Complete Works of Henrik Ibsen (427 page)

AGNES.
Ja, det vil sige, allersidst
vi kom fra dalen øst for fjeldet.

BRAND.
Jeg syntes og jeg øjned hist
et skimt af jer ved vandløbskellet.

EJNAR.
Ja, det var der vi skiltes nys
fra vore venner og veninder
og trykked håndslag, favntag, kys,
som segl på alle dyre minder.
Kom ned til os! Jeg skal fortælle,
hvor Gud har været mageløs, –
så vil De fatte jublens vælde –!
Fy, stå ej der, som om De frøs!
Se så! Tin op! Det kan jeg lide.
Først er jeg maler, må De vide,
og det var allerede smukt
at skænke mine tanker flugt,
så jeg kan kogle liv i farver,
som han gør sommerfugl af larver.
Men aller prægtigst var dog Gud,
da han mig Agnes gav til brud!
Jeg kom fra syd, fra rejser lange,
med malerkassen på min ryg –

AGNES
(ivrig)
.
Så kongeglad og frisk og tryg –
og kunde visst de tusend sange!

EJNAR.
Just som jeg gennem bygden strøg,
var hun deroppe på besøg.
Hun skulde drikke fjeldets luft
og sol og dugg og graners duft.
Mig drev en gudsmagt op mod fjeldet;
det sang i mig: søg skønhedsvældet
på granemo, langs skogens elv,
i skyflugt under himlens hvælv! –
Da malte jeg mit mesterstykke:
et rosenblus på hendes kind,
et øjepar, som lyste lykke,
et smil, som sang i sjælen ind –

AGNES.
Men hvad du malte, så du neppe, –
drak livets skål i blinde drag
og stod igen en solskinsdag
med stav i hånd og snøret skræppe –

EJNAR.
Da strøg den tanke mig forbi:
du har jo ganske glemt at fri!
Hurra! I hast blev friet, svaret,
og dermed var det grejdt og klaret.
Vor gamle doktor blev så glad,
at selv han ikke vidste hvad.
Så holdt han lag tre døgn tilende,
med sang og dans, for mig og hende;
fra foged, lensmand, skriver, prest,
al voksen ungdom kom som gæst.
Fra gården brød vi op inat;
men derfor endtes gildet ej; –
med flag på stang, med løv om hat,
op over li, frem over hej,
af flokken fulgtes vi på vej.

AGNES.
Vor færd på vidden var en dans,
snart to og to – og snart i krans.

EJNAR.
Af sølvstøp drak vi vinen sød –

AGNES.
I sommernatten sangen lød –

EJNAR.
Og skodden, som faldt tung fra nord,
strøg lydig væk, hvor frem vi foer.

BRAND.
Og nu går vejen –!

EJNAR.
Lige frem,
til byen.

AGNES.
Der jeg har mit hjem.

EJNAR.
Men først forbi de sidste toppe;
så ned til fjordens vik i vest;
på Egirs hest med dampen oppe
vi rider hjem til bryllupsfest, –
og så mod sydens land tilsammen,
lig svaner på den første flugt –!

BRAND.
Og der –?

EJNAR.
Et bryllupsliv i gammen,
som drømmen stort, som sagnet smukt;
thi vid at denne søndagsmorgen,
skønt midt på vidden, uden prest,
vort liv blev lyst i fred for sorgen
og viet til en lykkefest.

BRAND.
Af hvem?

EJNAR.
Af al den glade klynge.
Ved bægerklang hver uvejrssky
blev sat i ban, der turde tynge
det lette løvværk om vort ly.
Af sproget ud hvert ord de kyste,
som varsel bar om stormslags drøn;
med løv i håret de os lyste
som glædens børn i kuld og køn.

BRAND.
Far vel, I to!
(vil gå.)

EJNAR
(studser og ser nærmere på ham)
.
Nej, stands og vent!
Det tykkes mig som noget kendt
i Deres træk –

BRAND
(koldt)
.
Jeg er Dem fremmed.

EJNAR.
Og dog fra skolen eller hjemmet
jeg tror så visst, jeg mindes kan –

BRAND.
I skolen; ja, da var vi venner;
da var jeg gut; nu er jeg mand.

EJNAR.
Det skulde aldrig være –?
(skriger med engang:)
Brand!
Ja, det er dig! Nu jeg dig kender!

BRAND.
Jeg kendte dig fra første stund.

EJNAR.
Vel mødt, vel mødt af hjertens grund!
Se på mig! Ja, du er den gamle,
som altid i dig selv var nok,
hvem legen aldrig kunde samle
i kammeraters viltre flok.

BRAND.
Jeg var jo hjemløs mellem jer.
Dig tror jeg dog jeg havde kær,
skønt alle I der-sør i landet
var af en anden malm, end jeg,
som fødtes på et næs ved vandet,
i skyggen af en skogløs hej.

EJNAR.
Din hjembygd, – ja, den er jo her?

BRAND.
Igennem den min vej nu bær.

EJNAR.
Igennem den? Så? Vidre frem?

BRAND.
Ja vidt; og fort – forbi mit hjem.

EJNAR.
Du er jo prest?

BRAND
(smiler)
.
Stiftskapellan.
Lig haren under holtets gran
har jeg mit hus snart her snart hist.

EJNAR.
Og hvor går rejsen nu tilsidst?

BRAND
(hurtigt og hårdt)
.
Spørg ej om det!

EJNAR.
Hvorfor?

BRAND
(forandrer tonen)
.
Å jo!
Det skib, som venter eder to,
skal også føre mig herfra.

EJNAR.
Min brudgomshest? Hurra, hurra!
Tænk, Agnes, han skal samme vej!

BRAND.
Ja, men jeg skal til gravøl, jeg.

AGNES.
Til gravøl?

EJNAR.
Du? Hvem skal begraves?

BRAND.
Den Gud, som nys du kaldte din.

AGNES
(viger)
.
Kom, Ejnar!

EJNAR.
Brand!

BRAND.
I lin og skrin
hver jordtræls Gud, hver døgnværk-slaves,
skal lægges ned ved højlys dag.
Der må en ende på den sag.
Det er på tiden I forstår,
han skrantet har i tusend år.

EJNAR.
Brand, du er syg!

BRAND.
Nej, sund og frisk,
som åsens tall, som bakkens brisk;
men det er tidens syge slægt,
som trænger til at vorde lægt.
I vil kun lefle, lege, le,
vil tro så småt, men ikke se, –
vil læsse hele vægtens ve
på en, som man har sagt jer kom
og tog den store straffedom.
Han lod for jer sig tornekranse,
og derfor har I lov at danse; –
ja dans, – men hvor du danser hen,
det blir en anden sag, min ven!

EJNAR.
Å, jeg forstår! Den sang er ny
og yndet over bygd og by.
Du hører til det unge kuld,
som kalder livet tant og muld,
som jage vil med pølens skræk
alverden i en askesæk.

BRAND.
Nej, jeg er ingen „prækehest”.
Jeg taler ej om kirkens prest;
knapt véd jeg, om jeg er en kristen;
men visst jeg véd, jeg er en mand,
og visst jeg véd, jeg øjner bristen,
der margstjal hele dette land.

EJNAR
(smiler)
.
Det har jeg endnu aldrig hørt,
vort gode land i rygte ført
for overmål af livsenslyst.

BRAND.
Nej, jublen sprænger intet bryst; –
thi var det så, da var det vel.
Lad gå at du er glædens træl, –
men vær det da fra kveld til kveld.
Vær ikke ét idag, igår,
og noget andet om et år.
Det, som du er, vær fuldt og helt,
og ikke stykkevis og delt.
Bacchanten er en klar idé,
en drukkenbolt hans ak og ve, –
Silenen er en skøn figur,
en dranker hans karrikatur.
Gå blot omkring i dette land,
og hør dig for hos alle mand,
og du vil se, enhver har lært
sig til at være lidt af hvert.
Lidt alvorslørt til brug i helgen,
lidt trofast efter fædres sed,
lidt lysten efter natverdsvælgen, –
thi det var samme fædre med, –
lidt varm om hjertet, er der gilde
og sangen runger for det lille
men klippefaste klippefolk,
der aldrig tog mod stryg og svolk, –
lidt ødsel når det gælder løfter, –
lidt hårfin når han ædru drøfter
det ord, som gaves i et lag,
til løsning på en alvorsdag.
Dog alt, som sagt, kun ganske lidt;
hans fejl, hans fortrin, går ej vidt;
han er en brøk i stort og småt,
en brøk i ondt, en brøk i godt; –
men værst det er, – hver brøkens del
slår brøkens hele rest ihjæl.

EJNAR.
Det er en letvindt ting at håne;
dog vakkrere det var at skåne –

BRAND.
Kanhænde det, – men ej så sundt.

EJNAR.
Nu vel; til folkets syndebundt
jeg føjer både ja og amen,
men ser dog ej det hænger sammen
med ham, du lægge vil i skrin, –
den Gud, jeg endnu kalder min.

BRAND.
Min glade ven, du er jo maler; –
vis mig den Gud, hvorom du taler.
Du har jo malt ham, har jeg hørt,
og billedet har godtfolk rørt.
Han er vel gammel; ikke så?

EJNAR.
Nu ja –?

BRAND.
Naturligvis. Og grå?
Tyndhåret efter gubbers vis,
med skæg som sølvtråd eller is, –
velvilligt stemt, men dog så streng,
at han kan skræmme børn i seng?
Hvorvidt du gav ham tøfler på,
se, det lar ved sit værd jeg stå;
men visst jeg tror det gjorde godt,
om han fik briller og kalot.

EJNAR
(vred)
.
Hvad skal det til –

BRAND.
Det er ej spot.
Just netop sådan ser han ud,
vort lands, vort folks familjegud.
Som katoliken gør en rolling
af Frelserhelten, gør I her
af Herren en affældig olding,
der er sin alders barndom nær.
Som paven har på Peters stol
tilovers snart kun dobbelt-dirken,
så snevrer I fra pol til pol
Vorherres rige ind til kirken.
I skiller liv fra tro og lære;
for ingen gælder det at være;
jer stræben er, jer ånd at hæve,
men ikke helt og fuldt at leve.
I trænger til, for slig at slingre,
en Gud, som ser igennem fingre; –
som slægten selv, dens Gud må gråne
og males med kalot og måne. –
Men denne Gud er ikke min!
Min er en storm, hvor din er vind,
ubøjelig, hvor din er døv,
alkærlig der, hvor din er sløv;
og han er ung, som Herkules, –
ej nogen Gudfaer på de treds!
Hans stemme slog med lyn og skræk,
da han som ild i tornehæk
for Moses stod på Horebs berg,
som kæmpen står for dverges dverg.
Han standsed sol i Gibeons dal
og gjorde undre uden tal,
og skulde gøre dem endnu,
hvis slægten ej var slap, som du!

EJNAR
(med et usikkert smil)
.
Og nu skal slægten skabes om?

BRAND.
Det skal den, du, så sandt og visst
jeg véd, at jeg til verden kom
som læge for dens sot og brist!

EJNAR
(ryster på hovedet)
.
Sluk ikke stikken, skønt den oser,
før lygten viser vejens spor;
stryg ikke sprogets gamle gloser,
før du har skabt de nye ord!

BRAND.
Ej noget nyt jeg stunder til;
det eviges ret jeg hævde vil.
Det er ej dogmer eller kirke,
som jeg vil løfte med mit virke;
thi begge så sin første dag,
og derfor var det muligt vel
de begge ser sin sidste kveld.
Alt skabt har jo et finis bag;
det fanger mén af møl og orm,
og må ifølge lov og norm
afvejen for en ufødt form.
Men der er noget til, som står; –
det er den ånd, som ej blev skabt,
som løstes, da den var fortabt,
i tidens første friske vår,
som slog med frejdig mandetro
fra kød til åndens ophav bro,
Nu er i småt den høkret ud, –
tak være slægtens syn på Gud; –
men frem af disse sjælestumper,
af disse åndens torsoklumper,
af disse hoder, disse hænder,
et helt skal gå, så Herren kender
sin mand igen, sit største værk,
sin ætling, Adam, ung og stærk!

EJNAR
(afbrydende)
.
Farvel. Jeg mener, det er bedst
vi skilles her.

BRAND.
Går I mod vest,
går jeg mod nord. To veje bær
til fjorden, begge lige nær.
Farvel!

EJNAR.
Farvel.

BRAND
(vender sig ved nedgangen)
.
Skil lys fra dunst.
Husk, – det, at leve, er en kunst.

EJNAR
(vinker ham fra sig)
.
Vend du kun verden op og ned;
min gamle Gud jeg holder ved!