Complete Works of Henrik Ibsen (348 page)

BOOK: Complete Works of Henrik Ibsen
10.92Mb size Format: txt, pdf, ePub
 

CATILINA.
Jeg må! En ubønhørlig skæbne vil det.

 

FURIA.
Din skæbne? Hvortil fik du heltens kraft, –
om ej til kamp mod, hvad du skæbnen kalder?

 

CATILINA.
Ak, jeg har kæmpet nok! Var ej mit liv
en stadig kamp? Og hvad er kampens frugter?
Foragt og skændsel –!

 

FURIA.
Du er dalet dybt.
Du higer mod et højt forvovent mål;
vil gerne nå det; og du skrækkes dog
af hver en hindring.

 

CATILINA.
Frygt er grunden ej.
Det mål, jeg satte mig, er uopnåeligt; –
det hele var en flygtig ungdomsdrøm.

 

FURIA.
Nu skuffer du dig selv, min Catilina!
Du kredser endnu om det ene formål; –
din sjæl er stor, – en Romer-hersker værdig, –
og du har venner –. Ah, hvi nøler du?

 

CATILINA
(i eftertanke)
.
Jeg skal –? Hvad mener du –? Med borgerblod –?

 

FURIA.
Er du en mand, – og har ej kvindemod?
Har du forglemt hin raske Romerinde,
der søgte tronen over fader-liget?
Jeg føler mig en Tullia; – men du?
Foragt dig selv; – foragt dig, Catilina!

 

CATILINA.
Skal jeg foragte mig, fordi mit sind
ej længer huser vild ærgærrighed?

 

FURIA.
Her står du på en korsvej i dit liv.
Hist venter dig en tom og dådløs færden, –
en mellemting af død og døsig slummer; –
men på den anden side skimter du
et hersker-sæde. Vælg så, Catilina!

 

CATILINA.
Du lokker og du frister til fordærv.

 

FURIA.
Kast tærningen, – og i din hånd er lagt
det stolte Romas vel for alle tider.
Din stumme skæbne gemmer glans og magt;
og dog du vakler, – vover ej at handle!
Du drager hist til dine skove, hvor
udslukkes vil hvert håb, du engang nærte.
Ah, Catilina, er der intet spor
af ærelyst tilbage i dit hjerte?
Skal denne herskersjæl, til hæder skabt,
hist i en navnløs ørk ukendt forsvinde?
Ja, rejs! Men vid, – da er for stedse tabt,
hvad her med dristig dåd du kunde vinde.

 

CATILINA.
Bliv ved; bliv ved!

 

FURIA.
Med skræk og gysen vil
den fjerne efterslægt dit navn erindre.
Dit hele liv var et forvovent spil; –
dog i forsonings lys det skulde tindre,
af sagnet båret, når med vældig hånd
du brød dig vej midt i den vilde stimmel, –
når trældomsskyen ved din herskerånd
var vegen for en nyskabt frihedshimmel, –
når engang du –

 

CATILINA.
Alt nok! Du grebet har
den streng, der dirred dybest i mit indre; –
din tale klang, som om den genlyd var
af hvad mit hjerte hvisked dag og nat.

 

FURIA.
Så kender jeg dig atter, Catilina!

 

CATILINA.
Jeg rejser ej! – Tillive har du vakt
min ungdoms mod, min manddoms fulde higen.
Ja, jeg skal lyse for det sunkne Roma, –
slå dem med skræk som vandrestjernens ris!
I stolte uslinger, – I skal erfare,
I har ej knækket mig, var end en stund
min kraft af kampens hede sløvet!

 

FURIA.
Hør mig!
Hvad skæbnen vil, – hvad mørkets stærke magter
bestemmer over os, vi lyde må.
Nu vel! Mit had er borte; – skæbnen bød det;
det måtte være så. – Ræk mig din hånd
til evigt forbund! – Ah, hvi nøler du?
Du vil ej?

 

CATILINA.
Vil –? Jeg ser på dine øjne.
De gløder, – lynet lig i nattens mulm.
Nu smilte du! Ah, sådan har jeg tænkt
mig Nemesis –

 

FURIA.
Hvad? Vil du hende se, –
se ind i dig. Har du forglemt din ed?

 

CATILINA.
Jeg mindes den; – og dog en hævnerinde
du tykkes mig –

 

FURIA.
Jeg er et billed jo
udaf din egen sjæl.

 

CATILINA
(grublende)
.
Hvad siger du?
Jeg aner uklart, hvad jeg ej kan fatte;
jeg skimter gådefulde tåge-syner, –
men kan ej tyde dem. Her er for mørkt.

 

FURIA.
Mørkt må her være. Mørket er vort rige; –
i mørket hersker vi. Kom; ræk mig hånden
til evigt forbund!

 

CATILINA
(vildt)
.
Skønne Nemesis, –
min skygge, – billed af min egen sjæl. –
her er min hånd til mørkt og evigt forbund!
(han griber med heftighed hendes hånd; hun ser på ham med et stivt smil.)

 

FURIA.
Nu kan vi aldrig skilles!

 

CATILINA.
Ah, som ild
dit håndtryk foer igennem mine årer!
Her ruller blod ej mer, men hede flammer; –
for trangt det vorder mig om brystets hvælv;
det mørkner for mit syn! Nu skal der spredes
et ildhavs lysning over Romer-staden!
(han drager sit sværd og svinger det.)
Mit sværd; mit sværd! Ah, ser du, hvor det blinker?
Snart skal det farves i det lunkne blod! –
Hvad foregår med mig? Min pande brænder;
en hær af syner jager mig forbi. –
Hævn er det, sejr og liv for alle drømme
om storhed, herskermagt og evigt navn.
Mit feltråb vorder: død og røde flammer!
Mod Kapitol! Nu er jeg først mig selv!
(han styrter ud; Furia følger ham.)

 

(Det indre af en svagt oplyst taverne.)

 

(Statilius, Gabinius, Coeparius, tilligemed flere unge Romere kommer ind.)

 

STATILIUS.
Her, venner, kan vi drive natten bort;
her er vi sikkre; ingen hører os.

 

GABINIUS.
Ja visst; nu vil vi drikke, svire, nyde!
Hvo véd, hvorlænge det blir os forundt?

 

COEPARIUS.
Nej, lad os vente først det budskab, som
af Lentulus og af Cethegus bringes.

 

GABINIUS.
Ej, lad dem bringe hvilket bud de vil!
Der bringes vin; den prøver vi imens.
Rask, brødre, – stem nu i en lystig sang!
(Tjenere kommer med vinkander og bægre.)

 

ALLE VENNERNE
(synger)
.
Bacchus vi hylder!
glade vi fylder
bægret til randen,
drikker hans pris!
Saften, den røde,
lifligt lad gløde.
Alle vi ynder
vingudens drik.
Venligt tilsmiler
os fader Liber;
rusen os vinker;
druen er klar.
Kom, lad os nyde!
Vinen kan fryde,
stemme til glæde
tanker og sind.
Du dog for alle
blinkende perler,
klare Falerner,
herlige drik!
Modet du liver;
kraft du os giver;
munterhed sænker
du i vor sjæl.
Bacchus vi hylder!
Glade vi fylder
bægret til randen,
drikker hans pris!
Saften, den røde,
lifligt lad gløde!
Alle vi ynder
vingudens drik!
(Lentulus og Cethegus kommer ind.)

 

LENTULUS.
Hold op med sang og lystighed!

 

STATILIUS.
Hvad nu?
Er Catilina ej i eders følge?

 

GABINIUS.
Han var dog villig vel?

 

COEPARIUS.
Hvad har han svaret?
Sig frem; fortæl os alt!

 

CETHEGUS.
Hel anderledes,
end vi os tænkte, lød hans svar.

 

GABINIUS.
Nu da?

 

LENTULUS.
Han viste fra sig alle vore tilbud; –
om vore anslag vil han intet høre.

 

STATILIUS.
Er dette sandhed?

 

COEPARIUS.
Hvorfor vil han ikke?

 

LENTULUS.
Han vil ej, kort og godt. Han svigter os;
forlader vennerne, – forlader staden.

 

STATILIUS.
Forlader, siger du?

 

CETHEGUS.
Han drager bort
i denne nat. Nu, – dadles kan han ej;
hans grund var gyldig –

 

LENTULUS.
Fejghed var hans grund!
I farens time svigter han os troløst.

 

GABINIUS.
Ah,
det
er Catilinas venskab!

 

COEPARIUS.
Nej; –
troløs og fejg var aldrig Catilina!

 

LENTULUS.
Og dog, han drager bort.

 

STATILIUS.
Med ham vort håb.
Hvor findes nu den mand, som kan os lede?

 

COEPARIUS.
Han findes ej; opgives må vort anslag.

 

LENTULUS.
End ikke, venner! Hør nu først, hvad jeg
om sagen tænker. Hvad har vi besluttet?
Med væbnet hånd at ville vinde, hvad
en uretfærdig skæbne nægted os.
Man undertrykker os; – men vi vil herske.
Vi lider mangel; – rigdom er vort mål.

 

MANGE STEMMER.
Ja. magt og rigdom! Vi vil magt og rigdom!

 

LENTULUS.
Nu vel; – til fører valgte vi en ven,
på hvem, vi mente, trygt vi turde bygge.
Han sveg vor tillid; vender faren ryggen.
Ah, venner, – ej forsagt! Han skal erfare,
vi kan os hjælpe uden ham. Hvad kræves?
Ej andet, end en mand med mod og fasthed,
som går i spidsen –

 

NOGLE.
Nævn os slig en mand!

 

LENTULUS.
Og hvis jeg nævner ham, og han står frem. –
vil I så kåre ham til eders fører?

 

NOGLE.
Ja, vi vil kåre ham!

 

ANDRE.
Ja, ja; det vil vi!

 

STATILIUS.
Så nævn ham, ven!

 

LENTULUS.
Hvad om det var mig selv?

 

GABINIUS.
Dig selv?

 

COEPARIUS.
Du, Lentulus –!

 

FLERE
(tvivlende)
.
Du vil os føre?

 

LENTULUS.
Jeg vil.

 

CETHEGUS.
Formår du det? Se, dertil fordres
en Catilinas kraft og vilde mod.

 

LENTULUS.
Ej fattes modet mig; ej heller kraft.
Kun hånd på værket! Eller vil I træde
tilbage nu, da øjeblikket maner?
Nu eller aldrig! Alting tyder på
et heldigt udfald –

 

STATILIUS.
Godt; – vi følger dig!

 

FLERE.
Vi følger dig!

 

GABINIUS.
Nu ja, – når Catilina
forlader os, er du vel nærmest til
at tage styret efter ham.

 

LENTULUS.
Så hør,
hvad fremgangsmåde jeg har tænkt mig. Først –
(Catilina kommer ilsomt ind.)

 

CATILINA.
Her er jeg, venner!

 

ALLE.
Catilina!

 

LENTULUS
(afsides)
.
Han!
Fordømt –

 

CATILINA.
Sig frem, – hvad fordrer I af mig?
Dog nej; jeg véd jo, hvad der handles om.
Jeg vil jer føre. Vil I følge mig?

 

ALLE
(undtagen Lentulus)
.
Ja, Catilina, ja, – dig vil vi følge!

 

STATILIUS.
Man har bedraget os –

 

GABINIUS.
– har løjet på dig!

 

COEPARIUS.
Man har fortalt, du vilde rejse bort
og slippe sagen ud af dine hænder.

 

CATILINA.
Jeg vilde så. Dog, nu ej mer; nu lever
jeg kun for dette ene store formål.

 

LENTULUS.
Men hvilket er dit formål da igrunden?

 

CATILINA.
Mit formål ligger højere, end du –
og måske nogen – aner. Hør mig, venner!
Først vil jeg vinde for vor sag hver borger
med frihedssind, der sætter folkets hæder
og fædrelandets velfærd over alt.
Den gamle Romer-ånd er end ilive; –
dens sidste Gnist er ikke ganske slukket.
Nu skal den pustes op til klare flammer,
så lysende, som aldrig før de steg.
Ak, altfor længe lå et trældomsmørke,
så sort som natten, over Roma spredt.
Se, dette rige – om end stolt og mægtigt
det synes – vakler og står brat for fald.
Thi må en kraftig hånd dets tøjler tage;
her renses må, og ryddes op fra grunden;
af søvnen må det sløve samfund vækkes;
tilintetgøres må de usles magt,
der strør sin gift i sindene og kvæler
den sidste mulighed for nyskabt liv.
Se, – borgerfrihed er det, jeg vil fremme, –
og borgerånd, som den i fordums tid
har rådet her. Tilbage vil jeg mane
den gyldne alder, da hver Romer glad
gav livet hen for fædrelandets hæder,
og offred gods og arv for folkets lykke!

 

Other books

Arcana by Jessica Leake
Con Academy by Joe Schreiber
Texas True by Janet Dailey
Elixir by Eric Walters
Kissing Mr. Right by Michelle Major
Montana by Gwen Florio
No Rest for the Dove by Margaret Miles