Complete Works of Henrik Ibsen (356 page)
Read Complete Works of Henrik Ibsen Online
Authors: Henrik Ibsen
HROLLOUG.
Hjemad!
ALLE.
Hjem! Til Norge!
BLANKA
(begejstret, idet hun river banneret af Jostejns hånd)
.
Ja, nu afsted! Mod nord skal farten gå
igennem storm og skum på bølger blå.
Snart dæmrer dagen over jøklens tinde,
snart vorder ledingsfærden kun et minde!
Alt sidder Nordens viking på sin høj;
forbi er tiden, da han vældigt fløj
fra kyst til kyst med våbenbrag og flammer.
I støvet synker tordengudens hammer,
og Norden vorder selv en kæmpegrav.
Men glem ej løftet, som Alfader gav:
Når mos og blommer dækker højens side,
skal heltens ånd på Idavold jo stride, –
så stiger også Norden fra sin grav
til luttret åndsbedrift på tankens hav!
BENGT GAUTESØN, herre til Solhaug.
MARGIT, hans hustru.
SIGNE, hendes søster.
GUDMUND ALFSØN, deres frænde.
KNUT GÆSLING, kongens foged.
ERIK FRA HÆGGE, hans ven.
EN HUSKARL.
EN ANDEN HUSKARL.
KONGENS SENDEBUD.
EN GAMMEL MAND
EN PIGE.
GÆSTER, HERRER og FRUER.
MÆND i Knut Gæslings følge.
KARLE og PIGER på Solhaug.
(Handlingen foregår på Solhaug i det fjortende århundre.)
(En stadselig stue med dør i baggrunden og på begge sidevæggene. Foran til højre et karnap-vindu med små, runde, blyindfattede ruder, og ved vinduet et bord med en mængde kvindesmykker. Langs væggen til venstre et større bord med sølvkruse, bægre og drikkehorn. Døren i baggrunden fører ud til en åben svalegang, hvorigennem ses et vidt fjordlandskab.)
(Bengt Gautesøn, fru Margit, Knut Gæsling og Erik fra Hægge sidder om drikkebordet til venstre. I baggrunden dels sidder dels står Knuts mænd; et par ølboller går rundt mellem dem. Langt borte høres kirkeklokker, som ringer til højmesse.)
ERIK
(rejser sig op ved bordet)
.
Og nu, kort og godt, hvad svar har I at give mig paa mit ærend som Knut Gæslings bejlermand?
BENGT
(skotter urolig til sin hustru)
.
Ja, jeg – jeg tænker nu –
(da hun tier.)
Hm, Margit, lad os først høre, hvad du mener.
MARGIT
(står op)
.
Herr Knut Gæsling, – det var mig længe vitterligt, hvad Erik fra Hægge nys fremsatte om eder. Jeg véd fuldt vel, at I stammer fra en berømmelig slægt; I er rig på gods og guld, og vor kongelige herre er eder synderlig bevågen.
BENGT
(til Knut)
.
Synderlig bevågen, – det siger jeg også.
MARGIT.
Og visseligen kunde ikke min søster kåre sig nogen gævere husbond –
BENGT.
Ingen gævere; det er lige det samme, som jeg tænker.
MARGIT.
– dersom I ellers kan formå hende til at fatte godhed for jer.
BENGT
(ængstelig og halv sagte)
.
Men, – men, min kære hustru –
KNUT
(springer op)
.
Ja så, fru Margit! I mener, at eders søster –?
BENGT
(søger at berolige ham)
.
Nej vent, Knut Gæsling! Vent nu. I må forstå os ret.
MARGIT.
Så lidet kan mine ord krænke jer. Min søster kender eder jo kun af de viser, som er gjort om eder, – og de viser klinger ilde for høviske øren.
Eders fædres gård er et utrygt hjem
mellem alle de vilde gæster.
Både nat og dag har I gilde med dem.
Krist hjælpe den ungmø, I fæster!
Krist hjælpe den ungmø, I lokker med guld,
med gods eller grønne skove; –
snart vil I se hende sorrigfuld
at længes, under muldet at sove.
ERIK.
Nu ja – sandt nok – Knut Gæsling lever noget vildt og ustyrligt. Men sligt ændrer sig let, når han får sig en hustru i gården.
KNUT.
Og vel skal I mærke jer dette, fru Margit. Det kan være en uge siden, at jeg var til drikkegilde på Hægge hos Erik, som her står. Øllet var stærkt; og da det led ud på kvelden gjorde jeg det løfte, at Signe, eders fagre søster, skulde vorde min viv, før året var omme. Aldrig skal det siges Knut Gæsling på, at han har brudt noget løfte. Derfor ser I selv, at I må kåre mig til eders søsters husbond, – enten med det gode eller med det onde.
MARGIT.
Før det skal ske, vil jeg ikke fordølge,
I må skille jer af med jert ravende følge.
I må ikke længer med skrig og med larm
jage rundt bygden tilhest og i karm;
I må døve den gru, som langvejs står
af Knut Gæslings komme til bryllupsgård.
Høvisk må I te jer, når I rider til gilde;
øksen skal I hjemme bag stuedøren stille; –
I véd, den sidder løs i jer hånd, når mjød
og øl har gjort jer panden fortumlet og rød.
Ærbare kvinder skal I lade med fred;
lad hvermand beholde sit eje;
I må ikke frækt skikke nogen den besked,
at hvis han er klog, så tar han ligskjorten med,
når han færdes på eders veje.
Og arter I jer sådan til året går ud,
så kunde I nok vinde jer min søster til brud.
KNUT
(med indædt harme)
.
I véd snildt at belægge eders ord, fru Margit. For sandt – I burde være prest og ikke eders husbonds frue.
BENGT.
Å, for den sags skyld, så kunde nok jeg også –
KNUT
(uden at agte på ham)
.
Men vel skal I mærke jer, at havde en våbenfør mand talt mig til på slig vis som I, så –
BENGT.
Nej men hør nu, Knut Gæsling, – I må forstå os!
KNUT
(som før)
.
Nu, kort og godt, så skulde han fornummet, at øksen sidder mig løs i hånden, som I fornylig sagde.
BENGT
(sagte)
.
Der har vi det! Margit, Margit, dette her går aldrig godt.
MARGIT
(til Knut)
.
I bad om ærligt svar, og det har jeg givet jer.
KNUT.
Vel, vel; jeg vil heller ikke regne det så nøje med jer, fru Margit. I har mere kløgt, end alle vi andre tilhobe. Der er min hånd; – kan hænde der er skælig grund for alle de hvasse ord, I sagde mig.
MARGIT.
Det må jeg lide; nu er I jo alt på god vej til at bedre jer. Og hør så et ord til. Vi holder gilde her på Solhaug idag.
KNUT.
Gilde?
BENGT.
Ja, herr Gæsling. I skal vide, det er vor bryllupsdag; idag for tre år siden blev jeg fru Margits mand.
MARGIT
(utålmodig, afbrydende)
.
Som jeg sagde, vi holder gilde idag. Når I nu kommer fra kirken og har røgtet eders øvrige ærender, så rider I hid igen og tager del i laget. I kan da lære min søster at kende.
KNUT.
Vel, fru Margit; jeg takker jer. Dog var det ikke for at søge kirken, jeg red herned imorges. Min rejse gælder Gudmund Alfsøn, eders frænde.
MARGIT
(studser)
.
Ham! Min frænde? Hvor vil I søge ham?
KNUT.
Hans gård ligger jo bag næsset, på den anden side af fjorden.
MARGIT.
Men han selv færdes langvejs herfra.
ERIK.
Sig ikke det; han turde være nærmere, end I tænker.
KNUT
(hvisker)
.
Ti stille!
MARGIT.
Nærmere? Hvad mener I?
KNUT.
Har I da ikke hørt, at Gudmund Alfsøn er kommen tilbage til landet igen? Han fulgte med kansleren Audun af Hægranæs, som var sendt til Frankrig for at hente vor nye dronning.
MARGIT.
Det er ret nok; men kongens bryllup holdes i disse dage med stor pragt i Bergen, og der er Gudmund Alfsøn med.
BENGT.
Ja, og der kunde vi også have været med, såfremt min hustru havde villet.
ERIK
(sagte til Knut)
.
Fru Margit véd da ikke, at –?
KNUT
(sagte)
.
Det synes så; men lad dig ikke mærke med noget.
(højt.)
Nu ja, fru Margit, jeg får lige fuldt tage afsted på lykke og fromme; ved kveldstid kommer jeg igen.
MARGIT.
Og da får I vise, om I mægter at styre jert vilde sind.
BENGT.
Ja, mærk jer det.
MARGIT.
I rører ikke eders økse; hører I, Knut Gæsling!
BENGT.
Hverken eders økse eller eders kniv eller hvad andet værge, I bærer hos jer.
MARGIT.
Thi da kan I ingensinde håbe på noget svogerskab med mig.
BENGT.
Nej, det har vi fast bestemt os til.
KNUT
(til Margit)
.
Vær I bare tryg.
BENGT.
Og når vi har bestemt os til noget, så står det fast.
KNUT.
Det kan jeg lide, herr Bengt Gautesøn. Jeg har det på samme sæt; og jeg har nu engang drukket på svogerskab mellem os. I får se til, om ikke jeg også holder fast ved mit ord. – Guds fred til ikveld!
(Han og Erik går med mændene ud i baggrunden. Bengt følger dem til døren. Klokkeringningen er imidlertid ophørt.)
BENGT
(kommer tilbage)
.
Det bares mig for, som han trued os, da han gik.
MARGIT
(tankespredt)
.
Ja, sådan lod det.
BENGT.
Knut Gæsling er ikke god at komme ud for. Og når jeg tænker mig om, så gav vi ham også altfor mange umilde ord. Nå, lad os ikke gruble over den sag. Idag må vi være lystige, Margit! Og det, mener jeg, vi har god grund til begge to.
MARGIT
(smiler tungt)
.
Ja, tilvisse!
BENGT.
Jeg var ikke ganske ung, da jeg bejled til dig, det er sandt. Men den rigeste mand på mange, mange mile, det véd jeg da visst, at jeg var. Du var en fager ungmø, af ædel slægt; men medgiften skulde ikke friste nogen frier.
MARGIT
(hen for sig)
.
Og dog var jeg dengang så rig.
BENGT.
Hvad sagde du, min hustru?
MARGIT.
Å, intet, intet.
(går over mod højre.)
Jeg vil pynte mig med perler og ringe. Det er jo min glædesfest ikveld.
BENGT.
Slig tale tykkes jeg vel om. Lad mig se, du klæder dig i din bedste stads, så vore gæster kan sige: lyksalig hun, som fik Bengt Gautesøn til husbond. – Men nu må jeg ud i madburet; der er fuldt op at tage vare på idag.
(han går ud til venstre.)
MARGIT
(segner ned i en stol ved bordet til højre)
.
Vel var det han gik. Når jeg ser ham herinde,
det er mig som blodet holdt op at rinde;
det er som en kold, en knugende magt
havde sig rundt om mit hjerte lagt.
(med frembrydende tårer.)
Han er min husbond! Jeg er hans viv!
Hvorlænge varer et menneskes liv?
Gud fri mig, – kanhænde halvhundrede år; –
og jeg – i det tre og tyvende går!
(roligere, efter en kort taushed.)
Det er tungt at sukke bag gylden mur;
det er tungt at sidde så længe i bur.
(famler tankespredt mellem smykkerne og begynder at pynte sig.)
Med perler og ringe alt som bedst,
han bad, at jeg smykke mig skulde.
Det var mig en gladere bryllupsfest,
om jeg stædtes til ro under mulde.
(afbrydende.)
Dog, jeg vil ikke mere tænke derpå;
jeg kender en vise, som kan sorgen forslå.
(hun synger.)
Bergkongen red sig under ø;
– så klageligt rinde mine dage –
vilde han fæste den væne mø.
– ret aldrig du kommer tilbage –
Bergkongen red til herr Håkons gård;
– så klageligt rinde mine dage –
liden Kirsten stod ude, slog ud sit hår.
– ret aldrig du kommer tilbage –
Bergkongen fæsted den væne viv;
– så klageligt rinde mine dage –
han spændte en sølvgjord omkring hendes liv.
– ret aldrig du kommer tilbage –
Bergkongen fæsted den liljevånd
– så klageligt rinde mine dage –
med femten guldringe til hver hendes hånd.
– ret aldrig du kommer tilbage –
Tre sommere gik, og der gik vel fem;
– så klageligt rinde mine dage –
Kirsten sad i berget i alle dem.
– ret aldrig du kommer tilbage –
Fem sommere gik, og der gik vel ni;
– så klageligt rinde mine dage –
liden Kirsten så ikke solen i li.
– ret aldrig du kommer tilbage –
Dalen har blomster og fuglesang;
– så klageligt rinde mine dage –
i berget er der guld og en nat saa lang.
– ret aldrig du kommer tilbage –
(hun rejser sig og går henover gulvet.)
Den vise sang Gudmund så mangen kveld,
da han var hos min fader hjemme.
Der er noget deri, – jeg véd ikke selv, –
der er noget, som jeg aldrig kunde glemme;
der er noget, som mægtigt fyldte min hu, –
som jeg aldrig forstod, – som jeg grubler på endnu.
(forfærdet, standser.)
Røde guldringe! Beltet om mit liv –!
Med guld var det bergkongen fæsted sin viv!
(fortvilet; synker ned på en bænk ved bordet til venstre.)
Ve mig! Selv er jeg bergkongens brud!
Og ingen – ingen kommer for at løse mig ud.
(Signe, glædestrålende, kommer løbende ind fra baggrunden.)
SIGNE
(råber)
.
Margit, Margit, – han kommer!
MARGIT
(springer op)
.
Kommer? Hvem kommer?
SIGNE.
Gudmund, vor frænde!
MARGIT.
Gudmund Alfsøn! Her! Hvor kan du tro –?
SIGNE.
Å, jeg er viss på det.
