Complete Works of Henrik Ibsen (549 page)

KONSUL BERNICK.
Du har dem! Og nu – nu vil du – allerede iaften, – kanske når fanetoget –

FRØKEN HESSEL.
Jeg kom ikke herover for at røbe dig, men for at ryste dig således op, at du frivilligt skulde tale. Det er ikke lykkedes. Så bliv da stående i løgnen. Se her; her river jeg dine to breve istykker. Tag stumperne; der har du dem. Nu er der intet, som vidner imod dig, Karsten. Nu er du tryg; vær nu også lykkelig, – om du kan.

KONSUL BERNICK
(gennemrystet)
.
Lona, – hvorfor gjorde du ikke dette før! Nu er det for sent; nu er hele livet forspildt for mig; jeg kan ikke leve mit liv efter denne dag.

FRØKEN HESSEL.
Hvad er her sket?

KONSUL BERNICK.
Spørg mig ikke. – Men jeg må leve alligevel! Jeg vil leve – for Olafs skyld. Han skal oprette alt og sone alt –

FRØKEN HESSEL.
Karsten –!
(Hilmar Tønnesen kommer ilsomt tilbage.)

HILMAR TØNNESEN.
Ingen at finde; borte; ikke Betty heller!

KONSUL BERNICK.
Hvad fejler dig?

HILMAR TØNNESEN.
Jeg tør ikke sige dig det.

KONSUL BERNICK.
Hvad er det? Du må og skal sige mig det!

HILMAR TØNNESEN.
Nu vel; Olaf er rømt med „Indian Girl”.

KONSUL BERNICK
(tumler tilbage)
.
Olaf – med „Indian Girl”! Nej, nej!

FRØKEN HESSEL.
Jo, han er! Nu forstår jeg –; jeg så, han sprang ud af vinduet.

KONSUL BERNICK
(i døren til sit værelse, råber fortvivlet)
.
Krap, stands „Indian Girl” for enhver pris!

FULDMÆGTIG KRAP
(kommer ud)
.
Umuligt, herr konsul. Hvor kan De tænke Dem –?

KONSUL BERNICK.
Vi må standse det; Olaf er ombord!

FULDMÆGTIG KRAP.
Hvad siger De!

GROSSERER RUMMEL
(kommer ud)
.
Olaf løbet bort? Ikke muligt!

KØBMAND SANDSTAD
(kommer)
.
Han blir sendt tilbage med lodsen, herr konsul.

HILMAR TØNNESEN.
Nej, nej; han har skrevet mig til;
(viser billetten.)
han siger, han vil skjule sig i lasten, til de er i rum sø.

KONSUL BERNICK.
Jeg ser ham aldrig mere!

GROSSERER RUMMEL.
Å, hvad snak; et stærkt godt skib, nylig repareret –

KØBMAND VIGELAND
(der ligeledes er kommen ud)
.
– fra Deres eget værft, herr konsul!

KONSUL BERNICK.
Jeg ser ham aldrig mere, siger jeg. Jeg har mistet ham, Lona, og – nu ser jeg det – jeg har aldrig ejet ham.
(lytter.)
Hvad er det?

GROSSERER RUMMEL.
Musik. Nu kommer fanetoget.

KONSUL BERNICK.
Jeg kan ikke, jeg vil ikke modtage nogen!

GROSSERER RUMMEL.
Hvad tænker du på? Det går umuligt an.

KØBMAND SANDSTAD.
Umuligt, herr konsul; betænk, hvad der står på spil for Dem.

KONSUL BERNICK.
Hvad gælder alt det nu for mig! Hvem har jeg nu at arbejde for?

GROSSERER RUMMEL.
Kan du spørge så? Du har da os selv og samfundet.

KØBMAND VIGELAND.
Ja, det var et sandt ord.

KØBMAND SANDSTAD.
Og konsulen glemmer da vel ikke, at vi –
(Frøken Bernick kommer gennem den øverste dør til venstre. Musiken høres dæmpet, langt nede i gaden.)

FRØKEN BERNICK.
Nu kommer toget; men Betty er ikke hjemme; jeg forstår ikke hvor hun –

KONSUL BERNICK.
Ikke hjemme! Der ser du, Lona; ingen støtte, hverken i glæde eller i sorg.

GROSSERER RUMMEL.
Væk med forhængene! Kom og hjælp mig, herr Krap. Kom De også, herr Sandstad. Jammerskade at familjen just nu skal være så splittet ad; ganske imod programmet.
(Forhænget drages fra vinduer og dør. Man ser hele gaden illumineret. På huset ligeoverfor er et stort transparent med indskrift: „Leve Karsten Bernick, vort samfunds støtte!”.)

KONSUL BERNICK
(viger sky tilbage)
.
Bort med alt dette! Jeg vil ikke se det! Sluk. sluk!

GROSSERER RUMMEL.
Med respekt at spørge, er du ikke vel bevaret?

FRØKEN BERNICK.
Hvad fejler ham, Lona?

FRØKEN HESSEL.
Hys!
(taler sagte med hende.)

KONSUL BERNICK.
Væk med denne hånende indskrift, siger jeg! Ser I ikke, at alle disse lys rækker tungen ud efter os?

GROSSERER RUMMEL.
Nej, nu må jeg tilstå –

KONSUL BERNICK.
Å, hvad forstår I –! Men jeg, jeg –! Alt dette er lys i en ligstue!

FULDMÆGTIG KRAP.
Hm –

GROSSERER RUMMEL.
Nej, men véd du hvad, – du tager dig det også altfor nær.

KØBMAND SANDSTAD.
Gutten får sig en tur over Atlanterhavet, og så har De ham igen.

KØBMAND VIGELAND.
Bare tillid til almagtens hånd, herr konsul.

GROSSERER RUMMEL.
Og til skuden, Bernick; den er da ikke synkefærdig, véd jeg.

FULDMÆGTIG KRAP.
Hm –

GROSSERER RUMMEL.
Ja, var det en af disse svømmende ligkister, som man hører om i de store samfund –

KONSUL BERNICK.
Jeg føler, at mit hår gråner i denne stund.
(Fru Bernick, med et stort shawl over hovedet, kommer gennem havedøren.)

FRU BERNICK.
Karsten, Karsten, véd du –?

KONSUL BERNICK.
Ja, jeg véd –; men du, – du, som intet ser, – du, som ikke har en moders øje for ham –!

FRU BERNICK.
O hør dog –!

KONSUL BERNICK.
Hvorfor har du ikke våget over ham? Nu har jeg mistet ham. Giv mig ham igen, om du kan!

FRU BERNICK.
Ja, jeg kan; jeg har ham!

KONSUL BERNICK.
Du har ham!

HERRERNE.
Ah!

HILMAR TØNNESEN.
Nå, det tænkte jeg nok.

FRØKEN BERNICK.
Du har fåt ham igen, Karsten!

FRØKEN HESSEL.
Ja, vind ham nu også.

KONSUL BERNICK.
Du har ham! Er det sandt, hvad du siger? Hvor er han?

FRU BERNICK.
Det får du ikke vide, før du har tilgivet ham.

KONSUL BERNICK.
Å hvad, tilgivet –! Men hvorledes fik du vide –?

FRU BERNICK.
Tror du ikke en moder ser? Jeg var i dødsangst for at du skulde erfare noget. Et par ord, som han lod falde igår –; og da hans værelse var tomt, og randsel og klæder borte –

KONSUL BERNICK.
Ja, ja –?

FRU BERNICK.
Jeg løb; fik fat i Aune; vi kom ud i hans sejlbåd; det amerikanske skib holdt på at sejle. Gud ske lov, vi kom dog tidsnok, – kom ombord, – fik undersøgt i rummet, – fandt ham. – O, Karsten, du må ikke straffe ham!

KONSUL BERNICK.
Betty!

FRU BERNICK.
Og ikke Aune heller!

KONSUL BERNICK.
Aune? Hvad véd du om ham? Er „Indian Girl” under sejl igen?

FRU BERNICK.
Nej, det er just sagen –

KONSUL BERNICK.
Tal, tal!

FRU BERNICK.
Aune var ligeså rystet som jeg; undersøgelsen tog tid; mørket faldt på, så lodsen gjorde vanskeligheder; og så dristed Aune sig til – i dit navn –

KONSUL BERNICK.
Nu?

FRU BERNICK.
At standse skibet til imorgen.

FULDMÆGTIG KRAP.
Hm –

KONSUL BERNICK.
O, hvilken usigelig lykke!

FRU BERNICK.
Du er ikke vred?

KONSUL BERNICK.
O, hvilket overmål af lykke, Betty!

GROSSERER RUMMEL.
Du er da også altfor samvittighedsfuld.

HILMAR TØNNESEN.
Ja, så snart det gælder en liden kamp med elementerne, så – uf!

FULDMÆGTIG KRAP
(oppe ved vinduerne)
.
Nu kommer toget gennem haveporten, herr konsul.

KONSUL BERNICK.
Ja, nu kan de komme.

GROSSERER RUMMEL.
Hele haven fyldes med mennesker.

KØBMAND SANDSTAD.
Hele gaden er propfuld.

GROSSERER RUMMEL.
Hele byen er på benene, Bernick. Dette er virkelig et ildnende øjeblik.

KØBMAND VIGELAND.
Lad os tage det med et ydmygt sind, herr Rummel.

GROSSERER RUMMEL.
Alle fanerne er ude. Hvilket tog! Der har vi festkommitteen med adjunkt Rørlund i spidsen.

KONSUL BERNICK.
Lad dem komme, siger jeg!

GROSSERER RUMMEL.
Men hør; i den oprørte sindstilstand, du er i –

KONSUL BERNICK.
Hvad så?

GROSSERER RUMMEL.
Jeg skal ikke være utilbøjelig til at gribe ordet på dine vegne.

KONSUL BERNICK.
Nej tak; iaften vil jeg tale selv.

GROSSERER RUMMEL.
Men véd du også, hvad du bør sige?

KONSUL BERNICK.
Ja, vær tryg, Rummel, – nu véd jeg, hvad jeg bør sige.
(Musiken er imidlertid ophørt. Havedøren slås op. Adjunkt Rørlund i spidsen for festkommitteen træder ind, ledsaget af et par lejetjenere, der bærer en tildækket kurv. Efter dem kommer byens borgere af alle klasser, så mange, salen kan rumme. En uoverskuelig mængde med faner og flag skimtes udenfor i haven og på gaden.)

ADJUNKT RØRLUND.
Højt ærede herr konsul! Jeg ser af den overraskelse, der maler sig i Deres åsyn, at vi her som uventede gæster trænger ind til Dem i Deres lykkelige familjekreds, ved Deres fredelige arne, omringet af hæderlige og virksomme venner og medborgere. Men det har været os en hjertets trang at bringe Dem vor hyldest. Det er ikke første gang, at sådant sker, men dog første gang i en så omfattende målestok. Vi har mangen gang bragt Dem vor tak for det brede moralske grundlag, hvorpå De, så at sige, har bygget vort samfund. Dennegang hylder vi Dem navnlig som den klartskuende, utrættelige, uegennyttige, ja selvopofrende medborger, der har grebet initiativet til et foretagende, som efter alle kyndiges mening vil give et mægtigt fremstød til dette samfunds timelige trivsel og velvære.

STEMMER BLANDT MÆNGDEN.
Bravo, bravo!

ADJUNKT RØRLUND.
Herr konsul, De har i en række af år foregået vor by med et lysende exempel. Jeg taler ikke her om Deres mønstergyldige familjeliv, ej heller om Deres uplettede moralske vandel overhovedet. Deslige ting være henviste til lønkamret og ikke til festsalen! Men jeg taler om Deres borgerlige virksomhed, således, som den ligger åben for alles øjne. Veludrustede skibe går ud fra Deres værfter og viser flaget på de fjerneste have. En talrig og lykkelig arbejdsstok ser op til Dem, som til en fader. Ved at kalde nye erhvervsgrene tillive har De grundlagt hundreder af familjers velfærd. Med andre ord – De er dette samfunds grundpille i eminent betydning.

STEMMER.
Hør, hør, bravo!

ADJUNKT RØRLUND.
Og just dette uegennyttighedens skær, der hviler over al Deres vandel, er det, der virker så usigelig velgørende, besynderligen i disse tider. De står nu i begreb med at skaffe os en – ja, jeg tager ikke i betænkning at nævne ordet prosaisk og ligefrem – en jernbane.