Complete Works of Henrik Ibsen (660 page)

SOLNESS
(går nærmere)
.
Er det noget, De leder efter?

HILDE.
Nej, jeg står bare og ser på alt dette her.
(vender sig.)
Kanske jeg ikke må?

SOLNESS.
Jo, vær så god.

HILDE.
Er det Dem, som skriver i den store protokollen?

SOLNESS.
Nej, det er bogholdersken.

HILDE.
Et fruentimmer?

SOLNESS
(smiler)
.
Ja naturligvis.

HILDE.
En så’n en, som De har her hos Dem?

SOLNESS.
Ja.

HILDE.
Er hun gift, hun?

SOLNESS.
Nej, det er en frøken.

HILDE.
Nå så.

SOLNESS.
Men hun gifter sig visst snart nu.

HILDE.
Det er jo bra for hende, det.

SOLNESS.
Men ikke videre bra’ for mig. For så har jeg ingen til at hjælpe mig.

HILDE.
Kan De ikke få fat på en anden en, som er lige så god da?

SOLNESS.
Kanske De vilde bli’ her og – og skrive i protokollen?

HILDE
(ser nedad ham)
.
Jo, det kan De tro! Nej tak, – det skal vi ikke ha’ noget af.
(hun driver atter hen over gulvet og sætter sig i gyngestolen. Solness går også til bordet.)

HILDE
(ligesom fortsættende)
.
– for her er da vel andet at ta’ sig til, end sligt noget.
(ser smilende på ham.)
Mener ikke De også det?

SOLNESS.
Forstår sig. Først og fremst så skal De vel omkring i butikkerne og få fiffet Dem rigtig op.

HILDE
(lystig)
.
Nej, jeg tror helst, jeg la’r være det!

SOLNESS.
Så?

HILDE.
Ja, for jeg har sat alle pengene mine overstyr, må De vide.

SOLNESS
(ler)
.
Hverken kuffert eller penge altså!

HILDE.
Ingen af delene. Men skidt, – det kan også være det samme nu.

SOLNESS.
Se, det kan jeg rigtig like Dem for!

HILDE.
Bare for det?

SOLNESS.
For det ene med det andet.
(sætter sig i lænestolen.)
Lever Deres far endnu?

HILDE.
Ja, far lever.

SOLNESS.
Og nu tænker De kanske på at studere herinde?

HILDE.
Nej, det er ikke faldt mig ind.

SOLNESS.
Men De blir da vel her i nogen tid, véd jeg?

HILDE.
Alt efter som det føjer sig.
(hun sidder en stund og gynger sig og ser på ham, halvt alvorlig, halvt med et undertrykt smil. Derpå tager hun hatten af og lægger den foran sig på bordet.)

HILDE.
Bygmester Solness?

SOLNESS.
Ja?

HILDE.
Er De svært glemsom, De?

SOLNESS.
Glemsom? Nej, ikke så vidt jeg véd.

HILDE.
Men vil De da sletikke til at snakke med mig om det deroppe fra?

SOLNESS
(studser et øjeblik)
.
Oppe fra Lysanger?
(ligegyldig.)
Nå, det er da ikke stort at snakke om, det, synes jeg.

HILDE
(ser bebrejdende på ham)
.
Hvorfor skal De nu sidde og si’ sligt!

SOLNESS.
Nå, så snak De til mig om det da.

HILDE.
Da tårnet var færdigt, så havde vi stor stads i byen.

SOLNESS.
Ja, den dagen glemmer jeg ikke så let.

HILDE
(smiler)
.
Ikke det? Det er snilt af Dem, det!

SOLNESS.
Snilt?

HILDE.
Der var musik på kirkegården. Og mange, mange hundrede mennesker. Vi skolepiger var hvidklædte, vi. Og så havde vi flag allesammen.

SOLNESS.
Å jo, de flagene, – de husker jeg rigtignok!

HILDE.
Så steg De rakt opover stilladset. Lige op til det allerøverste. Og en stor krans havde De med Dem. Og den kransen hængte De helt oppe på vindfløjen.

SOLNESS
(kort, afbrydende)
.
Jeg brugte så dengang. For det er en gammel skik, det.

HILDE.
Det var så vidunderlig spændende at stå dernede og se op til Dem. Tænk, om han nu faldt udover! Han, – bygmesteren selv!

SOLNESS
(ligesom afledende)
.
Ja, ja, ja, det kunde s’gu godt ha’ hændt, det. For en af disse her hvidklædte dævelungerne, – hun bar sig slig og skreg slig op til mig –

HILDE
(tindrende glad)
.
„Hurra for bygmester Solness”! Ja!

SOLNESS.
– og vifted og svinged slig med flaget sit, at jeg – at jeg næsten blev ør i hodet af at se på det.

HILDE
(sagtere, alvorlig)
.
Den dævelungen, – det var mig, det.

SOLNESS
(fæster øjnene stivt på hende)
.
Det er jeg viss på nu. Det må ha’ været Dem.

HILDE
(atter livfuld)
.
For det var så forfærdelig dejligt og spændende. Jeg kunde ikke skønne, at der fandtes en bygmester i hele verden, som kunde bygge så umådelig højt tårn. Og så, at De stod allerøverst deroppe selv! Lyslevende! Og at De sletikke blev en smule svimmel! Det var nu det aller mest – så’n – svimlende at tænke sig.

SOLNESS.
Hvoraf vidste De da så sikkert, at jeg ikke var –?

HILDE
(afvisende)
.
Nej da! Fy! Det kendte jeg indvendig. For ellers så kunde De jo ikke ståt og sunget deroppe.

SOLNESS
(ser forundret på hende)
.
Sunget? Sang jeg?

HILDE.
Ja, det gjorde De da rigtignok.

SOLNESS
(ryster på hodet)
.
Jeg har aldrig sunget en tone i mit liv.

HILDE.
Jo, De sang dengang. Det hørtes som harper i luften.

SOLNESS
(tankefuld)
.
Det er noget forunderligt noget, – dette her.

HILDE
(tier en stund, ser på ham og siger dæmpet)
.
Men så, – bagefter, – så kom jo det rigtige.

SOLNESS.
Det rigtige?

HILDE
(tindrende livlig)
.
Ja, det behøver jeg da vel ikke at minde Dem om?

SOLNESS.
Å jo, mind mig lidt om det også.

HILDE.
Kan De ikke huske, at der blev holdt stor middag for Dem i klubben?

SOLNESS.
Jo vel. Det må ha’ været samme eftermiddagen, det. For næste morgen så rejste jeg.

HILDE.
Og fra klubben var De bedt hjem hos os til aftens.

SOLNESS.
Det er ganske rigtig, frøken Wangel. Mærkværdig, hvor godt De har indpræntet Dem alle disse småtingene.

HILDE.
Småting! Jo, De er god! Var det kanske en småting, det også, at jeg var alene i stuen, da De kom?

SOLNESS.
Var De altså det?

HILDE
(uden at svare ham)
.
Dengang kaldte De mig ikke for dævelunge.

SOLNESS.
Nej, det gjorde jeg vel ikke.

HILDE.
De sa’, at jeg var dejlig i den hvide kjolen. Og at jeg så ud som en liden prinsesse.

SOLNESS.
Det gjorde De visst også, frøken Wangel. Og dertil – så let og fri, som jeg kendte mig den dagen –

HILDE.
Og så sa’ De, at når jeg blev stor, så skulde jeg være Deres prinsesse.

SOLNESS
(ler lidt)
.
Se, se, – sa’ jeg det også?

HILDE.
Ja, De gjorde det. Og da jeg så spurgte, hvor længe jeg skulde vente, så sa’ De, at De vilde komme igen om ti år, – som et trold, – og bortføre mig. Til Spanien eller noget sligt. Og der skulde De købe et kongerige til mig, lovte De.

SOLNESS
(som før)
.
Ja, efter en god middag ser en ikke så nøje på skillingen. Men sa’ jeg virkelig alt dette her?

HILDE
(ler stille)
.
Ja. Og De sa’ også, hvad det kongeriget skulde hede.

SOLNESS.
Nå da?

HILDE.
Det skulde hede kongeriget Appelsinia, sa’ De.

SOLNESS.
Nå, det var jo et appetitligt navn.

HILDE.
Nej, jeg likte det sletikke. For det var jo som om De vilde gøre nar af mig.

SOLNESS.
Men det var da visst ikke min mening.

HILDE.
Nej, det skulde en jo rigtignok også tro. Efter det, som De gjorde bagefter, så –

SOLNESS.
Hvad i alverden gjorde jeg da bagefter?

HILDE.
Jo, det mangled bare, at De havde glemt det også! For sligt noget må en da vel sagtens huske, véd jeg.

SOLNESS.
Ja, ja, sæt mig bare lidt på glid, så kanske –. Nå?

HILDE
(ser fast på ham)
.
De tog og kyssed mig, bygmester Solness.

SOLNESS
(med åben mund, rejser sig op fra stolen)
.
Gjorde jeg!

HILDE.
Jaha, De gjorde det. De tog mig med begge armene og bøjed mig bagover, og kyssed mig. Mange gange.

SOLNESS.
Nej, men kære, snille frøken Wangel –!

HILDE
(rejser sig)
.
De vil da vel aldrig nægte det?

SOLNESS.
Jo, det vil jeg rigtignok nægte!

HILDE
(ser hånlig på ham)
.
Nå så.
(hun vender sig og går langsomt tæt hen til ovnen, hvor hun blir stående bortvendt og ubevægelig med hænderne på ryggen. Kort ophold.)

SOLNESS
(går varsomt hen bag hende)
.
Frøken Wangel –?

HILDE
(tier og rører sig ikke)
.

SOLNESS.
Stå nu ikke der som en stenstøtte. Dette her, De sa’, det må være noget, som De har drømt.
(lægger hånden på hendes arm.)
Hør nu her –

HILDE
(gør en utålmodig bevægelse med armen)
.

SOLNESS
(som om en tanke skyder op i ham)
.
Eller –! Bi lidt! – Her stikker noget dybere under, skal De se!

HILDE
(rører sig ikke)
.

SOLNESS
(dæmpet men med eftertryk)
.
Jeg må ha’ tænkt på alt dette her. Jeg må ha’ villet det. Ha’ ønsket det. Havt lyst til det. Og så –. Skulde det ikke hænge slig sammen?

HILDE
(tier fremdeles)
.

SOLNESS
(utålmodig)
.
Nå ja, ja, for fan’, – så har jeg gjort det også da!

HILDE
(drejer lidt på hodet, men uden at se på ham)
.
Tilstår De altså nu?