Complete Works of Henrik Ibsen (546 page)

FRØKEN HESSEL.
Skam dig, Karsten!

KONSUL BERNICK.
Jeg er fortvivlet, siger jeg; og jeg kæmper for livet. Jeg nægter alt, alt!

JOHAN TØNNESEN.
Jeg har dine to breve. I min koffert fandt jeg dem mellem mine andre papirer. Imorges læste jeg dem igennem; de er tydelige nok.

KONSUL BERNICK.
Og dem vil du lægge frem?

JOHAN TØNNESEN.
Hvis det gøres fornødent.

KONSUL BERNICK.
Og om to måneder er du her igen?

JOHAN TØNNESEN.
Det håber jeg. Vinden er god. Om tre uger er jeg i New-York –, hvis ikke „Indian Girl” går under.

KONSUL BERNICK
(studsende)
.
Går under? Hvorfor skulde „Indian Girl” gå under?

JOHAN TØNNESEN.
Nej, det mener jeg også.

KONSUL BERNICK
(neppe hørligt)
.
Gå under?

JOHAN TØNNESEN.
Ja, Bernick, nu véd du altså, hvad der forestår; du får se at område dig imens. Farvel! Betty kan du hilse, skønt hun ikke har taget imod mig som en søster. Men Marta vil jeg dog se. Hun skal sige til Dina –; hun skal love mig –
(han går ud gennem den bagerste dør til venstre.)

KONSUL BERNICK
(hen for sig)
.
„Indian Girl” –?
(hurtigt.)
Lona, du må forhindre dette!

FRØKEN HESSEL.
Du ser det selv, Karsten, – jeg har ingen magt over ham længer.
(hun går efter Johan ind i værelset til venstre.)

KONSUL BERNICK
(i urolige tanker)
.
Gå under –?
(Skibsbygger Aune kommer fra højre.)

SKIBSBYGGER AUNE.
Med tilladelse, er det konsulen belejligt –?

KONSUL BERNICK
(vender sig hæftigt)
.
Hvad vil De?

SKIBSBYGGER AUNE.
Bede om at måtte gøre konsulen et spørgsmål.

KONSUL BERNICK.
Nu vel; skynd Dem. Hvad vil De spørge om?

SKIBSBYGGER AUNE.
Jeg vilde spørge, om det står fast, – uryggelig fast, – at jeg vilde få min afsked fra værftet, hvis „Indian Girl” ikke kunde sejle imorgen?

KONSUL BERNICK.
Hvad nu? Skibet blir jo sejlfærdigt.

SKIBSBYGGER AUNE.
Ja, – det gør så. Men hvis det nu ikke blev, – havde jeg så min afsked?

KONSUL BERNICK.
Hvad skal slige ørkesløse spørgsmål til?

SKIBSBYGGER AUNE.
Jeg vilde så gerne vide det, herr konsul. Svar mig på det: havde jeg så min afsked?

KONSUL BERNICK.
Plejer mit ord stå fast eller ikke?

SKIBSBYGGER AUNE.
Jeg havde altså imorgen mistet den stilling, jeg har i mit hus og blandt dem, jeg nærmest tilhører, – mistet min indflydelse i arbejdernes kreds, – mistet al anledning til at stifte gagn blandt de lavt og ringe stillede i samfundet.

KONSUL BERNICK.
Aune, med det punkt er vi færdige.

SKIBSBYGGER AUNE.
Ja, så får „Indian Girl” sejle.
(kort taushed.)

KONSUL BERNICK.
Hør her; jeg kan ikke have mine øjne allevegne; kan ikke være ansvarlig for alt; – De tør vel forsikre mig, at reparationen er upåklageligt udført?

SKIBSBYGGER AUNE.
De satte mig en knap frist, herr konsul.

KONSUL BERNICK.
Men reparationen er forsvarlig, siger De?

SKIBSBYGGER AUNE.
Vi har jo godvejr og sommertid.
(atter taushed.)

KONSUL BERNICK.
Har De ellers noget at sige mig?

SKIBSBYGGER AUNE.
Jeg véd ikke noget andet, herr konsul.

KONSUL BERNICK.
Altså, – „Indian Girl” sejler –

SKIBSBYGGER AUNE.
Imorgen?

KONSUL BERNICK.
Ja.

SKIBSBYGGER AUNE.
Vel.
(han hilser og går.)
(Konsul Bernick står et øjeblik tvivlrådig; derpå går han raskt hen imod udgangsdøren, som om han vilde kalde Aune tilbage, men standser urolig med hånden på dørvrideren. I det samme åbnes døren udenfra og fuldmægtig Krap træder ind.)

FULDMÆGTIG KRAP
(dæmpet)
.
Aha, han var her. Har han tilståt?

KONSUL BERNICK.
Hm –; har De opdaget noget?

FULDMÆGTIG KRAP.
Hvad behøves det? Så ikke konsulen den onde samvittighed skotte ud af øjnene på ham?

KONSUL BERNICK.
Å hvad; – sådant ses ikke. Har De opdaget noget, spørger jeg?

FULDMÆGTIG KRAP.
Kunde ikke komme til; var forsent; de holdt allerede på at hale skibet ud af dokken. Men just dette hastværk viser tydeligt, at –

KONSUL BERNICK.
Viser ingenting. Besigtigelsen har altså fundet sted?

FULDMÆGTIG KRAP.
Forstår sig; men –

KONSUL BERNICK.
Ser De vel. Og man har naturligvis intet fundet at anke over?

FULDMÆGTIG KRAP.
Herr konsul, De véd visst godt, hvorledes slige besigtigelser går for sig, især på et værft, der har et så godt navn som vort.

KONSUL BERNICK.
Lige meget; vi er altså angerløse.

FULDMÆGTIG KRAP.
Herr konsul, har De virkelig ikke kunnet mærke på Aune, at –?

KONSUL BERNICK.
Aune har fuldstændig beroliget mig, siger jeg Dem.

FULDMÆGTIG KRAP.
Og jeg siger Dem, at jeg er moralsk overbevist om, at –

KONSUL BERNICK.
Hvad skal dette betyde, herr Krap? Jeg skønner nok, at De har et horn i siden til manden; men vil De ham tillivs, så bør De vælge en anden anledning. De véd, hvor magtpåliggende det er mig – eller rettere sagt rederiet – at „Indian Girl” går under sejl imorgen.

FULDMÆGTIG KRAP.
Vel, vel; lad så ske; men hvad tid vi hører fra det skib – hm!
(Købmand Vigeland kommer fra højre.)

KØBMAND VIGELAND.
Ærbødigst goddag, herr konsul. Har De tid et øjeblik.

KONSUL BERNICK.
Til tjeneste, herr Vigeland.

KØBMAND VIGELAND.
Ja, jeg vilde bare høre, om ikke De også stemmer for, at „Palmetræet” sejler imorgen?

KONSUL BERNICK.
Jo; det er jo en aftalt sag.

KØBMAND VIGELAND.
Men nu kom kaptejnen til mig og meldte, at der er givet stormsignaler.

FULDMÆGTIG KRAP.
Barometret er faldet stærkt siden imorges.

KONSUL BERNICK.
Så? Kan vi vente storm?

KØBMAND VIGELAND.
En stiv kuling ialfald; men ingen modvind; tvertimod –

KONSUL BERNICK.
Hm; ja, hvad siger så De?

KØBMAND VIGELAND.
Jeg siger, som jeg sagde til kaptejnen, at „Palmetræet” står i forsynets hånd. Og desuden, det går jo bare over Nordsjøen for det første; og i England står jo fragterne nu så tålelig højt, at –

KONSUL BERNICK.
Ja, det vilde sandsynligvis lede til tab for os, om vi vented.

KØBMAND VIGELAND.
Skibet er jo også solid, og desuden fuldt assureret. Nej, da er det sandeligen resikablere for „Indian Girl” –

KONSUL BERNICK.
Hvorledes mener De det?

KØBMAND VIGELAND.
Den sejler jo også imorgen.

KONSUL BERNICK.
Ja, rederiet har skyndet så stærkt på, og desuden –

KØBMAND VIGELAND.
Nå, kan den gamle kasse vove sig ud, – og ovenikøbet med slig besætning, – så var det en skam, om ikke vi –

KONSUL BERNICK.
Vel, vel. De har formodentlig skibspapirerne hos Dem?

KØBMAND VIGELAND.
Ja her.

KONSUL BERNICK.
Godt; vil De så gå ind med herr Krap.

FULDMÆGTIG KRAP.
Værs’god; skal snart være besørget.

KØBMAND VIGELAND.
Tak. – Og udfaldet lægger vi i almagtens hånd, herr konsul.
(Han går med fuldmægtig Krap ind i det forreste værelse til venstre. Adjunkt Rørlund kommer gennem haven.)

ADJUNKT RØRLUND.
Ah, skal jeg træffe Dem hjemme på denne tid af dagen, herr konsul?

KONSUL BERNICK
(i tanker)
.
Som De ser.

ADJUNKT RØRLUND.
Ja, det var egentlig for Deres frues skyld, jeg gik indom. Jeg tænkte mig, hun kunde trænge til et trøstens ord.

KONSUL BERNICK.
Det kan hun visst. Men jeg vilde også gerne tale lidt med Dem.

ADJUNKT RØRLUND.
Med fornøjelse, herr konsul. Men hvad fejler Dem? De ser ganske bleg og forstyrret ud.

KONSUL BERNICK.
Så? Gør jeg det? Ja, hvor kan det være andet, – så meget, som der i denne tid optårner sig omkring mig? Hele min store forretning, – og så jernbaneanlægget –. Hør; sig mig et ord, herr adjunkt; lad mig gøre Dem et spørgsmål.

ADJUNKT RØRLUND.
Meget gerne, herr konsul.

KONSUL BERNICK.
Der er en tanke, som er faldet mig ind. Når man står ligeoverfor et så vidtrækkende foretagende, der sigter til at fremme tusenders velfærd –. Hvis det nu skulde kræve et enkelt offer –?

ADJUNKT RØRLUND.
Hvorledes mener De?

KONSUL BERNICK.
Jeg sætter for exempel, en mand tænker på at anlægge en stor fabrik. Han véd med sikkerhed – thi det har al erfaring lært ham – at sent eller tidligt vil der under denne fabriks drift gå menneskeliv tilspilde.

ADJUNKT RØRLUND.
Ja, det er kun altfor sandsynligt.

KONSUL BERNICK.
Eller der er en, som kaster sig på grubedrift. Han tager både familjefædre og unge livsfriske mennesker i sin tjeneste. Lader det sig ikke med visshed sige, at ikke alle disse vil slippe fra det med livet?

ADJUNKT RØRLUND.
Jo, desværre, det er visstnok så.

KONSUL BERNICK.
Nå. En sådan mand véd altså på forhånd, at det foretagende, som han vil sætte iværk, utvivlsomt engang kommer til at koste menneskeliv. Men dette foretagende er almengavnligt; for hvert menneskeliv, det koster, vil det ligeså utvivlsomt fremme mange hundreders velfærd.

ADJUNKT RØRLUND.
Aha, De tænker på jernbanen, – på alle disse farlige udgravninger og fjeldsprængninger og alt dette –

KONSUL BERNICK.
Ja; ja vel; jeg tænker på jernbanen. Og desuden, – jernbanen vil jo fremkalde både fabriker og grubedrift. Men mener De ikke alligevel –?

ADJUNKT RØRLUND.
Kære herr konsul, De er næsten altfor samvittighedsfuld. Jeg mener, at når De lægger sagen i forsynets hånd –

KONSUL BERNICK.
Ja; ja visst; forsynet –

ADJUNKT RØRLUND.
– så er De angerløs. Byg De kun trøstig jernbanen.

KONSUL BERNICK.
Ja, men nu sætter jeg et særligt tilfælde. Jeg sætter, der fandtes et borehul, som skulde sprænges på et farligt sted; men uden at dette borehul sprænges, vil ikke jernbanen kunne komme istand. Jeg sætter, ingeniøren véd, det vil koste livet for den arbejder, som skal tænde minen; men tændes må den, og det er ingeniørens pligt at sende en arbejder hen for at gøre det.

ADJUNKT RØRLUND.
Hm –

KONSUL BERNICK.
Jeg véd, hvad De vil sige. Det vilde være stort, om ingeniøren selv tog lunten og gik hen og tændte borehullet. Men sligt gør man ikke. Han må altså ofre en arbejder.