Complete Works of Henrik Ibsen (558 page)

HELMER.
Var det sypigen –?

NORA.
Nej, det var Kristine; hun hjælper mig at gøre min dragt istand. Du kan tro, jeg skal komme til at tage mig ud.

HELMER.
Ja, var det ikke et ganske heldigt indfald af mig?

NORA.
Prægtigt! Men er jeg ikke også snil, at jeg føjer dig?

HELMER
(tager hende under hagen)
.

Snil – fordi du føjer din mand? Nå, nå, du lille galning, jeg véd nok, du mente det ikke så. Men jeg vil ikke forstyrre dig; du skal vel prøve, kan jeg tro.

NORA.
Og du skal vel arbejde?

HELMER.
Ja;
(viser en pakke papirer.)
Se her. Jeg har været nede i banken –

(vil gå ind i sit værelse.)

NORA.
Torvald.

HELMER
(standser)
.

Ja.

NORA.
Hvis nu din lille ekorn bad dig rigtig inderlig vakkert om en ting –?

HELMER.
Hvad så?

NORA.
Vilde du så gøre det?

HELMER.
Først må jeg naturligvis vide, hvad det er.

NORA.
Ekornen skulde løbe omkring og gøre spillopper, hvis du vilde være snil og føjelig.

HELMER.
Frem med det da.

NORA.
Lærkefuglen skulde kvidre i alle stuerne, både højt og lavt –

HELMER.
Å hvad, det gør jo lærkefuglen alligevel.

NORA.
Jeg skulde lege alfepige og danse for dig i måneskinnet, Torvald.

HELMER.
Nora, – det er dog vel aldrig det, du slog på imorges?

NORA
(nærmere)
.

Jo, Torvald, jeg beer dig så bønligt!

HELMER.
Og du har virkelig mod til at rippe den sag op igen?

NORA.
Ja, ja, du må føje mig; du må lade Krogstad få beholde sin post i banken.

HELMER.
Min kære Nora, hans post har jeg bestemt for fru Linde.

NORA.
Ja, det er umådelig snilt af dig; men du kan jo bare afskedige en anden kontorist istedetfor Krogstad.

HELMER.
Dette er dog en utrolig egensindighed! Fordi du går hen og gir et ubetænksomt løfte om at tale for ham, så skulde jeg –!

NORA.
Det er ikke derfor. Torvald. Det er for din egen skyld. Dette menneske skriver jo i de styggeste aviser; det har du selv sagt. Han kan gøre dig så usigelig meget ondt. Jeg har en sådan dødelig angst for ham –

HELMER.
Aha, jeg forstår; det er gamle erindringer, som skræmmer dig op.

NORA.
Hvad mener du med det?

HELMER.
Du tænker naturligvis på din fader.

NORA.
Ja; ja vel. Husk bare på, hvorledes ondskabsfulde mennesker skrev i aviserne om pappa og bagtalte ham så grueligt. Jeg tror, de havde fået ham afsat, hvis ikke departementet havde sendt dig derhen for at se efter, og hvis ikke du havde været så velvillig og så hjælpsom imod ham.

HELMER.
Min lille Nora, der er en betydelig forskel mellem din fader og mig. Din fader var ingen uangribelig embedsmand. Men det er jeg; og det håber jeg, at jeg skal blive ved at være sålænge jeg står i min stilling.

NORA.
Å, der er ingen, som véd, hvad onde mennesker kan finde på. Nu kunde vi få det så godt, så roligt og lykkeligt her i vort fredelige og sorgløse hjem, – du og jeg og børnene, Torvald! Derfor er det, at jeg beer dig så inderligt –

HELMER.
Og just ved at gå i forbøn for ham gør du mig det umuligt at beholde ham. Det er allerede bekendt i banken, at jeg vil afskedige Krogstad. Skulde det nu rygtes, at den nye bankdirektør havde ladet sig omstemme af sin kone –

NORA.
Ja hvad så –?

HELMER.
Nej naturligvis; når bare den lille egensindige kunde få sin vilje –. Jeg skulde gå hen og gøre mig latterlig for hele personalet, – bringe folk på den tanke, at jeg var afhængig af alskens fremmede indflydelser? Jo, du kan tro, jeg vilde snart komme til at spore følgerne! Og desuden, – der er en omstændighed, som gør Krogstad aldeles umulig i banken, så længe jeg står som direktør.

NORA.
Hvad er det for noget?

HELMER.
Hans moralske brøst kunde jeg kanske i nødsfald have overset –

NORA.
Ja, ikke sandt, Torvald?

HELMER.
Og jeg hører, han skal være ganske brugbar også. Men han er en ungdomsbekendt af mig. Det er et af disse overilede bekendtskaber, som man så mangen gang senere hen i livet generes af. Ja jeg kan gerne sige dig det lige ud: vi er dus. Og dette taktløse menneske lægger slet ikke skjul på det, når andre er tilstede. Tvertimod, – han tror, at det berettiger ham til en familiær tone imod mig; og så trumfer han hvert øjeblik ud med sit: du, du Helmer. Jeg forsikrer dig, det virker højst pinligt på mig. Han vilde gøre mig min stilling i banken utålelig.

NORA.
Torvald, alt dette mener du ikke noget med.

HELMER.
Ja så? Hvorfor ikke?

NORA.
Nej, for dette her er jo bare smålige hensyn.

HELMER.
Hvad er det, du siger? Smålig? Synes du, jeg er smålig!

NORA.
Nej, tvertimod, kære Torvald; og just derfor –

HELMER.
Lige meget; du kalder mine bevæggrunde smålige; så må jeg vel også være det. Smålig! Ja så! – Nå, dette skal tilforladelig få en ende.
(går til forstuedøren og råber.)
Helene!

NORA.
Hvad vil du?

HELMER
(søger imellem sine papirer)
.

En afgørelse.

(Stuepigen kommer ind.)

HELMER.
Se her; tag dette brev; gå ned med det straks. Få fat i et bybud og lad ham besørge det. Men hurtigt. Adressen står udenpå. Se, der er penge.

STUEPIGEN.
Godt.

(hun går med brevet.)

HELMER
(lægger papirerne sammen)
.

Se så, min lille fru stivnakke.

NORA
(åndeløs)
.

Torvald, – hvad var det for et brev?

HELMER.
Krogstads opsigelse.

NORA.
Kald det tilbage, Torvald! Det er endnu tid. Å, Torvald, kald det tilbage! Gør det for min skyld; – for din egen skyld; for børnenes skyld! Hører du, Torvald; gør det! Du véd ikke, hvad dette kan bringe over os alle.

HELMER.
For sent

NORA.
Ja, for sent.

HELMER.
Kære Nora, jeg tilgiver dig denne angst, som du her går i, skønt den igrunden er en fornærmelse imod mig. Jo, det er! Eller er det kanske ikke en fornærmelse at tro, at jeg skulde være bange for en forkommen vinkelskrivers hævn? Men jeg tilgiver dig det alligevel, fordi det så smukt vidner om din store kærlighed til mig.
(tager hende i sine arme.)
Således skal det være, min egen elskede Nora. Lad så komme, hvad der vil. Når det rigtig gælder, kan du tro, jeg har både mod og kræfter. Du skal se, jeg er mand for at tage alt på mig.

NORA
(skrækslagen)
.

Hvad mener du med det?

HELMER.
Alt, siger jeg –

NORA
(fattet)
.

Det skal du aldrig i evighed gøre.

HELMER.
Godt; så deler vi, Nora, – som mand og hustru. Det er, som det skal være.
(kæler for hende.)
Er du nu fornøjet? Så, så, så; ikke disse forskræmte dueøjne. Det er jo altsammen ikke andet end de tommeste indbildninger. – Nu skulde du spille Tarantellaen igennem og øve dig med tamburinen. Jeg sætter mig i det indre kontor og lukker mellemdøren, så hører jeg ingenting; du kan gøre al den larm du vil.
(vender sig i døren.)
Og når Rank kommer, så sig ham, hvor han kan finde mig.

(han nikker til hende, går med sine papirer ind i sit værelse og lukker efter sig.)

NORA
(forvildet af angst, står som fastnaglet, hvisker)
.

Han var istand til at gøre det. Han gør det. Han gør det, trods alt i verden. – Nej, aldrig i evighed dette! Før alt andet! Redning –! En udvej –
(det ringer i forstuen.)
Doktor Rank –! Før alt andet! Før alt, hvad det så skal være!

(hun stryger sig over ansigtet, griber sig sammen og går hen og åbner døren til forstuen. Doktor Rank står derude og hænger sin peltsfrakke op. Under det følgende begynder det at mørkne.)

NORA.
Goddag, doktor Rank. Jeg kendte Dem på ringningen. Men De skal ikke gå ind til Torvald nu; for jeg tror, han har noget at bestille.

RANK.
Og De?

NORA
(idet han går ind i stuen og hun lukker døren efter ham)
.

Å det véd De nok, – for Dem har jeg altid en stund tilovers.

RANK.
Tak for det. Det skal jeg gøre brug af så længe jeg kan.

NORA.
Hvad mener De med det? Så længe De kan?

RANK.
Ja. Forskrækker det Dem?

NORA.
Nå, det er et så underligt udtryk. Skulde der da indtræffe noget?

RANK.
Der vil indtræffe det, som jeg længe har været forberedt på, Men jeg trode rigtignok ikke, at det skulde komme så snart.

NORA
(griber efter hans arm)
.

Hvad er det, De har fået at vide? Doktor Rank, De skal sige mig det!

RANK
(sætter sig ved ovnen)
.

Med mig går det nedover. Det er ikke noget at gøre ved.

NORA
(ånder lettet)
.

Er det Dem –?

RANK.
Hvem ellers? Det kan ikke nytte at lyve for sig selv. Jeg er den miserableste af alle mine patienter, fru Helmer. I disse dage har jeg foretaget et generalopgør af min indre status. Bankerot. Inden en måned ligger jeg kanske og rådner oppe på kirkegården.

NORA.
Å fy, hvor stygt De taler.

RANK.
Tingen er også forbandet styg. Men det værste er, at der vil gå så megen anden styghed forud. Der står nu bare en eneste undersøgelse tilbage; når jeg er færdig med den, så véd jeg så omtrent, hvad tid opløsningen begynder. Der er noget, jeg vil sige Dem. Helmer har i sin fine natur en så udpræget modbydelighed mod alt, hvad der er hæsligt. Jeg vil ikke ha’e ham i mit sygeværelse –

NORA.
Å men doktor Rank –

RANK.
Jeg vil ikke ha’e ham der. På ingen måde. Jeg stænger min dør for ham. – Så snart jeg har fået fuld visshed for det værste, sender jeg Dem mit visitkort med et sort kors på, og da véd De, at nu er ødelæggelsens vederstyggelighed begyndt.

NORA.
Nej, idag er De da rent urimelig. Og jeg, som så gerne vilde, at De skulde have været i rigtig godt lune.

RANK.
Med døden i hænderne? – Og således at bøde for en andens skyld. Er der retfærdighed i dette? Og i hver eneste familje råder der på en eller anden måde en slig, ubønhørlig gengældelse –