Read Complete Works of Henrik Ibsen Online
Authors: Henrik Ibsen
LØVBORG.
Nej. Jeg vil bare sejre over dig. I folks mening.
TESMAN.
Men, Herregud, – så fik jo tante Julle ret alligevel! Å ja, – det var nok det, jeg vidste! Hedda! Tænk, du, – Ejlert Løvborg vil sletikke gå os ivejen!
HEDDA
(kort)
.
Os? Hold dog mig udenfor.
(hun går op mod bagværelset, hvor Berte står og sætter et bræt med karafler og glasse på bordet. Hedda nikker bifaldende og kommer fremover igen. Berte går ud.)
TESMAN
(samtidigt)
.
Men De da, assessor Brack, – hvad siger så De til dette her? Hvad?
BRACK.
Nå, jeg siger, at ære og sejr – hm, – det kan jo være overmåde skønne sager –
TESMAN.
Ja-visst kan det så. Men alligevel –
HEDDA
(ser på Tesman med et koldt smil)
.
Jeg synes du står og ser ud som du var lynslåt.
TESMAN.
Ja, – så omtrent, – tror jeg næsten –
BRACK.
Det var jo også et tordenvejr, som trak over os, frue.
HEDDA
(peger mod bagværelset)
.
Vil ikke herrerne så gå ind og ta’ et glas kold punsch?
BRACK
(ser på sit uhr)
.
På faldrebet? Jo, det kunde ikke være så galt.
TESMAN.
Udmærket, Hedda! Ganske udmærket! I sådan en let stemning, som jeg nu befinder mig i –
HEDDA.
Vær så god, De også, herr Løvborg.
LØVBORG
(afværgende)
.
Nej, mange tak. Ikke for mig.
BRACK.
Men, Herregud, – kold punsch er da ikke nogen gift, véd jeg.
LØVBORG.
Kanske ikke for alle.
HEDDA.
Jeg skal nok holde herr Løvborg med selskab så længe.
TESMAN.
Ja-ja, kære Hedda, gør så det da.
(han og Brack går ind i bagværelset, sætter sig, drikker punsch, røger cigaretter og taler oprømt sammen under det følgende. Ejlert Løvborg blir stående ved ovnen. Hedda går til skrivebordet.)
HEDDA
(med noget hævet stemme)
.
Nu skal jeg vise Dem nogen fotografier, hvis De har lyst. For Tesman og jeg – vi gjorde en trip gennem Tyrol på hjemrejsen.
(hun kommer med et album, som hun lægger på bordet ved sofaen, og sætter sig i dennes øverste hjørne. Ejlert Løvborg går nærmere, standser og ser på hende. Derpå tager han en stol og sætter sig ved hendes venstre side med ryggen mod bagværelset.)
HEDDA
(slår albumet op)
.
Ser De dette fjeldpartiet her, herr Løvborg? Det er Ortlergruppen. Tesman har skrevet det nedenunder. Her står det: Ortlergruppen ved Meran.
LØVBORG
(som ufravendt har set på hende, siger sagte og langsomt)
:
Hedda – Gabler!
HEDDA
(skotter hastigt hen til ham)
.
Nå! Hys!
LØVBORG
(gentager sagte)
:
Hedda Gabler!
HEDDA
(ser i albumet)
.
Ja, så hed jeg før i tiden. Dengang – da vi to kendte hinanden.
LØVBORG.
Og herefter, – og for hele livet, – så må jeg altså vænne mig af med at sige Hedda Gabler.
HEDDA
(blader fremdeles)
.
Ja, De får det. Og jeg synes, De skulde øve Dem på det itide. Jo før jo heller, synes jeg.
LØVBORG
(med harmfyldt stemme)
.
Hedda Gabler gift? Og det med – Jørgen Tesman!
HEDDA.
Ja, – så går det.
LØVBORG.
Å, Hedda, Hedda, – hvor kunde du dog kaste dig slig væk!
HEDDA
(ser hvasst til ham)
.
Nå? Ikke dette her!
LØVBORG.
Hvilket, mener du.
(Tesman kommer ind og går hen imod sofaen.)
HEDDA
(hører ham komme og siger ligegyldigt)
.
Og dette her, herr Løvborg, det er nede fra Ampezzodalen. Se bare de fjeldspidserne der.
(ser venligt op på Tesman.)
Hvad er det nu disse underlige fjeldspidserne kaldes, du?
TESMAN.
Lad mig se. Å, det er dolomiterne, det.
HEDDA.
Rigtig, ja! – det er dolomiterne, herr Løvborg.
TESMAN.
Du, Hedda. – jeg vilde bare spørge, om vi ikke skulde sætte ind lidt punsch alligevel? Til dig i alle fald. Hvad?
HEDDA.
Jo, tak skal du ha’. Og et par kager kanske.
TESMAN.
Ingen cigaretter?
HEDDA.
Nej.
TESMAN.
Godt.
(han går ind i bagværelset og bort til højre side. Brack sidder derinde og holder af og til øje med Hedda og Løvborg.)
LØVBORG
(dæmpet, som før)
.
Svar mig så, Hedda, – hvor kunde du gå hen og gøre dette her?
HEDDA
(tilsyneladende fordybet i albumet)
.
Blir De ved at sige du til mig, så vil jeg ikke tale med Dem.
LØVBORG.
Må jeg ikke sige du, når vi er alene heller?
HEDDA.
Nej. De kan få lov til at tænke det. Men De må ikke sige det.
LØVBORG.
Ah, jeg forstår. Det støder Deres kærlighed – til Jørgen Tesman.
HEDDA
(skotter hen til ham og smiler)
.
Kærlighed? Nej, nu er De god!
LØVBORG.
Ikke kærlighed altså!
HEDDA.
Ikke nogen slags utroskab alligevel! Sligt vil jeg ikke vide af.
LØVBORG.
Hedda, – svar mig bare på den ene ting –
HEDDA.
Hys.
(Tesman med et serveringsbræt, kommer fra bagværelset.)
TESMAN.
Se så! Her kommer de gode sager.
(han sætter brættet på bordet.)
HEDDA.
Hvorfor går du selv og serverer?
TESMAN
(skænker i glassene)
.
Jo, for jeg synes det er så svært morsomt at opvarte dig, Hedda.
HEDDA.
Men nu har du jo skænket i begge. Og herr Løvborg vil jo ikke ha’ –
TESMAN.
Nej, men fru Elvsted kommer vel snart.
HEDDA.
Ja, det er sandt, – fru Elvsted –
TESMAN.
Havde du glemt hende? Hvad?
HEDDA.
Vi sidder så fordybet i dette her.
(viser ham et billede.)
Husker du den lille landsbyen?
TESMAN.
Å, det er den nedenfor Brennerpasset! Det var der, vi blev liggende natten over –
HEDDA.
– og traf alle de livlige sommergæsterne.
TESMAN.
Ja-visst var det der. Tænk – om vi kunde havt dig med os, Ejlert! Nå.
(han går ind igen og sætter sig hos Brack.)
LØVBORG.
Svar mig bare på dette ene, Hedda –
HEDDA.
Nå?
LØVBORG.
Var der ikke kærlighed i forholdet til mig heller? Ikke et stænk, – ikke et skær af kærlighed over det heller?
HEDDA.
Ja, mon der egentlig var det? For mig står det, som om vi var to gode kammerater. To rigtig fortrolige venner.
(smiler.)
De især var svært åbenhjertig.
LØVBORG.
Det var Dem, som vilde ha’ det så.
HEDDA.
Når jeg tænker tilbage på det, så var der dog noget skønt, noget lokkende, – noget modigt synes jeg der var over – over denne løndomsfulde fortrolighed – dette kammeratskab, som ikke noget levende menneske havde anelse om.
LØVBORG.
Ja, ikke sandt, Hedda! Var der ikke det? – Når jeg kom op til Deres far sådan om eftermiddagen –. Og generalen sad borte ved vinduet og læste aviserne, – med ryggen imod –
HEDDA.
Og vi to i hjørnesofaen –
LØVBORG.
Altid med det samme illustrerte blad foran os –
HEDDA.
I mangel af et album, ja.
LØVBORG.
Ja, Hedda, – og når jeg så skrifted for Dem –! Fortalte Dem om mig selv, hvad ingen af de andre vidste dengang. Sad der og tilstod, at jeg havde været ude og raset hele dage og nætter. Raset døgn efter døgn. Å, Hedda, – hvad var det dog for en magt i Dem, som tvang mig til at bekende sligt noget?
HEDDA.
Tror De, det var en magt i mig?
LØVBORG.
Ja, hvorledes skal jeg ellers forklare mig det? Og alle disse – disse omsvøbsfulde spørgsmål, som De gjorde mig –
HEDDA.
Og som De så inderlig godt forstod –
LØVBORG.
At De kunde sidde og spørge således! Ganske frejdigt!
HEDDA.
Omsvøbsfuldt, må jeg be’.
LØVBORG.
Ja, men frejdigt alligevel. Spørge mig ud om – om alt sligt noget!
HEDDA.
Og at De kunde svare, herr Løvborg.
LØVBORG.
Ja, det er jo netop det, jeg ikke begriber – nu bagefter. Men sig mig så, Hedda, – var der ikke kærlighed på bunden af forholdet? Var det ikke fra Deres side, som om De vilde ligesom tvætte mig ren, – når jeg tyed til Dem i bekendelse? Var det ikke så?
HEDDA.
Nej, ikke ganske.
LØVBORG.
Hvad drev Dem da?
HEDDA.
Finder De det så rent uforklarligt, om en ung pige, – når det kan ske sådan – i løndom –
LØVBORG.
Nå?
HEDDA.
At en da gerne vil kikke lidt ind i en verden, som –
LØVBORG.
Som –?
HEDDA.
– som en ikke har lov til at vide besked om?
LØVBORG.
Det altså var det?
HEDDA.
Det også. Det også, – tror jeg næsten.
LØVBORG.
Kammeratskab i livsbegæret. Men hvorfor kunde så ikke det ialfald ble’t ved?
HEDDA.
Det er De selv skyld i.
LØVBORG.
Det var Dem, som brød.
HEDDA.
Ja, da der var overhængende fare for, at der vilde komme virkelighed ind i forholdet. Skam Dem, Ejlert Løvborg, hvor kunde De ville forgribe Dem på – på Deres frejdige kammerat!