt mærke til den revnen i piben længe, længe før det brændte. Hver gang jeg var oppe på mørkloftet, så jeg efter, om den var der endnu.

HILDE.
Og den var?

SOLNESS.
Ja. For ingen andre vidste om den.

HILDE.
Og De sa’ ingenting?

SOLNESS.
Nej, jeg gjorde ikke det.

HILDE.
Tænkte ikke på at gøre piben istand heller?

SOLNESS.
Tænkte nok, – men kom aldrig videre. Hver gang jeg vilde gå ivej med det, var det akkurat li’som en hånd la’ sig imellem. Ikke idag, tænkte jeg. Imorgen. Blev aldrig til noget.

HILDE.
Ja, men hvorfor gik De nu slig og søled da!

SOLNESS.
Fordi jeg gik i funderinger.
(langsomt og dæmpet.)
Gennem den lille svarte sprækken i skorstenspiben kunde jeg kanske vinde mig tilvejrs – som bygmester.

HILDE
(ser frem for sig)
.
Det må ha’ været spændende.

SOLNESS.
Uoverkommeligt næsten. Helt uoverkommeligt. For dengang stod det for mig som noget så let og så ligetil altsammen. Jeg vilde, at det skulde være så’n ved vintertid. Lidt før middag. Jeg skulde være ude og køre Aline i spidsslæden. Folkene hjemme, de havde fyret svært i ovnene –

HILDE.
Ja, for det skulde vel være fælt koldt den dagen?

SOLNESS.
Temmelig skærende – så’n. Og de vilde, at Aline skulde ha’ det rigtig godt og varmt, når hun kom ind.

HILDE.
For hun er visst frysende af sig, hun.

SOLNESS.
Hun er det. Og så skulde det være på hjemvejen, at vi så røgen.

HILDE.
Bare røgen?

SOLNESS.
Først røgen. Men da vi kom frem til haveporten, så stod hele den gamle trækassen i væltende ildsluer. – Så’n var det, jeg vilde ha’ det, ser De

HILDE.
Men Herregud, at det ikke kunde kommet slig da!

SOLNESS.
Ja, det må De nok sige, Hilde.

HILDE.
Nå, men hør nu her, bygmester. Er De nu også så ganske viss på, at branden kom fra den lille sprækken i skorstenspiben?

SOLNESS.
Nej, tvert imod. Jeg er ganske viss på, at sprækken i skorstenspiben sletikke havde noget så’n med branden at gøre.

HILDE.
Hvad for noget!

SOLNESS.
Det er bragt fuldt på det rene, det, at branden brød ud i et klædekammers, – på en ganske anden kant af huset.

HILDE.
Men hvad er det så De sidder og våser om denne her sprukne skorstenspiben da!

SOLNESS.
Må jeg få snakke lidt mere med Dem, Hilde?

HILDE.
Ja, hvis De bare vil snakke fornuftig, så –

SOLNESS.
Skal prøve på det.
(han flytter sin stol nærmere.)

HILDE.
Ryk ud med det da, bygmester.

SOLNESS
(fortrolig)
.
Tror ikke De også det, Hilde, at der findes enkelte udkårne, udvalgte mennesker, som har fåt nåde og magt og evne til at ønske noget, begære noget, ville noget – så ihærdigt og så – så ubønhørligt – at de må få det tilslut. Tror De ikke det?

HILDE
(med et ubestemmeligt udtryk i øjnene)
.
Hvis så er, vil vi engang få se – om jeg hører til de udkårne.

SOLNESS.
Det er ikke en selv alene, som virker så store ting. Å nej, – hjælperne og tjenerne, – de får nok være med, de også, hvis det skal bli’ til noget. Men De kommer aldrig af sig selv, de. En må rope rigtig ihærdig på dem. Så’n indvendig da, skønner De.

HILDE.
Hvad er det for nogen hjælpere og tjenere, det?

SOLNESS.
Å, det kan vi snakke om en anden gang. La’ os nu bli’ ved dette her med branden.

HILDE.
Tror De ikke, at den branden var kommet ligefuldt – om ikke De havde ønsket det?

SOLNESS.
Havde gamle Knut Brovik ejet huset, så var det aldrig i verden brændt så belejligt for ham. Det er jeg så sikker på. For han forstår ikke at rope på hjælperne, han, og ikke på de tjenende heller.
(rejser sig i uro.)
Ser De, Hilde, – det er altså alligevel mig, som er skyld i, at begge smågutterne måtte bøde med livet. Og er jeg kanske ikke skyld i det også, at Aline ikke er ble’t til det, som hun skulde og kunde. Og som hun helst vilde.

HILDE.
Ja, men når det nu bare er disse hjælperne og tjenerne, så –?

SOLNESS.
Hvem ropte på hjælperne og tjenerne? Det gjorde jeg! Og så kom de og føjed sig under min vilje.
(i stigende oprør.)
Det er det, som godtfolk kalder at ha’ lykken med sig. Men jeg skal sige Dem, jeg, hvorledes den lykken kendes! Den kendes som et stort, hudløst sted her på brystet. Og så går hjælperne og tjenerne og flår hudstykker af andre mennesker for at lukke mit sår! – Men såret heles ikke endda. Aldrig, – aldrig! Å, om De vidste, hvor det kan suge og svie iblandt.

HILDE
(ser opmærksomt på ham)
.
De er syg, bygmester. Svært syg, tror jeg næsten.

SOLNESS.
Si’ gal. For det mener De jo.

HILDE.
Nej, jeg tror ikke det skorter Dem videre på forstanden.

SOLNESS.
På hvad da? Ud med det!

HILDE.
Jeg gad vide, jeg, om De ikke er født til verden med en skranten samvittighed.

SOLNESS.
Skranten samvittighed? Hvad er det for noget dævelskab?

HILDE.
Jeg mener, at samvittigheden er svært skral hos Dem. Så’n finbygget. Tåler ikke at ta’ tag. Ikke løfte og bære det, som tungt er.

SOLNESS
(brummer)
.
Hm! Hvorledes skulde så samvittigheden være da, må jeg spørge?

HILDE.
Hos Dem vilde jeg helst, at samvittigheden skulde være så’n – så’n rigtig robust.

SOLNESS.
Så? Robust? Nå. Har De kanske en robust samvittighed?

HILDE.
Ja, jeg tror nok det. Jeg har ikke mærket andet.

SOLNESS.
Har vel ikke været sat synderlig på prøve heller, tænker jeg.

HILDE
(med en dirrende dragning om munden)
.
Å, det var da ikke så ligetil at rejse ifra far, som jeg holder så forfærdelig af.

SOLNESS.
Å hvad! Så’n for en måneds tid eller to –

HILDE.
Jeg kommer visst aldrig hjem igen.

SOLNESS.
Aldrig? Hvorfor rejste De fra ham da?

HILDE
(halvt alvorlig, halvt drillende)
.
Har De nu glemt igen det, at de ti årene er omme?

SOLNESS.
Å snak. Var der et eller andet ivejen hjemme? Nå?

HILDE
(helt alvorlig)
.
Det var dette her indeni mig, som jog og pisked mig hid. Lokked og drog mig også.

SOLNESS
(ivrig)
.
Der har vi det! Der har vi det, Hilde! Der bor trold i Dem også. Li’som i mig. For det er troldet i en, ser De, – det er det, som roper på magterne udenfor. Og så må en gi’ sig, – enten en så vil eller ikke.

HILDE.
Jeg tror næsten De har ret, bygmester.

SOLNESS
(går om på gulvet)
.
Å, der er så urimelig mange dævler til i verden, som en ikke ser, Hilde!