Complete Works of Henrik Ibsen (357 page)

MARGIT
(går over mod højre)
.
Gudmund Alfsøn er med til bryllupsgildet i kongsgården; det véd du lige så godt som jeg.

SIGNE.
Kan være; men endda så er jeg sikker på, det var ham.

MARGIT.
Har du da set ham?

SIGNE.
Å nej, nej; men nu skal du høre –

MARGIT.
Ja, skynd dig, – fortæl!

SIGNE.
Det var sig årle, da klokkerne klang,
mig lysted at ride til kirke;
de vildene fugle kviddred og sang
alt mellem siljer og birke.
Der var en gammen i luft og i li;
kirketiden fast var omme;
thi alt som jeg red ad den skyggefulde sti
mig vinked hver rosenblomme.
Jeg trådte så tyst på kirkegulvet ind;
presten stod højt i koret;
han sang og læste; med andagt i sind
lytted mænd og kvinder til ordet.
Da hørtes en røst over fjorden blå;
mig tyktes, at alle de billeder små
vendte sig om for at lytte derpå.

MARGIT.
Hvad mere? Signe, – tal ud, tal ud!

SIGNE.
Det var som et dybt, et ufatteligt bud
maned mig udenfor kirkens mur
over hej og dal, gennem li og ur.
Mellem hvide birke jeg lyttende skred;
jeg vandrede fast som i drømme;
øde stod bag mig det hellige sted;
thi prest og kirkefolk vandrede med,
mens det koglende kvad monne strømme.
Der var så stille på kirkesti;
mig tyktes, at fuglene lytted i li,
at lærken daled og gøken taug,
og at det svared fra fjeld og haug.

MARGIT.
Bliv ved!

SIGNE.
Da korsed sig mand og kvinde;
(med hænderne mod brystet.)
men sælsomme tanker steg op herinde.
Fuldt vel jeg kendte den dejlige sang;
Gudmund har sunget den mangen gang;
Gudmund har sunget den mangen kveld, –
og alt, hvad han har sunget, det mindes jeg vel.

MARGIT.
Og du tror, det skulde være –?

SIGNE.
Jeg véd det så visst!
Tro mig, mit ord skal du sande.
(leende.)
Kommer ikke hver en liden sangfugl tilsidst
igen fra de fremmede lande?
Jeg véd ikke selv, – men jeg er så glad –!
Der falder mig ind –. Margit, véd du hvad?
Hans harpe har hængt så længe
på væggen derinde. Jeg vil tage den ned;
jeg vil pudse den blank og stille den beredt
og stemme dens gyldne strænge.

MARGIT
(åndsfraværende)
.
Gør, som dig lyster –

SIGNE
(bebrejdende)
.
Det er ikke ret.
(omfavner hende.)
Når Gudmund kommer, vil du atter vorde let
tilsinds, som da Signe var liden.

MARGIT
(hen for sig)
.
Så mangt har forandret sig siden – –

SIGNE.
Margit, du skal være fro og glad!
Har du ikke terner og svende?
I dit kammer hænger kostelige klæder på rad.
Å Krist, hvilken rigdom uden ende!
Om dagen kan du ride dig i lunden sval,
at vejde den vilde rå;
om natten kan du sove i fruersal
på silkebolsterne blå.

MARGIT
(ser mod karnappet)
.
Og han skulde komme til Solhaug som gæst!

SIGNE.
Hvad siger du?

MARGIT
(vender sig)
.
Intet. – Gå; smyk dig som bedst.
Min lykke, den, du så lydt monne prise,
kunde times dig selv.

SIGNE.
Hvad mener du vel?

MARGIT
(stryger hendes hår)
.
Jeg mener –; nu ja, det vil sig jo vise –;
jeg mener, – hvis en bejler red sig hid ikveld –;

SIGNE.
En bejler? Til hvem?

MARGIT.
Til dig.

SIGNE
(med latter)
.
Til mig?
Å, da er han kommen på den urette vej.

MARGIT.
Hvad vilde du svare, hvis høvisk han bad
om din tro?

SIGNE.
Jeg vilde svare, jeg er for glad
til at tænke på bejlere eller på sligt.

MARGIT.
Men hvis han var mægtig? Hvis hans hus var rigt?

SIGNE.
Å, var han end konge, med hallen fuld
af dyre klæder og røden guld,
det skulde så lidet mig friste.
Nu bæres det mig for, jeg er rig nok med mig selv,
med sommer og sol og den susende elv,
med dig og de fugle på kviste.
Kære søster min, – her vil jeg bygge og bo;
og at skænke nogen bejler min hånd og min tro,
dertil har jeg ikke tid; dertil er jeg for fro!
(hun iler syngende ud til venstre.)

MARGIT
(efter et ophold)
.
Gudmund Alfsøn skulde komme hid? Hid – til Solhaug? Nej, nej, det kan ikke være. – Signe havde hørt ham synge, sagde hun. Når jeg hørte granerne suse dybt derinde i skoven, når jeg hørte fossen rulle og fuglene lokke i trætoppene, da bares det mig tidt nok for, som om Gudmunds kvæder blanded sig alt imellem. Og dog var han langvejs herfra. – Signe har skuffet sig selv. Gudmund kommer ikke.

BENGT
(i hastværk, fra baggrunden, råber)
.
En uventet gæst, min hustru!

MARGIT.
Og hvem?

BENGT.
Gudmund Alfsøn, din frænde!
(råber ud gennem døren til højre.)
Det bedste gæstekammer må holdes rede – og det på stand!

MARGIT.
Han er da alt på gården?

BENGT
(ser ud gennem svalegangen)
.
Ikke så lige endnu; men længe vil det ikke vare.
(råber ud til højre igen.)
Den snittede egeseng med dragehovederne!
(går hen til Margit.)
Hans våbendrager bragte bud og hilsen fra ham; selv følger han efter.

MARGIT.
Hans våbendrager? Kommer han hid med våbendrager?

BENGT.
Ja, det skulde jeg vel mene. En våbendrager og sex rustede mænd er hos ham. Nå ja, Gudmund Alfsøn er jo også en hel anden mand nu, end dengang han drog ud på langfærd. Men jeg må ned og tage imod ham.
(råber ud.)
Læg gyldenlæderssadlen på min hest! Og glem ikke bidslet med ormehovederne!
(ser ud i baggrunden.)
Au, der er han alt ved ledet! Nå, så min stav da; min sølvknappede stav! Slig en herre, – Krist fri mig – ham må vi tage imod med ære, med stor ære!
(han går skyndsomt ud i baggrunden.)

MARGIT
(grublende)
.
Han vandred fra bygden som den fattigste svend.
Nu kommer han med væbner og med rustede mænd.
Hvad vil han? Er det hans agt at se,
om bittert jeg nages af kummer og ve?
Lyster det ham at prøve og friste,
hvad jeg mægter at bære, før hjertet må briste?
Mener han, at –? Ah, prøv kun derpå;
så ringe en fryd skal du deraf få!
(hun vinker ud gennem døren til højre.)
(Tre piger kommer ind i stuen.)

MARGIT.
I høre mig vel, mine terner små;
I bringe mig på stand min silkekåbe blå.
I følge mig flugs i fruerstuen ind,
at klæde mig høvisk i fløjel og skind.
To af jer skal klæde mig i skarlag og mår,
den tredje skal vinde perler i mit hår.
I bære mig alle mine smykker did ud!
(Pigerne går med smykkeskrinene ud til venstre.)

MARGIT.
Så vil jeg! Margit er jo bergkongens brud.
Vel! Jeg får at bære mit kongelige skrud.
(hun går ud til venstre.)
(Bengt fører Gudmund Alfsøn ind gennem svalegangen i baggrunden.)

BENGT.
Og endnu en gang, – hil eder under Solhaugs tag, min hustrus frænde!

GUDMUND.
Jeg takker jer. Og hvordan går det hende? Hun lider dog vel i alle måder, vil jeg tro?

BENGT.
Ja, det kan I sværge på, hun gør. Der fattes hende intet. Hele fem terner kan hun byde og råde over; en fuldt sadlet ganger står rede, så snart det kun lyster hende. Nå, snart sagt, så har hun alt, hvad en høvisk kvinde kan begære for at være fornøjet i sine kår.

GUDMUND.
Og Margit, – hun er da vel fornøjet?

BENGT.
Gud og hver mand skulde tro, hun måtte være det; men, sælsomt nok –

GUDMUND.
Hvad mener I?

BENGT.
Ja, enten I nu vil tro det eller ikke, så bæres det mig for, at Margit var lystigere til sinde alt imens hun leved i fattige kår, end siden hun blev frue på Solhaug.

GUDMUND
(hen for sig)
.
Jeg vidste det jo nok; sådan måtte det gå.

BENGT.
Hvad siger I, frænde?

GUDMUND.
Jeg siger, højligen undrer mig, hvad I fortæller om eders hustru.

BENGT.
Ja, mener I ikke, det går mig lige så? Jeg vil aldrig gælde for en ærlig herremand mere, dersom jeg skønner, hvad hun yderligere kan ønske sig. Jeg er om hende så lang dagen er; og ingen skal kunne sige mig på, at jeg holder hende strængt; alt tilsyn med hus og gård har jeg taget på mig; og ikke desmindre –. Nå, I var jo altid en lystig svend; jeg tænker nok, I bringer solskin med jer. Hys; der kommer fru Margit! Lad jer ikke mærke med, at jeg –
(Margit kommer i rig dragt fra venstre.)

GUDMUND
(går hende imøde)
.
Margit, – kære Margit!

MARGIT
(standser, ser fremmed på ham)
.
Forlad mig, herr ridder; men –?
(som om hun først nu genkendte ham.)
For sandt, hvis jeg ikke fejler, så er det Gudmund Alfsøn.
(rækker hånden frem.)

GUDMUND
(uden at tage den)
.
Og du kendte mig ikke straks igen?

BENGT
(leende)
.
Nej men, Margit, hvad tænker du dog på? Jeg meldte dig jo nylig, at din frænde –

MARGIT
(går over mod bordet til højre)
.
Tolv år er en lang tid, Gudmund. Den friskeste urt kan dø i tiende led imens –

GUDMUND.
Det er syv år siden vi sidst sås.

MARGIT.
Tilvisse, det må være længere siden.

GUDMUND
(ser på hende)
.
Jeg kunde fristes til at tro det; men det er dog som jeg siger.

MARGIT.
Hel sælsomt. Jeg var dog visst et barn dengang; og det tykkes mig en evig lang tid siden jeg var barn.
(kaster sig ned i en stol.)
Nå, sæt eder, min frænde! Hvil eder ud; ikveld skal I forlyste os med eders sang.
(med et tvungent smil.)
Ja, I véd vel, vi er glade her på gården idag, – vi holder gilde.

GUDMUND.
Det blev mig sagt, ret som jeg gik ind på tunet.

BENGT.
Ja, idag for tre år siden blev jeg –

MARGIT
(afbrydende)
.
Min frænde har alt hørt det.
(til Gudmund.)
Vil I ikke lægge eders kappe bort?

GUDMUND.
Jeg takker eder, fru Margit; men det bæres mig for, som her er koldt, – koldere, end jeg havde ventet.

BENGT.
Da er jeg både sved og varm; men jeg har også fuldt op at tage vare på.
(til Margit.)
Lad nu ikke tiden falde lang for vor gæst, mens jeg er ude. I kan jo snakke sammen om gamle dage.
(vil gå.)

MARGIT
(tvilrådig)
.
Går du? Vil du ikke heller –?

BENGT
(leende, til Gudmund, idet han kommer tilbage.)
Ser I vel; herr Bengt til Solhaug er manden, som forstår at færdes mellem kvindfolk. Der er ikke den stund så kort, at min hustru kan være mig foruden.
(til Margit, idet han tager hende under hagen.)
Vær du trøstig; jeg skal snart være hos dig.

MARGIT
(hen for sig)
.
Å, kval og harm at måtte lide alt dette.
(kort taushed.)

GUDMUND.
Hvorlunde lever eders søster kære?

MARGIT.
Jeg takker; hel vel.

GUDMUND.
Det blev sagt, hun skulde
være hos eder.

MARGIT.
Her har hun været siden jeg –
(slår om.)
For tre år siden kom hun til Solhaug med mig.
(lidt efter.)
Hun træder visst snart i stuen herind.