Complete Works of Henrik Ibsen (652 page)

HEDDA.
Hvoraf véd De nu alt dette?

BRACK.
Fra politiet selv.

HEDDA
(ser hen for sig)
.

Således er det altså gåt for sig. Da har han ikke havt vinløv i håret.

BRACK.
Vinløv, fru Hedda?

HEDDA
(slår over i tonen)
.

Men sig mig nu, assessor, – hvorfor går De egentlig sådan og sporer og spejder efter Ejlert Løvborg?

BRACK.
For det første kan det da ikke være mig så ganske ligegyldigt, om det oplyses ved forhørerne, at han kom lige fra mig.

HEDDA.
Blir der altså forhører også?

BRACK.
Forstår sig. For resten så fik nu det endda være for hvad det var. Men jeg synes, at jeg, som ven af huset, pligted at skaffe Dem og Tesman fuld oplysning om hans natlige bedrifter.

HEDDA.
Hvorfor egentlig det, assessor Brack?

BRACK.
Jo, fordi jeg har en levende mistanke om, at han vil bruge Dem som et slags skærmbræt.

HEDDA.
Nej, men hvor kan De da falde på sligt noget!

BRACK.
Å Herregud, – vi er da ikke blinde, fru Hedda. Se De bare til! Denne fru Elvsted, hun rejser såmæn ikke så snart fra byen igen.

HEDDA.
Nå, skulde der være noget imellem de to, så er der vel så mange andre steder, hvor de kan mødes.

BRACK.
Ikke noget hjem. Ethvert anstændigt hus vil fra nu af igen være lukket for Ejlert Løvborg.

HEDDA.
Og så bør mit også være, mener De?

BRACK.
Ja. Jeg tilstår, det vilde falde mig mere end pinligt, om denne herre fik fast indpas her. Om han, som en overflødig – og en uvedkommende – skulde trænge sig ind i –

HEDDA.
– ind i trekanten?

BRACK.
Netop. Det vilde for mig være det samme, som at bli’ hjemløs.

HEDDA
(ser smilende på ham)
.

Altså, – eneste hane i kurven, – det er Deres mål.

BRACK
(nikker langsomt og sænker stemmen)
.

Ja, det er mit mål. Og det mål vil jeg kæmpe for – med alle de midler, jeg har til min rådighed.

HEDDA
(idet smilet viger)
.

De er visst et farligt menneske, – når det kommer til stykket.

BRACK.
Tror De det?

HEDDA.
Ja, jeg begynder at tro det nu. Og jeg er hjerteglad – sålænge De ikke i nogen måde har hals og hånd over mig.

BRACK
(ler tvetydigt)
.

Ja-ja, fru Hedda, – De kan kanske ha’ ret i det. Hvem véd, om jeg ikke i så fald var mand for at finde på både det ene og det andet.

HEDDA.
Nej, men hør nu her, assessor Brack! Det er jo næsten som om De sidder og truer.

BRACK
(rejser sig)
.

Å, langtfra! Trekanten, ser De, – den bør helst befæstes og forsvares i frivillighed.

HEDDA.
Det mener jeg også.

BRACK.
Ja, nu har jeg altså fåt sagt, hvad jeg vilde. Og så får jeg se at komme indover igen. Farvel, fru Hedda.

(han går mod glasdøren.)

HEDDA
(rejser sig)
.

Går De gennem haven?

BRACK.
Ja, for mig er det kortere.

HEDDA.
Ja, og så er det jo en bagvej også.

BRACK.
Meget sandt. Jeg har ikke noget imod bagveje. Til sine tider kan de være nokså pikante.

HEDDA.
Når der skydes med skarpt, mener De?

BRACK
(i døren, ler til hende)
.

Å, man skyder da vel ikke sine tamme kurvhaner!

HEDDA
(ler også)
.

Å nej, når man ikke har flere end den ene, så –

(de nikker, under latter, til afsked. Han går. Hun lukker døren efter ham.)

(Hedda står en stund alvorlig og ser ud. Derpå går hun hen og kikker ind gennem forhænget på bagvæggen. Går så til skrivebordet, tager Løvborgs pakke frem fra reolen og vil blade i papirerne. Bertes stemme høres højrøstet ude i forstuen. Hedda vender sig og lytter. Lukker så hurtigt pakken ned i skuffen og lægger nøglen på skrivetøjet.)

(Ejlert Løvborg med overfrakken på og med hatten i hånden, river forstuedøren op. Han ser noget forvirret og ophidset ud.)

LØVBORG
(vendt mod forstuen)
.

Og jeg siger Dem, jeg må og skal ind! Se så.

(han lukker døren, vender sig, ser Hedda, behersker sig straks og hilser.)

HEDDA
(ved skrivebordet)
.

Nå, herr Løvborg, det er lovlig sent De kommer efter Thea.

LØVBORG.
Eller lovlig tidlig jeg kommer ind til Dem. Jeg be’r Dem undskylde.

HEDDA.
Hvoraf véd De, at hun er hos mig endnu?

LØVBORG.
Det blev sagt i hendes logis, at hun havde været ude hele natten.

HEDDA
(går til salonbordet)
.

Kunde De mærke noget på folkene, da de sa’ det?

LØVBORG
(ser spørgende på hende)
.

Mærke noget på dem?

HEDDA.
Jeg mener, om det lod til, at de tænkte sig sådan et og andet ved det?

LØVBORG
(forstår pludselig)
.

Å ja, det er jo også sandt! Jeg trækker hende ned med mig! For resten kunde jeg ikke mærke noget. – Tesman er vel ikke ståt op endnu?

HEDDA.
Nej, – jeg tror ikke –

LØVBORG.
Når kom han hjem?

HEDDA.
Svært sent.

LØVBORG.
Fortalte han Dem noget?

HEDDA.
Ja, jeg hørte, at der havde været rigtig muntert hos assessor Brack.

LØVBORG.
Ikke noget andet?

HEDDA.
Nej. jeg tror ikke det. For resten var jeg så gruelig søvnig.

(Fru Elvsted kommer ind gennem forhængene på bagvæggen.)

FRU ELVSTED
(hen imod ham)
.

Ah, Løvborg! Endelig –!

LØVBORG.
Ja, endelig. Og for sent.

FRU ELVSTED
(ser i angst på ham)
.

Hvad er for sent?

LØVBORG.
Alt er for sent nu. Med mig er det ude.

FRU ELVSTED.
Å nej, nej, – sig da ikke det!

LØVBORG.
Du vil selv sige det samme, når du får hørt –

FRU ELVSTED.
Jeg vil ikke høre noget!

HEDDA.
De ønsker kanske helst at tale alene med hende? For så går jeg.

LØVBORG.
Nej bliv, – De også. Jeg be’r Dem om det.

FRU ELVSTED.
Ja, men jeg vil ikke høre noget, siger jeg!

LØVBORG.
Det er ikke nattens eventyr, jeg vil tale om.

FRU ELVSTED.
Hvad er det så –?

LØVBORG.
Det er om det, at vore veje må skilles nu.

FRU ELVSTED.
Skilles!

HEDDA
(uvilkårligt)
.

Jeg vidste det!

LØVBORG.
For jeg har ikke mere brug for dig, Thea.

FRU ELVSTED.
Og det kan du stå her og sige! Ikke mere brug for mig! Jeg skal da vel hjælpe dig nu som før? Vi skal da vel bli’ ved at arbejde sammen?

LØVBORG.
Jeg agter ikke at arbejde herefterdags.

FRU ELVSTED
(i selvopgivelse)
.

Hvad skal jeg så bruge mit liv til?

LØVBORG.
Du får prøve på at leve livet, som om du aldrig havde kendt mig.

FRU ELVSTED.
Men det kan jeg jo ikke!

LØVBORG.
Prøv om du kan, Thea. Du får rejse hjem igen –

FRU ELVSTED
(i oprør)
.

Aldrig i denne verden! Hvor du er, der vil jeg også være! Jeg la’r mig ikke således forjage! Jeg vil være her tilstede! Være sammen med dig, når bogen kommer.

HEDDA
(halvhøjt, i spænding)
.

Ah, bogen, – ja!

LØVBORG
(ser på hende)
.

Min og Theas bog. For det er den.

FRU ELVSTED.
Ja, det føler jeg, at den er. Og derfor så har jeg også ret til at være hos dig, når den kommer! Jeg vil se på, at der strøes agtelse og ære over dig igen. Og glæden, – glæden, den vil jeg dele med dig.

LØVBORG.
Thea, – vor bog kommer aldrig ud.

HEDDA.
Ah!

FRU ELVSTED.
Kommer den ikke!

LØVBORG.
Kan aldrig komme.

FRU ELVSTED
(i angstfuld anelse)
.

Løvborg, – hvor har du gjort af hæfterne!

HEDDA
(ser spændt på ham)
.

Ja, hæfterne –?

FRU ELVSTED.
Hvor har du dem!

LØVBORG.
Å, Thea, – spør’ mig helst ikke om det.

FRU ELVSTED.
Jo, jo, jeg vil vide det. Jeg har ret til at få vide det straks.

LØVBORG.
Hæfterne –. Nu vel da, – hæfterne, dem har jeg revet i tusend stykker.

FRU ELVSTED
(skriger)
.

Å nej, nej –!

HEDDA
(uvilkårligt)
.

Men det er jo sletikke –!

LØVBORG
(ser på hende)
.

Ikke sandt, tror De?

HEDDA
(fatter sig)
.

Jo vel. Naturligvis. Når De selv siger det. Men det lød så urimeligt –

LØVBORG.
Sandt alligevel.

FRU ELVSTED
(vrider hænderne)
.

Å Gud, – å Gud, Hedda, – revet sit eget værk istykker!

LØVBORG.
Jeg har revet mit eget liv istykker. Så kunde jeg vel rive mit livsværk også –