Complete Works of Henrik Ibsen (708 page)

PROFESSOR RUBEK.
Å Irene!

IRENE
(hæst, smiler og famler ved brystet)
.

Det blir bare en episode –
(hurtigt, hviskende.)
Hys, – se dig ikke om, Arnold!

PROFESSOR RUBEK
(ligeledes sagte)
.

Hvad er det?

IRENE.
Et ansigt, som står og stirrer på mig.

PROFESSOR RUBEK
(vender sig uvilkårligt)
.

Hvor?
(farer sammen.)
Ah –!

(Diakonissens hoved er kommet halvvejs til syne mellem buskerne ved nedstigningen til venstre. Hendes øjne er ufravendt rettet mod Irene.)

IRENE
(rejser sig og siger dæmpet)
.

Så må vi skilles da. Nej, du skal bli’ siddende. Hører du! Du må ikke følge med mig.
(bøjer sig ned over ham og hvisker:)
På gensyn inat. På vidden.

PROFESSOR RUBEK.
Og du kommer, Irene?

IRENE.
Ja jeg kommer visselig. Vent på mig her.

PROFESSOR RUBEK
(gentager drømmende)
.

Sommernat på vidden. Med dig. Med dig.
(hans øjne møder hendes.)
Å Irene, – det kunde ha’ været livet. – Og det har vi forspildt, – vi to.

IRENE.
Det uoprettelige ser vi først, når –

(bryder kort af.)

PROFESSOR RUBEK
(ser spørgende på hende)
.

Når –?

IRENE.
Når vi døde vågner.

PROFESSOR RUBEK
(ryster tungsindig på hodet)
.

Ja, hvad ser vi så egentlig?

IRENE.
Vi ser, at vi aldrig har levet.

(hun går henover mod bakken og stiger ned. Diakonissen gør plads for hende og følger efter.)

(Professor Rubek blir siddende ubevægelig ved bækken.)

FRU MAJA
(høres juble og synge oppe mellem fjeldene:)

Jeg er fri! Jeg er fri! Jeg er fri!

Mit fangenskabs liv er forbi!

Jeg er fri som en fugl! Jeg er fri!

TREDJE AKT

(Vildt, kløftet højfjeld med styrtende afgrunde ned mod baggrunden. Snedækte tinder rejser sig til højre og taber sig i drivende tåger højt oppe. Til venstre i en stenstyrtning ligger en gammel, halvt sammen-falden hytte. Det er tidlig morgen. Dagen gryr. Solen er endnu ikke oppe.)

(Fru Maja Rubek kommer blussende rød og ophidset nedover styrtningen til venstre. Godsejer Ulfhejm følger halvt vred, halvt leende efter og holder hende fast i ærmet.)

FRU MAJA
(forsøger at rive sig løs)
.

Slip mig! Slip mig, siger jeg!

GODSEJER ULFHEJM.
Nå, nå, – det mangled bare, at De skulde bide. De er jo så arrig som en jærv.

FRU MAJA
(slår ham over hånden)
.

Vil De så slippe, har jeg sagt! Og være rolig –

GODSEJER ULFHEJM.
Nej så min sæl om jeg vil.

FRU MAJA.
Ja, så går jeg ikke et skridt længer med Dem. Hører De, – ikke et eneste skridt –!

GODSEJER ULFHEJM.
Ho-ho, – hvorledes vil De slippe fra mig her på vilde fjeldet?

FRU MAJA.
Jeg springer lige ud over bergvæggen derborte, om det så skal være –

GODSEJER ULFHEJM.
Og maser og knaser Dem sønder og sammen til hundeføde – så lækkert blodig –
(slipper hende.)
Vær så god. Spring nu udover bergvæggen, hvis De har lyst. Der er svimlende brat. Bare en trang fodsti, som er næsten ufremkommelig.

FRU MAJA
(børster sit skørt med hånden og ser på ham med vrede øjne)
.

Jo, De er rigtig en dejlig en at gå på jagt med!

GODSEJER ULFHEJM.
Sig heller: at drive sport med.

FRU MAJA.
Nå så De kalder dette her for sport, De?

GODSEJER ULFHEJM.
Ja jeg ta’r mig den ærbødige frihed. – Det er slig sport, jeg liker allerbedst.

FRU MAJA
(kaster på nakken)
.

Nå – det må jeg si’e!
(lidt efter; ser prøvende på ham.)
Hvorfor slap De hundene løs deroppe?

GODSEJER ULFHEJM
(plirer med øjnene og smiler)
.

For at de også kunde få jage lidt på egen hånd, skønner De vel.

FRU MAJA.
Det er sletikke sandt! Det var ikke for hundenes skyld, at De slap dem.

GODSEJER ULFHEJM
(smiler fremdeles)
.

Nå, hvorfor slap jeg dem da? Lad os høre –?

FRU MAJA.
De slap dem, fordi De vilde være Lars kvit. Han skulde løbe efter og fange dem ind igen, sa’ De. Og imens så –. Jo, det var rigtig pænt af Dem!

GODSEJER ULFHEJM.
– og imens så –?

FRU MAJA
(kort afbrydende)
.

Det kan være det samme.

GODSEJER ULFHEJM
(i fortrolig tone)
.

Lars finder dem ikke. Det kan De trygt bande på. Han kommer ikke med dem før tiden er inde.

FRU MAJA
(ser vred på ham)
.

Nej det gør han visst ikke.

GODSEJER ULFHEJM
(griber efter hendes arm)
.

For Lars – han kender mine – mine sportsvaner, han, ser De.

FRU MAJA
(undviger og måler ham med øjnene)
.

Véd De, hvad De ligner for noget, godsejer Ulfhejm?

GODSEJER ULFHEJM.
Jeg tænker vel, at jeg ligner nærmest mig selv.

FRU MAJA.
Ja det har De akkurat ret i. For De ligner livagtig en faun.

GODSEJER ULFHEJM.
En faun –?

FRU MAJA.
Ja netop en faun.

GODSEJER ULFHEJM.
En faun, – er ikke det et slags udyr? Eller sådan noget som en skogdævel at kalde for?

FRU MAJA.
Jo just slig en som De er. En som har både bukkeskæg og ben som en gedebuk. Ja, og så har faunen horn også!

GODSEJER ULFHEJM.
Ej-ej, – har han også horn?

FRU MAJA.
Et par fæle horn ligesom De, ja.

GODSEJER ULFHEJM.
Kan De se de stakkers hornene, jeg har?

FRU MAJA.
Ja, jeg synes grangivelig, jeg kan se dem.

GODSEJER ULFHEJM
(tager hundesnoren op af lommen)
.

Så er det bedst, at jeg ta’r og binder Dem da.

FRU MAJA.
Er De ble’t rent gal! Vil De binde mig –?

GODSEJER ULFHEJM.
Skal jeg være dævel, så la’ mig være dævel. Ja så da! Så De kan se hornene, De?

FRU MAJA
(beroligende)
.

Så-så-så, – vær nu pent skikkelig, godsejer Ulfhejm.
(afbryder.)
Men hvor har De så Deres jagtslot, som De snakked så vidt og bredt om? Det skulde jo ligge et steds her omkring, sa’ De.

GODSEJER ULFHEJM
(peger forevisende på hytten)
.

Her har De det lige for øjnene.

FRU MAJA
(ser på ham)
.

Den gamle svinestien der?

GODSEJER ULFHEJM
(ler i skægget)
.

Den har huset mere end en kongedatter, den.

FRU MAJA.
Var det der den ækle fyren kom ind til kongedatteren i en skogbjørns lignelse, som De fortalte?

GODSEJER ULFHEJM.
Ja, fru jagtkammerat, – her er åstedet.
(med en indbydende håndbevægelse.)
Hvis De behager at træde ind, så –

FRU MAJA.
Isch! Ikke med min fod vilde jeg –! Isch!

GODSEJER ULFHEJM.
Å, et menneskepar kan dorme bort en sommernat nokså lunt derinde. Eller en hel sommer, – om så skulde være.

FRU MAJA.
Tak! Det måtte der høre appetit til.
(utålmodig.)
Men nu er jeg ked både af Dem og af jagtturen. Nu vil jeg ned til hotellet, – før folk vågner dernede.

GODSEJER ULFHEJM.
Hvor tænker De, at De kan komme ned herfra?

FRU MAJA.
Det får bli’ Deres sag. Et eller andet steds må her vel findes en nedgang, véd jeg.

GODSEJER ULFHEJM
(peger mod baggrunden)
.

Bevar’s vel; en slags nedgang er der nok, – lige udover bergvæggen der –

FRU MAJA.
Nå, ser De –. Med en smule god vilje, så –

GODSEJER ULFHEJM.
– men prøv De bare, om De tør gå den vejen.

FRU MAJA
(betænkelig)
.

Tror De ikke?

GODSEJER ULFHEJM.
Aldrig i verden. Hvis ikke jeg får hjælpe Dem –

FRU MAJA
(urolig)
.

Nå, så kom og hjælp mig da! Hvad har jeg Dem ellers til?

GODSEJER ULFHEJM.
Vil De helst jeg skal ta’ Dem på ryggen -

FRU MAJA.
Sludder!

GODSEJER ULFHEJM.
– eller bære Dem på armene?

FRU MAJA.
Kom nu ikke med sligt noget vås igen!

GODSEJER ULFHEJM
(i indædt harme)
.

Jeg tog engang et ungt tøsebarn, – løfted hende op af gadesølen og bar hende på mine arme. På hænderne bar jeg hende. Vilde bære hende slig gennem hele livet; – på det at hun ikke skulde støde sin fod på nogen sten. For hun havde svært tyndslidte sko den tid jeg fandt hende –

FRU MAJA.
Og alligevel så tog De hende op og bar hende på hænderne?

GODSEJER ULFHEJM.
Tog hende op af skidtet og bar hende, som jeg højest og varligst kunde.
(med en brummende latter.)
Og véd De, hvad jeg fik til tak for det?

FRU MAJA.
Nej. Hvad fik De da?

GODSEJER ULFHEJM
(ser på hende, smiler og nikker)
.

Hornene fik jeg. Hornene, som De grangivelig kan se. – Er ikke det en pudsig historie, fru bjørnemorderske?

FRU MAJA.
Å jo; nokså pudsig. Men jeg véd en anden historie, som er endda pudsigere.

GODSEJER ULFHEJM.
Hvorledes er den historien da?

FRU MAJA.
Den er sådan. Der var engang et dumt pigebarn, som havde både far og mor. Men et nokså tarveligt tilhold. Så kom der en stormægtig herremand ind i al denne tarveligheden. Og han tog pigebarnet på sine arme, – ligesom De, – og rejste langt, langt bort med hende –

GODSEJER ULFHEJM.
Vilde hun så gerne være der, hvor han var?

FRU MAJA.
Ja for hun var dum, ser De.

GODSEJER ULFHEJM.
Og han var sagtens så’nt et rigtig dejligt mandfolk?

FRU MAJA.
Å nej, han var sletikke så overvættes dejlig heller. Men han gik og bildte hende ind, at hun skulde få bli’ med ham op på det højeste berg, hvor der var lys og solskin over al måde.

GODSEJER ULFHEJM.
Så han var bergstiger, han, den manden?

FRU MAJA.
Ja han var det – på sin vis.

GODSEJER ULFHEJM.
Og så tog han jentungen op med sig –?

FRU MAJA
(kaster på nakken)
.

Joh – han tog hende herligt op med sig, kan De tro! Å nej, han narred hende ind i et koldt, klamt bur, hvor der hverken var sol eller fri luft, – syntes hun da, – men bare forgyldning og store, forstenede menneskespøgelser rundt væggene.

GODSEJER ULFHEJM.
Det var, fanden fløjte mig, tilpass for hende!

FRU MAJA.
Ja men synes De ikke det er en ganske pudsig historie alligevel?

GODSEJER ULFHEJM
(ser en stund på hende)
.

Hør mig her, min gode jagtkammerat –

FRU MAJA.
Nå? Hvad er det nu igen?

GODSEJER ULFHEJM.
Skulde ikke vi to slå vore stakkers pjalter sammen?

FRU MAJA.
Har godsejeren lyst til at bli’ lappeskrædder?

GODSEJER ULFHEJM.
Ja såmæn har han så. Kunde ikke vi to prøve på at flikke fillerne sammen hist og her, – så vi fik ligesom et slags menneskeliv ud af det?

FRU MAJA.
Og når så de stakkers laserne var rent udslidte, – hvad så?

GODSEJER ULFHEJM
(slår ud med hånden)
.

Så står vi der, frit og frejdigt, – som de, vi selv er!

FRU MAJA
(ler)
.

De med Deres bukkeben, ja!

GODSEJER ULFHEJM.
Og De med Deres –. Nå, lad gå!

FRU MAJA.
Ja kom, – lad os gå.