Complete Works of Henrik Ibsen (588 page)

HOVSTAD.
Og i den foreliggende sag er det nu aldeles utvilsomt, at doktor Stockmann har den almene vilje imod sig. Men hvad er en redaktørs første og fornemste skyldighed, mine herrer? Er det ikke at virke i overensstemmelse med sine læsere? Har han ikke fåt ligesom et stiltiende mandat til ihærdigt og ufortrødent at fremme sine meningsfællers velfærd? Eller skulde jeg kanske ta’ fejl i dette?

MANGE STEMMER.
Nej, nej, nej! Redaktør Hovstad har ret!

HOVSTAD.
Det har kostet mig en tung kamp at bryde med en mand, i hvis hus jeg i den senere tid har været en hyppig gæst, – en mand, som indtil denne dag har kunnet glæde sig ved sine medborgeres udelte velvilje, – en mand, hvis eneste – eller ialfald væsentligste fejl er, at han mere spør’ sit hjerte end sit hode tilråds.

NOGLE SPREDTE RØSTE.
Det er sandt! Hurra for doktor Stockmann!

HOVSTAD.
Men min pligt imod samfundet bød mig at bryde med ham. Og så er der et hensyn til, som driver mig til at bekæmpe ham og, om muligt, standse ham på den skæbnesvangre vej, han er slåt ind på; det er hensynet til hans familje –

DOKTOR STOCKMANN.
Hold Dem til vandledningen og kloaken!

HOVSTAD.
– hensynet til hans ægtefælle og hans uforsørgede børn.

MORTEN.
Er det os, det, mor?

FRU STOCKMANN.
Hys!

ASLAKSEN.
Jeg vil altså sætte herr byfogdens forslag under afstemning.

DOKTOR STOCKMANN.
Behøves ikke! Ikveld agter jeg ikke at tale om alt det svineriet nede i badehuset. Nej; I skal få noget ganske andet at høre.

BYFOGDEN
(halvhøjt)
.

Hvad er nu det for noget igen?

EN DRUKKEN MAND
(oppe ved udgangsdøren)
.

Jeg er skatteberettiget! Og derfor så er jeg meningsberettiget også! Og jeg har den fulde – faste – ubegribelige mening, at –

FLERE STEMMER.
Vær stille derborte!

ANDRE.
Han er drukken! Kast ham ud!

(den drukne mand sættes udenfor.)

DOKTOR STOCKMANN.
Har jeg ordet?

ASLAKSEN
(ringer med klokken)
.

Herr doktor Stockmann har ordet!

DOKTOR STOCKMANN.
Det skulde bare ha’ været for nogen få dage siden, at man havde vovet et sligt forsøg, som her ikveld, på at målbinde mig! Som en løve skulde jeg da ha’ værget om mine hellige menneskerettigheder! Men nu kan det være mig det samme; for nu har jeg større ting at udtale mig om.

(Mængden trænger sig tættere sammen om ham. Morten Kiil kommer tilsyne mellem de omstående.)

DOKTOR STOCKMANN
(fortsætter)
.

Jeg har tænkt og jeg har grublet meget i disse sidste dage, – grublet så mangfoldigt, så det tilslut begyndte ligesom at løbe surr i mit hode –

BYFOGDEN
(hoster)
.

Hm –!

DOKTOR STOCKMANN.
– men så fik jeg rede i tingene; da øjned jeg sammenhængen så grangiveligt. Og derfor står jeg her iaften. Jeg vil gøre store afsløringer, mine medborgere! Jeg vil meddele eder en opdagelse af ganske anden rækkevidde, end den småting, at vor vandledning er forgiftet og at vort sundhedsbad ligger på en pestsvanger grund.

MANGE STEMMER
(skrigende)
.

Ikke tal om badet! Vi vil ikke høre det. Ingenting om det.

DOKTOR STOCKMANN.
Jeg har sagt, jeg vilde tale om den store opdagelse, jeg har gjort i disse sidste dage, – den opdagelse, at alle vore åndelige livskilder ere forgiftede og at hele vort borgersamfund hviler på løgnens pestsvangre grund.

FORBLØFFEDE RØSTER
(halvhøjt)
.

Hvad er det han siger?

BYFOGDEN.
En sådan insinuation –!

ASLAKSEN
(med hånden på klokken)
.

Taleren opfordres til at moderere sig.

DOKTOR STOCKMANN.
Jeg har elsket min fødeby så højt, som nogen mand kan elske sine unge års hjemstavn. Jeg var ikke gammel, da jeg rejste herfra, og afstanden, savnet og erindringen kasted ligesom en øget glans både over stedet og over menneskene.

(Nogle håndklap og bifaldsråb høres.)

DOKTOR STOCKMANN.
Så sad jeg i mange år inde i en forskrækkelig afkrog langt der nordpå. Når jeg kom sammen med nogen af de folk, som leved hist og her mellem stenrøsene, så syntes jeg mangen gang, det havde været tjenligere for de stakkers forkomne skabninger, om de havde fåt en dyrlæge derop istedetfor en mand som jeg.

(Mumlen i salen.)

BILLING
(lægger pennen)
.

Nu har jeg da Gud døde mig aldrig hørt –!

HOVSTAD.
Dette er forhånelser imod en agtværdig almue!

DOKTOR STOCKMANN.
Bi bare lidt! – jeg tror ikke nogen skal kunne sige mig på, at jeg glemte min fødeby deroppe. Jeg lå på æg ligesom en ærfugl; og det, jeg ruged ud, – det var planen til badeanstalten her.

(Håndklap og indsigelser.)

DOKTOR STOCKMANN.
Og da så skæbnen endelig langt om længe føjed det så godt og velsignet for mig, at jeg kunde komme hjem igen, – ja, mine medborgere, da syntes jeg ikke jeg havde flere ønsker i verden. Jo, jeg havde det ønske, ivrigt, utrættelig, brændende at være virksom til hjemmets og til almenhedens bedste.

BYFOGDEN
(ser hen i luften)
.

Måden er noget underlig – hm.

DOKTOR STOCKMANN.
Og så gik jeg her og svælged i forblindelsens lykke. Men igår formiddag, – nej, det var egentlig iforgårs aftes – da åbned sig mine åndelige øjne på vid væg, og det første, jeg fik syn på, det var autoriteternes umådelige dumhed –

(Larm, råb og latter. Fru Stockmann hoster ivrigt.)

BYFOGDEN.
Herr dirigent!

ASLAKSEN
(ringer)
.

I kraft af min myndighed –!

DOKTOR STOCKMANN.
Det er småligt at hænge sig i et ord, herr Aslaksen! Jeg mener bare, at jeg kom undervejr med det umådelige svineri, som de ledende mænd havde gjort sig skyldige i dernede i badet. Ledende mænd kan jeg ikke udstå for min død; – jeg har fåt nok af den slags folk i mine dage. De er som gedebukker i en ung træplantning; de gør ugagn overalt; de står en fri mand ivejen, hvor han så snor og vender sig, – og jeg skulde helst se, vi kunde få dem udryddet ligesom andre skadedyr –

(Uro i salen.)

BYFOGDEN.
Herr dirigent, kan sådanne ytringer passere?

ASLAKSEN
(med hånden på klokken)
.

Herr doktor –!

DOKTOR STOCKMANN.
Jeg begriber ikke, at jeg først nu har fåt et rigtig årvågent syn på de herrer; for jeg har dog næsten dagstøt havt et så ypperligt exemplar for øje her i byen, – min bror Peter, – sen i vendingen og sejg i fordomme –

(Latter, larm og piber. Fru Stockmann sidder og hoster.)

ASLAKSEN
(ringer voldsomt)
.

DEN DRUKNE MAND
(som er kommen ind igen)
.

Er det mig De sigter til? Ja, for rigtignok heder jeg Pettersen; men nej så fan’ hente mig –

VREDE STEMMER.
Ud med den drukne mand! På døren med ham!

(Manden kastes atter ud.)

BYFOGDEN.
Hvem var den person?

EN NÆRSTÅENDE.
Kendte ham ikke, herr byfogd.

EN ANDEN.
Han er ikke her fra byen.

EN TREDJE.
Det skal nok være en lasthandler borte fra – resten uhørligt.)

ASLAKSEN.
Manden var øjensynlig beruset af bajerøl. – Bliv ved, herr doktor; men beflit Dem endelig på mådehold.

DOKTOR STOCKMANN.
Nu vel da, mine medborgere; jeg skal ikke nærmere udtale mig om vore ledende mænd. Dersom nogen, af det, jeg nys har sagt, skulde indbilde sig, at jeg vil disse herrer tillivs her iaften, så tar han fejl, – ganske betydeligt fejl. For jeg nærer den velgørende fortrøstning, at efterliggerne, alle disse gamlinger fra en hendøende tankeverden, de besørger så ypperligt sig selv taget afdage; der behøves ingen doktors hjælp til at påskynde deres dødelige afgang. Og det er heller ikke den slags folk, som er samfundets overhændigste fare; det er ikke dem, som er de virksomste til at forgifte vore åndelige livskilder og til at forpeste grunden under os; det er ikke dem, som er sandhedens og frihedens farligste fiender i vort samfund.

RÅB FRA ALLE KANTER.
Hvem da? Hvem er det? Nævn dem?

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, I kan lide på, at jeg skal nævne dem! For det er netop den store opdagelse, jeg har gjort igår.
(hæver stemmen.)
Sandhedens og frihedens farligste fiender iblandt os, det er den kompakte majoritet. Ja, den forbandede, kompakte, liberale majoritet, – den er det! Nu véd I det.

(Umådelig larm i salen. De fleste skriger, tramper og piber. Nogle ældre herrer veksler stjålne øjekast og lader til at gotte sig. Fru Stockmann rejser sig ængstelig; Ejlif og Morten går truende hen til skolegutterne, der gør optøjer. Aslaksen ringer med klokken og formaner til ro. Hovstad og Billing taler begge, men kan ikke høres. Endelig blir der stilhed.)

ASLAKSEN.
Ordstyreren forventer, at taleren kalder sine ubesindige ytringer tilbage.

DOKTOR STOCKMANN.
Aldrig i verden, herr Aslaksen. Det er det store flertal i vort samfund, som berøver mig min frihed og som vil forbyde mig at udtale sandheden.

HOVSTAD.
Flertallet har altid retten på sin side.

BILLING.
Og det har sandheden også; Gud døde mig!

DOKTOR STOCKMANN.
Flertallet har aldrig retten på sin side. Aldrig, siger jeg! Det er en af disse samfundsløgne, som en fri, tænkende mand må gøre oprør imod. Hvem er det, som udgør flertallet af beboerne i et land? Er det de kloge folk, eller er det de dumme? Jeg tænker, vi får være enige om, at dumme mennesker er tilstede i en ganske forskrækkelig overvældende majoritet rundt omkring på den hele vide jord. Men det kan da vel, for fanden, aldrig i evighed være ret, at de dumme skal herske over de kloge!

(Larm og skrig.)

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, ja; I kan nok overskrige mig; men I kan ikke modsige mig. Flertallet har magten – desværre –; men retten har det ikke. Retten har jeg og de andre få, de enkelte. Minoriteten har altid retten.

(Stor larm igen.)

HOVSTAD.
Haha; doktor Stockmann er altså ble’t aristokrat siden iforgårs!

DOKTOR STOCKMANN.
Jeg har sagt, at jeg ikke gider spilde et ord på den lille, trangbrystede, stakåndede flok, som ligger agterud. Med dem har det pulserende liv ikke længer noget at bestille. Men jeg tænker på de få, de enkelte iblandt os, som har tilegnet sig alle de unge, fremspirende sandheder. Disse mænd står ligesom ude mellem forposterne, så langt fremskudt, at den kompakte majoritet endnu ikke har rukket did, – og der kæmper de for sandheder, som endnu er for nybårne i bevidsthedens verden til at ha’ fåt noget flertal for sig.

HOVSTAD.
Nå, så er doktoren ble’t revolutionsmand da!

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, så pine død er jeg så, herr Hovstad! Jeg agter at gøre revolution imod den løgn, at flertallet sidder inde med sandheden. Hvad er det for sandheder, som flertallet plejer flokke sig om? Det er de sandheder, som er så vidt tilårs, at de er på vejen til at bli’ affældige. Men når en sandhed er ble’t så gammel, så er den også på gode veje til at bli’ en løgn, mine herrer.