Complete Works of Henrik Ibsen (545 page)

BOOK: Complete Works of Henrik Ibsen
13.21Mb size Format: txt, pdf, ePub
 

FRØKEN HESSEL.
Hm –

 

KONSUL BERNICK.
Du kan vel forestille dig, hvorledes alskens rygter sattes i omløb, da han og du var borte. Dette var ikke hans første letsindighed, blev der fortalt. Dorf havde fåt en stor sum penge af ham for at tie og rejse sin vej, hed det; andre påstod, at hun havde fåt dem. På samme tid blev det ikke skjult, at vort hus havde vanskeligt for at opfylde sine forpligtelser. Hvad var rimeligere end at sladderhankene satte disse to rygter i forbindelse med hinanden? Da hun blev her og leved i tarvelighed, så påstod man, at han havde taget pengene med sig til Amerika, og rygtet gjorde summen bestandig større og større.

 

FRØKEN HESSEL.
Og du, Karsten –?

 

KONSUL BERNICK.
Jeg greb dette rygte som en redningsplanke.

 

FRØKEN HESSEL.
Du bredte det videre ud?

 

KONSUL BERNICK.
Jeg modsagde det ikke. Fordringshaverne var begyndt at gå os på livet; det galdt for mig om at berolige dem; det kom an på, at man ikke fatted mistanke til husets soliditet; et øjeblikkeligt uheld havde rammet os; man måtte blot ikke trænge på; blot give tid; enhver skulde få sit.

 

FRØKEN HESSEL.
Og enhver fik også sit?

 

KONSUL BERNICK.
Ja, Lona, dette rygte redded vort hus og gjorde mig til den mand, jeg nu er.

 

FRØKEN HESSEL.
En løgn har altså gjort dig til den mand, du nu er.

 

KONSUL BERNICK.
Hvem skaded det dengang? Det var Johans forsæt aldrig at komme tilbage.

 

FRØKEN HESSEL.
Du spørger, hvem det skaded. Se ind i dig selv og sig mig, om ikke du har taget skade deraf.

 

KONSUL BERNICK.
Se ind i hvilken mand du vil, og du skal finde i hver eneste en ét mørkt punkt idetmindste, som han må dække over.

 

FRØKEN HESSEL.
Og I kalder jer samfundets støtter!

 

KONSUL BERNICK.
Samfundet har dem ikke bedre.

 

FRØKEN HESSEL.
Og hvad magt ligger der på, om et sligt samfund støttes eller ikke? Hvad er det, som gælder her? Skinnet og løgnen – og intet andet. Her lever du, byens første mand, i herlighed og glæde, i magt og i ære, du, som har sat forbrydermærket på en uskyldig.

 

KONSUL BERNICK.
Tror du ikke, at jeg dybt nok føler min uret imod ham? Og tror du ikke, jeg er beredt til at gøre den god igen?

 

FRØKEN HESSEL.
Hvorved? Ved at tale?

 

KONSUL BERNICK.
Og det kunde du fordre?

 

FRØKEN HESSEL.
Hvad andet kan gøre slig uret god?

 

KONSUL BERNICK.
Jeg er rig, Lona; Johan kan stille hvad krav han vil –

 

FRØKEN HESSEL.
Ja, byd ham penge, og du skal høre, hvad han svarer.

 

KONSUL BERNICK.
Véd du, hvad hans hensigter er?

 

FRØKEN HESSEL.
Nej. Siden igår har han været taus. Det er, som om alt dette med et havde gjort ham til en fuldvoksen mand.

 

KONSUL BERNICK.
Jeg må tale med ham.

 

FRØKEN HESSEL.
Der har du ham.
(Johan Tønnesen kommer fra højre.)

 

KONSUL BERNICK
(imod ham)
.
Johan –!

 

JOHAN TØNNESEN
(afværgende)
.
Først jeg. Igår morges gav jeg dig mit ord på at tie.

 

KONSUL BERNICK.
Det gjorde du.

 

JOHAN TØNNESEN.
Men da vidste jeg endnu ikke –

 

KONSUL BERNICK.
Johan, lad mig blot med to ord oplyse dig om sammenhængen –

 

JOHAN TØNNESEN.
Behøves ikke; jeg skønner sammenhængen meget vel. Huset var dengang i en vanskelig stilling; og da så jeg var borte, og du havde et værgeløst navn og rygte at råde over –. Nå, jeg lægger dig det ikke så meget til last; vi var unge og letsindige i de dage. Men nu har jeg brug for sandheden og nu må du tale.

 

KONSUL BERNICK.
Og just nu har jeg brug for al min moralske anseelse, og derfor kan jeg ikke tale nu.

 

JOHAN TØNNESEN.
Jeg bryder mig ikke stort om de opdigtelser, du har sat igang om mig; det er det andet, du selv skal tage skylden for. Dina skal blive min hustru, og her, her i byen, vil jeg leve og bo og bygge med hende.

 

FRØKEN HESSEL.
Det vil du?

 

KONSUL BERNICK.
Med Dina! Som din hustru? Her i byen!

 

JOHAN TØNNESEN.
Ja, just her; jeg vil blive her for at trodse alle disse løgnere og bagvaskere. Men for at jeg kan vinde hende, er det nødvendigt, at du frigør mig.

 

KONSUL BERNICK.
Har du betænkt, at om jeg vedgår det ene, så har jeg derved også med det samme taget det andet på mig? Du vil sige, at jeg af vore bøger kan bevise, at ingen uredelighed har fundet sted? Men det kan jeg ikke; vore bøger blev ikke ført så nøjagtigt dengang. Og selv om jeg kunde, – hvad var derved vundet? Vilde jeg ikke ialfald stå som den mand, der engang havde reddet sig ved en usandhed, og som i femten år havde ladet denne usandhed og alt det andet få lov til at fæstne sig uden at have gjort et skridt derimod? Du kender ikke vort samfund længer, ellers måtte du vide, at dette vilde knuse mig i bund og grund.

 

JOHAN TØNNESEN.
Jeg kan kun sige dig, at jeg vil tage madam Dorfs datter til hustru og leve med hende her i byen.

 

KONSUL BERNICK
(tørrer sveden af panden)
.
Hør mig, Johan, – og du også, Lona. Det er ikke vanlige forholde jeg står i netop i disse dage. Jeg står således, at hvis dette slag rettes imod mig, så har I ødelagt mig, og ikke alene mig, men også en stor og velsignelsesrig fremtid for det samfund, som dog er eders barndomshjem.

 

JOHAN TØNNESEN.
Og retter jeg ikke slaget imod dig, så ødelægger jeg selv min hele fremtidslykke.

 

FRØKEN HESSEL.
Tal videre, Karsten.

 

KONSUL BERNICK.
Så hør da. Det hænger sammen med jernbanesagen, og den sag er ikke så ganske ligetil, som I tænker. I har visst hørt omtale, at her ifjor handledes om en kystlinje? Den havde mange og vægtige stemmer for sig her i byen og i omegnen, og navnlig i pressen; men jeg fik den forhindret, fordi den vilde have skadet vor dampskibstrafik langs kysten.

 

FRØKEN HESSEL.
Er du selv interesseret i den dampskibstrafik?

 

KONSUL BERNICK.
Ja. Men ingen voved at mistænke mig fra den side; jeg havde mit agtede navn som skjold og skærm over mig. Jeg kunde forøvrigt også have båret tabet; men stedet kunde ikke have båret det. Så blev indlandslinjen besluttet. Da dette var sket, forvissed jeg mig i al stilhed om, at en sidebane kunde lægges herned til byen.

 

FRØKEN HESSEL.
Hvorfor i al stilhed, Karsten?

 

KONSUL BERNICK.
Har I hørt tale om de store opkøb af skovejendomme, af gruber og af vandfald –?

 

JOHAN TØNNESEN.
Ja, det er jo et udenbys selskab –

 

KONSUL BERNICK.
Således, som disse ejendomme nu ligger, er de sågodtsom værdiløse for de spredte besiddere; de er derfor bleven solgt forholdsvis billigt. Havde man ventet til sidebanen var kommen på tale, vilde ejerne have fordret ublue priser.

 

FRØKEN HESSEL.
Vel, vel; men hvad så?

 

KONSUL BERNICK.
Nu kommer det, som kan udtydes forskelligt, – det, som en mand i vort samfund kun kan vedgå, såfremt han har et uplettet og agtet navn at støtte sig til.

 

FRØKEN HESSEL.
Nu?

 

KONSUL BERNICK.
Det er mig, som har indkøbt altsammen.

 

FRØKEN HESSEL.
Dig?

 

JOHAN TØNNESEN.
For egen regning?

 

KONSUL BERNICK.
For egen regning. Kommer sidebanen istand, så er jeg millionær; kommer den ikke istand, så er jeg ruineret.

 

FRØKEN HESSEL.
Dette er vovsomt, Karsten.

 

KONSUL BERNICK.
Hele min formue har jeg vovet på dette.

 

FRØKEN HESSEL.
Jeg tænker ikke på formuen; men når det kommer for dagen, at –

 

KONSUL BERNICK.
Ja, der er knudepunktet. Med det uplettede navn, jeg hidtil har båret, kan jeg tage denne sag på mine skuldre, bære den frem, og sige til mine medborgere: se, dette har jeg vovet til samfundets bedste.

 

FRØKEN HESSEL.
Til samfundets?

 

KONSUL BERNICK.
Ja; og ikke én vil tvivle på mine hensigter.

 

FRØKEN HESSEL.
Da er her dog mænd, som har handlet mere åbent, end du, uden bagtanker, uden sidehensyn.

 

KONSUL BERNICK.
Hvem?

 

FRØKEN HESSEL.
Naturligvis både Rummel og Sandstad og Vigeland.

 

KONSUL BERNICK.
For at vinde dem har jeg været nødt til at indvie dem i sagen.

 

FRØKEN HESSEL.
Og så?

 

KONSUL BERNICK.
De har betinget sig en femtedel af udbyttet til deling.

 

FRØKEN HESSEL.
Å, disse samfundets støtter!

 

KONSUL BERNICK.
Og er det ikke samfundet selv, som tvinger os til at gå krogveje? Hvad vilde her sket, hvis jeg ikke havde handlet i stilhed? Alle vilde have kastet sig ind i foretagendet, delt, spredt, forkvaklet og forfusket det hele. Der er her i byen ikke en eneste mand, uden jeg, som forstår at lede en så stor bedrift, som denne vil blive; hertillands er det overhovedet kun de indvandrede familjer, som har anlæg for den større forretningsvirksomhed. Derfor er det, at min samvittighed frikender mig i dette stykke. Kun i mine hænder kan disse ejendomme blive til varig velsignelse for de mange, som de vil skaffe brød.

 

FRØKEN HESSEL.
Det tror jeg du har ret i, Karsten.

 

JOHAN TØNNESEN.
Men jeg kender ikke disse mange, og mit livs lykke står på spil.

 

KONSUL BERNICK.
Dit fødesteds velfærd står også på spil. Kommer der ting op, som kaster skygge på min tidligere færd, så vil alle mine modstandere med forenet magt falde over mig. En ungdomsubesindighed udviskes aldrig i vort samfund. Man vil gennemgå hele mit mellemliggende liv, trække tusende små begivenheder frem, tolke og tyde dem i lys af det, som er kommet for dagen; man vil knuse mig under vægten af rygter og bagvaskelser. Fra jernbanesagen må jeg træde tilbage; og tager jeg min hånd fra den, så falder den, og jeg er på engang både ruineret og borgerlig død.

 

FRØKEN HESSEL.
Johan, efter det, du nu har hørt, må du rejse og tie.

 

KONSUL BERNICK.
Ja, ja, Johan, det må du!

 

JOHAN TØNNESEN.
Ja, jeg rejser og tier også; men jeg kommer igen, og da taler jeg.

 

KONSUL RERNICK.
Bliv derover, Johan; ti, og jeg er villig til at dele med dig –

 

JOHAN TØNNESEN.
Behold dine penge, men giv mig mit navn og mit rygte igen.

 

KONSUL BERNICK.
Og ofre mit eget!

 

JOHAN TØNNESEN.
Det får du og dit samfund se at komme ud af. Jeg må og skal og vil vinde Dina for mig. Derfor rejser jeg endnu imorgen over med „Indian Girl” –

 

KONSUL BERNICK.
Med „Indian Girl”?

 

JOHAN TØNNESEN.
Ja. Kaptejnen har lovet at tage mig med. Jeg rejser over, siger jeg; jeg sælger min farm og ordner mine anliggender. Om to måneder er jeg her igen.

 

KONSUL BERNICK.
Og da vil du tale?

 

JOHAN TØNNESEN.
Da skal den skyldige tage skylden selv.

 

KONSUL BERNICK.
Glemmer du, at så må jeg også tage det på mig, som jeg ikke er skyldig i?

 

JOHAN TØNNESEN.
Hvem var det, som for femten år siden drog nytte af det skammelige rygte?

 

KONSUL BERNICK.
Du driver mig til fortvivlelse! Men hvis du taler, så nægter jeg alt! Jeg siger, at det er et komplot imod mig; en hævn; at du er kommen herover for at presse penge af mig!

Other books

The Great Tree of Avalon by T. A. Barron
City Secrets by Jessica Burkhart
Desperate and Dateless by Elizabeth Lapthorne
Girl Online by Zoe Sugg
Amos and the Vampire by Gary Paulsen
The Sacred Blood by Michael Byrnes
Autumn Wish by Netzel, Stacey Joy
Monster Man by Zoe Dawson