Complete Works of Henrik Ibsen (646 page)

– som ser på ens ben, mener De?

HEDDA.
Ja netop.

BRACK.
Nå, men, Herregud –

HEDDA
(med en afværgende håndbevægelse)
.

Holder ikke af det. – Da blir jeg heller siddende, – hvor jeg nu engang er. På tomandshånd.

BRACK.
Nå, men så stiger der en tredjemand ind til parret da.

HEDDA.
Ja se, – det er noget ganske andet!

BRACK.
En prøvet, forstående ven –

HEDDA.
– underholdende på alskens livlige områder –

BRACK.
– og slet ikke spor af fagmenneske!

HEDDA
(med et hørligt åndedrag)
.

Ja, det er jo rigtignok en lettelse.

BRACK
(hører indgangsdøren åbnes og skotter hen)
.

Trekanten sluttet.

HEDDA
(halvhøjt)
.

Og så kører toget videre.

(Jørgen Tesman, i grå spadserdragt og med blød filthat, kommer ind fra forstuen. Han har en hel del uindbundne bøger under armen og i lommerne.)

TESMAN
(går op til bordet ved hjørnesofaen)
.

Puh, – det var sandelig hedt at slæbe på, – alt dette her.
(lægger bøgerne fra sig.)
Jeg formelig sveder, Hedda. Nej, se, se, – er De alt kommen, kære assessor? Hvad? Det sa’ ikke Berte noget om.

BRACK
(rejser sig)
.

Jeg gik op igennem haven.

HEDDA.
Hvad er det for bøger, du kommer med?

TESMAN
(står og blader i dem)
.

Det er nogen nye fagskrifter, som jeg nødvendigvis måtte ha’.

HEDDA.
Fagskrifter?

BRACK.
Aha, det er fagskrifter, fru Tesman.

(Brack og Hedda veksler et forstående smil.)

HEDDA.
Behøver du endnu flere fagskrifter?

TESMAN.
Ja, kære Hedda, dem kan man aldrig få for mange af. Man må jo følge med, hvad der skrives og trykkes.

HEDDA.
Ja, man må vel det.

TESMAN
(roder om mellem bøgerne)
.

Og se her, – her har jeg fåt fat på Ejlert Løvborgs nye bog også.
(rækker den frem.)
Har du kanske lyst til at se i den, Hedda? Hvad?

HEDDA.
Nej, mange tak. Eller – jo, kanske senere.

TESMAN.
Jeg bladed lidt i den på vejen.

BRACK.
Nå, hvad synes så De – som fagmand?

TESMAN.
Jeg synes, det er mærkeligt, hvor sindigt den er holdt. Han skrev aldrig således før.
(samler bøgerne sammen.)
Men nu vil jeg bære ind alt dette her. Det skal bli’ en fryd at få skære op –! Og så må jeg klæ’ mig lidt om.
(til Brack.)
Ja, for vi behøver vel ikke at gå nu straks? Hvad?

BRACK.
Å bevares, – det haster ikke på længe endnu.

TESMAN.
Nå, så gir jeg mig tid da.
(går med bøgerne, men standser i døråbningen og vender sig.)
Det er sandt, Hedda, – tante Julle kommer ikke ud til dig iaften.

HEDDA.
Ikke det? Er det kanske den historie med hatten, som er ivejen?

TESMAN.
Å, langt ifra. Hvor kan du tro sligt om tante Julle? Tænk –! Men tante Rina er så svært dårlig, ser du.

HEDDA.
Det er hun jo altid.

TESMAN.
Ja, men idag var det nu så rent galt fat med hende, stakker.

HEDDA.
Nå, så er det jo så rimeligt, at den anden blir hos hende da. Jeg får finde mig i det.

TESMAN.
Og du kan ikke tænke dig, du, hvor sjæleglad tante Julle var alligevel, – fordi du var ble’t så trivelig på rejsen!

HEDDA
(halvhøjt, rejser sig)
.

Åh, – disse evige tanterne!

TESMAN.
Hvad?

HEDDA
(går hen til glasdøren)
.

Ingenting.

TESMAN.
Ja-ja da.

(han går gennem bagværelset ud til højre.)

BRACK.
Hvad var det for en hat, De talte om?

HEDDA.
Å, det var noget med frøken Tesman imorges. Hun havde lagt sin hat fra sig der på stolen.
(ser på ham og smiler.)
Og så lod jeg, som om jeg trode det var tjenestepigens.

BRACK
(ryster på hodet)
.

Men, snille fru Hedda, hvor kunde De nu gøre det! Imod den skikkelige gamle dame!

HEDDA
(nervøs, går hen over gulvet)
.

Ja, ser De, – sligt noget kommer over mig ret som det er. Og så kan jeg ikke la’ det være.
(kaster sig ned i lænestolen ved ovnen.)
Å, jeg véd ikke selv, hvorledes jeg skal forklare det.

BRACK
(bag lænestolen)
.

De er ikke egentlig lykkelig, – det er nok sagen.

HEDDA
(ser frem for sig)
.

Jeg véd heller ikke, hvorfor jeg skulde være – lykkelig. Eller kan De kanske sige mig det?

BRACK.
Ja, – blandt andet fordi De har fåt netop det hjem, som De havde ønsket Dem.

HEDDA
(ser op på ham og ler)
.

Tror De også på den ønskehistorien?

BRACK.
Er der da ikke noget i det?

HEDDA.
Jo bevares, – noget er der.

BRACK.
Nå?

HEDDA.
Der er det i det, at jeg brugte Tesman til at følge mig hjem fra aftenselskaber ifjor sommer –

BRACK.
Desværre, – jeg havde jo en ganske anden vej.

HEDDA.
Det er sandt. De gik nok på andre veje ifjor sommer.

BRACK
(ler)
.

Skam Dem, fru Hedda! Nå, – men De og Tesman altså –?

HEDDA.
Ja, så kom vi her forbi en aften. Og Tesman, stakker, han vred og vendte på sig. For han vidste ikke, hvad han skulde finde på at snakke om. Så syntes jeg synd i det lærde menneske –

BRACK
(smiler tvilende)
.

Gjorde De? Hm –

HEDDA.
Jo, så tilforladelig gjorde jeg det. Og så – for at hjælpe ham ud af vånden – så kom jeg, rent letsindigt, til at sige, at her i denne villaen skulde jeg ha’ lyst til at bo.

BRACK.
Ikke andet end det?

HEDDA.
Ikke den aften.

BRACK.
Men bagefter altså?

HEDDA.
Ja. Min letsindighed havde følger, kære assessor.

BRACK.
Desværre, – det har vore letsindigheder kun altfor ofte, fru Hedda.

HEDDA.
Tak! Men i dette sværmeriet for statsrådinde Falks villa var det altså, at Jørgen Tesman og jeg mødtes i forståelse, ser De! Det drog efter sig både forlovelse og giftermål og bryllupsrejse og alt sammen. Ja, ja, assessor, – som man reder så ligger man, – havde jeg nær sagt.

BRACK.
Det er kosteligt! Og i grunden så brød De Dem kanske sletikke en smule om dette her.

HEDDA.
Nej, det véd Gud jeg ikke gjorde.

BRACK.
Ja, men nu da? Nu, da vi har fåt indrettet det lidt hjemligt for Dem!

HEDDA.
Uh, – jeg synes her lugter lavendler og saltede roser i alle værelserne. – Men den lugt har kanske tante Julle ført med sig.

BRACK
(ler)
.

Nej, så tror jeg heller det er efter salig statsrådinden.

HEDDA.
Ja, noget afdød er der ved det. Det minder om balblomster – dagen efter.
(folder hænderne bag om nakken, læner sig tilbage i stolen og ser på ham.)
Å, kære assessor, – De kan ikke forestille Dem, hvor gyseligt jeg vil komme til at kede mig herude.

BRACK.
Skulde da ikke livet ha’ en eller anden opgave at byde på for Dem også, fru Hedda?

HEDDA.
En opgave, – som der kunde være noget lokkende ved?

BRACK.
Helst det, naturligvis.

HEDDA.
Gud véd, hvad det skulde være for en opgave. Mangen gang tænker jeg på –
(afbrydende.)
Men det går visst ikke, det, heller.

BRACK.
Hvem véd? Lad mig bare høre.

HEDDA.
Om jeg nu kunde få Tesman til at slå sig på politik, mener jeg.

BRACK
(ler)
.

Tesman! Nej, véd De hvad, – sligt noget som politik, det ligger da slet – aldeles ikke for ham.

HEDDA.
Nej, det tror jeg gerne. – Men om jeg nu kunde få ham til det alligevel?

BRACK.
Ja, – hvad tilfredsstillelse vilde der være for Dem i det? Når han nu ikke duer. Hvorfor vil De så ha’ ham til det?

HEDDA.
Fordi jeg keder mig, hører De!
(lidt efter.)
Tror De altså, det vilde være så rent umuligt, at Tesman kunde bli’ statsminister?

BRACK.
Hm, – ser De, kære fru Hedda, – for at bli’ det måtte han nu for det første være en temmelig rig mand.

HEDDA
(rejser sig utålmodig)
.

Ja, der har vi det! Det er disse tarvelige vilkår, jeg er kommet ind i –!
(går henover gulvet.)
Det er dem, som gør livet så ynkeligt! Så rent ud latterligt! – For så er det.

BRACK.
Jeg tror nu, at skylden ligger andetsteds.

HEDDA.
Hvor da?

BRACK.
De har aldrig fåt leve noget rigtig vækkende igennem.

HEDDA.
Noget alvorligt, mener De?

BRACK.
Ja, man kan jo gerne kalde det så også. Men nu tør det kanske komme.

HEDDA
(kaster på nakken)
.

Å, De tænker på vederværdighederne med denne stakkers professorposten! Men det får bli’ Tesmans egen sag. Det spilder jeg såmæn ikke en tanke på.

BRACK.
Nej-nej, lad så være med det. Men når der nu blir stillet, – hvad man – sådan i den højere stil – kalder alvorsfulde og – og ansvarsfulde krav til Dem?
(smiler.)
Nye krav, lille fru Hedda.

HEDDA
(vred)
.

Ti stille! Aldrig får De opleve noget af den slags!

BRACK
(varsomt)
.

Vi skal tales ved om et årstid – i det aller længste.