Complete Works of Henrik Ibsen (567 page)

FRU ALVING.
Nej, naturligvis; det mener jeg også.

PASTOR MANDERS.
Tænk nu bare, hvilke hensyn De skylder dette asyl, som De beslutted at oprette på en tid, da Deres meninger om de åndelige ting var såre afvigende fra nu; – så vidt jeg kan skønne da.

FRU ALVING.
Ja ja, det indrømmer jeg fuldkommen. Men det var om asylet –

PASTOR MANDERS.
Det var om asylet vi skulde tale, ja. Altså – forsigtighed, kære frue! Og nu går vi da over til vore forretninger.
(åbner omslaget og tar en del papirer ud.)
Ser De disse her?

FRU ALVING.
Dokumenterne?

PASTOR MANDERS.
Allesammen. Og i fuld stand. De kan tro, det har holdt hårdt at få dem i rette tid. Jeg har formelig måttet presse på. Autoriteterne er jo næsten pinlig samvittighedsfulde, når det gælder afgørelser. Men her har vi dem altså.
(blader i bunken.)
Se her er thinglæst skøde på gårdparten Solvik, under herregården Rosenvold, med påstående nyopførte husebygninger, skolelokale, lærerbolig og kapel. Og her er approbationen på legatet og på statuterne for stiftelsen. Vil De se –
(læser:)
Statuter for børnehjemmet „Kaptejn Alvings minde”.

FRU ALVING
(ser længe på papiret)
.
Der er det altså.

PASTOR MANDERS.
Jeg har valgt betegnelsen kaptejn og ikke kammerherre. Kaptejn ser mere bramfrit ud.

FRU ALVING.
Ja ja, ganske som De synes.

PASTOR MANDERS.
Og her har De sparebankbogen over den rentebærende kapital, som er afsat for at dække asylets driftsomkostninger.

FRU ALVING.
Tak; men vær så snil at beholde den for bekvemheds skyld.

PASTOR MANDERS.
Meget gerne. Jeg tænker, vi lar pengene bli’ stående i sparebanken for det første. Rentefoden er jo ikke meget tillokkende; fire procent på sex måneders opsigelse. Hvis man senere kunde komme over en god panteobligation, – det måtte naturligvis være første prioritet og et papir af utvilsom sikkerhed, – så kunde vi jo nærmere tales ved.

FRU ALVING.
Ja ja, kære pastor Manders, alt det skønner De bedst.

PASTOR MANDERS.
Jeg skal ialfald ha’ øjnene med mig. – Men så er der en ting til, som jeg flere gange har tænkt at spørge Dem om.

FRU ALVING.
Og hvad er det for noget?

PASTOR MANDERS.
Skal asylbygningerne assureres eller ikke?

FRU ALVING.
Ja, naturligvis må de assureres.

PASTOR MANDERS.
Ja, stop lidt, frue. Lad os se noget nærmere på sagen.

FRU ALVING.
Jeg holder alting assureret, både bygninger og løsøre og avling og besætning.

PASTOR MANDERS.
Selvfølgelig. På Deres egne ejendomme. Det samme gør jeg også, – naturligvis. Men her, ser De, er det en ganske anden sag. Asylet skal jo dog ligesom helliges til en højere livsopgave.

FRU ALVING.
Ja men fordi om –

PASTOR MANDERS.
For mit eget personlige vedkommende vilde jeg sandeligen ikke finde det ringeste anstødeligt i at sikre os imod alle muligheder –

FRU ALVING.
Nej, det synes rigtignok jeg også.

PASTOR MANDERS.
– men hvorledes har det sig med stemningen hos folket her ude omkring? Den kender jo De bedre end jeg.

FRU ALVING.
Hm, stemningen –

PASTOR MANDERS.
Er her noget betragteligt antal af meningsberettigede, – af virkelig meningsberettigede, som kunde ta’ anstød af det?

FRU ALVING.
Ja, hvad forstår De egentlig ved virkelig meningsberettigede?

PASTOR MANDERS.
Nå, jeg tænker nærmest på mænd i såvidt uafhængige og indflydelsesrige stillinger, at man ikke godt kan undlade at tillægge deres meninger en viss vægt.

FRU ALVING.
Af sådanne findes her adskillige, som kanske nok kunde ta’ anstød, ifald –

PASTOR MANDERS.
Nå, ser De bare! Inde i byen har vi mangfoldige af den slags. Tænk blot på alle min embedsbroders tilhængere! Man kunde virkelig så såre let komme til at opfatte det, som om hverken De eller jeg havde den rette tillid til en højere styrelse.

FRU ALVING.
Men for Deres vedkommende, kære herr pastor, véd De da ialfald med Dem selv at –

PASTOR MANDERS.
Ja, jeg véd; jeg véd; – jeg har min gode bevidsthed, det er sandt nok. Men vi vilde alligevel ikke kunne hindre en vrang og ufordelagtig udlægning. Og en sådan kunde igen lettelig komme til at øve en hæmmende indflydelse på selve asylgerningen.

FRU ALVING.
Ja, skulde det bli’ tilfældet, så –

PASTOR MANDERS.
Jeg kan heller ikke ganske bortse fra den vanskelige, – ja, jeg kan gerne sige pinlige stilling, jeg muligens vilde komme i. I byens ledende kredse beskæftiger man sig meget med denne asylsag. Asylet er jo delvis oprettet til gavn for byen også, og forhåbentlig vil det i en ikke ubetragtelig grad komme til at lette vore komunale fattigbyrder. Men da nu jeg har været Deres rådgiver og har styret det forretningsmæssige ved sagen, så må jeg befrygte, at de nidkære først og fremst vilde kaste sig over mig –

FRU ALVING.
Ja, det bør De ikke udsætte Dem for.

PASTOR MANDERS.
Ikke at tale om de angreb, der utvilsomt vilde blive rettet imod mig i visse blade og tidsskrifter, som –

FRU ALVING.
Nok, kære pastor Manders; det hensyn er aldeles afgørende.

PASTOR MANDERS.
De vil altså ikke, at der skal assureres?

FRU ALVING.
Nej; vi lar det være.

PASTOR MANDERS
(læner sig tilbage i stolen)
.
Men hvis nu ulykken engang var ude? En kan jo aldrig vide –. Vilde De så kunne oprette skaden igen?

FRU ALVING.
Nej, det siger jeg Dem rent ud, det vilde jeg aldeles ikke.

PASTOR MANDERS.
Ja men véd De hvad, fru Alving, – da er det igrunden et betænkeligt ansvar vi tar på os.

FRU ALVING.
Men synes De da, at vi kan andet?

PASTOR MANDERS.
Nej, det er just tingen; vi kan egentlig ikke andet. Vi bør dog ikke udsætte os for et skævt omdømme; og vi har på ingen måde lov til at vække forargelse i menigheden.

FRU ALVING.
De, som prest, ialfald ikke.

PASTOR MANDERS.
Og jeg synes da virkelig også, vi må stole på, at en sådan anstalt har lykken med sig, – ja, at den står under en særlig beskærmelse.

FRU ALVING.
Lad os håbe det, pastor Manders.

PASTOR MANDERS.
Skal vi altså la’ det stå til?

FRU ALVING.
Ja visst skal vi så.

PASTOR MANDERS.
Godt. Som De vil.
(noterer.)
Altså – ikke assurere.

FRU ALVING.
Det var ellers underligt, at De kom til at tale om dette her netop idag –

PASTOR MANDERS.
Jeg har tidt tænkt at spørge Dem om det –

FRU ALVING.
– for igår havde vi sånær fåt en ildebrand dernede.

PASTOR MANDERS.
Hvad for noget!

FRU ALVING.
Nå, det havde forresten ingenting på sig. Der var gåt ild i noget høvlflis i snedkerværkstedet.

PASTOR MANDERS.
Hvor Engstrand arbejder?

FRU ALVING.
Ja. Han skal mangengang være så uforsigtig med fyrstikker, siges der.

PASTOR MANDERS.
Han har så mange ting i hodet, den mand – så mange slags anfægtelser. Gud ske lov, han beflitter sig jo nu på at føre et ulasteligt levnet, hører jeg.

FRU ALVING.
Så? Hvem siger det?

PASTOR MANDERS.
Det har han selv forsikkret mig. Og en flink arbejder er han jo også.

FRU ALVING.
Å ja, sålænge han er ædru –

PASTOR MANDERS.
Ja, den sørgelige svaghed! Men han er mangengang nødt til det for sit dårlige bens skyld, siger han. Sidste gang han var i byen, blev jeg virkelig rørt over ham. Han kom op til mig og takked mig så inderligt, fordi jeg havde skaffet ham arbejde her, så han kunde få være sammen med Regine.

FRU ALVING.
Hende ser han nok ikke meget til.

PASTOR MANDERS.
Jo, han taler med hende hver dag, det sad han selv og fortalte mig.

FRU ALVING.
Ja ja, kan være.

PASTOR MANDERS.
Han føler så godt, at han trænger til nogen, som kan holde ham tilbage, når fristelsen nærmer sig. Det er det elskelige ved Jakob Engstrand, dette, at han kommer så rent hjælpeløs til en og anklager sig selv og bekender sin skrøbelighed. Sidst han var oppe og talte med mig –. Hør, fru Alving, hvis det skulde være ham en hjertets fornødenhed at få Regine hjem til sig igen –

FRU ALVING
(rejser sig hurtigt)
.
Regine!

PASTOR MANDERS.
– så må De ikke sætte Dem imod det.

FRU ALVING.
Jo, det sætter jeg mig rigtignok imod. Og desuden, – Regine skal jo ha’ en stilling ved asylet.

PASTOR MANDERS.
Men betænk, han er dog hendes far –

FRU ALVING.
Å, jeg véd bedst, hvad slags far han har været for hende. Nej, til ham skal hun aldrig komme med min gode vilje.

PASTOR MANDERS
(rejser sig)
.
Men kære frue, tag det da ikke så hæftigt. Det er så sørgeligt, hvorledes De miskender snedker Engstrand. Det er jo som om De blev rent forskrækket –

FRU ALVING
(stillere)
.
Det kan være det samme. Jeg har taget Regine: til mig, og hos mig blir hun.
(lytter.)
Hys, kære pastor Manders, tal ikke mere om dette her.
(Glæden lyser op i hende.)
Hør! Der kommer Osvald i trappen. Nu vil vi bare tænke på ham.
(Osvald Alving, i en let overfrakke, med hat i hånden og røgende af en stor merskumspibe, kommer ind gennem døren til venstre.)

OSVALD
(blir stående ved døren)
.
Å, om forladelse – jeg trode man sad i kontoret.
(kommer nærmere.)
Goddag, herr pastor.

PASTOR MANDERS
(stirrende)
.
Ah –! Det var da mærkværdigt –

FRU ALVING.
Ja, hvad siger De om ham der, pastor Manders?

PASTOR MANDERS.
Jeg siger, – jeg siger –. Nej, men er det da virkelig –?

OSVALD.
Jo, det er virkelig den forlorne søn, herr pastor.

PASTOR MANDERS.
Men min kære unge ven –

OSVALD.
Nå, den hjemkomne søn da.

FRU ALVING.
Osvald tænker på dengang De havde så meget imod, at han blev maler.

PASTOR MANDERS.
For menneskelige øjne kan jo mangt et skridt se betænkeligt ud, som siden alligevel –.
(ryster hans hånd.)
Nå, velkommen, velkommen! Nej, min kære Osvald –. Ja, jeg må da nok få kalde Dem ved fornavn?

OSVALD.
Ja, hvad skulde De ellers kalde mig?

PASTOR MANDERS.
Godt. Det var det, jeg vilde sige, min kære Osvald, – De må ikke tro om mig, at jeg ubetinget fordømmer kunstnerstanden. Jeg antager, der er mange, som kan bevare sit indre menneske ufordærvet i den stand også.

OSVALD.
Vi bør håbe det.

FRU ALVING
(strålende fornøjet)
.
Jeg véd en, som har bevaret både sit indre og sit ydre menneske ufordærvet. Se bare på ham, pastor Manders.

OSVALD
(driver opover gulvet)
.
Ja ja, kære mor, lad nu det være.