Complete Works of Henrik Ibsen (566 page)

REGINE
(ser sig hastigt i spejlet, vifter sig med lommetørklædet og retter på sit kravebånd; derpå gir hun sig ifærd med blomsterne)
.
(Pastor Manders, i overfrakke og med paraply, samt med en liden rejsetaske i en rem over skuldren, kommer gennem havedøren ind i blomster værelset.)

PASTOR MANDERS.
Goddag, jomfru Engstrand.

REGINE
(vender sig glad overrasket)
.
Nej se, goddag, herr pastor! Er dampskibet alt kommet?

PASTOR MANDERS.
Det kom nu netop.
(går ind i havestuen.)
Det er dog et fortrædeligt regnvejr vi har nu om dagene.

REGINE
(følger ham)
.
Det er et så velsignet vejr for landmanden, herr pastor.

PASTOR MANDERS.
Ja, det har De visst ret i. Det tænker vi byfolk så lidet på.
(han begynder at drage overfrakken af.)

REGINE.
Å, må ikke jeg hjælpe? – Se så. Nej, hvor våd den er! Nu skal jeg bare hænge den op i forstuen. Og så paraplyen –; den skal jeg slå op, så den kan bli’ tør.
(Hun går ud med sagerne gennem den anden dør til højre. Pastor Manders tager rejsetasken af og lægger den og hatten på en stol. Imidlertid kommer Regine ind igen.)

PASTOR MANDERS.
Ah, det gjorde rigtig godt at komme i hus. Nå, her står dog alting vel til på gården?

REGINE.
Jo, mange tak.

PASTOR MANDERS.
Men dygtig travlt, kan jeg tænke, i anledning af imorgen?

REGINE.
Å ja, her er jo en del at gøre.

PASTOR MANDERS.
Og fru Alving er forhåbentlig hjemme.

REGINE.
Ja kors; hun er bare ovenpå og passer chokoladen til den unge herren.

PASTOR MANDERS.
Ja, sig mig –, jeg hørte nede ved stoppestedet, at Osvald skal være kommen.

REGINE.
Ja, han kom iforgårs. Vi havde ikke ventet ham før som idag.

PASTOR MANDERS.
Og frisk og rask, vil jeg håbe?

REGINE.
Jo tak, det er han nok. Men gruelig træt efter rejsen. Han har faret i ét kør lige fra Paris –; jeg mener, han har kørt hele routen med et og samme træn. Jeg tror nok han sover lidt nu, så vi må nok tale en liden bitte smule sagte.

PASTOR MANDERS.
Hys, vi skal være så stille.

REGINE
(idet hun flytter en lænestol tilrette ved bordet)
.
Og så vær så god og sæt Dem, herr pastor, og gør Dem det mageligt.
(han sætter sig; hun flytter en skammel under hans fødder.)
Se så! Sidder herr pastoren nu godt?

PASTOR MANDERS.
Tak, tak; jeg sidder fortræffeligt.
(betragter hende.)
Hør, véd De hvad, jomfru Engstrand, jeg tror tilforladelig De er vokset siden jeg så Dem sidst.

REGINE.
Synes herr pastoren det? Fruen siger, at jeg har lagt mig ud også.

PASTOR MANDERS.
Lagt Dem ud? – Nå ja, kanske lidt; – så passeligt.
(kort ophold.)

REGINE.
Skal jeg kanske sige fruen til?

PASTOR MANDERS.
Tak, tak, det haster ikke, mit kære barn. – Nå, men sig mig nu, min gode Regine, hvorledes går det så Deres far herude?

REGINE.
Jo tak, herr pastor, det går ham nokså bra’.

PASTOR MANDERS.
Han var indom hos mig, da han sidst var i byen.

REGINE.
Nej, var han det? Han er altid så glad, når han får tale med pastoren.

PASTOR MANDERS.
Og De ser da vel flittigt ned til ham om dagene?

REGINE.
Jeg? Jo, det gør jeg nok; så tidt jeg får stunder, så –

PASTOR MANDERS.
Deres far er ingen rigtig stærk personlighed, jomfru Engstrand. Han trænger så inderligt til en ledende hånd.

REGINE.
Å ja, det kan gerne være, det.

PASTOR MANDERS.
Han trænger til at ha’ nogen om sig, som han kan holde af, og hvis omdømme han kan lægge vægt på. Han erkendte det selv så trohjertigt, da han sidst var oppe hos mig.

REGINE.
Ja, han har snakket til mig om noget sligt. Men jeg véd ikke, om fru Alving vil være af med mig, – helst nu, da vi får det nye asylet at styre med. Og så vilde jeg så gruelig nødig fra fru Alving også, for hun har da altid været så snil imod mig.

PASTOR MANDERS.
Men den datterlige pligt, min gode pige –. Naturligvis måtte vi først indhente Deres frues samtykke.

REGINE.
Men jeg véd ikke, om det går an for mig, i min alder, at styre huset for en enslig mandsperson.

PASTOR MANDERS.
Hvad! Men kære jomfru Engstrand, det er jo Deres egen far, her er tale om!

REGINE.
Ja, det kan så være, men alligevel –. Ja, hvis det var i et godt hus og hos en rigtig reel herre –

PASTOR MANDERS.
Men, min kære Regine –

REGINE.
– en, som jeg kunde nære hengivenhed for og se op til og være ligesom i datters sted –

PASTOR MANDERS.
Ja, men mit kære gode barn –

REGINE.
For så vilde jeg nok gerne ind til byen. Herude er det svært ensomt, – og herr pastoren véd jo selv, hvad det vil sige at stå ensom i verden. Og det tør jeg nok sige, at jeg er både flink og villig. Véd ikke herr pastoren nogen slig plads for mig?

PASTOR MANDERS.
Jeg? Nej, tilforladelig, om jeg det véd.

REGINE.
Men kære, kære herr pastor, – tænk ialfald på mig, dersom at –

PASTOR MANDERS
(rejser sig)
.
Jo, det skal jeg nok, jomfru Engstrand.

REGINE.
Ja, for hvis jeg –

PASTOR MANDERS.
Vil De kanske være så snil at hente fruen?

REGINE.
Nu skal hun komme straks, herr pastor.
(hun går ud til venstre.)

PASTOR MANDERS
(går et par gange op og ned i stuen, står en stund i baggrunden med hænderne på ryggen og ser ud i haven. Derefter kommer han atter i nærheden af bordet, tar en bog og ser på titelbladet, studser og ser på flere).
Hm, – ja så!
(Fru Alving kommer ind gennem døren på venstre side. Hun er fulgt af Regine, som straks går ud gennem den forreste dør til højre.)

FRU ALVING
(rækker ham hånden)
.
Velkommen, herr pastor.

PASTOR MANDERS.
Goddag, frue. Her har De mig, som jeg loved.

FRU ALVING.
Altid på klokkeslettet.

PASTOR MANDERS.
Men De kan tro, det kneb for mig at slippe bort. Alle de velsignede kommissjoner og bestyrelser, jeg sidder i –

FRU ALVING.
Desto snillere var det af Dem, at De kom så betids. Nu kan vi få vore forretninger afgjort, før vi spiser middag. Men hvor har De Deres koffert?

PASTOR MANDERS
(hurtigt)
.
Mit tøj står nede hos landhandleren. Jeg blir der inat.

FRU ALVING
(undertrykker et smil)
.
Er De virkelig ikke at formå til at overnatte hos mig dennegang heller?

PASTOR MANDERS.
Nej, nej, frue; ellers så mange tak; jeg blir dernede, som jeg plejer. Det er så bekvemt, når jeg skal ombord igen.

FRU ALVING.
Nå, De skal få ha’ Deres vilje. Men jeg synes da rigtignok ellers, at vi to gamle mennesker –

PASTOR MANDERS.
Å Gud bevares, hvor De spøger. Ja, De er naturligvis overstadig glad idag. Først festdagen imorgen, og så har De jo fåt Osvald hjem.

FRU ALVING.
Ja, tænk Dem, hvilken lykke for mig! Det er nu over to år siden han var hjemme sidst. Og så har han lovet at bli’ hos mig hele vinteren over.

PASTOR MANDERS.
Nej, har han det? Det var jo smukt og sønligt gjort af ham. For det må vel være ganske anderledes tiltrækkende at leve i Rom og Paris, kan jeg tænke mig.

FRU ALVING.
Ja, men her hjemme har han sin mor, ser De. Å min kære velsignede gut, – han har nok hjerte for sin mor, han!

PASTOR MANDERS.
Det vilde jo også være altfor sørgeligt, om adskillelse og syslen med sådanne ting som kunst skulde sløve så naturlige følelser.

FRU ALVING.
Ja, det må De nok sige. Men nej såmæn har ikke det nogen nød med ham, ikke. Ja, nu skal det rigtig more mig at se, om De kan kende ham igen. Han kommer ned siden; nu ligger han bare oppe og hviler sig lidt på sofaen. – Men sæt Dem nu ned, min kære herr pastor.

PASTOR MANDERS.
Tak. Det er Dem altså belejligt –?

FRU ALVING.
Ja visst er det så.
(hun sætter sig ved bordet.)

PASTOR MANDERS.
Godt; så skal De da se –.
(går hen til stolen, hvor rejsetasken ligger, tar en pakke papirer op af den, sætter sig på den modsatte side af bordet og søger en ryddig plads for papirerne.)
Her har vi nu for det første –.
(afbrydende.)
Sig mig, fru Alving, hvorledes kommer de bøger her?

FRU ALVING.
De bøger? Det er bøger, som jeg læser i.

PASTOR MANDERS.
Læser De den slags skrifter?

FRU ALVING.
Ja såmæn gør jeg det.

PASTOR MANDERS.
Føler De, at De blir bedre eller lykkeligere ved den slags læsning?

FRU ALVING.
Jeg synes, at jeg blir ligesom tryggere.

PASTOR MANDERS.
Det var mærkeligt. Hvorledes det?

FRU ALVING.
Jo, jeg får ligesom forklaring og bekræftelse på mangt og meget af det, jeg selv går og tænker mig. Ja, for det er det underlige, pastor Manders, – der er egentlig sletikke noget nyt i disse bøger; der står ikke andet end det, som de fleste mennesker tænker og tror. Det er bare det, at de fleste mennesker ikke gør sig rede for det eller ikke vil være ved det.

PASTOR MANDERS.
Nå du min Gud! Tror De for ramme alvor, at de fleste mennesker –?

FRU ALVING.
Ja, det tror jeg rigtignok.

PASTOR MANDERS.
Ja, men dog ikke her i landet vel? Ikke her hos os?

FRU ALVING.
Å jo såmæn, her hos os også.

PASTOR MANDERS.
Nå, det må jeg rigtignok sige –!

FRU ALVING.
Men hvad har De da forresten egentlig at indvende imod de bøger?

PASTOR MANDERS.
Indvende? De tror dog vel ikke, at jeg beskæftiger mig med at granske sådanne frembringelser?

FRU ALVING.
Det vil sige, De kender sletikke, hvad De fordømmer?

PASTOR MANDERS.
Jeg har læst tilstrækkeligt om disse skrifter for at misbillige dem.

FRU ALVING.
Ja men Deres egen mening –

PASTOR MANDERS.
Kære frue, der er mangfoldige tilfælde i livet, da man må forlade sig på andre. Det er nu engang således her i verden; og det er godt. Hvorledes skulde det ellers gå med samfundene?

FRU ALVING.
Nej-nej; De kan ha’ ret i det.

PASTOR MANDERS.
Forresten benægter jeg naturligvis ikke, at der kan være adskilligt tiltrækkende ved deslige skrifter. Og jeg kan jo heller ikke fortænke Dem i, at De ønsker at gøre Dem bekendt med de åndelige strømninger, som efter sigende foregår ude i den store verden, – hvor De jo har ladet Deres søn færdes så længe. Men –

FRU ALVING.
Men –?

PASTOR MANDERS
(sænker stemmen)
.
Men man taler ikke om det, fru Alving. Man behøver dog virkelig ikke at gøre alle og enhver regnskab for, hvad man læser og hvad man tænker indenfor sine fire vægge.