Complete Works of Henrik Ibsen (571 page)

PASTOR MANDERS.
Aha, – der har vi altså udbyttet af Deres læsning. Skønne frugter isandhed! Å, disse afskyelige, oprørske, fritænkerske skrifter!

FRU ALVING.
De tar fejl, kære pastor. De er selv den mand, som fik ægget mig til at tænke; og det skal De ha’ tak og pris for.

PASTOR MANDERS.
Jeg!

FRU ALVING.
Ja, da De tvang mig ind under det, som De kaldte pligt og skyldighed; da De lovpriste som ret og rigtigt, hvad hele mit sind oprørte sig imod, som imod noget vederstyggeligt. Da var det jeg begyndte at se Deres lærdomme efter i sømmene. Jeg vilde bare pille ved en eneste knude; men da jeg havde fåt den løst, så rakned det op altsammen. Og så skønte jeg, at det var maskinsøm.

PASTOR MANDERS
(stille, rystet)
.
Skulde dette være vindingen af mit livs tungeste strid?

FRU ALVING.
Kald det heller Deres ynkeligste nederlag.

PASTOR MANDERS.
Det var mit livs største sejr, Helene; sejren over mig selv.

FRU ALVING.
Det var en forbrydelse imod os begge.

PASTOR MANDERS.
At jeg bød Dem og sagde: kvinde, gå hjem til Deres lovlige husbond, da De kom til mig forvildet og råbte: her er jeg; tag mig! Var det en forbrydelse?

FRU ALVING.
Ja, jeg synes det.

PASTOR MANDERS.
Vi to forstår ikke hinanden.

FRU ALVING.
Ikke nu længer ialfald.

PASTOR MANDERS.
Aldrig, – aldrig i mine lønligste tanker engang, har jeg set Dem anderledes, end som en andens ægtefælle.

FRU ALVING.
Ja – tro det?

PASTOR MANDERS.
Helene –!

FRU ALVING.
En går sig selv så let af minde.

PASTOR MANDERS.
Ikke jeg. Jeg er den samme, som jeg altid var.

FRU ALVING
(slår om)
.
Ja, ja, ja, – lad os ikke tale mere om gamle dage. Nu sidder De til op over ørene i kommissioner og bestyrelser; og jeg går her og kæmper med gengangere både indvendig og udvendig.

PASTOR MANDERS.
De udvendige skal jeg nok hjælpe Dem at få bugt med. Efter alt, hvad jeg med forfærdelse har hørt af Dem idag, kan jeg ikke for min samvittighed forsvare at lade en ung ubefæstet pige forblive i Deres hus.

FRU ALVING.
Synes De ikke det var bedst, om vi kunde få hende forsørget? Jeg mener – sådan godt gift.

PASTOR MANDERS.
Utvivlsomt. Jeg tror, det vilde være i alle henseender ønskeligt for hende. Regine er jo nu i den alder, da –; ja, jeg forstår mig jo ikke på det, men –

FRU ALVING.
Regine blev tidlig voksen.

PASTOR MANDERS.
Ja, gjorde hun ikke det? Det svæver mig for, at hun var påfaldende stærkt udviklet i legemlig henseende, da jeg forberedte hende til konfirmation. Men foreløbig må hun ialfald hjem; under sin fars opsigt –. Nej, men Engstrand er jo ikke –. At han – at han således kunde fordølge sandheden for mig!
(Det banker på døren til forstuen.)

FRU ALVING.
Hvem kan det være? Kom ind!

SNEDKER ENGSTRAND
(søndagsklædt, i døren)
.
Jeg ber så my’ om forladelse, men –

PASTOR MANDERS.
Aha! Hm –

FRU ALVING.
Er det Dem, Engstrand?

ENGSTRAND.
– der var ingen af pigerne tilstede, og så tog jeg mig den dristige friheden at banke lige på.

FRU ALVING.
Nå ja, ja. Kom ind. Vil De tale med mig om noget?

ENGSTRAND
(kommer ind)
.
Nej, ellers så mange tak. Det var nok med pastoren jeg gerne vilde tale et lidet ord.

PASTOR MANDERS
(går op og ned)
.
Hm; ja så? De vil tale med mig? Vil De det?

ENGSTRAND.
Ja, jeg vilde så fælt gerne –

PASTOR MANDERS
(stanser foran ham)
.
Nå; må jeg spørge, hvad det er for noget?

ENGSTRAND.
Jo, det var det, herr pastor, at nu har vi klarering dernede. Mangfoldig tak, frue. – Og nu er vi færdig med altingen; og så synes jeg, det vilde være så pent og passeligt, om vi, som har arbejdet så oprigtigt sammen al denne tiden, – jeg synes, vi skulde slutte med en liden andagt ikveld.

PASTOR MANDERS.
En andagt? Nede i asylet?

ENGSTRAND.
Ja, synes kanske ikke pastoren det er passeligt, så –

PASTOR MANDERS.
Jo visst synes jeg det, men – hm –

ENGSTRAND.
Jeg har selv brugt at holde lidt andagt dernede om kveldene –

FRU ALVING.
Har De?

ENGSTRAND.
Ja, en gang imellem; slig en liden opbyggelse at kalde for. Men jeg er jo en ringe, gemen mand og har ikke rigtig gaverne, Gu’ bedre mig, – og så tænkte jeg, at siden herr pastor Manders just var herude, så –

PASTOR MANDERS.
Ja, ser De, snedker Engstrand, jeg må først gøre Dem et spørsmål. Besidder De den rette stemning for en sådan sammenkomst? Føler De Deres samvittighed fri og let?

ENGSTRAND.
Å Gu’ hjælpe os, det er nok ikke værd at snakke om samvittigheden, herr pastor.

PASTOR MANDERS.
Jo, det er just den, vi skal tale om. Hvad svarer De så?

ENGSTRAND.
Ja, samvittigheden – den kan være fæl, den, sommetider.

PASTOR MANDERS.
Nå, det erkender De da ialfald. Men vil De så uforbeholdent sige mig, – hvorledes hænger det sammen med Regine?

FRU ALVING
(hurtigt)
.
Pastor Manders!

PASTOR MANDERS
(beroligende)
.
Lad De mig –

ENGSTRAND.
Med Regine! Jøss’, hvor ræd De gør mig da!
(ser på fru Alving.)
Det er da vel aldrig galt fat med Regine?

PASTOR MANDERS.
Det vil vi håbe. Men jeg mener, hvorledes hænger det sammen med Dem og Regine? De går jo og gælder for hendes far. Nå?

ENGSTRAND
(usikker)
.
Ja – hm – herr pastoren véd jo dette her med mig og salig Johanne.

PASTOR MANDERS.
Ingen fordrejelse af sandheden længer. Deres afdøde hustru meddelte fru Alving den rette sammenhæng, før hun kom af tjenesten.

ENGSTRAND.
Nå, så skulde da –! Gjorde hun det alligevel?

PASTOR MANDERS.
De er altså afsløret, Engstrand.

ENGSTRAND.
Og hun, som både svor og bandte så helligt på –

PASTOR MANDERS.
Bandte hun!

ENGSTRAND.
Nej, hun bare svor, men det så inderlig oprigtigt.

PASTOR MANDERS.
Og i alle disse år har De fordulgt sandheden for mig. Fordulgt den for mig, som så ubetinget har fæstet lid til Dem i et og alt.

ENGSTRAND.
Ja, desværre, jeg har nok det.

PASTOR MANDERS.
Har jeg fortjent dette af Dem, Engstrand? Har jeg ikke stedse været redebon til at gå Dem tilhånde med råd og dåd, så vidt det stod i min magt? Svar! Har jeg ikke det?

ENGSTRAND.
Det havde nok ikke set godt ud for mig mangengang, om jeg ikke havde havt pastor Manders.

PASTOR MANDERS.
Og så lønner De mig på en sådan måde. Får mig til at indføre uefterretteligheder i ministrialbogen og forholder mig siden gennem en række af år de oplysninger, som De var både mig og sandheden skyldig. Deres færd har været aldeles uforsvarlig, Engstrand; og fra nu af er det ude mellem os.

ENGSTRAND
(med et suk)
.
Ja, det er vel det, kan jeg skønne.

PASTOR MANDERS.
Ja, for hvorledes vilde De vel kunne retfærdiggøre Dem?

ENGSTRAND.
Men skulde hun da gåt og skamferet sig endda mere ved at snakke om det? Vil nu bare herr pastoren tænke sig, at han var i samme forfatning, som salig Johanne –

PASTOR MANDERS.
Jeg!

ENGSTRAND.
Jøss’, Jøss’, jeg mener ikke så lige akkurat. Men jeg mener, om pastoren havde noget at skæms over i menneskenes øjne, som de siger. Vi mandspersoner skal ikke dømme en stakkers kvinde for strængt, herr pastor.

PASTOR MANDERS.
Men det gør jeg jo heller ikke. Det er Dem, jeg retter bebrejdelsen imod.

ENGSTRAND.
Måtte jeg få lov til at gøre herr pastoren et bitte lidet spørsmål?

PASTOR MANDERS.
Nå ja, spørg.

ENGSTRAND.
Er det ikke ret og rigtigt af en mand, at han oprejser den faldende?

PASTOR MANDERS.
Jo, selvfølgelig.

ENGSTRAND.
Og er ikke en mand skyldig at holde sit oprigtige ord?

PASTOR MANDERS.
Jo visselig er han det; men –

ENGSTRAND.
Den gangen, da Johanne var falden i ulykke desformedelst denne Engelskmanden – eller kanske det var en Amerikaner eller en Russer, som de kalder det, – ja, så kom hun ind til byen. Stakker, hun havde slåt vrag på mig før en gang eller to; for hun så nu bare på det, som vakkert var, hun; og jeg havde jo denne her skavanken i benet. Ja, pastoren minds jo, jeg havde fordristet mig op på en dansesal, hvor sjøfarendes matroser rejerte med drukkenskab og beruselse, som de siger. Og da jeg så vilde formane dem til at vandre i et nyt levnet –

FRU ALVING
(henne ved vinduet)
.
Hm –

PASTOR MANDERS.
Jeg véd det, Engstrand; de rå mennesker kasted Dem nedover trapperne. Den begivenhed har De før meddelt mig. De bærer Deres skavank med ære.

ENGSTRAND.
Jeg hovmoder mig ikke deraf, herr pastor. Men det var det, jeg vilde fortælle, at så kom hun og betrode sig til mig under grædendes tårer og tænders gnidsel. Jeg må sige herr pastoren, det gjorde mig så hjertelig ondt at høre på.

PASTOR MANDERS.
Gjorde det det, Engstrand. Nå; og så?

ENGSTRAND.
Ja, så sa’ jeg til hende: Amerikaneren han er omflakkendes på verdens hav, han. Og du, Johanne. sa’ jeg, du har begåt et syndefald og er en falden skabning. Men Jakob Engstrand, sa’ jeg, han står på to reelle ben, han; – ja, det mente jeg nu slig som en lignelse, herr pastor.

PASTOR MANDERS.
Jeg forstår Dem så godt; bliv De bare ved.

ENGSTRAND.
Ja, så var det jeg oprejste hende og ægtevied hende oprigtigt for at ikke folk skulde få vide, hvor vildfarendes hun havde været med udlændinger.

PASTOR MANDERS.
Alt dette var såre smukt handlet af Dem. Jeg kan blot ikke billige, at De kunde bekvemme Dem til at modtage penge –

ENGSTRAND.
Penge? Jeg? Ikke en styver.

PASTOR MANDERS
(spørgende til fru Alving)
.
Men –!

ENGSTRAND.
Å ja, – bi lidt; nu minds jeg det. Johanne havde nok nogen skillinger ligevel. Men det vilde jeg ikke vide noget af. Tvi, sa’ jeg, mammon, det er syndens sold, det; det usle guldet – eller papirsedler, hvad det var for noget – det slænger vi i Amerikaneren igen, sa’ jeg. Men han var afsides og forsvunden over det vilde hav, herr pastor.

PASTOR MANDERS.
Var han det, min gode Engstrand?

ENGSTRAND.
Ja vel. Og så blev jeg og Johanne enige om, at de pengene skulde gå til at opdrage barnet for, og så blev det da også; og jeg kan gøre regnskab og rigtighed for hver evig eneste skilling.

PASTOR MANDERS.
Men dette forandrer jo sagen ganske betydeligt.

ENGSTRAND.
Slig hænger det sammen, herr pastor. Og jeg tør nok sige, jeg har været en oprigtig far for Regine, – så langt mine kræfter rak da – for jeg er en skrøbelig mand, desværre.