Complete Works of Henrik Ibsen (703 page)

PROFESSOR RUBEK.
Den dyreste –? Hvilken gave var det?

IRENE.
Jeg gav dig min unge, levende sjæl. Så stod jeg der og var tom indvendig. – Sjælløs.
(ser stivt stirrende på ham.)
Det var det, jeg døde af, Arnold.

(Diakonissen åbner døren helt og gør plads for hende.)

(Hun går ind i pavillonen.)

PROFESSOR RUBEK
(står og ser efter hende; så hvisker han)
:

Irene!

ANDEN AKT

(Oppe ved et højfjeldssanatorium. Landskabet strækker sig som en træløs, umådelig vidde indover imod et langt fjeldvand. På den anden side af vandet stiger en række af højfjeldstinder med blånende sne i kløfterne. I forgrunden til venstre risler en bæk i delte striber nedover en brat fjeldvæg og flyder derfra i jævnt løb over vidden ud til højre. Kratskog, planter og stene langs bækkeløbet. I forgrunden til højre en bakke med en stenbænk oppe på højden. Det er en sommereftermiddag hen imod solnedgang.)

(I frastand inde på vidden hinsides bækken leger og danser en flok syngende småbørn. De er dels byklædte dels i folkedragter. Glad latter høres dæmpet under det følgende.)

(Professor Rubek sidder oppe på bænken med et plæd over skulderen og ser ned på børnenes leg.)

(Lidt efter kommer fru Maja frem mellem nogle busker på vidden til venstre i mellemgrunden og spejder udover med hånden skyggende for øjnene. Hun bærer en flad turisthue, kort, ophæftet skørt, som kun rækker til midt på læggen, og høje, solide snørestøvler. I hånden har hun en lang springstav.)

FRU MAJA
(får omsider øje på professor Rubek og råber)
.

Halloj!

(Hun går fremover vidden, springer ved hjælp af staven over bække-løbet og stiger op ad bakken.)

FRU MAJA
(pustende)
.

Å hvor jeg har rendt og ledt efter dig, Rubek.

PROFESSOR RUBEK
(nikker ligegyldig og spørger)
:

Kommer du nede fra sanatoriet?

FRU MAJA.
Ja, nu sidst kommer jeg ud fra det flueskabet.

PROFESSOR RUBEK
(ser lidt hen på hende)
.

Du var ikke ved middagsbordet, la’ jeg mærke til.

FRU MAJA.
Nej, vi holdt vor middag under åben himmel, vi to.

PROFESSOR RUBEK.
„Vi to”? Hvad er det for nogen to?

FRU MAJA.
Jeg – og så denne fæle bjørnedræberen, vel.

PROFESSOR RUBEK.
Nå så, han.

FRU MAJA.
Ja. Og imorgen tidlig, så skal vi ud igen.

PROFESSOR RUBEK.
Efter bjørn?

FRU MAJA.
Ja. Ud og dræbe bamsen.

PROFESSOR RUBEK.
Har I fundet spor af nogen?

FRU MAJA
(overlegent)
.

Der findes da ikke bjørn her oppe på nøgne fjeldet, véd jeg.

PROFESSOR RUBEK.
Hvor da?

FRU MAJA.
Dybt under. Nede i lierne; i tykkeste skogen. Hvor det er rent ufremkommeligt for almindelige byfolk –

PROFESSOR RUBEK.
Og der skal I to ned imorgen?

FRU MAJA
(kaster sig ned i lyngen)
.

Ja, vi har aftalt det. – Eller kanske vi ta’r afsted allerede iaften. – Hvis ikke du har noget imod det da?

PROFESSOR RUBEK.
Jeg? Nej det være så langt fra –

FRU MAJA
(hurtigt)
.

Lars følger forresten med; naturligvis. – Med kobbelet.

PROFESSOR RUBEK.
Jeg har sletikke erkyndiget mig om herr Lars og hans kobbel.
(afbrydende.)
Men vil du ikke heller sætte dig ordentligt her på bænken?

FRU MAJA
(døsig)
.

Nej tak. Jeg ligger så dejligt i den bløde lyngen.

PROFESSOR RUBEK.
Jeg kan se på dig, at du er træt.

FRU MAJA
(gisper)
.

Tror næsten, jeg begynder at bli’ det.

PROFESSOR RUBEK.
Det kommer først bagefter, det. Når spændingen er over –

FRU MAJA
(i søvnig tone)
.

Ja. Jeg vil ligge og lukke øjnene.

(Kort ophold.)

FRU MAJA
(pludselig utålmodig)
.

Uh, Rubek, – at du kan holde ud at sidde og høre på de ungernes skrål! Og så se på alle de bukkespring, de gør!

PROFESSOR RUBEK.
Der er noget harmonisk, – næsten som musik, – i de bevægelser – en gang imellem. Midt i alt det klodsede. Og de enkelte gange er det morsomt at sidde og passe på – når de kommer.

FRU MAJA
(ler lidt hånligt)
.

Ja, du er nu evig og altid kunstner, du.

PROFESSOR RUBEK.
Vilde gerne vedbli’ at være det.

FRU MAJA
(drejer sig om på siden, så hun vender ryggen til ham )
.

Han er ikke spor af kunstner, han.

PROFESSOR RUBEK
(opmærksom)
.

Hvem er det, som ikke er kunstner?

FRU MAJA
(atter i søvnig tone)
.

Han, den anden, vel.

PROFESSOR RUBEK.
Bjørneskytten, mener du?

FRU MAJA.
Ja. Ikke spor af kunstner er han. Ikke spor?

PROFESSOR RUBEK
(smiler)
.

Nej, det tror jeg, du har så grundig ret i.

FRU MAJA
(heftig, uden at røre sig)
.

Og så styg, som han er!
(rykker en tot lyng op og kaster det fra sig.)
Så styg, så styg! Isch!

PROFESSOR RUBEK.
Er det derfor du så trøstig lægger i vej med ham – ude i vildmarkerne?

FRU MAJA
(kort)
.

Det véd jeg ikke.
(vender sig imod ham.)
Du er også styg, Rubek.

PROFESSOR RUBEK.
Opdager du først det nu?

FRU MAJA.
Nej, jeg har set det længe.

PROFESSOR RUBEK
(trækker på skuldrene)
.

Man ældes. Man ældes, fru Maja.

FRU MAJA.
Det er sletikke den slags, jeg mener. Men du har fået noget så træt, så opgivet i øjekastet –. Når du sådan nådigst skotter hen til mig – en gang imellem.

PROFESSOR RUBEK.
Synes du, du har mærket det?

FRU MAJA
(nikker)
.

Lidt efter lidt har du fået dette her onde i øjnene. Det er næsten som om du gik og la’ lumske anslag op imod mig.

PROFESSOR RUBEK.
Så?
(venlig, men alvorlig.)
Kom her og sæt dig hos mig, Maja. Så skal vi snakke lidt sammen.

FRU MAJA
(hæver sig halvt ivejret)
.

Må jeg få lov til at sidde på dit knæ da? Ligesom i de første årene?

PROFESSOR RUBEK.
Nej, det må du ikke. For folk kan se os nede fra hotellet.
(flytter sig lidt.)
Men du kan få sidde her på bænken – ved siden af mig.

FRU MAJA.
Nej tak; så blir jeg heller liggende, hvor jeg ligger. Jeg kan godt høre her.
(ser spørgende på ham.)
Nå, hvad var det så for noget, du vilde snakke om?

PROFESSOR RUBEK
(begynder langsomt)
.

Hvorfor, tror du, det egentlig var, jeg gik ind på, at vi skulde gøre denne sommerrejsen?

FRU MAJA.
Jah, – du påstod jo rigtignok blandt andet, at jeg vilde ha’ så urimelig godt af det. Men –

PROFESSOR RUBEK.
Men –?

FRU MAJA.
Men nu tror jeg ikke længer en snus på, at det var derfor –

PROFESSOR RUBEK.
Og hvorfor da, tror du nu?

FRU MAJA.
Nu tror jeg, at det var for denne blege damens skyld.

PROFESSOR RUBEK.
For fru von Satows –!

FRU MAJA.
Ja hun, som hænger i hælene på os. I går aftes dukked hun jo op her også.

PROFESSOR RUBEK.
Men hvad i al verden –!

FRU MAJA.
Nå, du har jo kendt hende så inderlig godt. Længe før du kendte mig.

PROFESSOR RUBEK.
Havde glemt hende igen også, – længe før jeg kendte dig.

FRU MAJA
(sætter sig oprejst)
.

Kan du glemme så let, du, Rubek?

PROFESSOR RUBEK
(kort)
.

Ja, så overmåde let.
(tilføjer barskt)
. Når jeg vil glemme.

FRU MAJA.
En kvinde, som har stået model for dig også?

PROFESSOR RUBEK
(afvisende)
.

Når jeg ikke har brug for hende længer, så –

FRU MAJA.
En, som har klædt sig helt af for dig?

PROFESSOR RUBEK.
Betyder ingenting. Ikke for os kunstnere.
(slår om i en anden tone.)
Og så, hvorledes, – om jeg tør spørge, – skulde jeg kunne ane, at hun var her i landet?

FRU MAJA.
Å du kunde jo ha’ læst hendes navn på en badeliste. I en af vore aviser.

PROFESSOR RUBEK.
Ja men jeg kendte jo sletikke det navn, hun nu gi’r sig. Havde aldrig hørt tale om nogen herr von Satow.

FRU MAJA
(anstiller sig træt)
.

Nå Herregud, så var det vel af en anden grund, at du endelig vilde rejse da.

PROFESSOR RUBEK
(alvorlig)
.

Ja, Maja, – det var af en anden grund. Af en helt anden. Og det er det, vi da engang må komme til at udtale os om.

FRU MAJA
(med et undertrykt latteranfald)
.

Jøss’, hvor højtidelig du ser ud!

PROFESSOR RUBEK
(mistroisk forskende)
.

Ja kanske lidt mere højtidelig, end nødvendigt er.

FRU MAJA.
Hvorledes –?

PROFESSOR RUBEK.
Og godt og vel er jo det, for os begge.

FRU MAJA.
Du begynder at gøre mig nysgærrig, Rubek.

PROFESSOR RUBEK.
Bare nysgærrig? Ikke en smule urolig?

FRU MAJA
(ryster på hodet)
.

Ikke spor.

PROFESSOR RUBEK.
Godt. Så hør da her. – Du sa’ den dagen dernede ved badet, at du syntes jeg var ble’t så nervøs i den senere tid –

FRU MAJA.
Ja det er du da virkelig også.

PROFESSOR RUBEK.
Og hvad tror du årsagen kan være til det?

FRU MAJA.
Hvor kan jeg vide –?
(raskt.)
Du er kanske ble’t ked af dette evige samliv med mig.