Complete Works of Henrik Ibsen (709 page)

GODSEJER ULFHEJM.
Stop! Hvor hen, kammerat?

FRU MAJA.
Ned til hotellet, vel.

GODSEJER ULFHEJM.
Og så bagefter?

FRU MAJA.
Så siger vi hinanden pænt farvel og tak for følget.

GODSEJER ULFHEJM.
Kan vi skilles, vi to? Synes De, vi kan det?

FRU MAJA.
Ja De fik da ikke bundet mig, véd jeg.

GODSEJER ULFHEJM.
Jeg har et slot at by’ Dem –

FRU MAJA
(peger mod hytten)
.

Mage til det der?

GODSEJER ULFHEJM.
Det er ikke ramlet sammen endnu.

FRU MAJA.
Og al verdens herlighed kanske?

GODSEJER ULFHEJM.
Et slot, siger jeg –

FRU MAJA.
Tak! Slotte har jeg fåt nok af.

GODSEJER ULFHEJM.
– med prægtige jagtmarker milevidt omkring.

FRU MAJA.
Er der kunstværker også i det slottet?

GODSEJER ULFHEJM
(langsomt)
.

Nej – kunstværker er der rigtignok ikke; men –

FRU MAJA
(lettet)
.

Nå, det var endda godt!

GODSEJER ULFHEJM.
Ja vil De så gå med mig, – så langt og så længe, jeg kræver?

FRU MAJA.
Der er en tam rovfugl, som sidder vagt over mig.

GODSEJER ULFHEJM
(vildt)
.

Ham skyder vi en kugle i vingen, Maja!

FRU MAJA
(ser et øjeblik på ham og siger besluttet)
.

Så kom da og bær mig ned gennem dybet.

GODSEJER ULFHEJM
(slår armen om hendes liv)
.

Det er højeste tid! Tågen er over os –!

FRU MAJA.
Er vejen frygtelig farlig nedover?

GODSEJER ULFHEJM.
Fjeldtågen er farligere.

(Hun river sig løs, går hen til kløften og ser ned, men farer hurtig tilbage.)

GODSEJER ULFHEJM
(går hende imøde og ler)
.

Nå, svimler det lidt for Dem?

FRU MAJA
(mat)
.

Ja, det også. Men gå derbort og se udover. De to, som kommer –

GODSEJER ULFHEJM
(går hen og bøjer sig ud over bergvæggen)
.

Det er jo bare Deres rovfugl – og hans fremmede dame.

FRU MAJA.
Kan vi ikke slippe forbi dem, – uden at de ser os?

GODSEJER ULFHEJM.
Ugørligt. Stien er altfor trang. Og her er ingen anden vej ned.

FRU MAJA
(mander sig op)
.

Ja-ja, – så lad os trodse dem her da!

GODSEJER ULFHEJM.
Talt som en ægte bjørnedræber, kammerat!

(Professor Rubek og Irene kommer tilsyne op over dybet i baggrunden. Han har sit plæd over skuldrene, hun en pelsværkskåbe kastet løseligover sin hvide dragt og en svaneduns hætte over hodet.)

PROFESSOR RUBEK
(endnu kun halvt synlig over fjeldkanten)
.

Hvad, Maja! Skal vi to mødes endnu en gang?

FRU MAJA
(med påtagen sikkerhed)
.

Til tjeneste. Vær så god og kom nærmere.

(Professor Rubek stiger helt op og rækker hånden til Irene, som også kommer helt op på højden.)

PROFESSOR RUBEK
(koldt til fru Maja)
.

Du har altså været på fjeldet hele natten, du også, – ligesom vi?

FRU MAJA.
På jagt har jeg været, ja. Du gav mig jo udgangslov.

GODSEJER ULFHEJM
(peger hen imod dybet)
.

Er De gået op ad den stien der?

PROFESSOR RUBEK.
Det så De jo.

GODSEJER ULFHEJM.
Og den fremmede damen også?

PROFESSOR RUBEK.
Ja forstår sig.
(med et blik til fru Maja.)
Den fremmede damen og jeg agter ikke at gå på skilte veje herefter.

GODSEJER ULFHEJM.
Véd De da ikke, at det er en dødsens vej, De er kommet –?

PROFESSOR RUBEK.
Vi to prøvte den nu alligevel. For den så ikke videre slem ud i førstningen.

GODSEJER ULFHEJM.
Nej, i førstningen er ingenting slemt. Men så kan en komme til en snevring, hvor en hverken véd frem eller tilbage. Og så står en fast, herr professor! Bergfast, som vi skytter kalder det.

PROFESSOR RUBEK
(smiler og ser på ham)
.

Skal dette her betyde vismands tale, herr godsejer?

GODSEJER ULFHEJM.
Vorherre bevare mig for at føre vismands tale.
(indtrængende, peger op mod højden.)
Men ser De da ikke, at uvejret er over hoderne på os! Hører De ikke vindstødene?

PROFESSOR RUBEK
(lytter)
.

Det lyder som forspillet til opstandelsens dag.

GODSEJER ULFHEJM.
Det er stormkast fra tinderne, mand! Se bare, hvor skyerne vælter sig og sænker sig. Snart ligger de omkring os som et liglagen.

IRENE
(farer sammen)
.

Det lagen kender jeg.

FRU MAJA
(trækker i ham)
.

Lad os se at komme ned.

GODSEJER ULFHEJM
(til professor Rubek)
.

Jeg kan ikke hjælpe flere end en. Hold til i hytten der sålænge – mens stormvejret står på. Så sender jeg folk op og henter Dem begge to.

IRENE
(i skræk)
.

Henter os! Nej! Nej –!

GODSEJER ULFHEJM
(barsk)
.

Ta’r Dem med magt, ifald det trænges. For det står om liv og død her. Nu véd De det.
(til fru Maja.)
Kom så, – og giv Dem trøstig i kammeratens vold.

FRU MAJA
(klynger sig til ham)
.

Å hvor jeg skal juble og synge, hvis jeg slipper helskindet ned!

GODSEJER ULFHEJM
(begynder nedstigningen og råber til de andre)
:

Vent altså derinde i jagthytten, til mændene kommer med tauge og henter Dem.

(Godsejer Ulfhejm, med fru Maja i armene, klattrer skyndsomt men varligt ned i dybet.)

IRENE
(ser en stund med skrækslagne øjne på professor Rubek)
.

Hørte du det, Arnold? – Der vil komme mænd op og hente mig! Mange mænd vil komme herop –!

PROFESSOR RUBEK.
Vær bare rolig, Irene!

IRENE
(i stigende rædsel)
.

Og hun, den sortklædte, – hun vil også komme. For nu må hun ha’ savnet mig for længe siden. Og så vil hun gribe mig, Arnold! Og lægge mig i spændetrøjen. Ja, for den har hun med sig i kufferten. Jeg har selv set den –

PROFESSOR RUBEK.
Ikke noget menneske skal få lov til at røre dig.

IRENE
(med et forvildet smil)
.

Å nej, – det har jeg nok selv et middel imod.

PROFESSOR RUBEK.
Hvilket middel mener du?

IRENE
(drager kniven frem)
.

Denne her!

PROFESSOR RUBEK
(griber efter den)
.

Har du kniv –!

IRENE.
Altid, altid. Både dag og nat. I sengen også.

PROFESSOR RUBEK.
Giv mig den kniven, Irene!

IRENE
(gemmer den)
.

Du får den ikke. Den kan jeg så godt finde brug for selv.

PROFESSOR RUBEK.
Hvad vil du bruge den til her?

IRENE
(ser fast på ham)
.

Den var bestemt for dig, Arnold.

PROFESSOR RUBEK.
For mig?

IRENE.
Da vi sad nede ved Taunitzer See i aftes –

PROFESSOR RUBEK.
Ved Taunitzer –?

IRENE.
Udenfor bondehuset. Og legte med svaner og vandliljer –

PROFESSOR RUBEK.
Hvad så, – hvad så?

IRENE.
– og da jeg hørte dig sige så isnende gravkoldt – at jeg ikke var andet, end en episode i dit liv –

PROFESSOR RUBEK.
Det var dig, som sa’ det, Irene! Ikke jeg.

IRENE
(vedbliver)
.

– da havde jeg kniven fremme. For jeg vilde støde den ind i ryggen på dig.

PROFESSOR RUBEK
(mørkt)
.

Og hvorfor stødte du så ikke til?

IRENE.
Fordi det gik forfærdende op for mig, at du alt var død – for længe siden.

PROFESSOR RUBEK.
Død?

IRENE.
Død. Død, du som jeg. Vi sad der ved Taunitzer See, vi to klamme lig – og legte med hinanden.

PROFESSOR RUBEK.
Jeg kalder det ikke død. Men du forstår mig ikke.

IRENE.
Hvor er da det brændende begær efter mig, som du stred og kæmped imod, da jeg stod fri frem for dig som den opstandne kvinde?

PROFESSOR RUBEK.
Vor kærlighed er visselig ikke død, Irene.

IRENE.
Den kærlighed, som er jordlivets, – det dejlige, vidunderlige jordlivs, – det gådefulde jordlivs, – den er død i os begge.

PROFESSOR RUBEK
(lidenskabeligt)
.

Véd du vel, at just denne kærlighed – den syder og brænder i mig så hedt som nogensinde før!

IRENE.
Og jeg? Har du glemt, hvem jeg er nu?

PROFESSOR RUBEK.
Vær for mig, hvem og hvad du vil! For mig er du den kvinde, jeg drømmer at se i dig.

IRENE.
Jeg har stået på drejeskiven – nøgen, – og vist mig frem for mange hundreder af mænd – efter dig.

PROFESSOR RUBEK.
Det var mig, som jog dig op på drejeskiven, – forblindet, som jeg dengang var! Jeg, som stilled det døde lérbilled over livets, – over kærlighedens lykke.

IRENE
(ser nedad)
.

For sent. For sent.

PROFESSOR RUBEK.
Ikke et hårsbred har alt det, som ligger imellem, forringet dig i mine øjne.