Complete Works of Henrik Ibsen (653 page)

FRU ELVSTED.
Og det har du altså gjort inat!

LØVBORG.
Ja, hører du. I tusend stykker. Og strød dem ud i fjorden. Langt ude. Der er i alle fald friskt saltvand. Lad dem drive i det. Drive for strøm og vind. Og om en stand så synker de. Dybere og dybere. Ligesom jeg, Thea.

FRU ELVSTED.
Véd du vel, Løvborg, at dette her med bogen –. Alle mine dage vil det stå for mig, som om du havde dræbt et lidet barn.

LØVBORG.
Du har ret i det. Det er som et slags barnemord.

FRU ELVSTED.
Men hvor kunde du så –! Jeg havde jo også min del i barnet.

HEDDA
(næsten lydløst)
.

Ah, barnet –

FRU ELVSTED
(ånder tungt)
.

Forbi altså. Ja, ja, nu går jeg, Hedda.

HEDDA.
Men du rejser da vel ikke?

FRU ELVSTED.
Å, jeg véd ikke selv, hvad jeg gør. Nu er alting mørkt foran mig.

(hun går ud gennem forstuedøren.)

HEDDA
(står og venter lidt)
.

De vil altså ikke følge hende hjem, herr Løvborg?

LØVBORG.
Jeg? Gennem gaderne? Skulde kanske folk se, at hun gik sammen med mig?

HEDDA.
Jeg véd jo ikke, hvad der ellers er gåt for sig inat. Men er det da så rent uopretteligt?

LØVBORG.
Det blir ikke ved denne nat alene. Jeg véd det så sikkert. Men så er der det, at jeg gider ikke leve den slags liv heller. Ikke nu pånyt. Det er livsmodet og livstrodsen, som hun har knækket i mig.

HEDDA
(ser frem for sig)
.

Den søde lille tosse har havt sine fingre i en menneskeskæbne.
(ser på ham.)
Men at De kunde være så hjerteløs imod hende alligevel?

LØVBORG.
Å, sig ikke, at det var hjerteløst!

HEDDA.
Gå hen og ødelægge, hvad der har fyldt hendes sind gennem lange, lange tider! Det kalder De ikke hjerteløst!

LØVBORG.
Til Dem kan jeg sige sandheden, Hedda.

HEDDA.
Sandheden?

LØVBORG.
Lov mig først, – gi’ mig Deres ord på, at hvad jeg nu betror Dem, det får Thea aldrig vide.

HEDDA.
Det har De mit ord på.

LØVBORG.
Godt. Så vil jeg da sige Dem, at det ikke var sandt, hvad jeg stod her og fortalte.

HEDDA.
Det om hæfterne?

LØVBORG.
Ja. Jeg har ikke revet dem istykker. Ikke kastet dem i fjorden heller.

HEDDA.
Nej, nej –. Men – hvor er de da?

LØVBORG.
Jeg har ødelagt dem alligevel. I bund og grund, Hedda!

HEDDA.
Dette her forstår jeg ikke.

LØVBORG.
Thea sa’, at det, jeg havde gjort, det stod for hende som et barnemord.

HEDDA.
Ja, – så sa’ hun.

LØVBORG.
Men det, at dræbe sit barn, – det er ikke det værste, en far kan gøre imod det.

HEDDA.
Det ikke det værste?

LØVBORG.
Nej. Det var det værste, jeg vilde skåne Thea for at høre.

HEDDA.
Og hvad er så dette værste?

LØVBORG.
Sæt nu, Hedda, at en mand, – sådan henad morgenstunden, – efter en forvildet, gennemsviret nat kom hjem til sit barns mor og sa’: hør du, – jeg har været der og der. På de og de steder. Og jeg har havt vort barn med mig. På de og de steder. Barnet er kommet væk for mig. Rent væk. Pokker véd, hvad hænder det er faldet i. Hvem der har havt sine fingre i det.

HEDDA.
Ah, – men til syvende og sidst, så – så var da dette her bare en bog –

LØVBORG.
Theas rene sjæl var i den bog.

HEDDA.
Ja, jeg forstår det.

LØVBORG.
Og så forstår De vel også, at mellem hende og mig er der ikke fremtid foran.

HEDDA.
Og hvad vej vil De så gå?

LØVBORG.
Ingen. Bare se til at få ende på det altsammen. Jo før jo heller.

HEDDA
(et skridt nærmere)
.

Ejlert Løvborg, – hør nu her –. Kunde De ikke se til, at – at det skede i skønhed?

LØVBORG.
I skønhed?
(smiler.)
Med vinløv i håret, som De før i tiden tænkte Dem –

HEDDA.
Å nej. Vinløvet, – det tror jeg ikke længer på. Men i skønhed alligevel! For én gangs skyld! – Farvel! De skal gå nu. Og ikke komme her oftere.

LØVBORG.
Farvel, frue. Og hils Jørgen Tesman fra mig.

(han vil gå.)

HEDDA.
Nej vent! En erindring fra mig skal De da ta’ med Dem.

(hun går hen til skrivebordet og åbner skuffen og pistolkassen. Kommer så hen igen til Løvborg med en af pistolerne.)

LØVBORG
(ser på hende)
.

Den der? Er det erindringen?

HEDDA
(nikker langsomt)
.

Kan De kende den igen? Den har engang været løftet imod Dem.

LØVBORG.
De skulde ha’ brugt den dengang.

HEDDA.
Se der! Brug De den nu.

LØVBORG
(stikker pistolen i brystlommen)
.

Tak!

HEDDA.
Og så i skønhed, Ejlert Løvborg. Lov mig bare det!

LØVBORG.
Farvel, Hedda Gabler.

(han går ud gennem forstuedøren.)

(Hedda lytter en stund ved døren. Derpå går hun hen til skrivebordet og tager pakken med manuskriptet frem, kikker lidt ind i omslaget, drager nogle af bladene halvt ud og ser på dem. Så går hun med det hele hen og sætter sig i lænestolen ved ovnen. Pakken har hun på skødet. Lidt efter åbner hun ovnsdøren og derefter også pakken.)

HEDDA
(kaster et af hæfterne ind i ilden og hvisker hen for sig)
:

Nu brænder jeg dit barn, Thea! – Du med krushåret!
(kaster et par hæfter til i ovnen.)
Dit og Ejlert Løvborgs barn.
(kaster det øvrige ind.)
Nu brænder, – nu brænder jeg barnet.

FJERDE AKT

(Samme værelser hos Tesmans. Det er aften. Selskabsværelset ligger i mørke. Bagværelset er belyst af hængelampen over bordet derinde. Forhængene for glasdøren er trukne til.)

(Hedda, sortklædt, driver om på gulvet i det mørke værelse. Kommer så ind i bagværelset og går henover mod venstre side. Der høres nogle akkorder fra pianoet. Så kommer hun frem igen og går ind i selskabsværelset.)

(Berte kommer fra højre side gennem bagværelset med en tændt lampe, som hun stiller på bordet foran hjørnesofaen i salonen. Hendes øjne er forgrædte, og hun har sorte bånd på kappen. Går stille og varsomt ud til højre. Hedda går hen til glasdøren, letter forhænget lidt tilside og ser ud i mørket)

(Kort efter kommer frøken Tesman, sørgeklædt, med hat og slør ind fra forstuen. Hedda går hende imøde og rækker hende hånden.)

FRØKEN TESMAN.
Ja, Hedda, her kommer jeg i sorgens farver. For nu har da min stakkers søster endelig stridt ud.

HEDDA.
Jeg véd det allerede, som De vel ser. Tesman sendte et kort ud til mig.

FRØKEN TESMAN.
Ja, han lovte mig jo det. Men jeg syntes da alligevel, at til Hedda, – her i livets hus, – her måtte jeg da melde døden selv.

HEDDA.
Det var meget venligt af Dem.

FRØKEN TESMAN.
Å, Rina skulde bare ikke gåt bort netop nu. Heddas hus skulde ikke bære sorg i denne tid.

HEDDA
(afledende)
.

Hun døde jo så stille, frøken Tesman?

FRØKEN TESMAN.
Å, så dejligt, – så fredeligt løste det sig op for hende. Og så den usigelige lykke, at hun fik se Jørgen engang til. Og fik sige ham rigtig farvel. – Er han kanske ikke kommen hjem endnu?

HEDDA.
Nej. Han skrev, at jeg ikke måtte vente ham så snart. Men sæt Dem da ned.

FRØKEN TESMAN.
Nej tak, kære – velsignede Hedda. Jeg vilde nok gerne. Men jeg har så liden tid. Nu skal hun stelles og pyntes så godt jeg kan. Rigtig pen skal hun komme i sin grav.

HEDDA.
Kan ikke jeg hjælpe med noget?

FRØKEN TESMAN.
Å, tænk da aldrig på det! Sligt noget må ikke Hedda Tesman ta’ sine hænder i. Og ikke fæste sine tanker ved heller. Ikke i denne tid, ikke.

HEDDA.
Å, tankerne, – de lar sig ikke sådan mestre –

FRØKEN TESMAN
(vedblivende)
.

Ja, Herregud, så går det i verden. Hjemme hos mig skal vi nu sy lintøj til Rina. Og her skal vel også snart syes, kan jeg tænke. Men det blir af et andet slags, det, – Gud ske lov.

(Jørgen Tesman kommer ind gennem forstuedøren.)

HEDDA.
Nå, det var da godt, du endelig, kom engang.

TESMAN.
Er du her, tante Julle? Hos Hedda? Tænk det!

FRØKEN TESMAN.
Jeg vilde just til at gå igen, min kære gut. Nå, fik du så udrettet alt det, du lovte mig?

TESMAN.
Nej, jeg er virkelig ræd, jeg har glemt halvparten, du. Jeg får springe ind til dig imorgen igen. For idag er mit hode så rent fortumlet. Jeg kan ikke holde tankerne sammen.

FRØKEN TESMAN.
Men, snille Jørgen, du må da ikke ta’ det på den vis.

TESMAN.
Så? Hvorledes da, mener du?

FRØKEN TESMAN.
Du skal være glad i sorgen. Glad for det, som sket er. Ligesom jeg er det.

TESMAN.
Å ja, ja. Du tænker på tante Rina, du.

HEDDA.
Det blir ensomt for Dem nu, frøken Tesman.

FRØKEN TESMAN.
I de første dagene, ja. Men det kommer vel ikke til at vare så længe, vil jeg håbe. Salig Rinas lille stue skal da ikke stå tom, véd jeg!

TESMAN.
Så? Hvem vil du da skal flytte ind i den? Hvad?

FRØKEN TESMAN.
Å, der findes altid en eller anden syg stakker, som trænger røgt og pleje, desværre.

HEDDA.
Vil De virkelig ta’ sligt kors på Dem igen?

FRØKEN TESMAN.
Kors! Gud forlade Dem, barn, – det har da ikke været noget kors for mig.

HEDDA.
Men om der nu skulde komme et fremmed menneske, så –

FRØKEN TESMAN.
Å, med syge folk blir en snart venner. Og jeg behøver da så sårt at ha’ nogen at leve for, jeg også. Nå, Gud ske lov og tak, – her i huset turde vel også bli’ et og andet at ta’ hånd i for en gammel tante.

HEDDA.
Å, tal bare ikke om vort.

TESMAN.
Ja, tænk, hvor dejligt vi tre kunde ha’ det sammen, dersom –

HEDDA.
Dersom –?

TESMAN
(urolig)
.

Å, ikke noget. Det ordner sig vel. Lad os håbe det. Hvad?

FRØKEN TESMAN.
Ja, ja. I to har nok noget at snakke sammen, kan jeg skønne.
(smiler.)
Og Hedda har kanske også noget at fortælle dig, Jørgen. Farvel! Nu må jeg hjem til Rina.
(vender sig ved døren.)
Herregud, hvor underligt at tænke sig! Nu er Rina både hos mig og hos salig Jochum.

TESMAN.
Ja, tænk det, tante Julle! Hvad.

(Frøken Tesman går ud gennem forstuedøren.)

HEDDA
(følger Tesman koldt og forskende med øjnene)
.

Jeg tror næsten, dødsfaldet går dig mere til hjertet end hende.

TESMAN.
Å, det er ikke dødsfaldet alene. Det er Ejlert, som jeg er så inderlig urolig for.

HEDDA
(hurtigt)
.

Er der noget nyt med ham?

TESMAN.
Jeg vilde løbet op til ham i eftermiddag og sagt ham, at manuskriptet var i god behold.

HEDDA.
Nå? Traf du ham så ikke?

TESMAN.
Nej. Han var ikke hjemme. Men bagefter så mødte jeg fru Elvsted, og hun fortalte, at han havde været her tidlig imorges.

HEDDA.
Ja straks efter at du var gåt.

TESMAN.
Og han skal jo ha’ sagt, at han havde revet manuskriptet istykker. Hvad?

HEDDA.
Ja, han påstod det.

TESMAN.
Men, Herregud, så har han jo været rent sindsforvirret! Og så turde du vel sagtens ikke gi’ ham det tilbage heller, Hedda?

HEDDA.
Nej, han fik det ikke.

TESMAN.
Men du sa’ ham da vel, at vi havde det?

HEDDA.
Nej.
(hurtigt.)
Sa’ du kanske det til fru Elvsted?

TESMAN.
Nej, det vilde jeg ikke. Men til ham selv skulde du ha’ sagt det. Tænk, om han i fortvilelse går hen og gør en ulykke på sig! Lad mig få manuskriptet, Hedda! Jeg vil springe ind til ham med det straks. Hvor har du pakken?

HEDDA
(kold og ubevægelig, støttet til lænestolen)
.

Jeg har den ikke mere.

TESMAN.
Har du den ikke! Hvad i al verden mener du med det!

HEDDA.
Jeg har brændt det op – alt sammen.

TESMAN
(farer op i skræk)
.

Brændt! Brændt Ejlerts manuskript!

HEDDA.
Skrig ikke så. Tjenestepigen kunde gerne høre dig.

TESMAN.
Brændt! Men du godeste Gud –! Nej, nej, nej, – dette er rent umuligt!

HEDDA.
Ja, det er nu så alligevel.

TESMAN.
Men véd du da selv, hvad du der har gjort, Hedda! Det er jo ulovlig omgang med hittegods. Tænk det! Ja, spør’ du bare assessor Brack, så skal du få høre.

HEDDA.
Det er visst rådeligst, at du ikke taler om det, – hverken til assessoren eller til nogen anden.

TESMAN.
Men hvorledes kunde du da gå hen og gøre noget så uhørt! Hvorledes kunde sligt falde dig ind? Hvorledes kunde det komme over dig? Svar mig på det. Hvad?

HEDDA
(undertrykker et næsten umærkeligt smil)
.

Jeg gjorde det for din skyld, Jørgen.

TESMAN.
For min skyld!

HEDDA.
Da du kom hjem imorges og fortalte, at han havde læst for dig –

TESMAN.
Ja, ja, hvad så?

HEDDA.
Da tilstod du, at du misundte ham det værk.

TESMAN.
Å Herregud, det var da ikke så bogstavelig ment.

HEDDA.
Alligevel. Jeg kunde ikke tåle den tanke, at nogen anden skulde stille dig i skyggen.

TESMAN
(i udbrud, mellem tvil og glæde)
.

Hedda, – å, er det sandt, hvad du siger! – Ja-men, – ja-men – på den slags måde har jeg aldrig mærket din kærlighed før. Tænk det!

HEDDA.
Nå, så er det bedst du får vide da – at just i denne tid –
(heftigt, afbrydende.)
Nej, nej, – du kan spørge dig for hos tante Julle. Så gir hun dig nok besked.

TESMAN.
Å, jeg tror næsten jeg forstår dig, Hedda!
(slår hænderne sammen.)
Nej, Herregud, du, – skulde det være muligt! Hvad?

HEDDA.
Skrig da ikke så. Pigen kan høre dig.

TESMAN
(leende i overstadig glæde)
.

Pigen! Nej, du er virkelig kostelig, du, Hedda! Pigen, – det er jo Berte, det! Jeg vil selv ud og fortælle det til Berte.

HEDDA
(knuger hænderne som fortvilet)
.

Å, jeg forgår, – jeg forgår i alt dette her!

TESMAN.
l hvad for noget, Hedda? Hvad?

HEDDA
(koldt, behersket)
.

I alt dette – løjerlige, – Jørgen.

TESMAN.
Løjerligt? At jeg er så sjæleglad. Men alligevel –. Kanske det ikke er værdt, at jeg siger noget til Berte.

HEDDA.
Å jo, – hvorfor ikke det også?

TESMAN.
Nej, nej, ikke endnu. Men tante Julle må tilforladelig få vide det. Og det, at du begynder at kalde mig Jørgen også! Tænk det. Å, tante Julle, hun vil bli’ så glad, – så glad!

HEDDA.
Når hun hører, at jeg har brændt Ejlert Løvborgs papirer – for din skyld?

TESMAN.
Nej, det er jo også sandt! Det med papirerne, det må naturligvis ingen få vide. Men at du brænder for mig, Hedda, – det skal så sandelig tante Julle ha’ del i! For resten gad jeg vide, jeg, om sligt noget er almindeligt hos unge koner, du? Hvad?

HEDDA.
Du bør spørge tante Julle om det også, synes jeg.

TESMAN.
Ja, det vil jeg virkelig gøre ved lejlighed.
(ser atter urolig og betænkelig ud.)
Nej men, – nej men manuskriptet da! Herregud, det er jo forfærdeligt at tænke sig for den stakkers Ejlert alligevel.

(Fru Elvsted, klædt ligesom ved sit første besøg, med hat og overtøj, kommer ind gennem forstuedøren.)

FRU ELVSTED
(hilser hurtigt og siger i sindsbevægelse)
:

Å, kære Hedda, tag mig ikke ilde op, at jeg kommer igen.