Complete Works of Henrik Ibsen (589 page)

(Latter og udtryk af hån.)

DOKTOR STOCKMANN.
Ja ja, De kan tro mig, om De vil; men sandhederne er sletikke nogen sådanne sejglivede Metusalemmer, som folk bilder sig ind. En normalt bygget sandhed lever – lad mig sige – i regelen en 17-18, højst 20 år; sjelden længer. Men slige alderstegne sandheder er altid forskrækkelig skindmagre. Og alligevel er det først da, at flertallet gir sig ifærd med dem og anbefaler dem til samfundet som sund åndelig føde. Men der er ikke stor næringsværdi i den slags kost, kan jeg forsikre jer; og det må jeg som læge forstå. Alle disse flertals-sandheder er at sammenligne med fjorgammel spegemad; de er ligesom harske, ulne, grønsaltede skinker. Og deraf kommer al den moralske skørbug, som grasserer rundt om i samfundene.

ASLAKSEN.
Det forekommer mig, at den ærede taler skejer vel langt ud fra teksten.

BYFOGDEN.
Jeg må i det væsentlige tiltræde dirigentens mening.

DOKTOR STOCKMANN.
Nej, men jeg tror du er rent gal, Peter! Jeg holder mig jo så tæt ind til teksten, som jeg kan. For det, jeg vil tale om, det er jo netop det, at massen, flertallet, denne fandens kompakte majoritet, – at det er den, siger jeg, som forgifter vore åndelige livskilder og forpester grunden under os.

HOVSTAD.
Og det gør folkets store frisindede flertal, fordi det er sindigt nok til bare at hylde de sikre og godkendte sandheder?

DOKTOR STOCKMANN.
Ak, min snille herr Hovstad, snak ikke om sikre sandheder! De sandheder, som massen og mængden godkender, det er de sandheder, som forpostfægterne holdt for sikre i vore bedstefædres dage. Vi forpostfægtere, som lever nutildags, vi godkender dem ikke længer; og jeg tror sletikke, der er nogen anden sikker sandhed til, end den, at intet samfund kan leve et sundt liv på slige gamle margløse sandheder.

HOVSTAD.
Men istedetfor at stå her og tale sådan hen i det blå, så kunde det være morsomt at få høre, hvad det er for nogen gamle margløse sandheder, vi lever på.

(Tilslutning fra flere kanter.)

DOKTOR STOCKMANN.
Å, jeg kunde regne op en hel hob af sligt noget styggetøj; men for det første vil jeg holde mig til én godkendt sandhed, som igrunden er en fæl løgn, men som alligevel både herr Hovstad og „Folkebudet” og alle „Folkebudet”s tilhængere lever på.

HOVSTAD.
Og det er –?

DOKTOR STOCKMANN.
Det er den lære, som I har taget i arv fra forfædrene og som I tankeløst forkynder både vidt og bredt, – den lære, at almuen, hoben, massen, er folkets kerne, – at den er folket selv, – at menigmand, at disse ukyndige og ufærdige i samfundet, har den samme ret til at fordømme og godkende, til at styre og råde, som de enkelte åndeligt fornemme personligheder.

BILLING.
Nu har jeg da, Gud døde mig –

HOVSTAD
(samtidigt, råber)
.

Borgere, læg mærke til dette her!

FORBITTREDE STEMMER.
Hoho, er ikke vi folket? Er det bare de fornemme, som skal styre!

EN ARBEJDER.
Ud med den manden, som står og snakker så!

ANDRE.
Hiv ham på porten!

EN BORGER
(skriger)
.

Tud i luren, Evensen!

(Vældige lurtoner høres; piber og rasende larm i salen.)

DOKTOR STOCKMANN
(når støjen har lagt sig noget)
.

Men så vær da rimelige! Kan I da ikke tåle at høre sandhedens røst for én gangs skyld? Jeg forlanger jo sletikke, at I allesammen straks på timen skal være enige med mig. Men jeg havde jo rigtignok ventet, at herr Hovstad vilde gi’ mig ret, når han bare fik summet sig lidt. Herr Hovstad gør jo fordring på at være fritænker –

STUDSENDE SPØRSMÅL
(dæmpet)
.

Fritænker, sa’ han? Hvad? Er redaktør Hovstad fritænker?

HOVSTAD
(råber)
.

Bevis det, doktor Stockmann! Når har jeg sagt det på tryk?

DOKTOR STOCKMANN
(tænker sig om)
.

Nej, det har De død og plage ret i; – den frimodighed har De aldrig havt. Nå, jeg vil såmænd ikke sætte Dem i kattepine, herr Hovstad. Lad det være mig selv, som er fritænkeren da. For nu vil jeg af naturvidenskaben gøre det indlysende for jer allesammen, at „Folkebudet” trækker jer skammelig efter næsen, når det fortæller jer, at I, at almuen, at massen og mængden er folkets rette kerne. Det er bare en avisløgn, ser I! Almuen er ikke andet end det råstof, som folket skal gøre folk af.

(Knurren, latter og uro i salen.)

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, er det da ikke så det går til i hele den øvrige levende verden? Hvilken forskel er der ikke mellem en kultiveret og en ukultiveret dyrefamilje? Se bare på en gemen bondehøne. Hvad kødværdi har slig en forkrøblet hønseskrot? Det er ikke stort, det! Og hvad er det for slags æg den lægger? En nogenlunde ordentlig kråke eller korp kan værpe omtrent ligeså gode æg. Men tag så for jer en kultiveret spansk eller japanesisk høne, eller tag en fornem fasan eller kalkun; – jo, da ser I nok forskellen! Og så vil jeg nævne hundene, som vi mennesker er så overmåde nær i slægt med. Tænk jer nu først en simpel almuehund, – jeg vil sige, slig en ækkel, ragget, pøbelagtig køter, som bare render gadelangs og sviner husvæggene til. Og stil så køteren sammen med en puddelhund, som gennem flere slægtsled stammer fra et fornemt hus, hvor den har fåt fin føde og havt anledning til at høre harmoniske stemmer og musik. Tror I ikke, at kraniet hos puddelen er ganske anderledes udviklet end hos køteren? Jo, det kan I lide på! Det er slige kultiverte puddelhvalpe, som gøglerne afretter til at gøre de allerutroligste kunststykker. Sligt noget kan en gemen bondekøter aldrig lære, om den så stod på sit hode.

(Larm og løjer høres rundt omkring.)

EN BORGER
(råber)
.

Vil De nu gøre os til hunde også?

EN ANDEN MAND.
Vi er ikke dyr, herr doktor!

DOKTOR STOCKMANN.
Jo så min sæl og salighed er vi dyr, far! Vi er så gode dyr, allesammen, som nogen mand vil forlange. Men fornemme dyr findes der rigtignok ikke mange af iblandt os. Å, der er en ganske forskrækkelig afstand mellem puddelmennesker og køtermennesker. Og det er det løjerlige ved tingen, at redaktør Hovstad er ganske enig med mig, sålænge talen er om de firbenede dyr –

HOVSTAD.
Ja, lad dem gå for dem de er.

DOKTOR STOCKMANN.
Ja vel; men såsnart jeg udvider loven til de tobenede, så stopper herr Hovstad op; så tør han ikke mene sine egne meninger længer, ikke tænke sine egne tanker tilende; så stiller han hele læren på hodet og forkynder i „Folkebudet”, at bondehanen og gadekøteren – det er just de rigtige pragtexemplarer i menageriet. Men slig går det altid, så længe det almueagtige sidder i kroppen på en, og så længe en ikke har arbejdet sig ud til åndelig fornemhed.

HOVSTAD.
Jeg gør ikke fordring på nogen slags fornemhed. Jeg stammer fra simple bønder; og jeg er stolt af, at jeg har min rod dybt nede i den almue, som her forhånes.

MANGE ARBEJDERE.
Hurra for Hovstad! Hurra, hurra!

DOKTOR STOCKMANN.
Den slags almue, som jeg taler om, den findes ikke dybt nede alene; den kryr og mylrer rundt omkring os, – lige op til samfundshøjderne. Se bare på jeres egen, pene, pyntelige byfogd! Min bror Peter er såmænd så god en almuesmand, som nogen, der går i to sko –

(Latter og hyssen.)

BYFOGDEN.
Jeg protesterer mod deslige personlige henvisninger.

DOKTOR STOCKMANN
(uforstyrret)
.

– og det er han ikke, fordi han, ligesom jeg, stammer ned fra en gammel, fæl sjørøver nede fra Pommern eller deromkring, – ja, for det gør vi –

BYFOGDEN.
Absurde traditioner. Benægtes!

DOKTOR STOCKMANN.
– men han er det, fordi han tænker sine foresattes tanker og fordi han mener sine foresattes meninger. De folk, som det gør, de er åndelige almuesmænd; se, derfor er min stadselige bror Peter så forskrækkelig lidet fornem igrunden, – og følgelig også så lidet frisindet.

BYFOGDEN.
Herr dirigent –!

HOVSTAD.
Så det er de fornemme, som er frisindede hertillands? Det var en ganske ny oplysning.

(Latter i forsamlingen.)

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, det hører også med til min nye opdagelse. Og der hører også det med, at frisind er omtrent præcist det samme som moralitet. Og derfor så siger jeg, at det er rent uforsvarligt af „Folkebudet”, når det dag ud og dag ind forkynder den vranglære, at det er massen og mængden, den kompakte majoritet, som sidder inde med frisindet og moralen, – og at laster og fordærvelse og alskens åndeligt svineri, det er noget, som siver ud af kulturen, ligesom alle uhumskhederne siver ned til badet fra garverierne oppe i Mølledalen!

(Larm og afbrydelser.)

DOKTOR STOCKMANN
(uforstyrret, ler i sin ivrighed)
.

Og endda så kan dette samme „Folkebudet” præke om, at massen og mængden skal løftes op til højere livsvilkår! Men, i pokkers skind og ben, – dersom „Folkebudet”s lære holdt stik, så vilde jo det, at løfte massen, være akkurat det samme, som at vippe den lige lukt ind i fordærvelsen! Men heldigvis så er det bare en gammel arvtagen folkeløgn, dette, at kulturen demoraliserer. Nej, det er fordummelsen, fattigdommen, styghed over livsvilkårene, som forretter den fandens gerning! I et hus, hvor der ikke luftes og fejes gulv hver dag –; min hustru Katrine påstår, at gulvet bør skylles også; men det kan der nu disputeres om; – nå, – i et sligt hus, siger jeg, dér mister folk inden en 2-3 år evnen til at tænke og handle moralsk. Mangel på surstof afkræfter samvittigheden. Og det er nok svare knapt med surstoffet i mange, mange huse her i byen, lader det til, siden hele den kompakte majoritet kan være samvittighedsløs nok til at ville bygge byens opkomst på et hængedynd af løgn og bedrag.

ASLAKSEN.
En så grov beskyldning må ikke udslynges mod et helt borgersamfund.

EN HERRE.
Jeg henstiller til dirigenten at ta’ ordet fra taleren.

IVRIGE RØSTER.
Ja, ja! Det er rigtigt! Ta’ ordet fra ham!

DOKTOR STOCKMANN
(opbrusende)
.

Så skriger jeg sandheden ud på alle gadehjørner! Jeg skriver i udenbys aviser! Hele landet skal få vide, hvorledes det her er fat!

HOVSTAD.
Det lader næsten til, at doktoren har til hensigt at ødelægge byen.

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, så meget holder jeg af min fødeby, at jeg heller vil ødelægge den end se den blomstre op på en løgn.

ASLAKSEN.
Det er stærkt sagt.

(Larm og piber. Fru Stockmann hoster forgæves; doktoren hører det ikke længer.)

HOVSTAD
(råber under larmen)
.

Den mand må være en borgerfiende, som kan ville ødelægge et helt samfund!

DOKTOR STOCKMANN
(i stigende ophidselse)
.

Der ligger ingen magt på, at et løgnagtigt samfund ødelægges! Det bør jævnes med jorden, siger jeg! Udryddes som skadedyr bør de, alle de, som lever i løgnen! I forpester hele landet tilslut; I bringer det derhen, at hele landet fortjener at lægges øde. Og kommer det så vidt, da siger jeg af mit fulde inderste hjerte: lad hele landet lægges øde; lad hele dette folk udryddes!

EN MAND
(i mængden)
.

Det er at snakke som en ren folkefiende!

BILLING.
Der lød, Gud døde mig, folkets røst!

HELE MÆNGDEN
(skriger)
.

Ja, ja, ja! Han er en folkefiende! Han hader sit land! Han hader hele folket!