Complete Works of Henrik Ibsen (352 page)

CATILINA.
O, hvilket valg! Og dog, – her er ej valg; –
til målet må jeg, – tør ej midtvejs standse.
(råber.)
Så følg mig ud på sletten!

AURELIA
(kaster sig i nans arme)
.
Catilina, –
gå ikke fra mig, – eller tag mig med!

CATILINA.
Nej, bliv, Aurelia!

FURIA
(som før)
.
Tag hende med!
Du får en død, dit liv, dit navn fuldt værdig,
når ned du hugges – i en kvindes arme.

CATILINA
(støder Aurelia tilside)
.
Væk fra mig, du, som stjæle vil mit ry! –
Blandt mænd skal døden ramme mig. Jeg har
et liv at sone og et navn at tvætte –

FURIA.
Ret så; ret så, min stolte Catilina!

CATILINA.
Ud af min sjæl jeg river alt, som binder
mig til min fortid og dens tomme drøm!
Hvad bag mig ligger, er som om det aldrig
af mig var levet –

AURELIA
O, forstød mig ikke!
Ved al min elskov, – jeg besværger dig, –
lad os ej skilles, Catilina!

CATILINA.
Ti!
Mit bryst er dødt, mit blik er blindt for elskov.
Fra livets gøgleværk jeg vender øjet,
og ser kun mod den store blege stjerne
på eftermælets himmel!

AURELIA.
Milde guder!
(hun læner sig mat op mod træet udenfor teltet.)

CATILINA
(til mændene)
.
Og nu afsted!

MANLIUS.
Hist lyder våbenbrag

FLERE STEMMER.
De nærmer sig!

CATILINA.
Godt! Vi vil kækt dem møde.
Lang var vor skændsels nat; snart gryr en dag –.
Til bad i kampens morgenskyer røde!
Følg mig! For Romer-sværd med Romer-mod
skal Romas sidste segne i sit blod!
(de iler ud gennem skoven; fra lejren høres larm og stridsråb.)

FURIA.
Han er borte. Jeg har nået målet for mit liv.
Solens første blik på sletten ser ham kold og stiv.

AURELIA
(hen for sig)
.
I hans harmopfyldte hjerte skulde elskov mer ej bo?
Var det drømme? Nej, så lød det fra hans vrede læbe jo.

FURIA.
Sværdet klinger; Catilina svæver alt på gravens rand;
snart han som en lydløs skygge haster mod de dødes land.

AURELIA
(farer sammen)
.
Ah, hvo er du, uheldsvangre røst, der høres hist,
uglen lig, når hult den varsler ifra træets kvist!
Er du stegen fra de klamme skyggelande frem
for at føre Catilina til dit skumle hjem?

FURIA.
Hjemmet er jo vandrings-målet, og hans veje gik
gennem livets dynd og sumpe –

AURELIA.
Kun et øjeblik
Frit og ædelt var hans hjerte, stærk hans sjæl og god,
til et giftfrø den omklamred med sin slangerod.

FURIA.
Friskt og grønt er og platanens løv i brede lag,
til dens stamme kvæles i en slyngvæksts favnetag.

AURELIA.
Der forrådte du dit ophav! Denne stemmes klang
gav fra Catilinas læber genlyd mangen gang.
Du er slangen, som forgifted for mig livets frugt,
slangen, som for al min ømhed har hans hjerte lukt.
Fra de vågne nætters drømme grant jeg kender dig,
ser dig som en trusel stillet mellem ham og mig.
Ved min elskte husbonds side higed jeg så fro
mod et liv, af stilhed hegnet, mod et hvilens bo;
i hans trætte hjerte planted jeg et urtebed;
som dets bedste smykke freded jeg vor kærlighed.
Ah, din hadske hånd har rykket urten op med rod,
og i støvet ligger den, hvor før den frodig stod!

FURIA.
Svage tåbe; du vil lede Catilinas skridt?
Ser du ikke at hans hjerte aldrig helt var dit?
Tror du, dine blomster trives kan i slig en grund?
I det solskin-svangre forår gror violer kun,
medens bulmen yppigst vokser under skyens tag;
og hans sjæl var alt forlængst en skyfuld høstens dag.
Alt er tabt for dig! Snart slukkes gnisten i hans barm,
og som hævnens offer ligger han i dødens arm!

AURELIA
(med stigende ild)
.
Nej, ved alle lysets guder, nej, det skal han ej!
Til hans hjerte mine tårer baner end en vej.
Finder jeg ham bleg og blodig efter kampens larm,
slynge vil jeg mine arme om hans kolde barm,
ånde på hans stumme læbe al min kærlighed,
mildne smerten i hans indre, bringe trøst og fred.
Hævnens bud, dit offer skal jeg vriste af din hånd,
binde ham til lysets hjemland med et elskovsbånd;
og er hjertets slag forstummet, medens øjet brast,
går vi begge bort fra livet i et favntag fast.
Skænk mig da, I milde magter, for hvad her jeg led,
ved min husbonds side gravens store stille fred.
(hun går.)

FURIA
(ser efter hende)
.
Søg ham, forblindede; – jeg frygter ej;
jeg holder sejren trygt i mine hænder.
Nu vokser kampens larm; dens bulder blandes
med døds-skrig og med brustne skjoldes brag.
Mon alt han bløder? Mon han lever end?
O, skøn er denne stund! Sig månen skjuler
bag tykke tordenskyer i sin nedgang.
Det vorder nat et øjeblik påny
før dagen kommer; – og med dagens komme
er alting ude. Han forgår i mørket,
som han i mørket leved. Skønne stund!
(hun lytter.)
Nu suser det forbi, lig høstens stormpust,
og mister mælet i det vide fjerne;
de tunge skarer fejer sletten ren.
Ustandselig, nedtrampende de faldne,
de vælter frem som havets vrede bølger. –
Jeg hører klynk og gisp og støn derude, –
den sidste vuggesang, – hvori de dysser
til ro sig selv og alle blege brødre. –
Nu stemmer uglen i. Den ønsker dem
velkommen i de skumle skyggers rige.
(efter et ophold.)
Hvor lydløst stilt. Nu er han altså min, –
alene min, og min for alle tider.
Nu kan vi følges ad til glemselsfloden –
og over floden, hvor det aldrig dages.
Dog først jeg søge vil hans lig derude,
vil mætte mig ved synet af de skønne
forhadte ansigtsdrag før de forstyrres
af sol, som rinder, og af ravn, som venter.
(vil gå, men studser og farer tilbage.)
Hvad nu! Hvad glider over engen hist?
Er det kun sumpens dunster, som sig tætner
i morgenkulden til et samlet billed?
Nu nærmer det sig. – Catilinas skygge!
Hans genfærd –! Jeg kan se hans brustne øje,
hans kløvte skjold, hans klingeløse sværd;
jeg ser den hele døde mand; kun
et
, –
forunderligt, – døds-såret ser jeg ikke.
(Catilina kommer gennem skoven, bleg og mat, med sænket hoved og forstyrrede blikke.)

CATILINA
(hen for sig)
.
„Du falder for din egen hånd, –
og dog en fremmed skal dig fælde.”
Så lød hans spådomsord. Nu er jeg falden –
skønt ingens hånd mig traf. Hvo løser gåden?

FURIA.
Vær hilset efter kampen, Catilina!

CATILINA.
Ah, hvo er du?

FURIA.
Jeg er en skygges skygge.

CATILINA.
Dig er det, Furia! Du hilser mig?

FURIA.
Velkommen i vort fælles hjem! Nu kan
vi følges ad til Charons båd, – to genfærd.
Dog først – tag sejers-kransen af min hånd.
(hun plukker nogle blomster, som hun under det følgende fletter sammen til en krans.)

CATILINA.
Hvad gør du der?

FURIA.
Jeg smykke vil din pande.
Men hvorfor kommer du alene hid?
En høvdings skygge skulde følges af
ti tusend faldne. Hvor er dine venner?

CATILINA.
De sover, Furia!

FURIA.
De sover end?

CATILINA.
De sover end, – og de vil sove længe.
De sover alle. List dig gennem skoven;
kig ud på sletten, – tyst; forstyr dem ikke!
der vil du finde dem i lange rader.
De slumred ind ved sværdes vuggesang;
de slumred ind, – og vågned ej, som jeg,
da sangen tabte sig bag fjerne højder.
Et genfærd kaldte du mig. Ja, jeg er
et genfærd af mig selv. Men tro blot ej
at hines slummer er så ganske rolig
og drømmeløs. O, tro det ikke!

FURIA.
Tal!
Hvad drømmer dine venner?

CATILINA.
Du skal høre. –
Jeg stred i spidsen, med fortvivlet sind,
og søgte døden under sværdets egg.
Til højre og til venstre segned alle;
Statilius faldt, – Gabinius, Manlius;
min Curius dræbtes da mit bryst han dækked;
da alle faldt for blanke Romer-sværd, –
for hine sværd, som vraged mig alene.
Ja, Romas våben vraged Catilina.
Med brustent værge stod jeg, halvt bedøvet,
og sansed intet medens kampens bølger
mig overskylled. Samling vandt jeg først
da alt blev stilt omkring, og jeg så op,
og øjned slaget som et hav – langt bag mig!
Hvorlænge stod jeg der? Det véd jeg kun, –
jeg stod alene mellem mine døde.
Men der var liv i disse brustne øjne;
mundkrogene fortrak sig til et smil;
og smil og øjne retted de mod mig,
der stod alene oprejst mellem ligene, –
mod mig, der havde stridt for dem og Roma, –
mod mig, der stod igen foragtet, vraget
af Romas sværd. – Da døde Catilina.

FURIA.
Falskt har du tydet dine dødes drømme;
falskt har du tydet, hvad der dræbte dig.
Med smil og øjekast de bød dig ind
at sove, som de selv –

CATILINA.
Ja, hvis jeg kunde!

FURIA.
Vær trøstig, – genfærd af en fordums helt;
din hvilestund er nær. Kom; bøj dit hoved; –
nu vil jeg smykke dig med sejrens krans.
(hun rækker den imod ham.)

CATILINA.
Fy, – hvad er det? En valmuekrans –!

FURIA
(med vild lystighed)
.
Nu, ja, –
er ikke valmuer smukke? De vil lyse
omkring din pande som en bræm af blod.

CATILINA,
Kast kransen væk! Jeg hader dette røde.

FURIA
(ler højt)
.
Du elsker mer de matte, blege farver?
Godt! Jeg vil hente dig den grønne sivkrans,
som Silvia bar i de våde lokker,
da hendes lig flød op ved Tibers munding.

CATILINA.
Ah, hvilke syner –!

FURIA.
Skal jeg heller bringe
dig tidsel-klyngerne fra Romas torv,
med brune pletter af det borgerblod,
som strømmed for din hånd, min Catilina?

CATILINA.
Hold inde!

FURIA.
Eller lyster dig en løvkrans
af vinter-egen ved min moders hus,
der visned da en ung vanæret kvinde
med høje skrig sprang sansesløs i floden?

CATILINA.
Tøm alle hævnens skåler over mig
på engang ud –!

FURIA.
Jeg er dit eget øje, –
dit eget minde og din egen dom.

CATILINA.
Men hvorfor
nu
–?

FURIA.
Ved målet skuer jo
den trætte vandrer på sin vej tilbage.

CATILINA.
O, står jeg ved mit mål? Er dette målet?
Jeg er ej levende, – og ej begravet.
Hvor ligger målet?

FURIA.
Nær, – såfremt du vil.

CATILINA.
Jeg har ej vilje mer; min vilje døde
da alt forspildtes, hvad jeg engang vilde.
(slår ud med hænderne.)
Vig langt ifra mig, alle gustne skygger!
Hvad kræver I af mig, I mænd og kvinder?
Jeg kan ej skænke jer –! O, denne skare –!

FURIA.
Til jorden bunden er endnu din skygge.
Riv sønder disse tusend trådes næt!
Kom, lad mig trykke kransen i dit hår; –
den har en stærk, en lægsom glemsels-kraft;
den dysser dig til ro; den dræber mindet.

CATILINA
(klangløst)
.
Den dræber mindet? Tør jeg tro dit ord?
Så tryk din giftkrans tæt omkring min pande.

FURIA
(sætter kransen på hans hoved)
.
Nu er du smykket. Sådan skal du træde
for mørkets fyrste frem, min Catilina!

CATILINA.
Kom, lad os gå! Did ned jeg higer såre; –
jeg stunder hjem til alle skyggers land.
Lad os tilsammen gå! – Hvad fængsler mig?
Hvad binder mine skridt? Jeg føler bag mig
på morgenhimlens hvælv en tåget stjerne; –
den holder mig i livets land tilbage;
den drager mig, som månen drager havet.

FURIA.
Følg med; følg med!

CATILINA.
Den vinker og den blinker.
Jeg kan ej følge dig før dette lys
er ganske slukket, eller slørt af skyer. –
Nu ser jeg det! Det er ej nogen stjerne;
det er et hjerte, bankende og varmt;
det binder mig; det fængsler og det drager,
som aftenstjernen drager barnets øje.