Complete Works of Henrik Ibsen (425 page)

MARGRETE.
Velsignet være din mund, skøndt du bander mig nu.

FRU RAGNHILD.
Jeg må ned til Nidaros, ind i kirken og finde kong Skule. Han skikkede mig fra sig, da han sad i lykken; da trængte han mig jo heller ikke; – nu vil han ikke vredes, fordi jeg kommer. Luk porten op for mig, lad mig komme til Nidaros!

MARGRETE.
Min moder, for Guds barmhjertigheds skyld –
(Det banker stærkt på klosterporten.)

DAGFINN BONDE.
Hvem banker?

KONG SKULE
(udenfor)
.
En konge.

DAGFINN BONDE.
Skule Bårdssøn!

FRU RAGNHILD.
Kong Skule!

MARGRETE.
Min fader!

KONG SKULE.
Luk op, luk op!

DAGFINN BONDE.
Her lukkes ikke op for fredløse.

KONG SKULE.
Det er en konge, som banker, siger jeg; en konge, som ikke har tag over hovedet; en konge, som trænger hellig grund, for at være tryg på sit liv.

MARGRETE.
Dagfinn, Dagfinn, det er min fader!

DAGFINN BONDE
(går hen til porten og åbner en liden luge)
.
Kommer I med mange mænd til klostret?

KONG SKULE.
Med alle de mænd, som blev mig tro i nøden.

DAGFINN BONDE.
Og hvormange er det?

KONG SKULE.
Færre end én.

MARGRETE.
Han er alene, Dagfinn!

FRU RAGNHILD.
Himlens vrede ramme dig, om du nægter ham vigslet grund!

DAGFINN BONDE.
I Guds navn da!
(Lukker op; Birkebejnerne blotter ærbødigt sine hoveder; kong Skule kommer ind i klostergården.)

MARGRETE
(om hans hals)
.
Min fader! Min velsignede ulykkelige fader!

FRU RAGNHILD
(stiller sig vildt mellem ham og Birkebejnerne)
.
I hykler ærefrygt for ham, I vil svige ham, som Judas. Vov ikke at komme ham nær! I skal ikke røre ham, sålænge jeg er ilive!

DAGFINN BONDE.
Her er han tryg, thi han er på vigslet grund.

MARGRETE.
Og ikke én af alle dine mænd havde mod til at følge dig inat!

KONG SKULE.
Både korsbrødre og krigsmænd fulgte mig på vejen; men de smøg fra mig, en for en, fordi de vidste der var Birkebejnere på Elgesæter. Pål Flida var den, som slap mig sidst; han fulgte mig til klosterporten; der gav han mig det sidste håndslag og takkede for den tid, der fandtes Vargbælger i Norge.

DAGFINN BONDE
(til Birkebejnerne)
.
Gå ind, I høvdinger, og stil jer som vagt om kongsbarnet; jeg må til Nidaros og melde kongen, at Skule Bårdssøn er på Elgesæter; i slig stor sag får han selv handle.

MARGRETE.
O, Dagfinn, Dagfinn, kan du ville det!

DAGFINN BONDE.
Ilde tjente jeg ellers konge og land.
(til mændene.)
Stæng porten efter mig, våg over barnet, og luk ikke op for nogen, før kongen kommer.
(Dæmpet til Skule.)
Farvel, Skule Bårdssøn, – og Gud skænke jer en salig ende.
(Går ud gennem porten; Birkebejnerne lukker efter ham og går ind i kapellet.)

FRU RAGNHILD.
Ja, lad Håkon komme; jeg slipper dig ikke; jeg holder dig tæt og kærligt i mine arme, som jeg aldrig har holdt dig før.

MARGRETE.
O, hvor du er bleg – og ældet; du fryser.

KONG SKULE.
Jeg fryser ikke, – men jeg er træt, træt.

MARGRETE.
Så kom ind, og hvil dig –

KONG SKULE.
Ja, ja; det tør vel snart være på tiden at hvile.

SIGRID
(fra kapellet)
.
Endelig kommer du, min broder!

KONG SKULE.
Sigrid! Er du her?

SIGRID.
Jeg lovede jo, at vi skulde mødes, når du trængte mig i din højeste nød.

KONG SKULE.
Hvor er dit barn, Margrete?

MARGRETE.
Det sover i sakristiet.

KONG SKULE.
Så er ætten samlet på Elgesæter inat.

SIGRID.
Ja, samlet efter lange forvildede tider.

KONG SKULE.
Nu fattes kun Håkon Håkonssøn.

MARGRETE OG FRU RAGNHILD
(klynger sig med et smerteligt udbrud fast til ham)
.
Min fader! – Min husbond!

KONG SKULE
(ser bevæget på dem)
.
Har I elsket mig så højt, I to? Jeg søgte efter lykken ude i det fremmede, og agtede aldrig på, at jeg havde et hjem, hvor jeg kunde fundet den. Jeg jog efter kærlighed gennem synd og brøde, og vidste aldrig, at jeg ejede den i kraft af Guds og menneskenes lov. – Og du, Ragnhild, min hustru, du, som jeg har forbrudt så meget imod, du lægger dig varmt og blødt op til mig i nødens højeste stund, du kan skælve og ræddes for den mands liv, som aldrig har kastet et solglimt over din vej.

FRU RAGNHILD.
Du forbrudt! O, Skule, tal ikke så; tror du jeg nogen tid skulde vove at gå irette med dig! Jeg har altid været for ringe for dig, min høje husbond; der kan ikke hvile skyld over nogen gerning, som du har øvet.

KONG SKULE.
Har du troet så trygt på mig, Ragnhild?

FRU RAGNHILD.
Fra den første dag, jeg så dig.

KONG SKULE
(med liv)
.
Når Håkon kommer, vil jeg bede om grid! I milde kærlige kvinder, – o, det er dog fagert at leve!

SIGRID
(med et udtryk af rædsel)
.
Skule, min broder! Ve dig, om du farer vild på vejen inat!
(Larm udenfor; straks efter banker det på porten.)

MARGRETE.
Hør, hør! Hvem er det, som stormer frem!

FRU RAGNHILD.
Hvem banker på porten?

STEMMER
(udenfor)
.
Bymændene fra Nidaros! Luk op! Vi véd, at Skule Bårdssøn er derinde!

KONG SKULE.
Ja, han er herinde; – hvad vil I ham?

LARMENDE STEMMER
(udenfor)
.
Kom ud, kom ud! Du skal dø, du onde mand!

MARGRETE.
Og det vover I bymænd at true med?

EN ENKELT.
Kong Håkon har dømt ham i Oslo.

EN ANDEN.
Det er hver mands pligt at dræbe ham.

MARGRETE.
Jeg er dronningen; jeg byder eder at fare herfra!

EN STEMME.
Det er Skule Bårdssøns datter og ikke dronningen, som taler så.

EN ANDEN.
I har ingen magt over liv og død; kongen har dømt ham!

FRU RAGNHILD.
Ind i kirken, Skule! For Gud den barmhjertiges skyld, lad ikke blodmændene komme dig nær!

KONG SKULE.
Ja, ind i kirken; for dem derude vil jeg ikke falde. Min hustru, min datter; det er som jeg havde fundet fred og lys; o, det må ikke tages fra mig igen så brat!
(Vil ile ind i kapellet )

PETER
(udenfor til højre)
.
Min fader, min konge! Nu har du snart sejren!

KONG SKULE
(med et skrig)
.
Han! Han!
(synker ned på kirketrappen.)

FRU RAGNHILD.
Hvem er det?

EN BYMAND
(udenfor)
.
Se, se; kirkeraneren klyver over klostertaget!

ANDRE.
Kast sten på ham! Kast sten på ham!

PETER
(kommer tilsyne på et tag til højre og springer ned i gården)
.
Vel mødt igen, min fader!

KONG SKULE
(ser forfærdet på ham)
.
Dig – dig havde jeg glemt –! Hvor kommer du fra?

PETER
(vildt)
.
Hvor er kongsbarnet?

MARGRETE.
Kongsbarnet!

KONG SKULE
(springer op)
.
Hvor kommer du fra, spørger jeg?

PETER.
Ude fra Hladehammeren; jeg har varslet Bård Bratte og Vargbælgerne om, at kongsbarnet er på Elgesæter inat.

MARGRETE.
Gud!

KONG SKULE.
Det har du gjort! Og nu?

PETER.
Han samler flokken sammen, og så stævner de opover til klosteret. – Hvor er kongsbarnet, kvinde?

MARGRETE
(der har stillet sig foran kirkedøren)
.
Det sover i sakristiet!

PETER.
Ligegodt, om det så sov på alteret! Jeg har hentet Olafs helligdom ud, – jeg er ikke ræd for at hente kongsbarnet heller!

FRU RAGNHILD
(råber til Skule)
.
Ham er det, du har elsket så højt!

MARGRETE.
Fader, fader! Hvor kunde du glemme alle os andre for hans skyld!

KONG SKULE.
Han var ren, som et Guds lam, da den angrende kvinde gav mig ham; – det er troen på mig, som har gjort ham til den, han nu er.

PETER
(uden at høre på ham)
.
Barnet må herud! Dræb det, dræb det på dronningens arm, – det var kong Skules ord i Oslo!

MARGRETE.
Syndigt, syndigt!

PETER.
En helgen kunde tryggelig gøre det, når min fader har sagt det! Min fader er kongen; thi han ejer den store kongstanke!

BYMÆNDENE
(banker på porten)
.
Luk op! Kom ud, du og kirkeraneren, ellers brænder vi klostret ned!

KONG SKULE
(som greben af en stærk beslutning)
.
Den store kongstanke! Ja, den er det, som har forgiftet din unge kærlige sjæl! Ren og skyldfri skulde jeg give dig tilbage; det er troen på mig, som driver dig så vildt fra brøde til brøde, fra dødsskyld til dødsskyld! O, men jeg kan frelse dig endnu; jeg kan frelse os alle!
(råber mod baggrunden.)
Vent, vent, I bymænd derude; jeg kommer!

MARGRETE
(griber forfærdet hans hånd)
.
Min fader, hvad vil du?

FRU RAGNHILD
(klynger sig op til ham med et skrig)
.
Skule!

SIGRID
(river dem bort fra ham og råber med vild strålende glæde)
:
Slip ham, slip ham, I kvinder; – der vokser vinger ved hans tanke nu!

KONG SKULE
(fast og stærk til Peter)
.
Du så i mig den himmelkårne, – den, som skulde gøre den store kongsgerning i landet. Se bedre på mig, du forvildede! Kongspjalterne, som jeg har pyntet mig med, de var lånte og stjålne, – nu lægger jeg dem af, en for en.

PETER
(angst)
.
Min høje, herlige fader, tal ikke så!

KONG SKULE.
Kongstanken er Håkons, ikke min; han alene har fået den kraft af Herren, som kan gøre den til sandhed. Du har troet på en løgn; vend dig fra mig og frels din sjæl.

PETER
(med brudt stemme)
.
Kongstanken er Håkons!

KONG SKULE.
Jeg vilde være den største i landet. Gud, Gud; se, jeg ydmyger mig for dig, og står som den ringeste af alle.

PETER.
Tag mig bort fra jorden, Herre! Straf mig for al min brøde; men tag mig bort fra jorden; thi her er jeg hjemløs nu.
(synker ned på kirketrappen.)

KONG SKULE.
Jeg havde en ven, som blødte for mig i Oslo. Han sagde: en mand kan falde for en andens livsværk; men skal han blive ved at leve, så må han leve for sit eget. – Jeg har intet livsværk at leve for, jeg kan ikke leve for Håkons heller, – men jeg kan falde for det.