Complete Works of Henrik Ibsen (700 page)

INSPEKTØREN.
Hun har skrevet sig ind som: Madame de Satow med selskabsdame. Mere véd vi ikke.

PROFESSOR RUBEK
(tænker sig om)
.

Satow? Satow –?

FRU MAJA
(ler spotsk)
.

Kender du nogen af det navn, Rubek? Hvad?

PROFESSOR RUBEK
(ryster på hodet)
.

Nej, slet ingen. – Satow? Det klinger som russisk. Eller som slavisk i alle fald.
(til inspektøren.)
Hvad sprog taler hun?

INSPEKTØREN.
Når de to damer taler sammen , så er det i et sprog, som jeg ikke kan bli’ klog på. Men ellers taler hun ægte godt norsk.

PROFESSOR RUBEK
(udbryder studsende)
.

Norsk! Ta’r De ikke fejl i det?

INSPEKTØREN.
Nej, det kan jeg da ikke ta’ fejl i.

PROFESSOR RUBEK
(ser spændt på ham)
.

De har selv hørt det!

INSPEKTØREN.
Ja. Jeg har selv talt med hende. Nogle få gange. – Bare et par ord forresten. For hun er svært fåmælt. Men –

PROFESSOR RUBEK.
Men norsk var det?

INSPEKTØREN.
Rent, godt norsk. Måske med en liden smule nordlandsk tonefald.

PROFESSOR RUBEK
(stirrer betaget hen for sig og hvisker)
:

Det også.

FRU MAJA
(lidt stødt og ilde berørt)
.

Kanske den damen engang har stået model for dig, Rubek? Tænk dig om.

PROFESSOR RUBEK
(ser hvasst på hende)
.

Model!

FRU MAJA
(med et tirrende smil)
.

Ja, i dine yngre år, mener jeg. For du skal jo ha’ havt så utallig mange modeller. Før i tiden naturligvis.

PROFESSOR RUBEK
(i samme tone)
.

Å nej, lille fru Maja. Jeg har i grunden bare havt en eneste model. En eneste en – for alt det, jeg har skabt.

INSPEKTØREN
(som har vendt sig og stået og set ud til venstre)
.

Ja desværre, nu vil jeg nok helst anbefale mig. For der har vi en, som det ikke er så overvættes behageligt at støde sammen med. Især ikke i damers nærværelse.

PROFESSOR RUBEK
(ser også udover)
.

Den jægeren, som kommer der? Hvem er det?

INSPEKTØREN.
Det er godsejer Ulfhejm ude fra –

PROFESSOR RUBEK.
Å godsejer Ulfhejm.

INSPEKTØREN.
– bjørnedræberen, som de kalder ham –

PROFESSOR RUBEK.
Ham kender jeg.

INSPEKTØREN.
Ja, hvem kender ikke ham?

PROFESSOR RUBEK.
Bare en liden smule forresten. Er han ble’t patient – nu endelig?

INSPEKTØREN.
Nej, mærkeligt nok, – endnu ikke. Han ta’r bare ind her en gang om året, – når han er på vejen opover til jagtmarkerne. – Undskyld så længe –

(han vil gå ind i hotellet.)

GODSEJER ULFHEJMS STEMME
(høres udenfor)
.

Så bi da lidt! Bi da, for salte fanden! Hvorfor render De altid fra mig?

INSPEKTØREN
(standser)
.

Render sletikke, herr godsejer.

(Godsejer Ulfhejm kommer ind fra venstre, fulgt af en tjener, som fører et kobbel jagthunde. Godsejeren er i jægerdragt, med høje støvler og filthat med fjær i. Han er en mager, lang, senet skikkelse, med filtret hår og skæg, højrøstet, af ubestemmelig alder efter udseendet, men ikke ung længer.)

GODSEJER ULFHEJM
(buser imod inspektøren)
.

Er det en måde at ta’ imod fremmede folk på, De? De piler jo afsted med svandsen mellem bagbenene, – som om De havde en dævel i haserne på Dem.

INSPEKTØREN
(rolig, uden at svare ham )
.

Er godsejeren kommen med dampskibet?

GODSEJER ULFHEJM
(brummer)
.

Har ikke havt den ære at se noget dampskib.
(med hænderne i siden)
. Véd ikke De, at jeg sejler med min egen kutter?
(til tjeneren.)
Sørg godt for dine medskabninger, Lars. Men pass på, at de blir skrubsulte ligevel. Friske kødben. Men ikke for meget kød på, hører du. Og råt, rygende blodigt skal det være. Og få dig så noget i vommen selv også.
(sparker efter ham.)
Nå, far så til helvede med dig.

(tjeneren går ud med hundene bag hotelhjørnet.)

INSPEKTØREN.
Vil ikke godsejeren gå ind i spisesalen så længe?

GODSEJER ULFHEJM.
Ind til alle de halvdøde fluer og mennesker? Nej, mange tusend tak for mig, herr inspektør.

INSPEKTØREN.
Jaja, efter behag.

GODSEJER ULFHEJM.
Men lad jomfruen gøre istand udrustningen for mig som vanligt. Rigeligt må det være med mad. Og dygtig brændevin –! De kan sige hende, at jeg eller Lars skal komme og rende en dævel i hende, dersom hun ikke –

INSPEKTØREN
(afbrydende)
.

Vi kender det fra før.
(vender sig.)
Skal jeg bringe opvarteren nogen besked, herr professor? Eller kanske for fru Rubek?

PROFESSOR RUBEK.
Nej tak; ingenting for mig.

FRU MAJA.
Ikke for mig heller.

(Inspektøren går ind i hotellet.)

GODSEJER ULFHEJM
(fikserer dem et øjeblik; så løfter han på hatten)
.

Død og knakende pine. Her er nok en bondekøter kommen i fin-fint selskab.

PROFESSOR RUBEK
(ser op)
.

Hvad mener godsejeren med det?

GODSEJER ULFHEJM
(spagere og mere manérlig)
.

Jeg er nok raget ud for selveste billedmester Rubek, kan jeg skønne.

PROFESSOR RUBEK
(nikker)
.

Vi har mødt hinanden et par gange i selskabslivet. Den høst jeg sidst var hjemme.

GODSEJER ULFHEJM.
Ja men det er nu mange år siden, det. Og den tiden var De jo ikke så navnkendt, som De nu skal være ble’t. Så da turde da selv en skidden bjørnejæger driste sig til at komme Dem nær.

PROFESSOR RUBEK
(smiler)
.

Jeg bider ikke nu heller.

FRU MAJA
(ser interesseret på Ulfhejm)
.

Er De en virkelig, rigtig bjørnejæger?

GODSEJER ULFHEJM
(sætter sig ved nabobordet, nærmere hotellet)
.

Helst bjørnejæger, frue. Men ellers tar jeg til takke med hvad slags vildt, som kommer ud for mig. Både ørn og ulv og kvindfolk og elg og ren –. Bare det er friskt og frodigt og blodrigt, så –

(han drikker af lommeflasken.)

FRU MAJA
(betragter ham ufravendt)
.

Men helst bjørnejæger?

GODSEJER ULFHEJM.
Helst, ja. For da kan en så nemt bruge kniven, om det kniber.
(smiler lidt.)
Vi arbejder med et hårdt materiale begge to, frue, – både jeg og Deres mand. Han maser vel med marmorstenen, kan jeg tænke mig. Og jeg maser med spændte, dirrende bjørnesener. Og begge så lægger vi materialet under os tilslut. Gør os til herre og mester over det. Gi’er os ikke, før vi har vundet bugt med det, som strider så hårdt imod.

PROFESSOR RUBEK
(tænkende hen for sig)
.

Det er et nokså sandt ord, De der siger.

GODSEJER ULFHEJM.
Ja, for stenen har vel også noget at stride for, véd jeg. Den er død og vil med vold og magt ikke la’ sig hamre til liv. Akkurat ligesom bjørnen, når nogen kommer og pirker ved den i hiet.

FRU MAJA.
Vil De nu rejse op og jage i skogene?

GODSEJER ULFHEJM.
Helt op på højfjeldet vil jeg. – De har vel aldrig været på højfjeldet, De, frue?

FRU MAJA.
Nej aldrig.

GODSEJER ULFHEJM.
Død og pine, så se at komme Dem derop nu i sommer da! De kan få følge med mig. Gerne både De og professoren.

FRU MAJA.
Tak. Men Rubek tænker på en sjørejse i sommer.

PROFESSOR RUBEK.
Indenskærs rundt kysten.

GODSEJER ULFHEJM.
Tvi, – hvad fanden vil De derinde i de helvedes kvalme rendestenene! Tænke sig til – at ligge der og somle i brakvandet. – Brækvandet vilde jeg heller kalde det.

FRU MAJA.
Der kan du høre, Rubek.

GODSEJER ULFHEJM.
Nej, kom så heller med mig op på fjeldet. Der er menneskefrit og menneskerént. De kan ikke tænke Dem, hvad det er for mig. Men slig en liden frue –

(han standser.)

(Diakonissen kommer ud fra pavillonen og går ind i hotellet.)

GODSEJER ULFHEJM
(følger hende med øjnene)
.

Se på hende der, De. Den svarte fuglen. – Hvem er det, som skal begraves?

PROFESSOR RUBEK.
Jeg véd ikke, at her er nogen –

GODSEJER ULFHEJM.
Nå, så ligger her nogen og skal krepere da. I en eller anden krog. – De som syge og skrale er, de skulde værs’god se til at bli’ begravne – jo før jo heller.

FRU MAJA.
Har De selv været syg, herr godsejer?

GODSEJER ULFHEJM.
Aldrig. For så sad jeg ikke her. – Men mine nærmeste, – de har været syge, stakker.

FRU MAJA.
Og hvad har De så gjort for Deres nærmeste?

GODSEJER ULFHEJM.
Skudt dem, naturligvis.

PROFESSOR RUBEK
(ser på ham)
.

Skudt dem?

FRU MAJA
(rykker sin stol tilbage)
.

Skudt dem ihjæl?

GODSEJER ULFHEJM
(nikker)
.

Jeg skyder aldrig bom, frue.

FRU MAJA.
Men hvor kan De da falde på at skyde mennesker ihjæl!

GODSEJER ULFHEJM.
Jeg snakker ikke om mennesker –

FRU MAJA.
Deres nærmeste, sa’ De –

GODSEJER ULFHEJM.
Mine nærmeste, det er da vel hundene, det.

FRU MAJA.
Er hundene Deres nærmeste?

GODSEJER ULFHEJM.
Jeg har ingen nærmere. Mine ærlige, trofaste, grundhæderlige jagtkammerater –. Når en af dem blir syg og skrøbelig, så – plaff! Dermed er vennen ekspederet – over i det hinsidige.