Complete Works of Henrik Ibsen (561 page)

NORA.
Gå ikke hen til ham; han gør dig noget ondt!

FRU LINDE.
Der var en tid, da han gerne havde gjort, hvad det skulde være, for min skyld.

NORA.
Han?

FRU LINDE.
Hvor bor han?

NORA.
Å, hvad véd jeg –? Jo,
(tager i lommen.)
her er hans kort. Men brevet, brevet –!

HELMER
(indenfor i sit værelse, banker på døren)
.

Nora!

NORA
(skriger i angst)
.

Å, hvad er det? Hvad vil du mig?

HELMER.
Nå, nå, bliv bare ikke så forskrækket. Vi kommer jo ikke; du har jo stængt døren; prøver du kanske?

NORA.
Ja, ja; jeg prøver. Jeg blir så smuk, Torvald.

FRU LINDE,
(som har læst på kortet)
.

Han bor jo lige her om hjørnet.

NORA.
Ja; men det nytter jo ikke. Vi er redningsløse. Brevet ligger jo i kassen.

FRU LINDE.
Og din mand har nøglen?

NORA.
Ja, altid.

FRU LINDE.
Krogstad må kræve sit brev tilbage ulæst, han må finde på et påskud –

NORA.
Men just på denne tid plejer Torvald –

FRU LINDE.
Forhal det; gå ind til ham sålænge. Jeg kommer igen, så fort jeg kan.

(hun går hurtigt ud gennem forstuedøren.)

NORA
(går hen til Helmers dør, åbner den og kikker ind)
.

Torvald!

HELMER
(i bagværelset)
.

Nå, tør man endelig slippe ind i sin egen stue igen? Kom, Rank, nu skal vi da få se –
(i døren.)
Men hvad er det?

NORA.
Hvilket, kære Torvald?

HELMER.
Rank forberedte mig på en storartet forklædningsscene.

RANK
(i døren)
.

Jeg forstod det så, men jeg tog altså fejl.

NORA.
Ja, der får ingen beundre mig i min pragt før imorgen.

HELMER.
Men, kære Nora, du ser så anstrængt ud. Har du øvet dig formeget?

NORA.
Nej, jeg har slet ikke øvet mig endnu.

HELMER.
Det blir dog nødvendigt –

NORA.
Ja, det blir aldeles nødvendigt, Torvald. Men jeg kan ingen vej komme uden din hjælp; jeg har rent glemt det altsammen.

HELMER.
Å, vi skal snart friske det op igen.

NORA.
Ja, tag dig endelig af mig, Torvald. Vil du love mig det? Å, jeg er så ængstelig. Det store selskab –. Du må ofre dig ganske for mig i aften. Ikke en smule forretninger; ikke en pen i hånden. Hvad? Ikke sandt, kære Torvald?

HELMER.
Det lover jeg dig; iaften skal jeg være helt og holdent til din tjeneste, – du lille hjælpeløse tingest. – Hm, det er sandt, et vil jeg dog først –

(går mod forstuedøren.)

NORA.
Hvad vil du se derude?

HELMER.
Bare se om der skulde være kommet breve.

NORA.
Nej, nej, gør ikke det, Torvald!

HELMER.
Hvad nu?

NORA.
Torvald, jeg be’er dig; der er ingen.

HELMER.
Lad mig dog se.

(vil gå.)

NORA
(ved pianoet, slår de første takter af Tarantellaen)
.

HELMER
(ved døren, standser)
.

Aha!

NORA.
Jeg kan ikke danse imorgen, hvis jeg ikke får prøve med dig.

HELMER
(går hen til hende)
.

Er du virkelig så bange, kære Nora?

NORA.
Ja, så umådelig bange. Lad mig få prøve straks; der er endnu tid, før vi går tilbords. Å, sæt dig ned og spil for mig, kære Torvald; ret på mig: vejled mig, som du plejer.

HELMER.
Gerne, meget gerne, siden du ønsker det.

(han sætter sig til pianoet.)

NORA
(griber tamburinen ud af æsken og ligeledes et langt, broget schavl, hvormed hun ilfærdigt drapperer sig; derpå står hun med et spring fremme på gulvet og råber)
:

Spil nu for mig! Nu vil jeg danse!

(Helmer spiller og Nora danser; doktor Rank står ved pianoet bag Helmer og ser til.)

HELMER
(spillende)
.

Langsommere, – langsommere.

NORA.
Kan ikke anderledes.

HELMER.
Ikke så voldsomt, Nora!

NORA.
Just så må det være.

HELMER
(holder op)
.

Nej, nej, dette går aldeles ikke.

NORA
(ler og svinger tamburinen)
.

Var det ikke det, jeg sagde dig?

RANK.
Lad mig spille for hende.

HELMER
(rejser sig)
.

Ja, gør det; så kan jeg bedre vejlede hende.

(Rank sætter sig ved pianoet og spiller; Nora danser med stigende vildhed. Helmer har stillet sig ved ovnen og henvender jævnlig under dansen rettende bemærkninger til hende; hun synes ikke at høre det; hendes hår løsner og falder ud over skuldrene; hun ændser det ikke, men vedbliver at danse. Fru Linde kommer ind.)

FRU LINDE
(står, som målbunden ved døren)
.

Ah –!

NORA
(under dansen)
.

Her ser du løjer, Kristine.

HELMER.
Men kæreste bedste Nora, du danser jo, som om det gik på livet løs.

NORA.
Det gør det jo også.

HELMER.
Rank, hold op; dette er jo den rene galskab. Hold op, siger jeg.

(Rank holder op at spille og Nora standser pludselig.)

HELMER
(hen til hende)
.

Dette havde jeg dog aldrig kunnet tro. Du har jo glemt alt, hvad jeg har lært dig.

NORA
(kaster tamburinen fra sig)
.

Der ser du selv.

HELMER.
Nå, her må rigtignok vejledning til.

NORA.
Ja, du ser, hvor nødvendigt det er. Du må vejlede mig lige til det sidste. Lover du mig det, Torvald?

HELMER.
Det kan du trygt stole på.

NORA.
Du skal ikke, hverken idag eller imorgen, have tanke for noget andet end mig; du skal ikke åbne noget brev, – ikke åbne brevkassen –

HELMER.
Aha, det er endnu angsten for dette menneske –

NORA.
Å ja, ja, det også.

HELMER.
Nora, jeg ser det på dig, der ligger alt brev fra ham.

NORA.
Jeg véd ikke; jeg tror det; men du skal ikke læse sligt noget nu; der må ikke komme noget stygt ind imellem os før alting er forbi.

RANK
(sagte til Helmer)
.

Du bør ikke sige hende imod.

HELMER
(slår armen om hende)
.

Barnet skal få sin vilje. Men imorgen nat, når du har danset –

NORA.
Da er du fri.

STUEPIGEN
(i døren til højre)
.

Frue, bordet er dækket.

NORA.
Vi vil ha’e champagne, Helene.

STUEPIGEN.
Godt, frue.

(går ud.)

HELMER.
Ej, ej, – stort gilde altså?

NORA.
Champagne-gilde til den lyse morgen.
(råber ud:)
Og lidt makroner, Helene, mange, – for en gangs skyld.

HELMER
(tager hendes hænder)
.

Så, så, så; ikke denne opskræmte vildhed. Vær nu min egen lille lærkefugl, som du plejer.

NORA.
Å ja, det skal jeg nok. Men gå ind sålænge; og De også, doktor Rank. Kristine, du må hjælpe mig at få håret sat op.

RANK
(sagte, idet de går)
.

Der er da vel aldrig noget – sådant noget ivente?

HELMER.
Å langtfra, kære; det er slet ikke andet, end denne barnagtige angst, som jeg fortalte dig om.

(de går ind til højre.)

NORA.
Nu!?

FRU LINDE.
Rejst på landet.

NORA.
Jeg så det på dig.

FRU LINDE.
Han kommer hjem imorgen aften. Jeg skrev en seddel til ham.

NORA.
Det skulde du ladet være. Du skal ingenting forhindre. Det er dog igrunden en jubel, dette her, at gå og vente på det vidunderlige.

FRU LINDE.
Hvad er det, du venter på?

NORA.
Å, det kan ikke du forstå. Gå ind til dem; nu kommer jeg på øjeblikket.

(Fru Linde går ind i spiseværelset.)

NORA
(står en stund ligesom for at samle sig; derpå ser hun på sit uhr)
.

Fem. Syv timer til midnat. Så fireogtyve timer til næste midnat. Da er Tarantellaen ude. Fireogtyve og syv? Enogtredive timer at leve i.

HELMER
(i døren til højre)
.

Men hvor blir så lille lærkefuglen af?

NORA
(imod ham med åbne arme)
.

Her er lærkefuglen!

TREDJE AKT

(Samme værelse. Sofabordet, med stole omkring, er flyttet frem midt på gulvet. En lampe brænder på bordet. Døren til forstuen står åben. Der høres dansemusik fra etagen ovenover.)

(Fru Linde sidder ved bordet og blader adspredt i en bog; forsøger at læse, men synes ikke at kunne holde tankerne samlet; et par gange lytter hun spændt mod yderdøren.)

FRU LINDE
(ser på sit uhr)
.

Endnu ikke. Og nu er det dog på den højeste tid. Hvis han bare ikke –
(lytter igen.)
Ah, der er han.
(hun går ud i forstuen og åbner forsigtigt den ydre dør; der høres sagte trin på trappen; hun hvisker:)
Kom ind. Her er ingen.

SAGFØRER KROGSTAD
(i døren)
.

Jeg fandt en seddel fra Dem hjemme. Hvad skal dette her betyde?

FRU LINDE.
Jeg må nødvendig tale med Dem.

KROGSTAD.
Så? Og det må nødvendig ske her i huset?

FRU LINDE.
Hjemme hos mig var det umuligt; mit værelse har ikke egen indgang. Kom ind; vi er ganske alene; pigen sover og Helmers er på bal ovenpå.

KROGSTAD
(går ind i stuen)
.

Se, se; Helmers danser iaften? Virkelig?

FRU LINDE.
Ja, hvorfor ikke det?

KROGSTAD.
Å nej, sandt nok.

FRU LINDE.
Ja, Krogstad, lad os så tale sammen.

KROGSTAD.
Har da vi to noget mere at tale om?

FRU LINDE.
Vi har meget at tale om.

KROGSTAD.
Det trode jeg ikke.

FRU LINDE.
Nej, for De har aldrig forståt mig rigtigt.

KROGSTAD.
Var der noget andet at forstå, end det, som er så ganske ligetil i verden? En hjerteløs kvinde gir en mand løbepas, når der tilbyder sig noget, som er fordelagtigere.

FRU LINDE.
Tror De, at jeg er så aldeles hjerteløs? Og tror De, at jeg brød med let hjerte?

KROGSTAD.
Ikke det?

FRU LINDE.
Krogstad, har De virkelig troet det?

KROGSTAD.
Hvis ikke så var, hvorfor skrev De da dengang til mig slig, som De gjorde?

FRU LINDE.
Jeg kunde jo ikke andet. Når jeg skulde bryde med Dem, så var det jo også min pligt at udrydde hos Dem alt, hvad De følte for mig.

KROGSTAD
(knuger sine hænder)
.

Således altså. Og dette – dette bare for pengenes skyld!

FRU LINDE.
De må ikke glemme, at jeg havde en hjælpeløs moder og to små brødre. Vi kunde ikke vente på Dem, Krogstad; med Dem havde det jo så lange udsigter dengang.

KROGSTAD.
Lad så være; men De havde ikke ret til at forstøde mig for noget andet menneskes skyld.

FRU LINDE.
Ja, jeg véd ikke. Mangengang har jeg spurgt mig selv, om jeg havde ret til det.

KROGSTAD
(sagtere)
.

Da jeg misted Dem, var det som om al fast grund gled bort under fødderne på mig. Se på mig; nu er jeg en skibbruden mand på et vrag.

FRU LINDE.
Hjælpen turde være nær.

KROGSTAD.
Den var nær; men så kom De og stilled Dem imellem.

FRU LINDE.
Imod mit vidende, Krogstad. Det var først idag jeg fik høre, at det er Dem, jeg skal afløse i banken.

KROGSTAD.
Jeg tror Dem, når De siger det. Men nu, da De véd det, træder De så ikke tilbage?

FRU LINDE.
Nej; for det vilde dog ikke gavne Dem det mindste.

KROGSTAD.
Å gavne, gavne –; jeg vilde gøre det alligevel.

FRU LINDE.
Jeg har lært at handle fornuftigt. Livet og den hårde, bitre nødvendighed har lært mig det.

KROGSTAD.
Og livet har lært mig ikke at tro på talemåder.

FRU LINDE.
Da har livet lært Dem en meget fornuftig ting. Men på handlinger må De dog tro?

KROGSTAD.
Hvorledes mener De det?

FRU LINDE.
De sagde, at De stod som en skibbruden mand på et vrag.

KROGSTAD.
Det havde jeg vel god grund til at sige.

FRU LINDE.
Jeg sidder også som en skibbruden kvinde på et vrag. Ingen at sørge over, og ingen at sørge for.

KROGSTAD.
De valgte selv.

FRU LINDE.
Der var intet andet valg dengang.

KROGSTAD.
Nå, men hvad så?

FRU LINDE.
Krogstad, hvis nu vi to skibbrudne mennesker kunde komme over til hinanden.

KROGSTAD.
Hvad er det De siger?

FRU LINDE.
To på et vrag står dog bedre, end en på hver sit.

KROGSTAD.
Kristine!

FRU LINDE.
Hvorfor tror De jeg kom hid til byen?

KROGSTAD.
Skulde De have havt en tanke for mig?

FRU LINDE.
Jeg må arbejde, hvis jeg skal bære livet. Alle mine levedage, så længe jeg kan mindes, har jeg arbejdet, og det har været min bedste og eneste glæde. Men nu står jeg ganske alene i verden, så forfærdelig tom og forladt. At arbejde for sig selv, er der jo ingen glæde i. Krogstad, skaf mig nogen og noget at arbejde for.

KROGSTAD.
Dette tror jeg ikke på. Det er ikke andet end overspændt kvindehøjmod, som går hen og ofrer sig selv.

FRU LINDE.
Har De nogensinde mærket, at jeg var overspændt?

KROGSTAD.
Kunde De da virkelig dette? Sig mig, – har De fuld rede på min fortid!

FRU LINDE.
Ja.

KROGSTAD.
Og véd De, hvad jeg her går og gælder for?

FRU LINDE.
Det lod på Dem før, som om De mente, at med mig kunde De være blevet en anden.

KROGSTAD.
Det véd jeg så sikkert.

FRU LINDE.
Skulde det ikke kunne ske endnu?

KROGSTAD.
Kristine; – dette siger De med fuldt overlæg! Ja, De gør. Jeg ser det på Dem. Har De altså virkelig mod –?

FRU LINDE.
Jeg trænger til nogen at være moder for; og Deres børn trænger til en moder. Vi to trænger til hinanden. Krogstad, jeg har tro på grundlaget i Dem; – jeg tør alting sammen med Dem.

KROGSTAD
(griber hendes hænder)
.

Tak, tak, Kristine; – nu skal jeg også vide at rejse mig i de andres øjne. – Ah, men jeg glemte –

FRU LINDE
(lytter)
.

Hys! Tarantellaen! Gå, gå!

KROGSTAD.
Hvorfor? Hvad er det?

FRU LINDE.
Hører De den dans deroppe? Når den er ude, kan vi vente dem.

KROGSTAD.
Å ja, jeg skal gå. Det er jo alt forgæves. De kender naturligvis ikke til det skridt, som jeg har foretaget imod Helmers.

FRU LINDE.
Jo, Krogstad, jeg kender til det.

KROGSTAD.
Og alligevel skulde De have mod til –?

FRU LINDE.
Jeg forstår godt, hvorhen fortvivlelsen kan drive en mand som Dem.

KROGSTAD.
Å, hvis jeg kunde gøre dette ugjort!

FRU LINDE.
Det kunde De nok; for Deres brev ligger endnu i kassen.

KROGSTAD.
Er De viss på det?

FRU LINDE.
Ganske viss; men –

KROGSTAD
(ser forskende på hende)
.

Skulde det være så at forstå? De vil frelse Deres veninde for enhver pris. Sig det ligesågodt rent ud. Er det så?

FRU LINDE.
Krogstad; den, som én gang har solgt sig selv for andres skyld, gør det ikke om igen.

KROGSTAD.
Jeg vil forlange mit brev tilbage.

FRU LINDE.
Nej, nej.

KROGSTAD.
Jo naturligvis; jeg bier her til Helmer kommer ned; jeg siger ham, at han skal gi’e mig mit brev igen, – at det bare drejer sig om min opsigelse, – at han ikke skal læse det –

FRU LINDE.
Nej, Krogstad, De skal ikke kalde brevet tilbage.

KROGSTAD.
Men sig mig, var det ikke egentlig derfor, at De satte mig stævne her?

FRU LINDE.
Jo, i den første forskrækkelse; men nu ligger der et døgn imellem, og det er utrolige ting, jeg i den tid har været vidne til her i huset. Helmer må få vide altsammen; denne ulyksalige hemmelighed må for dagen; det må komme til fuld forklaring imellem de to; det kan umuligt bli’e ved med alle disse fordølgelser og udflugter.

KROGSTAD.
Nu vel; hvis De altså vover det –. Men ét kan jeg ialfald gøre, og det skal gøres straks –

FRU LINDE
(lytter)
.

Skynd Dem! Gå, gå! Dansen er ude; vi er ikke trygge et øjeblik længer.

KROGSTAD.
Jeg venter på Dem dernede.

FRU LINDE.
Ja, gør det; De må følge mig til porten.

KROGSTAD.
Så utrolig lykkelig har jeg aldrig været før.

(han går ud gennem yderdøren; døren mellem værelset og forstuen blir fremdeles stående åben.)

FRU LINDE
(rydder lidt op og lægger sit ydertøj tilrette)
.

Hvilken vending! Ja, hvilken vending! Mennesker at arbejde for, – at leve for; et hjem at bringe hygge ind i. Nå, der skal rigtignok tages fat – Gid de snart vilde komme –
(lytter.)
Aha, der er de nok. Tøjet på.

(tager hat og kåbe.)

(Helmers og Noras stemmer høres udenfor; en nøgle drejes om og Helmer fører Nora næsten med magt ind i forstuen. Hun er klædt i det italienske kostume med et stort sort schavl over sig; han er i selskabsdragt med en åben sort domino udenpå.)

NORA
(endnu i døren, modstræbende)
.

Nej, nej, nej; ikke herind! Jeg vil op igen. Jeg vil ikke gå så tidligt.

HELMER.
Men kæreste Nora –

NORA.
Å jeg be’er dig så bønligt, Torvald; jeg be’er dig så inderlig vakkert, – bare en time endnu!

HELMER.
Ikke et eneste minut, min søde Nora. Du véd, det var en aftale. Se så; ind i stuen; du står her og forkøler dig.

(han fører hende, trods hendes modstand, læmpeligt ind i stuen.)

FRU LINDE.
Godaften.

NORA.
Kristine!

HELMER.
Hvad, fru Linde, er De her så sent?

FRU LINDE.
Ja, undskyld; jeg vilde så gerne se Nora pyntet.

NORA.
Har du siddet her og ventet på mig?

FRU LINDE.
Ja; jeg kom desværre ikke betids nok; du var alt ovenpå; og så syntes jeg ikke, jeg kunde gå igen, før jeg havde set dig.