Complete Works of Henrik Ibsen (583 page)

BYFOGDEN.
Endvidere forventer man, at du nærer og offentlig udtaler den tillid til bestyrelsen, at den grundigt og samvittighedsfuldt vil foranstalte det fornødne for at afhjælpe mulige ulæmper.

DOKTOR STOCKMANN.
Ja men det vil I aldrig i verden kunne gøre, sålænge I farer med fusk og flikværk. Jeg siger dig det, Peter; og det er min fuldeste og rammeste overbevisning –!

BYFOGDEN.
Som funktionær har du ikke lov til at nære nogen separat overbevisning.

DOKTOR STOCKMANN
(standser)
.

Ikke lov til at –?

BYFOGDEN.
Som funktionær, siger jeg. Som privatperson, – gudbevar’s, det er en anden sag. Men som underordnet tjenestemand ved badet har du ikke lov til at udtale nogen overbevisning, som står i strid med dine foresattes.

DOKTOR STOCKMANN.
Dette går for vidt! Jeg, som læge, som videnskabsmand, skulde ikke ha’ lov til –!

BYFOGDEN.
Det anliggende, her handles om, er ikke noget rent videnskabeligt; det er et kombineret anliggende; det er både et teknisk og et økonomisk anliggende.

DOKTOR STOCKMANN.
Å lad det være for mig, hvad fanden det være vil! Jeg vil ha’ frihed til at udtale mig om alle mulige anliggender i hele verden!

BYFOGDEN.
Vær så god. Men bare ikke om badets – Det forbyder vi dig.

DOKTOR STOCKMANN
(skriger)
.

I forbyder –! I! Slige nogen –!

BYFOGDEN.
Jeg forbyder dig det, – jeg, din øverste fore satte; og når jeg forbyder dig det, så har du lystre.

DOKTOR STOCKMANN
(betvinger sig)
.

Peter, – var du såsandt ikke min bror –

PETRA
(river døren op)
.

Far, dette skal du ikke tåle!

FRU STOCKMANN
(efter hende)
.

Petra, Petra!

BYFOGDEN.
Ah, man har ståt på lur.

FRU STOCKMANN.
Der er så lydt; vi kunde ikke undgå at –

PETRA.
Jo, jeg stod og hørte efter.

BYFOGDEN.
Nå, det er mig igrunden kært –

DOKTOR STOCKMANN
(går nærmere)
.

Du talte til mig om at forbyde og at lystre –?

BYFOGDEN.
Du har nødsaget mig til at tale i den tone.

DOKTOR STOCKMANN.
Og så skal jeg i en offentlig erklæring slå mig selv på munden?

BYFOGDEN.
Vi eragter det uomgængelig nødvendigt, at du offentliggør en erklæring, således, som jeg har forlangt den.

DOKTOR STOCKMANN.
Og hvis jeg nu ikke – lystrer?

BYFOGDEN.
Så udsteder vi selv en erklæring til beroligelse for publikum.

DOKTOR STOCKMANN.
Godt og vel; men så skriver jeg imod jer. Jeg holder på mit; jeg skal bevise, at jeg har ret og at I har uret. Og hvad vil I så gøre?

BYFOGDEN.
Da vil jeg ikke kunne forhindre, at du får din afsked.

DOKTOR STOCKMANN.
Hvad –!

PETRA.
Far, – afsked!

FRU STOCKMANN.
Afsked!

BYFOGDEN.
Afsked som badelæge. Jeg vil se mig foranlediget til at andrage om øjeblikkelig opsigelse, fjerne dig fra enhver befatning med badets anliggender.

DOKTOR STOCKMANN.
Og det skulde I vove!

BYFOGDEN.
Det er dig selv, som her spiller det vovelige spil.

PETRA.
Onkel, dette er en oprørende fremfærd imod en mand som far!

FRU STOCKMANN.
Vil du bare tie stille, Petra!

BYFOGDEN
(ser på Petra)
.

Aha, man indlader sig allerede på opinionsytringer. Ja naturligvis.
(til fruen.)
Svigerinde, De er formentlig den besindigste her i huset. Anvend den indflydelse, De måtte ha’ over Deres mand; få ham til at indse, hvad dette vil drage efter sig både for hans familje –

DOKTOR STOCKMANN.
Min familje kommer ingen anden ved end mig selv!

BYFOGDEN.
– både for hans familje, siger jeg, og for den by, han lever i.

DOKTOR STOCKMANN.
Det er mig, som vil byens sande vel! Jeg vil afsløre de mangler, som sent eller tidligt må komme far dagens lys. Å, det skal nok vise sig, at jeg elsker min fødeby.

BYFOGDEN.
Du, som i forblindet trods går hen og afskærer byens vigtigste næringskilde.

DOKTOR STOCKMANN.
Den kilde er forgiftet, menneske! Er du gal! Vi lever her af at høkre med uhumskhed og råddenskab! Hele vort opblomstrende samfundsliv suger sin næring af en løgn!

BYFOGDEN.
Indbildninger – eller noget endnu værre. Den mand, der udslynger så nærgående insinuationer imod sit eget hjemsted, han må være samfundets fiende.

DOKTOR STOCKMANN
(imod ham)
.

Og det vover du –!

FRU STOCKMANN
(kaster sig imellem)
.

Tomas!

PETRA
(griber sin far om armen)
.

Bare rolig, far!

BYFOGDEN.
Jeg vil ikke udsætte mig for voldsomheder. Du er nu advaret. Betænk så, hvad du skylder dig og dine. Farvel.

(han går.)

DOKTOR STOCKMANN
(går op og ned)
.

Og en sådan behandling må jeg tåle! I mit eget hus, Katrine! Hvad siger du til det!

FRU STOCKMANN.
Ja visst er det både skam og spot, Tomas –

PETRA.
Kunde jeg såsandt komme onkel tillivs –!

DOKTOR STOCKMANN.
Det er min egen skyld; jeg skulde ha’ rejst børster imod dem for længe siden, – vist tænder, – bidt fra mig! – Og så kalde mig for en samfundsfiende! Mig! Det lar jeg, min sæl og salighed, ikke sidde på mig!

FRU STOCKMANN.
Men, snille Tomas, din bror har nu engang magten –

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, men jeg har retten, du!

FRU STOCKMANN.
Ak ja, retten, retten; hvad hjælper det, at du har retten, når du ikke har nogen magt?

PETRA.
Nej men mor da, – hvor kan du snakke slig?

DOKTOR STOCKMANN.
Så det skulde ikke hjælpe noget i et frit samfund at ha’ retten på sin side? Du er løjerlig, Katrine. Og desuden, – har jeg da ikke den frisindede uafhængige presse foran mig, – og den kompakte majoritet bag mig? Det er vel magt god nok, det, skulde jeg mene!

FRU STOCKMANN.
Men Herregud, Tomas, du tænker da vel aldrig på –?

DOKTOR STOCKMANN.
Hvad for noget tænker jeg ikke på?

FRU STOCKMANN.
– at sætte dig op imod din bror, mener jeg.

DOKTOR STOCKMANN.
Hvad fanden vilde du, jeg ellers skulde gøre, når jeg ikke skulde holde på det, som ret og sandt er?

PETRA.
Ja, det spør’ jeg rigtignok også om?

FRU STOCKMANN.
Men det nytter dig jo ingen verdens ting; når de ikke vil, så vil de ikke.

DOKTOR STOCKMANN.
Hoho, Katrine, giv du bare tid, så skal du se, jeg driver nok min krig igennem.

FRU STOCKMANN.
Ja, du driver kanske igennem, at du får din afsked, – det gør du.

DOKTOR STOCKMANN.
Så har jeg ialfald gjort min pligt imod almenheden, – imod samfundet. Jeg, som kaldes for en samfundsfiende!

FRU STOCKMANN.
Men imod din familje, Tomas? Imod os herhjemme? Synes du, det er at gøre din pligt imod dem, du skal forsørge?

PETRA.
Å tænk da ikke altid først og fremst på os, mor.

FRU STOCKMANN.
Ja, du har let for at snakke; du kan i nødsfald stå på egne ben. – Men husk på gutterne, Tomas; og tænk lidt på dig selv også, og på mig –

DOKTOR STOCKMANN.
Men jeg tror du er rent gal, Katrine! Hvis jeg så jammerlig fejgt faldt tilfode for denne Peter og for hans fordømte slæng, – vilde jeg da nogensinde få en lykkelig stund mere i mit liv?

FRU STOCKMANN.
Ja, det véd jeg ikke; men Vorherre bevare os for den lykke, vi vil få, allesammen, hvis du blir ved at trodse. Så står du der igen uden levebrød, uden faste indtægter. Jeg synes, vi har fåt nok af det i gamle dage; husk på det, Tomas; tænk på, hvad det har på sig.

DOKTOR STOCKMANN
(vrider sig kæmpende og knytter hænderne)
.

Og sligt noget kan disse kontortrælle føre ned over en fri ærlig mand! Er det ikke forfærdeligt, Katrine?

FRU STOCKMANN.
Jo, det er syndigt handlet imod dig, det er visst og sandt. Men, Herregud, der er så meget uretfærdigt, en får bøje sig under her i verden. – Der er gutterne, Tomas! Se på dem! Hvad skal der bli’ af dem? Å nej, nej, du kan da aldrig nænne –

(Ejlif og Morten, med skolebøger, er imidlertid kommet ind.)

DOKTOR STOCKMANN.
Gutterne –!
(står med engang fast og fattet.)
Ikke, om så hele verden faldt ned, bøjer jeg nakken under åget.

(han går imod sit værelse.)

FRU STOCKMANN
(efter ham)
.

Tomas, – hvad vil du gøre!

DOKTOR STOCKMANN
(ved døren)
.

Jeg vil ha’ ret til at se mine gutter i øjnene, når de engang blir voksne fri mænd.

(han går ind.)

FRU STOCKMANN
(brister i gråd)
.

Å Gud hjælpe og trøste os allesammen!

PETRA.
Far er bra’, han! Han gir sig ikke.

(Gutterne spør’ forundret, hvad det er for noget; Petra gir dem tegn til at tie.)

TREDJE AKT

(„Folkebudet”s redaktionskontor. Til venstre i baggrunden er indgangsdøren; til højre på samme væg er en anden dør med glasruder, hvorigennem man ser ind i trykkeriet. På væggen til højre en dør. Midt på gulvet et stort bord bedækket med papirer, aviser og bøger. Foran til venstre et vindu og ved dette en skrivepult med høj stol. Et par lænestole står ved bordet, nogle andre stole langs væggene. Værelset er skummelt og uhyggeligt, bohavet gammelt, lænestolene smudsige og forrevne. Inde i trykkeriet ses et par sættere i arbejde; længere borte er en håndpresse igang.)

(Redaktør Hovstad sidder ved pulten og skriver. Lidt efter kommer Billing ind fra højre med doktorens manuskript i hånden.)

BILLING.
Nå, det må jeg sige –!

HOVSTAD
(skrivende)
.

Har De læst det igennem?

BILLING
(lægger manuskriptet på pulten)
.

Ja, det har jeg da rigtignok.

HOVSTAD.
Synes De ikke doktoren er bra’ hvas?

BILLING.
Hvas? Han er, Gud døde mig, knusende, er han. Hvert ord falder vægtfuldt, som – jeg vil sige – som slaget af en øksehammer.

HOVSTAD.
Ja, men de folk falder nu ikke for første slaget heller.

BILLING.
Det er sandt; men så blir vi ved at slå, – slag i slag, indtil hele stormandsvældet ramler sammen. Da jeg sad derinde og læste dette der, var det ligesom jeg øjned revolutionen komme på afstand.

HOVSTAD
(vender sig)
.

Hys; sig bare ikke det så Aslaksen hører det.

BILLING
(dæmper stemmen)
.

Aslaksen er en knæhøne, en fejg karl; der er ikke mands mod i ham. Men dennegang sætter De da vel Deres vilje igennem? Hvad? Doktorens opsats kommer da vel ind?

HOVSTAD.
Ja, hvis bare ikke byfogden gir sig med det gode, så –

BILLING.
Det vilde være fanden så kedeligt.

HOVSTAD.
Nå, vi kan heldigvis gøre os stillingen nyttig, hvad der så sker. Går byfogden ikke ind på doktorens forslag, så får han alle småborgerne på nakken, – hele husejerforeningen og de andre. Og går han ind på det, så lægger han sig ud med en hel hob af de store aktionærer i badet, som hidtildags har været hans bedste støtter –

BILLING.
Ja, ja vel; for de kommer visst til at punge ud med en svær mængde penge –

HOVSTAD.
Ja, det kan De bande på. Og så er ringen brudt, ser De, og så skal vi i bladet dag ud og dag ind gøre det indlysende for almenheden, at byfogden er ukyndig både i det ene og det andet, og at alle tillidsposterne i byen, hele kommunalstyret, bør lægges over i frisindede folks hænder.

BILLING.
Det er, Gud døde mig, så slående sandt! Jeg ser det, – jeg ser det; vi står lige ved begyndelsen til en revolution!

(det banker.)

HOVSTAD.
Hys!
(råber.)
Kom ind!

(Doktor Stockmann kommer gennem døren til venstre i baggrunden.)

HOVSTAD
(går imod ham)
.

Å, der har vi doktoren. Nå?

DOKTOR STOCKMANN.
Tryk væk, herr Hovstad!

HOVSTAD.
Blev det altså til det?

BILLING.
Hurra!

DOKTOR STOCKMANN.
Tryk væk, siger jeg. Ja visst blev det til det. Men nu skal de få det, som de vil ha’ det. Nu blir her krig i byen, herr Billing!

BILLING.
Krig på kniven, vil jeg håbe! Kniven på struben, herr doktor!

DOKTOR STOCKMANN.
Afhandlingen er bare en begyndelse. Jeg går allerede med hodet fuldt af udkast til en fire-fem andre opsatser. Hvor har De Aslaksen henne?

BILLING
(råber ind i trykkeriet)
.

Aslaksen, å kom her et øjeblik!

HOVSTAD.
Fire-fem andre opsatser, sa’ De? Om den samme sag?

DOKTOR STOCKMANN.
Nej, – å langtfra, kære. Nej, det blir om ganske andre ting. Men det kommer altsammen fra vandværket og fra kloaken. Det ene drager det andet efter sig, skønner De. Det er som når en begynder at rive på en gammel bygning, – akkurat så.

BILLING.
Det er, Gud døde mig, sandt; en synes aldrig en blir færdig, før en har revet ned hele skramlet.

ASLAKSEN
(fra trykkeriet)
.

Revet ned! Doktoren tænker da vel ikke på at rive ned badehuset?

HOVSTAD.
Langt ifra; vær bare ikke ræd.

DOKTOR STOCKMANN.
Nej, det gælder ganske andre ting. Nå, hvad siger De så om min afhandling, herr Hovstad?

HOVSTAD.
Jeg synes, den er et rent mesterstykke –

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, ikke sandt –? Nå, det glæder mig; det glæder mig.

HOVSTAD.
Den er så grej og så ligetil; en behøver sletikke at være fagmand for at skønne sammenhængen. Jeg tør sige, De vil få hver eneste oplyst mand på Deres side.

ASLAKSEN.
Og så alle besindige vel?

BILLING.
Både besindige og ubesindige, – ja, jeg mener næsten hele byen.

ASLAKSEN.
Nå, så tør vi nok trykke den.

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, det skulde jeg mene.

HOVSTAD.
Den skal ind imorgen tidlig.

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, død og plage, der må ikke spildes en eneste dag. Hør, herr Aslaksen, det var det, jeg vilde be’ Dem om: De må ta’ Dem personlig af manuskriptet.

ASLAKSEN.
Det skal jeg nok.

DOKTOR STOCKMANN.
Pas på det, som om det var guld. Ingen trykfejl; hvert ord er vigtigt. Og så kommer jeg indom igen siden; kanske jeg kunde få se lidt korrektur. – Ja, jeg kan ikke sige, hvor jeg tørster efter at få den sag på tryk, – slynget ud –

BILLING.
Slynget, – ja, som et lyn!

DOKTOR STOCKMANN.
– underkastet alle kyndige medborgeres dom. Å, De kan aldrig forestille Dem, hvad jeg har været udsat for idag. Man har truet mig både med dit og med dat; man har villet ta’ ifra mig mine soleklareste menneskerettigheder –

BILLING.
Hvad! Deres menneskerettigheder!

DOKTOR STOCKMANN.
– man har villet fornedre mig, gøre mig til en usling, forlangt, at jeg skulde sætte personlig fordel over min inderste, helligste overbevisning –

BILLING.
Det er, Gud døde mig, for grovt.

HOVSTAD.
Å ja, en kan vente sig noget af hvert fra den kant.

DOKTOR STOCKMANN.
Men med mig skal de komme tilkort; det skal de få sort på hvidt for. Nu vil jeg hver evig eneste dag lægge mig ligesom for anker i „Folkebudet” og bestryge dem med den ene exploderende opsats efter den anden –

ASLAKSEN.
Ja, men hør nu –

BILLING.
Hurra; det blir krig, det blir krig!

DOKTOR STOCKMANN.
– jeg skal slå dem til jorden, jeg skal knuse dem, rasere deres fæstningsværker for hele den retsindige almenheds øjne! Det skal jeg gøre!

ASLAKSEN.
Men gør det endelig moderat, herr doktor; skyd med mådehold –

BILLING.
Nej da; nej da! Spar ikke på dynamiten!

DOKTOR STOCKMANN
(vedbliver uforstyrret)
.

For nu er det ikke bare dette med vandværket og kloaken alene, ser De. Nej, det er hele samfundet, som skal renskes, desinficeres –

BILLING.
Der lød det forløsende ord!

DOKTOR STOCKMANN.
Alle flikværks-gubberne må føjses væk, forstår De. Og det på alle mulige områder! Der har åbnet sig så uendelige synsvidder for mig idag. Det står ikke rigtig klart for mig endnu; men jeg skal nok få rede i det. Det er unge friske fanebærere, vi må ud og lede efter, mine venner; vi må ha’ nye befalingsmænd på alle forposterne.

BILLING.
Hør, hør!

DOKTOR STOCKMANN.
Og lad os bare holde sammen, så går det så glat, så glat! Hele omvæltningen vil løbe af stabelen som et skib. Ja, tror De ikke det?

HOVSTAD.
Jeg for min del tror, at nu har vi al udsigt til at få lagt det kommunale styre der, hvor det rettelig bør ligge.

ASLAKSEN.
Og når vi bare farer frem med mådehold, så kan jeg da aldrig tænke mig, at dette her kunde være farligt.

DOKTOR STOCKMANN.
Hvem fanden bryr sig om enten det er farligt eller ikke! Det, jeg gør, det gør jeg i sandhedens navn og for min samvittigheds skyld.

HOVSTAD.
De er en mand, som fortjener at støttes, herr doktor.

ASLAKSEN.
Ja, det står fast, doktoren er byens sande ven; en rigtig samfundsven er han.

BILLING.
Doktor Stockmann er, Gud døde mig, en folkeven, Aslaksen!

ASLAKSEN.
Jeg tænker, husejerforeningen snart gør brug af det udtryk.

DOKTOR STOCKMANN
(bevæget, trykker deres hænder)
.

Tak, tak, mine kære, trofaste venner; – dette her er mig så kvægende at høre; – min herr bror kaldte mig for noget ganske andet. Nå, det skal han min sæl få igen med renter! Men nu må jeg op og se til en stakkers djævel –. Jeg kommer igen, som sagt. Tag endelig godt vare på manuskriptet, herr Aslaksen; – og, for alt i verden, stryg ikke nogen af udråbstegnene! Sæt heller et par stykker til! Godt, godt; farvel sålænge; farvel, farvel!

(Gensidige hilsener idet han følges til døren og går.)

HOVSTAD.
Han kan bli’ en ubetalelig nyttig mand for os.

ASLAKSEN.
Ja, så længe han bare vil holde sig til dette her med badeanstalten. Men går han videre, så er det ikke rådeligt at slå følge med ham.

HOVSTAD.
Hm, det kommer nu alt an på –

BILLING.
De er da også så forbandet ræd, Aslaksen.

ASLAKSEN.
Ræd? Ja, når det gælder de lokale magthavere, så er jeg ræd, herr Billing; det er noget, jeg har lært i erfaringens skole, skal jeg sige Dem. Men sæt mig op i den store politik, ligeover for regeringen selv, og se så, om jeg er ræd.

BILLING.
Nej visst er De ikke, nej; men det er jo netop modsigelsen hos Dem.

ASLAKSEN.
Jeg er en mand med samvittighed, det er sagen. Ryger en løs på regeringen, så gør en ikke samfundet nogen skade ialfald; for de mænd bryr sig ikke om det, ser De; – de blir stående ligegodt, de. Men de lokale myndighederne, de kan kastes, og så kan en kanske få ukyndigheden ved roret, til ubodelig skade både for husejere og andre.

HOVSTAD.
Men borgeropdragelsen gennem selvstyret da, – tænker De ikke på den?

ASLAKSEN.
Når en mand har fåt noget mellem hænderne, som skal skøttes, så kan en ikke tænke på alting, herr Hovstad.

HOVSTAD.
Da gid jeg aldrig må få noget mellem hænderne!

BILLING.
Hør, – hør!

ASLAKSEN
(smiler)
.

Hm.
(peger mod pulten.)
På den redaktør-krakken der har stiftamtmand Stensgård siddet før Dem.

BILLING
(spytter)
.