Complete Works of Henrik Ibsen (565 page)

HELMER.
Du taler som et barn. Du forstår ikke det samfund, du lever i.

NORA.
Nej, det gør jeg ikke. Men nu vil jeg sætte mig ind i det. Jeg må se at komme efter, hvem der har ret, samfundet eller jeg.

HELMER.
Du er syg, Nora; du har feber; jeg tror næsten, du er fra sans og samling.

NORA.
Jeg har aldrig følt mig så klar og sikker som inat.

HELMER.
Og klar og sikker forlader du din mand og dine børn?

NORA.
Ja; det gør jeg.

HELMER.
Så er kun én forklaring mulig.

NORA.
Hvilken?

HELMER.
Du elsker mig ikke mere.

NORA.
Nej, det er just tingen.

HELMER.
Nora! – Og det siger du!

NORA.
Å, det gør mig så ondt, Torvald; for du har altid været så snil imod mig. Men jeg kan ikke gøre ved det. Jeg elsker dig ikke mere.

HELMER
(med tilkæmpet fatning)
.

Er dette også en klar og sikker overbevisning?

NORA.
Ja, fuldkommen klar og sikker. Det er derfor, jeg ikke vil være her længer.

HELMER.
Og vil du også kunne gøre mig rede for, hvorved jeg har forspildt din kærlighed?

NORA.
Ja, det kan jeg godt. Det var iaften, da det vidunderlige ikke kom; for da så jeg, at du ikke var den mand, jeg havde tænkt mig.

HELMER.
Forklar dig nøjere; jeg begriber dig ikke.

NORA.
Jeg har ventet så tålmodigt nu i otte år; for, Herregud, jeg indså jo nok, at det vidunderlige kommer ikke sådan til hverdags. Så brød dette knusende ind over mig; og da var jeg så usvigelig viss på: nu kommer det vidunderlige. Da Krogstads brev lå derude, – aldrig faldt det mig med en tanke ind, at du kunde ville bøje dig under dette menneskes vilkår. Jeg var så usvigelig viss på, at du vilde sige til ham: gør sagen bekendt for hele verden. Og når det var sket –

HELMER.
Ja hvad så? Når jeg havde prisgivet min egen hustru til skam og skændsel –!

NORA.
Når det var sket, da tænkte jeg så usvigelig sikkert, at du vilde træde frem og tage alt på dig og sige: jeg er den skyldige.

HELMER.
Nora –!

NORA.
Du mener, at jeg aldrig vilde taget imod et sligt offer af dig? Nej, det forstår sig. Men hvad vilde mine forsikringer gælde ligeover for dine? – Det var det vidunderlige, som jeg gik og håbed på i rædsel. Og for at hindre det, var det, at jeg vilde ende mit liv.

HELMER.
Jeg skulde gladelig arbejde nætter og dage for dig, Nora, – bære sorg og savn for din skyld. Men der er ingen, som ofrer sin ære for den man elsker.

NORA.
Det har hundrede tusend kvinder gjort.

HELMER.
Å, du både tænker og du taler som et uforstandigt barn.

NORA.
Lad gå. Men du hverken tænker eller taler som den mand, jeg skal kunne slutte mig til. Da din forskrækkelse var over, – ikke for hvad der trued mig, men for, hvad du selv var udsat for, og da hele faren var forbi, – da var det for dig, som om slet ingen ting var sket. Jeg var akkurat som før din lille sanglærke, din dukke, som du herefter skulde bære dobbelt varligt på hænderne, siden den var så skør og skrøbelig.
(rejser sig.)
Torvald, – i den stund gik det op for mig, at jeg i otte år havde levet her sammen med en fremmed mand, og at jeg havde fået tre børn –. Å, jeg tåler ikke at tænke på det! Jeg kunde rive mig selv i stumper og stykker.

HELMER
(tungt)
.

Jeg ser det; jeg ser det. Der er visselig kommet en afgrund imellem os. – Å, men, Nora, skulde den ikke kunne udfyldes?

NORA.
Således, som jeg nu er, er jeg ingen hustru for dig.

HELMER.
Jeg har kraft til at blive en anden.

NORA.
Måske, – hvis dukken tages fra dig.

HELMER.
At skilles – skilles fra dig! Nej, nej, Nora, jeg kan ikke fatte den tanke.

NORA
(går ind til højre)
.

Des vissere må det ske.

(hun kommer tilbage med sit ydertøj og en liden vadsæk, som hun sætter på stolen ved bordet.)

HELMER.
Nora, Nora, ikke nu! Vent til imorgen.

NORA
(tager kåben på)
.

Jeg kan ikke bli’e liggende natten over i en fremmed mands værelser.

HELMER.
Men kan vi da ikke bo her som broder og søster –?

NORA
(binder hatten fast)
.

Du véd meget godt, det vilde ikke vare længe –.
(slår schavlet om sig.)
Farvel, Torvald. Jeg vil ikke se de små. Jeg véd, de er i bedre hænder end mine. Således, som jeg nu er, kan jeg ingenting være for dem.

HELMER.
Men engang, Nora, – engang –?

NORA.
Hvor kan jeg vide det? Jeg véd jo slet ikke, hvad der blir ud af mig.

HELMER.
Men du er min hustru, både som du er og som du blir.

NORA.
Hør, Torvald; – når en hustru forlader sin mands hus, således, som jeg nu gør, så har jeg hørt, at han efter loven er løst fra alle forpligtelser imod hende. Jeg løser dig ialfald fra enhver forpligtelse. Du skal ikke føle dig bundet ved noget, lige så lidt, som jeg vil være det. Der må være fuld frihed på begge sider. Se, her har du din ring tilbage. Giv mig min.

HELMER.
Også dette?

NORA.
Dette også.

HELMER.
Her er den.

NORA.
Så. Ja, nu er det altså forbi. Her lægger jeg nøglerne. Om alle sager i huset véd pigerne besked – bedre, end jeg. Imorgen, når jeg er rejst, kommer Kristine herhen for at pakke sammen de ting, som er min ejendom hjemmefra. Det vil jeg ha’e sendt efter mig.

HELMER.
Forbi; forbi! Nora, vil du aldrig mere tænke på mig?

NORA.
Jeg kommer visst ofte til at tænke på dig og på børnene og på huset her.

HELMER.
Må jeg skrive dig til, Nora?

NORA.
Nej, – aldrig. Det får du ikke lov til.

HELMER.
Å, men sende dig må jeg dog –

NORA.
Intet; intet.

HELMER.
– hjælpe dig, hvis du skulde behøve det.

NORA.
Nej, siger jeg. Jeg modtager ingenting af fremmede.

HELMER.
Nora, – kan jeg aldrig blive mere end en fremmed for dig?

NORA
(tager sin vadsæk)
.

Ak, Torvald, da måtte det vidunderligste ske. –

HELMER.
Nævn mig dette vidunderligste!

NORA.
Da måtte både du og jeg forvandle os således at –. Å, Torvald, jeg tror ikke længer på noget vidunderligt.

HELMER.
Men jeg vil tro på det. Nævn det! Forvandle os således at –?

NORA.
At samliv mellem os to kunde bli’e et ægteskab. Farvel.

(hun går ud gennem forstuen.)

HELMER
(synker ned på en stol ved døren og slår hænderne for ansigtet)
.

Nora! Nora!
(ser sig om og rejser sig.)
Tomt. Hun er her ikke mere.
(et håb skyder op i ham:)
Det vidunderligste –?!

(nedefra høres drønnet af en port, som slåes ilås.)

Gengangere

INNHOLDSFORTEGNELSE

PERSONERNE

FØRSTE AKT.

ANDEN AKT.

TREDJE AKT.

PERSONERNE

FRU HELENE ALVING, kaptejn og kammerherre Alvings enke.
OSVALD ALVING, hendes søn, maler.
PASTOR MANDERS.
SNEDKER ENGSTRAND.
REGINE Engstrand, i huset hos fru Alving.

(Handlingen foregår på FRU ALVINGS landejendom ved en stor fjord i det vestlige Norge.)

FØRSTE AKT.

(En rummelig havestue med en dør på den venstre sidevæg og to døre på væggen til højre. I midten af stuen et rundt bord med stole omkring; på bordet ligger bøger, tidsskrifter og aviser. I forgrunden til venstre et vindu, og ved samme en liden sofa med et sybord foran. I baggrunden fortsættes stuen i et åbent noget smalere blomsterværelse, der er lukket udad af glasvægge og store ruder. På blomsterværelsets sidevæg til højre er en dør, som fører ned til haven. Gennem glasvæggen skimtes et dystert fjordlandskab, sløret af en jævn regn.)
(Snedker Engstrand står oppe ved havedøren. Hans venstre ben er noget krumt; under støvlesålen har han en træklods. Regine, med en tom blomstersprøjte i hånden, hindrer ham fra at komme nærmere.)

REGINE
(med dæmpet stemme)
.
Hvad er det du vil? Bliv stående der du står. Det drypper jo af dig.

ENGSTRAND.
Det er Vorherres regn, det, barnet mit.

REGINE.
Det er fandens regn, er det.

ENGSTRAND.
Jøss’ som du snakker, Regine.
(halter et par skridt frem i stuen.)
Men det var det, jeg vilde sige –

REGINE.
Klamp ikke så med den foden, menneske! Den unge herren ligger og sover ovenpå.

ENGSTRAND.
Ligger han og sover nu? Midt på lyse dagen?

REGINE.
Det kommer ikke dig ved.

ENGSTRAND.
Jeg var ude på en rangel igårkveld –

REGINE.
Det tror jeg gerne.

ENGSTRAND.
Ja, for vi mennesker er skrøbelige, barnet mit –

REGINE.
Ja, vi er nok det.

ENGSTRAND.
– og fristelserne er mangfoldige i denne verden, ser du –; men endda så stod jeg, ja Gu’, ved mit arbejde klokken halv sex idag tidlig.

REGINE.
Ja, ja, kom dig nu bare afsted. Jeg vil ikke stå her og ha’ rendez-vous’er med dig.

ENGSTRAND.
Hvad vil du ikke ha’ for noget?

REGINE.
Jeg vil ikke ha’, at nogen skal træffe dig her. Se så; gå så din vej.

ENGSTRAND
(et par skridt nærmere)
.
Nej Gu’ om jeg går, før jeg får snakket med dig. I eftermiddag blir jeg færdig med arbejdet dernede i skolehuset, og så stryger jeg hjemover til byen med dampbåden inat.

REGINE
(mumler)
.
Lykke på rejsen!

ENGSTRAND.
Tak for det, barnet mit. Imorgen skal jo asylet indvies, og så blir her venteligvis ståk og styr med berusendes drikke, ser du. Og der skal ingen sige på Jakob Engstrand, at han ikke kan holde sig undaf, når fristelsen kommer.

REGINE.
Hå!

ENGSTRAND.
Ja, for her møder jo så mange fine folk imorgen. Presten Manders er jo også ventendes fra byen.

REGINE.
Han kommer alt idag.

ENGSTRAND.
Ja ser du det. Og så vil jeg fan’ ikke, at han skal få noget at sige på mig, skønner du.

REGINE.
Åhå, er det så fat!

ENGSTRAND.
Hvadfornoget er fat?

REGINE
(ser visst på ham)
.
Hvad er det nu for noget, du vil narre presten Manders til igen?

ENGSTRAND.
Hys, hys; er du gælen? Vil jeg narre presten Manders til noget? Å nej, presten Manders er altfor snil en mand imod mig til det. Men det var det, jeg vilde snakke med dig om, ser du, at inat så rejser jeg altså hjem igen.

REGINE.
Rejs jo før jo heller for mig.

ENGSTRAND.
Ja, men jeg vil ha’ dig med mig, Regine.

REGINE
(med åben mund)
.
Vil du ha’ mig –? Hvad er det, du siger?

ENGSTRAND.
Jeg vil ha’ dig med mig hjem, siger jeg.

REGINE
(hånsk)
.
Aldrig i evighed får du mig med dig hjem.

ENGSTRAND.
Å, det skal vi nok få se.

REGINE.
Ja, det kan du være viss på vi skal få se. Jeg, som er opvokset hos kammerherreinde Alving –? Jeg, som blir holdt næsten som et barn her –? Skulde jeg flytte hjem til dig? Til et sligt hus? Fy da!

ENGSTRAND.
Hvad fan’ er det? Sætter du dig op imod din far, tøs?

REGINE
(mumler, uden at se på ham)
.
Du har tidtnok sagt, at jeg ikke kom dig ved.

ENGSTRAND.
Pyt; hvad vil du bry’ dig om det –

REGINE.
Har du ikke mangen god gang skældt og kaldt mig for en –? Fi donc!

ENGSTRAND.
Nej-Gu’ brugte jeg da aldrig så stygt et ord ligevel.

REGINE.
Å, jeg sanser nok, hvad ord du brugte.

ENGSTRAND.
Ja, men det var jo bare når jeg var på en kant – hm. Fristelserne er mangfoldige i denne verden, Regine.

REGINE.
Uh!

ENGSTRAND.
Og så var det, når din mor slog sig vrang. Noget måtte jeg da finde på at ærte hende med, barnet mit. Altid skulde hun nu være så fin på det.
(hærmer.)
„Slip mig, Engstrand! Lad mig være! Jeg har tjent tre år hos kammerherre Alvings på Rosenvold, jeg!”
(ler.)
Jøss’ bevar’s; aldrig kunde hun da glemme, at kaptejnen blev kammerherre, mens hun tjente her.

REGINE.
Stakkers mor; – hende fik du da tidsnok pint livet af.

ENGSTRAND
(svinger på sig)
.
Ja det forstår sig; jeg skal jo ha’ skylden for alting.

REGINE
(vender sig bort, halvhøjt)
.
Uf –! Og så det benet.

ENGSTRAND.
Hvad siger du, barnet mit?

REGINE.
Pied de mouton.

ENGSTRAND.
Er det engelsk, det?

REGINE.
Ja.

ENGSTRAND.
Ja-ja; lærdom har du fåt herude, og det kan komme godt med nu, det, Regine.

REGINE
(efter en kort taushed)
.
Og hvad var det så du vilde med mig i byen?

ENGSTRAND.
Kan du spørge om, hvad en far vil med sit eneste barn? Er jeg ikke en enslig og forladt enkemand.

REGINE.
Å, kom ikke til mig med sligt sludder. Hvorfor vil du ha’ mig derind?

ENGSTRAND.
Jo, jeg skal sige dig, jeg har tænkt at slå ind på noget nyt nu.

REGINE
(blæser)
.
Det har du prøvet så tidt; men lige galt blev det.

ENGSTRAND.
Ja, men denne gangen skal du bare se, Regine! – Fan’ æte mig –

REGINE
(stamper)
.
Lad være å bande!

ENGSTRAND.
Hys, hys; det har du så evig ret i, barnet mit! Det var bare det, jeg vilde sige, – jeg har lagt ikke så lidet penger op for arbejdet ved dette her nye asylet.

REGINE.
Har du det? Det er jo godt for dig, det.

ENGSTRAND.
For hvad skal en vel bruge skillingen til her på landsbygden?

REGINE.
Nå, og så?

ENGSTRAND.
Jo, ser du, så havde jeg tænkt at sætte de pengerne i noget, som kunde lønne sig. Det skulde være som en slags beværtning for sjøfolk –

REGINE.
Uf da!

ENGSTRAND.
En rigtig fin beværtning, skønner du; – ikke sligt noget svineri for matroser. Nej, død og pine, – det skulde være for skibskaptejner og styrmænder og – og rigtig fine folk, skønner du.

REGINE.
Og så skulde jeg –?

ENGSTRAND.
Du fik hjælpe til, ja. Bare så for et syns skyld, kan du vel tænke. Du skal fan’ ikke få det svært, barnet mit. Du kan få det rakt som du vil ha’ det.

REGINE.
Ja-vel, ja!

ENGSTRAND.
Men fruentimmer må der være i huset, det er grejt som dagen, det. For om kvellerne skal vi jo ha’ det lidt morosomt med sang og dans og sligt noget. Du må sanse på, det er vejfarendes sjømænder på verdens hav.
(nærmere.)
Vær nu ikke dum og stå dig selv ivejen, Regine. Hvad kan det bli’ til med dig herude? Kan det nytte dig til noget, at fruen har kostet lærdom på dig? Du skal jo passe ungerne på det nye asylet, hører jeg. Er det noget for dig, det? Har du slig glupendes lyst til at gå og slide dig helseløs for de skidne ungernes skyld?

REGINE.
Nej, gik det som jeg havde lyst til, så –. Nå, det kan vel komme. Det kan vel komme!

ENGSTRAND.
Hvad for noget er det, som kan komme?

REGINE.
Bry’ dig aldrig om det. – Er det mange penge, du har lagt dig op herude?

ENGSTRAND.
I et og alt kan det vel bli’ så en syv–otte hundrede kroner.

REGINE.
Det er ikke så ilde.

ENGSTRAND.
Det er nok til at sætte sig ivej med, det, barnet mit.

REGINE.
Tænker du ikke på at gi’ mig noget af de pengene?

ENGSTRAND.
Nej Gu’ tænker jeg ikke på det, nej.

REGINE.
Tænker du ikke på at sende mig så my’ som et stakkers kjoletøj engang?

ENGSTRAND.
Kom bare og vær med mig ind til byen, du, så kan du få kjoletøjer nok.

REGINE.
Pyt, det kan jeg gøre på egen hånd, hvis jeg har lyst til det.

ENGSTRAND.
Nej, ved en fars vejledendes hånd, det er bedre, Regine. Nu kan jeg få et pent hus i Lille Havnegaden. Der skal ikke mange kontanter til; og der kunde bli’ som et slags sjømandshjem, ser du.

REGINE.
Men jeg vil ikke være hos dig! Jeg har ikke noget med dig at bestille. Gå så!

ENGSTRAND.
Du blev fan’ ikke længe hos mig, barnet mit. Det var nok ikke så vel. Hvis du forstod at te dig da. Så vakker en tøs, som du er ble’t på de sidste par år –

REGINE.
Nå –?

ENGSTRAND.
Det vilde nok ikke vare længe før der kom en styrmand, – ja, kanske en kaptejn –

REGINE.
Jeg vil ikke gifte mig med slige nogen. Sjømændene har ingen savoir vivre.

ENGSTRAND.
Hvad har de ikke for noget?

REGINE.
Jeg kender sjømændene, siger jeg. Det er ikke folk til at gifte sig med.

ENGSTRAND.
Så la’ bli’ å gifte dig med dem. Det kan lønne sig ligevel.
(fortroligere.)
Han – Engelskmanden – han med lystkutteren – han gav tre hundrede speciedaler, han; – og hun var ikke vakkrere, hun, end du.

REGINE
(imod ham)
.
Ud med dig!

ENGSTRAND
(viger)
.
Nå, nå; du vil da vel ikke slå, véd jeg.

REGINE.
Jo! Snakker du om mor, så slår jeg. Ud med dig, siger jeg!
(driver ham op mod havedøren.)
Og smeld ikke med dørene; den unge herr Alving –

ENGSTRAND.
Han sover, ja. Det er svært som du bryr dig om den unge herr Alving. –
(sagtere.)
Ho-ho; det skulde da vel aldrig være så, at han –?

REGINE.
Ud, og det fort! Du er ør, menneske! Nej, gå ikke den vejen. Der kommer pastor Manders. Nedover køkkentrappen med dig.

ENGSTRAND
(mod højre)
.
Ja ja, jeg skal så gøre. Men snak så med ham, som der kommer. Han er mand for at sige dig, hvad et barn skylder sin far. For jeg er nu din far ligevel, ser du. Det kan jeg bevise af kirkebogen.
(han går ud gennem den anden dør, som Regine har åbnet og igen lukker efter ham.)