Complete Works of Henrik Ibsen (554 page)

NORA.
Det var en sagfører Krogstad.

FRU LINDE.
Det var altså virkelig ham.

NORA.
Kender du det menneske?

FRU LINDE.
Jeg har kendt ham – for en del år siden. Han var en tid sagførerfuldmægtig henne på vor kant.

NORA.
Ja, det var han jo.

FRU LINDE.
Hvor han var forandret.

NORA.
Han har nok været meget ulykkeligt gift.

FRU LINDE.
Nu er han jo enkemand.

NORA.
Med mange børn. Se så; nu brænder det.

(hun lukker ovnsdøren og flytter gyngestolen lidt tilside.)

FRU LINDE.
Han driver jo mange slags forretninger, siges der?

NORA.
Så? Ja det kan gerne være; jeg véd slet ikke –. Men lad os ikke tænke på forretninger; det er så kedeligt.

(Doktor Rank kommer fra Helmers værelse.)

DOKTOR RANK
(endnu i døren)
.

Nej nej, du; jeg vil ikke forstyrre; jeg vil heller gå lidt ind til din hustru.
(lukker døren og bemærker fru Linde.)
Å om forladelse; jeg forstyrrer nok her også.

NORA.
Nej, på ingen måde.
(forestiller.)
Doktor Rank, Fru Linde.

RANK.
Nå så. Et navn, som ofte høres her i huset. Jeg tror, jeg gik fruen forbi på trappen, da jeg kom.

FRU LINDE.
Ja; jeg stiger meget langsomt; jeg kan ikke godt tåle det.

RANK.
Aha, en liden smule bedærvet indvendig?

FRU LINDE.
Egentlig mere overanstrængt.

RANK.
Ikke andet? Så er De vel kommen til byen for at hvile Dem ud i alle gæstebudene?

FRU LINDE.
Jeg er kommen hid for at søge arbejde.

RANK.
Skal det være noget probat middel imod overanstrængelse?

FRU LINDE.
Man må leve, herr doktor.

RANK.
Ja, det er jo en almindelig mening, at det skal være så nødvendigt.

NORA.
Å véd De hvad, doktor Rank, – De vil såmæn også gerne leve.

RANK.
Ja såmæn vil jeg så. Så elendig jeg end er, vil jeg dog gerne blive ved at pines i det længste. Alle mine patienter har det på samme vis. Og således er det med de moralsk angrebne også. Der er nu netop i dette øjeblik et sligt moralsk hospitalslem inde hos Helmer –

FRU LINDE
(dæmpet)
.

Ah!

NORA.
Hvem mener De?

RANK.
Å, det er en sagfører Krogstad, et menneske, som De ikke kender noget til. Han er bedærvet i karakter-rødderne, frue. Men selv han begyndte at snakke om, som noget højvigtigt, at han måtte leve.

NORA.
Så? Hvad var det da han vilde tale med Torvald om?

RANK.
Jeg véd sandelig ikke; jeg hørte blot, det var noget om Aktiebanken.

NORA.
Jeg vidste ikke, at Krog – at denne sagfører Krogstad havde noget med Aktiebanken at gøre.

RANK.
Jo, han har fået et slags ansættelse dernede.
(til fru Linde.)
Jeg véd ikke, om man også borte på Deres kanter har et slags mennesker, som vimser hæsblæsende omkring for at opsnuse moralsk råddenskab og så få vedkommende indlagt til observation i en eller anden fordelagtig stilling. De sunde må pent finde sig i at stå udenfor.

FRU LINDE.
Det er dog vel også de syge, som mest trænger til at lukkes ind.

RANK
(trækker på skuldrene)
.

Ja, der har vi det. Det er den betragtning, som gør samfundet til et sygehus.

NORA
(i sine egne tanker, brister ud i en halvhøj latter og klapper i hænderne)
.

RANK.
Hvorfor ler De af det? Véd De egentlig, hvad samfundet er?

NORA.
Hvad bryr jeg mig om det kedelige samfund? Jeg lo af noget ganske andet, – noget uhyre morsomt. – Sig mig, doktor Rank – alle de, som er ansatte i Aktiebanken blir altså nu afhængige af Torvald?

RANK.
Er det det, De finder så uhyre morsomt?

NORA
(smiler og nynner)
.

Lad mig om det! Lad mig om det!
(spadserer omkring på gulvet.)
Ja det er rigtignok umådelig fornøjeligt at tænke på, at vi – at Torvald har fået så megen indflydelse på mange mennesker.
(tager posen op af lommen.)
Doktor Rank, skal det være en liden makron.

RANK.
Se, se; makroner. Jeg trode det var forbudne varer her.

NORA.
Ja, men disse er nogen, som Kristine gav mig.

FRU LINDE.
Hvad? Jeg –?

NORA.
Nå, nå, nå; bliv ikke forskrækket. Du kunde jo ikke vide, at Torvald havde forbudt det. Jeg skal sige dig, han er bange jeg skal få stygge tænder af dem. Men pyt, – for engangs skyld –! Ikke sandt, doktor Rank? Vær så god!
(putter ham en makron i munden.)
Og du også, Kristine. Og jeg skal også have en; bare en liden en – eller højst to.
(spadserer igen.)
Ja nu er jeg rigtignok umådelig lykkelig. Nu er der bare en eneste ting i verden, som jeg skulde have en sådan umådelig lyst til.

RANK.
Nå? Og hvad er det?

NORA.
Der er noget, som jeg havde en så umådelig lyst til at sige, så Torvald hørte på det.

RANK.
Og hvorfor kan De så ikke sige det?

NORA.
Nej, det tør jeg ikke, for det er så stygt.

FRU LINDE.
Stygt?

RANK.
Ja, da er det ikke rådeligt. Men til os kan De jo nok –. Hvad er det, De har sådan lyst til at sige, så Helmer hører på det?

NORA.
Jeg har sådan en umådelig lyst til at sige: død og pine.

RANK.
Er De gal!

FRU LINDE.
Men bevares, Nora –!

RANK.
Sig det. Der er han.

NORA
(gemmer makronposen)
.

Hys, hys, hys!

(Helmer, med overfrakke på armen og hat i hånden, kommer fra sit værelse.)

NORA
(imod ham)
.

Nå, kære Torvald, blev du af med ham?

HELMER.
Ja, nu gik han.

NORA.
Må jeg forestille dig –; det er Kristine, som er kommen til byen.

HELMER.
Kristine –? Om forladelse, men jeg véd ikke –

NORA.
Fru Linde, kære Torvald; fru Kristine Linde.

HELMER.
Ah så. Formodentlig en barndomsveninde af min hustru?

FRU LINDE.
Ja vi har kendt hinanden i tidligere dage.

NORA.
Og tænk, nu har hun gjort den lange rejse herind for at få tale med dig.

HELMER.
Hvad skal det sige?

FRU LINDE.
Ja ikke egentlig –

NORA.
Kristine er nemlig så umådelig flink i kontorarbejde, og så har hun en sådan uhyre lyst til at komme under en dygtig mands ledelse og lære mere, end det hun alt kan –

HELMER.
Meget fornuftigt, frue.

NORA.
Og da hun så hørte, at du var bleven bankdirektør – der kom telegram om det – så rejste hun så fort hun kunde herind og –. Ikke sandt, Torvald, du kan nok for min skyld gøre lidt for Kristine? Hvad?

HELMER.
Jo, det var slet ikke umuligt. Fruen er formodentlig enke?

FRU LINDE.
Ja.

HELMER.
Og har øvelse i kontorforretninger?

FRU LINDE.
Ja så temmelig.

HELMER.
Nå, da er det højst rimeligt, at jeg kan skaffe Dem en ansættelse –

NORA
(klapper i hænderne)
.

Ser du; ser du!

HELMER.
De er kommen i et heldigt øjeblik, frue –

FRU LINDE.
Å, hvorledes skal jeg takke Dem –?

HELMER.
Behøves slet ikke.
(trækker yderfrakken på.)
Men idag må De have mig undskyldt –

RANK.
Vent; jeg går med dig.

(henter sin pelts i entréen og varmer den ved ovnen.)

NORA.
Bliv ikke længe ude, kære Torvald.

HELMER.
En times tid; ikke mere.

NORA.
Går du også, Kristine?

FRU LINDE
(tager ydertøjet på)
.

Ja, nu må jeg ud og se mig om efter et værelse.

HELMER.
Så går vi kanske ned over gaden sammen.

NORA
(hjælper hende)
.

Hvor kedeligt, at vi skal bo så indskrænket; men det er os umuligt at –

FRU LINDE.
Å, hvad tænker du på! Farvel, kære Nora, og tak for alt.

NORA.
Farvel sålænge. Ja, iaften kommer du naturligvis igen. Og De også, doktor Rank. Hvad? Om De blir så bra’? Å jo såmæn gør De så; pak Dem bare godt ind.

(Man går under almindelig samtale ud i entréen. Der høres børnestemmer udenfor på trappen.)

NORA.
Der er de! Der er de!

(Hun løber hen og lukker op. Barnepigen Anne-Marie kommer med børnene.)

NORA.
Kom ind; kom ind!
(bøjer sig ned og kysser dem.)
Å I søde, velsignede –! Ser du dem, Kristine? Er de ikke dejlige!

RANK.
Ikke passiar her i luftdraget!

HELMER.
Kom, fru Linde; nu blir her ikke udholdeligt for andre end mødre.

(Doktor Rank, Helmer og fru Linde går nedover trapperne. Barnepigen går ind i stuen med børnene. Nora ligeledes, idet hun lukker døren til forstuen.)

NORA.
Hvor friske og kække I ser ud. Nej, for røde kinder I har fået! Som æbler og roser.
(børnene taler i munden på hende under det følgende.)
Har I moret jer så godt? Det var jo prægtigt. Ja så; du har trukket både Emmy og Bob på kælken? Nej tænk, på engang! Ja, du er en flink gut, Ivar. Å, lad mig holde hende lidt, Anne-Marie. Mit søde lille dukkebarn!
(tager den mindste fra barnepigen og danser med hende.)
Ja, ja, mamma skal danse med Bob også. Hvad? Har I kastet snebold? Å, der skulde jeg have været med! Nej, ikke det; jeg vil selv klæde dem af, Anne-Marie. Å jo, lad mig få lov; det er så morsomt. Gå ind så længe; du ser så forfrossen ud. Der står varm kaffe til dig på ovnen.

(Barnepigen går ind i værelset til venstre. Nora tager børnenes ydertøj af og kaster det omkring, idet hun lar dem fortælle i munden på hverandre.)

NORA.
Ja så? Så der var en stor hund, som løb efter jer? Men den bed ikke? Nej, hundene bider ikke små dejlige dukkebørn. Ikke se i pakkerne, Ivar! Hvad det er? Ja, det skulde I bare vide. Å nej, nej; det er noget fælt noget. Så? Skal vi lege? Hvad skal vi lege? Gemmespil. Ja lad os lege gemmespil. Bob skal gemme sig først. Skal jeg? Ja, lad mig gemme mig først.