Complete Works of Henrik Ibsen (347 page)

BOOK: Complete Works of Henrik Ibsen
3.56Mb size Format: txt, pdf, ePub
 

AURELIA.
Men jeg, min husbond, tror ej slige rygter.
Lad hele verden end fordømme dig;
lad dem kun skændsel på dit hoved dynge; –
jeg véd, du gemmer inderst i dit sind
en spire, som kan sætte blomst og frugt.
Dog, her formår den ej at bryde frem;
og giftigt ukrudt vil den snarlig kvæle.
Lad os forlade dette lastens hjem; –
hvad binder dig? Hvi skal vi her vel dvæle?

 

CATILINA.
Jeg skulde rømme marken, – drage bort?
Jeg skulde slippe mine største tanker?
Den druknende – endskønt foruden håb –
sig klynger fast dog til de knuste planker;
og sluges vraget af den våde grav,
og er det sidste skimt af redning svunden, –
den sidste planke han med sidste kraft
omklamrer, synkende med den til bunden.

 

AURELIA.
Men hvis en gæstmild kyst tilsmiler ham
med grønne lunde langsmed havets vove,
da vågner håbet atter i hans barm, –
han stræber did, imod de lyse skove.
Der er det skønt; der hersker stille fred;
der triller bølgen lydløst imod stranden;
der lægger han de trætte lemmer ned,
og kølig aftenvind omvifter panden; –
den jager bort hver sorgens mørke sky;
en trøstig ro blir i hans sind tilbage; –
der dvæler han og finder kvægsomt ly
og glemsel for de svundne tunge dage.
Den fjerne genlyd kun af verdens larm
formår at trænge til hans lune bolig.
Den bryder ikke freden i hans barm; –
den gør hans sjæl end mere glad og rolig;
den minder ham om den forsvundne tid,
med knuste formål og med vilde glæder;
han finder dobbelt skønt det stille liv –
og bytter ej med nogen Romers hæder.

 

CATILINA.
Du taler sandhed; og i denne stund
jeg kunde følge dig fra strid og tummel.
Men kan du nævne mig så dulgt et sted,
at vi kan leve der i ly og stilhed?

 

AURELIA
(glad)
.
Du vil, min Catilina! Hvilken fryd, –
o, mere rig, end dette bryst kan rumme!
Så lad det ske! Endnu i denne nat
afsted vi drager –

 

CATILINA.
Hvorhen skal vi drage?
Nævn mig den plet, hvor hjemligt jeg tør lægge
til ro mit hoved!

 

AURELIA.
Kan du sådan tale?
Har du forglemt vort lille landsted, hvor
min barndom svandt, og hvor vi siden glade,
i elskovs første lykkelige tid,
har levet mange muntre sommerdage?
Hvor var vel græsset mere grønt end der?
Hvor større kølighed i skovens skygge?
Den hvide villa mellem mørke trær
fremtitter, vinkende til rolig hygge.
Did flygter vi og vier ind vort liv
til landlig syssel og til fredsom glæde; –
der skal opmuntre dig en kærlig viv;
med kys hun skal enhver din kummer sprede.
(smilende.)
Og når, med markens blomster i din favn,
du træder ind til mig – din herskerinde, –
da råber jeg min blomsterfyrstes navn
og binder laurbærkransen om hans tinde! –
Men hvorfor blegner du? Du knuger vildt
min hånd, – og sælsomt flammer dine blikke –

 

CATILINA.
Ve mig, Aurelia; din fryd er spildt; –
didhen at føre dig formår jeg ikke.
Det kan jeg aldrig mer!

 

AURELIA.
Du skrækker mig!
Dog, ikke sandt, – du spøger, Catilina?

 

CATILINA.
Jeg spøge! O, hvis blot det var en spøg!
Men hver dit ord, lig hævnens hvasse pile,
igennemborer dette pinte bryst,
som skæbnen aldrig vil forunde hvile.

 

AURELIA.
I guder; tal! Hvad mener du?

 

CATILINA.
Se her!
Her er dit landsted, – her din
3
fremtids glæde!
(han trækker en pung med guldpenge frem og kaster den på bordet.)

 

3.
fu: her er din

 

AURELIA.
O, du har solgt –?

 

CATILINA.
Alt solgte jeg idag; –
og i hvad hensigt? Ah, for at bestikke –

 

AURELIA.
Tal ikke mere! Lad os ikke tænke
på denne sag; det volder jo kun sorg.

 

CATILINA.
Mig knuser tifold mer dit stille tålmod,
end selv et smertesskrig ifra din læbe!
(En gammel soldat kommer ind og nærmer sig Catilina.)

 

SOLDATEN.
Tilgiv mig, herre, at jeg træder ind
så sent på dagen, umeldt, i din bolig.
Vær ikke vred –

 

CATILINA.
Hvad er dit ærend her?

 

SOLDATEN.
Mit ærend er en ydmyg bøn. Du sikkert
vil høre den. Jeg er en fattig mand,
som ofret har min kraft for Romas hæder.
Nu er jeg svækket, kan ej tjene længer,
og mine
4
våben hænger rustne hjemme.
Min alders håb stod til min Søn. Han har
med sine hænders arbejd mig ernæret.
Ak, – for en gæld han sidder fængslet nu.
Og ingen redning –. Hjælp mig; hjælp mig, herre!
(knælende.)
En liden skærv! Jeg vandret har fra hus
til hus; men hver en dør forlængst var lukket.
Jeg véd ej udvej mer –

 

4.
fu: min

 

CATILINA.
Det ligner dem!
Se her et billed på de manges nød.
Så lønner man den tappre gamle skare.
Ej findes taksomhed i Roma længer!
Der var en tid, da jeg i billig harm
gad straffe dem med sværd og røde flammer;
men bløde ord har lydt til mig fornylig;
mit sind er barnemildt; jeg vil ej straffe; –
at lindre sorgen er jo og en gerning. –
Der, gamle kriger; – klar med det din gæld.
(han rækker ham pungen med guldpengene.)

 

SOLDATEN
(rejser sig)
.
O, gode herre, – tør jeg tro dit ord?

 

CATILINA.
Ja; skynd dig, gubbe; løs din alders håb.
(Soldaten går hurtigt bort.)

 

CATILINA.
En bedre brug, – ej sandt, Aurelia? –
end til bestikkelser og stemmekøb.
Vel er det skønt at knuse voldsmænds magt;
men stille trøst har også sin belønning.

 

AURELIA
(kaster sig i hans arme)
.
O, rig og ædel er endnu din sjæl.
Nu kender jeg igen min Catilina!

 

(Et underjordisk gravkammer med en nylig igenmuret åbning højt oppe på bagvæggen. En lampe brænder mat.)

 

(Furia, iført lange sorte klæder, står i en lyttende stilling nede i grav-kamret.)

 

FURIA.
Det drønner hult. Det tordner visst deroppe.
Det lyder til mig helt herned i graven.
Men graven selv, den er så stille – stille!
Er jeg til døsig ro da evig dømt?
Skal end ej her ad sammenslyngte veje
jeg vandre frem, som stedse var min lyst?
(efter et ophold.)
Det var et sælsomt liv; – en sælsom skæbne.
Lig stjerneskuddet alting kom – og svandt.
Han mødte mig. En lønlig trolddomsmagt,
en indre samklang drog os mod hinanden.
Jeg var hans hævngudinde, – han mit offer; –
men straffen fulgte hævnerinden brat.
(atter ophold.)
Nu er det lyst deroppe. – Fjernes jeg
nedad – umærkeligt – fra lysets bolig?
Ah, vel mig, hvis så er, – hvis denne dvælen
i gravens skød igrunden er en flugt
på lynets vinger ned mod mørkets lande, –
hvis alt jeg nærmer mig den brede Styx!
Der vælter bølgen blytungt imod bredden;
der sysler Charon lydløs i sin båd.
Snart er jeg der! Der vil jeg taus mig sætte
ved færgestedet, – spørge hver en ånd,
hver flygtig skygge, som fra livets rige
let-skridende sig nærmer dødens flod, –
vil spørge ham, hvorledes Catilina
vel færdes blandt de levende deroppe, –
vil spørge, hvordan han har holdt sin ed.
Jeg lyse vil med blålig svovelfakkel
hver dødning ind i øjets brustne dyb, –
se efter, om det ej er Catilina.
Og når han kommer, vil jeg følge ham; –
da gør vi begge overfarten sammen,
betræder begge Plutons stille sal.
Jeg og som skygge følge skal hans skygge; –
hvor Catilina er, må Furia være!
(efter et ophold, mattere.)
Ah, luften blir så lummer og så kvalm, –
og åndedrættet stedse mere tungt. –
Så nærmer jeg mig da de sorte sumpe,
hvor underverdnens floder strømmer trægt –
(hun lytter; der høres en dump larm.)
Et sagte drøn? Som åreslag det lyder.
Det er de dødes færgemand, der kommer
at hente mig. Nej, her – her vil jeg vente!
(Stenene i den nylig tilmurede åbning brydes fra hverandre. Curius kommer tilsyne udenfor; han vinker til hende.)

 

FURIA.
Vær hilset, Charon! Er du alt beredt
at føre mig som gæst til dødens haller?
Her vil jeg vente!

 

CURIUS
(hviskende)
.
Ti; – jeg frelser dig!

 

ANDEN AKT

 

(En sal i Catilinas hus, med åben søjlegang i baggrunden. En lampe oplyser salen.)

 

(Catilina går op og ned ad gulvet. Lentulus og Cethegus er hos ham.)

 

CATILINA.
Nej, nej! Jeg siger, I forstår ej selv,
hvad I forlanger af mig. Skulde jeg
forræderisk en borgerkrig begynde, –
med Romer-blod besmitte mine hænder?
Jeg gør det aldrig! Lad kun hele staden
fordømme mig –

 

LENTULUS.
Du vil ej, Catilina?

 

CATILINA.
Jeg vil ej.

 

CETHEGUS.
Sig mig, – har du intet her
at hævne, – ingen, som du vel gad ramme?

 

CATILINA.
Lad hævne, hvo der vil; jeg gør det ej.
Dog, taus foragt er også jo en hævn; –
den være skal min eneste.

 

CETHEGUS.
Aha, –
vi kom nok i en ubelejlig stund.
Men morgendagen vil dig sikkert bringe
på andre tanker.

 

CATILINA.
Hvorfor morgendagen?

 

CETHEGUS.
Her går en hob forunderlige rygter.
Nys er en vestalinde ført til døden –

 

CATILINA
(overrasket)
.
En vestalinde? Ah, hvad siger du?

 

LENTULUS.
Ja visst; en vestalinde. Mange mumler –

 

CATILINA.
Hvad mumler de?

 

CETHEGUS.
At du er ej så ganske
foruden del i denne mørke sag.

 

CATILINA.
Det tror man om mig?

 

LENTULUS.
Hm, – så løber rygtet.
Nu ja, – for os, for dine gode venner,
kan sligt jo være, som det være vil; –
men folket, Catilina, dømmer strængere.

 

CATILINA
(i tanker)
,
Og er hun død?

 

CETHEGUS.
Det er hun uden tvivl.
En times ophold i forbrydergraven
er mer end nok –

 

LENTULUS.
Det kommer os ej ved;
det var ej derfor vi om hende talte.
Men hør mig, Catilina! Tænk dig om.
Du søgte konsulatet. Al din velfærd
hang i den ene skøre håbets tråd; –
nu er den brusten; nu er alt forbi.

 

CATILINA
(som før)
.
„Selv har du hævnen nedkaldt på dit hoved.”

 

CETHEGUS.
Ryst slige tanker af; de nytter ej.
Vis dig som mand; endnu kan slaget vindes;
en kæk beslutning –; du har venner nok;
vi følger dig på allerførste vink. –
Du fristes ikke? Svar!

 

CATILINA.
Nej, siger jeg!
Og hvorfor vil I sammensværge jer?
Tal ærligt! Drives I af friheds-længsel?
Er det, for Romas storhed at forynge,
at I vil styrte alt?

 

LENTULUS.
Nej, ingenlunde;
men håb om egen storhed er jo dog
tilstrækkelig bevæggrund, Catilina!

 

CETHEGUS.
Og midler nok til rigt at nyde livet,
er heller ej så ganske at forkaste.
Det er min tragten; – jeg er ej ærgærrig.

 

CATILINA.
Jeg vidste det. Kun usle snevre hensyn
til egen fordel er, hvad eder driver.
Nej, venner, nej; mod større mål jeg sigted!
Vel har jeg ved bestikkelser forsøgt
at rive konsulatet til mig; dog,
mit anslag rummed mer, end hvad man skulde
fra slige midler dømme. Borgerfrihed
og statens vel var målet for min stræben.
Man har mig miskendt; skinnet var imod.
Min skæbne vilde det. Det må så være!

 

CETHEGUS.
Nu vel; men tanken på den venneflok,
du frelse kan fra undergang og skændsel –?
Du véd, at inden kort tid er vi bragt
til betlerstaven ved vort løse levnet.

 

CATILINA.
Så stands itide; det er min beslutning.

 

LENTULUS.
Hvorledes, Catilina, – du vil ændre
din levevis? Ha-ha; du spøger vel?

 

CATILINA.
Det er mit alvor, – ved de store guder!

 

CETHEGUS.
Nu, så er ingen udvej med ham mere.
Kom, Lentulus; vi melde må de andre,
hvad svar han gav os. Vi vil finde dem
i muntert gilde hist hos Bibulus.

 

CATILINA.
Hos Bibulus? Hvormangen lystig nat
jeg sværmet har hos Bibulus med eder!
Nu er det ude med mit vilde liv;
før dagen gryr har staden jeg forladt.

 

LENTULUS.
Hvad siger du?

 

CETHEGUS.
Du rejse vil herfra?

 

CATILINA.
I denne nat, ledsaget af min hustru,
farvel for livet jeg og Roma tager.
I Galliens dale grunder jeg et hjem; –
den mark, jeg rydder, skal ernære mig.

 

CETHEGUS.
Du vil forlade staden, Catilina?

 

CATILINA.
Jeg vil; jeg må! Her tynges jeg af skændsel.
Ah, jeg har mod, min fattigdom at bære;
men i hver Romers blik at læse hån
og fræk foragt –! Nej, nej; det er formeget!
I Gallien kan jeg leve dulgt og stille;
der vil jeg glemme, hvad jeg engang var,
vil døve driften til de store formål,
vil som en uklar drøm min fortid mindes.

 

LENTULUS.
Nu, så lev vel; og lykken følge dig!

 

CETHEGUS.
Husk os med venlighed, som vi vil huske
dig, Catilina! Nu fortæller vi
til brødrene dit nye sære forsæt.

 

CATILINA.
Og bring dem så min broderlige hilsen!
(Lentulus og Cethegus går.)
(Aurelia er trådt ind fra siden, men standser frygtsom ved synet af de bortgående; når de er ude, nærmer hun sig Catilina.)

 

AURELIA
(blidt bebrejdende)
.
Igen de vilde venner i dit hus?
O, Catilina –!

 

CATILINA.
Det var sidste gang.
Nu tog jeg afsked med dem. Hvert et bånd,
som bandt til Roma mig, er overhugget
for alle tider.

 

AURELIA.
Jeg har pakket sammen
vor smule ejendom. Det er ej meget; –
dog nok for nøjsomheden, Catilina!

 

CATILINA
(i tanker)
.
Ja, mer end nok for mig, som tabte alt.

 

AURELIA.
O, grubl ej over, hvad der ej kan ændres; –
forglem, hvad du –

 

CATILINA.
Vel den, der kunde glemme, –
der kunde rive mindet ud af sjælen,
og alle håb, og alle ønskers mål!
Det kræver tid, før jeg så vidt kan komme;
men jeg vil stræbe –

 

AURELIA.
Jeg vil hjælpe dig;
og du skal finde lindring for dit savn.
Dog, bort herfra vi må så snart som muligt.
Her taler livet til dig som en frister. –
Ej sandt, – vi rejser end i denne nat?

 

CATILINA.
Jo, jo, – i denne nat, Aurelia!

 

AURELIA.
En ringe sum, som endnu var tilbage,
jeg samlet har; til rejsen er det nok.

 

CATILINA.
Godt, godt! Mit sværd jeg for en spade sælger.
Ah, hvad er sværdet mere vel for mig?

 

AURELIA.
Du rydder jorden; jeg vil dyrke den.
Snart om vort hjem i blomsterflor skal spire
en rosenhæk og venlige kærminder,
som varsel for at tiden snart er nær,
da du hvert fortidsminde hilse kan
som ungdomsven, når det din sjæl besøger.

 

CATILINA.
Den tid, Aurelia? Jeg frygter, elskte, –
den ligger end i fremtids fjerne blå.
(med lettere udtryk.)
Dog gå, min hustru; hvil dig lidt derinde.
Kort efter midnat vil vi bryde op; –
da blunder staden dybest i sin slummer,
og ingen aner, hvor vi flygter hen.
Den første morgenrøde skal os finde
langt – langt herfra; i laurbærlundens ly
vi hviler os på græssets bløde teppe.

 

AURELIA.
En ny tilværelse for os frembryder, –
mer glæderig, end den, vi slutted her.
Nu vil jeg gå. En times rolighed
mig skænker kraft –. Godnat, min Catilina!
(hun omfavner ham og går.)

 

CATILINA
(ser efter hende)
.
Nu er hun borte. Ah, det letted mig!
Aflægge kan jeg denne byrdefulde
forstillelse, det skin af frejdighed,
som findes mindst af alt i dette hjerte.
Hun er min gode ånd. Hun vilde sørge,
ifald hun så min tvivl. Jeg må den skjule.
Dog, denne tause stund jeg vier ind
til en betragtning af mit spildte liv. –
Ah, lampen der forstyrrer mine tanker; –
mørkt må her være, – mørkt, som i min sjæl!
(slukker lampen ud; månen skinner ind gennem søjlerne i baggrunden.)
For lyst, – for lyst endnu! Dog, ligemeget; –
det matte måneskin sig passer godt
til dette dunkle halvlys, der omhyller, –
der stedse har omhyllet mine veje.
Hm, Catilina, – så er denne dag
din sidste; alt imorgen er du ej
hin Catilina mer, du før har været.
Fjernt i det øde Gallien skal mit liv
henrinde ukendt som en flod i skoven. –
Nu er jeg vågnet op af alle drømme
om magt, om storhed, om et dådrigt levnet; –
de svandt som duggen; i mit indres nat
var deres tumleplads; – dem ingen kendte.
Det er ej denne dumpe døs og ro,
afstængt fra verdens larm, som skræmmer mig.
Hvis blot et øjeblik jeg kunde lyse
og flamme som en stjerne i sit fald, –
hvis blot jeg en gang med en herlig dåd
fik knytte mig og navnet „Catilina”
til ry og til udødelige sagn, –
da skulde jeg med fryd, i sejrens stund,
forlade alt, – ty til en fremmed strand;
jeg skulde støde dolken i mit hjerte;
dø fri og glad; – thi da jeg havde levet!
Men denne lodd er døden uden liv.
Er sådant muligt? Skal jeg så forgå?
(med oprakte arme.)
Et vink, I vrede guder, – at det er
min skæbne, glemt og sporløst at forsvinde
fra livet!

 

FURIA
(udenfor bag søjlerne)
.
Nej, det er ej, Catilina!

 

CATILINA
(farer tilbage)
.
Hvo taler? Hvilken stemme varsler hist?
En ånderøst fra underverdnens skygger!

 

FURIA
(træder frem i måneskinnet)
.
Jeg er din skygge.

 

CATILINA
(forfærdet)
.
Vestalindens genfærd!

 

FURIA.
Dybt må du være sunken, hvis du ræddes
for mig.

 

CATILINA.
Tal! Er du stegen op af graven
for at forfølge mig med had og hævn?

 

FURIA.
Forfølge, – siger du? Jeg er din skygge.
Jeg må ledsage dig, hvorhen du går.
(hun nærmer sig.)

 

CATILINA.
Hun lever! Guder, – det er hende selv,
og ingen ånd!

 

FURIA.
Ånd eller ikke, – det
er ligemeget; jeg ledsager dig.

 

CATILINA.
Med blodigt had!

 

FURIA.
I graven slukner hadet,
som kærligheden og som alle drifter,
der næres i en jordisk barm. Kun
et
står fast i liv og død og kan ej ændres.

 

CATILINA.
Og hvad? Sig frem!

 

FURIA.
Din skæbne, Catilina!

 

CATILINA.
Min skæbne kender kun de vise guder, –
ej noget menneske.

 

FURIA.
Jeg kender den.
Jeg er din skygge; – gådefulde bånd
os sammenknytter.

 

CATILINA.
Det er hadets.

 

FURIA.
Nej!
Steg nogen ånd fra gravens kvalme dyb
med hads og hævns begær? Hør, Catilina!
Jeg slukket har i underverdnens floder
hver jordisk ild, der rased i mit bryst.
Som her du ser mig, er jeg ikke længer
hin Furia, – hin vilde, harmoptændte, –
du engang elsked –

 

CATILINA.
Hader du mig ej?

 

FURIA.
Nu ikke mere. Da jeg stod i graven, –
da jeg på skillevejen mellem livet
og døden vakled, næste stund beredt
at gæste underverdnen, – se, da greb
en sælsom gysning mig; jeg véd ej selv –;
der foregik en underlig forvandling; –
bort flød mit had, min hævn, min hele sjæl;
hvert minde svandt og hver en jordisk higen; –
kun navnet „Catilina” skrevet står
med ildskrift, rødt, som fordum, i min barm.

 

CATILINA.
Forunderligt! Vær, hvo du være vil, –
et menneske, en underverdnens skygge, –
der ligger dog en grufuld trylledragning
i dine ord, i dine sorte øjne.

 

FURIA.
Dit sind er stærkt som mit; og dog du vil
forsagt og tvivlsom slippe hvert et håb
om sejr og vælde. Fejgt du vender ryggen
den skueplads, hvor dine dunkle anslag
i lys og modning kunde foldes ud!

Other books

Ransom of Love by Al Lacy
My Life as a Cartoonist by Janet Tashjian
Kalon (Take Over) by T.L Smith
Nobody's Goddess by Amy McNulty
The Long Hot Summer by Alers, Rochelle
Waiting for Us by Stanton, Dawn
Game Changers by Mike Lupica
Forbidden Fruit by Michelle, Nika