Complete Works of Henrik Ibsen (430 page)

BRAND.
Ja.

MODEREN
(gnider øjnene)
.
Hu; det skin,
det brænder en i synet ind;
en kan ej skille prest fra bonde.

BRAND.
Derhjemme så jeg aldrig sol
fra løvet faldt til gøgen gol.

MODEREN
(ler stille)
.
Nej, der er godt. Der blir en frossen,
som istap-kallen over fossen.
En blir så stærk, at hvadsomhelst
en tør, – og tror sig endda frelst.

BRAND.
Goddag. Farvel. Min tid er knap.

MODEREN.
Ja, du har altid været rap.
Som gut du stunded bort herfra –

BRAND.
At bort jeg foer, dig tyktes bedst.

MODEREN.
Ja, det var skelligt nu som da;
det trængtes vel at du blev prest.
(betragter ham nærmere.)
Hm, han er vokset stærk og stor.
Men agt nu bare på mit ord, –
vær vaer om livet!

BRAND.
Er det alt?

MODEREN.
Ja, livet? Ja, hvad er der mere?

BRAND.
Jeg mener: rådet, som nu faldt,
er det det hele?

MODEREN.
Véd du flere,
så brug dem som du vil. Men livet,
berg det for mig; jeg har det givet.
(vred.)
Det spørges vidt, hvad du har øvet;
og det har gjort mig ræd og skræmt.
Tilfjords idag! Du kunde røvet,
hvad du for min skyld skulde gemt.
Du er den eneste i slægten.
Du er min søn, mit kød og blod.
Du slutter af, som tagryg-lægten,
det hus, jeg tømred, fod for fod.
Hold fast; stå stærk; bær lange tider!
Vær vaer om livet! Aldrig svigt!
At leve er en arvings pligt, –
og du blir min – engang – omsider –

BRAND.
Så? Derfor er det, at du kommer
og søger mig med fyldte lommer?

MODEREN.
Søn, er du gal!
(viger tilbage.)
Kom ikke nær!
Bliv stående! Jeg slår med staven!
(roligere.)
Hvad mente du med det? – Hør her!
Jeg ældes år for år; det bær
sent eller tidligt frem mod graven;
så får du alt, hvad jeg har ejet;
det ligger tællet, målt og vejet. –
Jeg har ej på mig! – Hjemme ligger
det hele. Det er ikke stort;
men den, som får det, er ej tigger. –
Stå der du står! Kom ej herbort! –
Jeg lover dig, jeg skal ej putte
i sprækker eller grave ned
en hvid på noget ukendt sted, –
ej gemme noget under stene,
i muren, under gulvets fjæl; –
du, sønnen min, får arven hel;
altsammen går til dig alene.

BRAND.
På visse vilkår?

MODEREN.
På det ene,
at ej du skal med livet rutte.
Hold ætten oppe, søn for søn;
jeg kræver ingen anden løn.
Og sørg så for, at intet spildes, –
at intet deles eller skilles; –
øg, eller ikke, hvad du får;
Men gem det, gem det år for år!

BRAND
(efter et kort ophold)
.
En sag får klares mellem os.
Jeg har fra gut af vist dig trods; –
jeg var ej søn, du var ej moer,
til du blev grå og jeg blev stor.

MODEREN.
Jeg kræver ikke klap og smek.
Vær som du vil; jeg er ej vek.
Vær hård, vær strid, vær istapkold, –
det kløver ej mit bringeskjold;
gem blot din arv, – om død og gold, –
når kun den er i slægtens vold!

BRAND
(går et skridt nærmere)
.
Og hvis jeg tvertom fik isinde
at strø den ud for alle vinde?

MODEREN
(tumler tilbage)
.
Strø ud, hvad gennem trældoms-år
har krøgt min ryg og blegt mit hår!

BRAND
(nikker langsomt)
.
Strø ud.

MODEREN.
Strø ud! Hvis det du gør,
for vinden ud min sjæl du strør!

BRAND.
Og hvis jeg gør det lige vel?
Hvis ved din seng jeg står en kveld,
når lys er foran lejet sat,
når du med salmebog i hænder
skal sove dødens første nat, –
hvis da jeg gramser, famler, kender,
hvis frem jeg finder skat for skat, –
hvis jeg taer lyset, hvis jeg tænder –?

MODEREN
(nærmer sig i spænding)
.
Hvor har du denne tanke fra?

BRAND.
Hvorfra? Skal jeg fortælle?

MODEREN.
Ja!

BRAND.
Ifra et barndomseventyr,
som aldrig af mit minde flyr,
som skræmmer sjælen, lig et ar
ifra et helet hareskar.
Det var en høstkveld. Død var faer,
og du lå syg. Jeg sneg mig ind,
hvor han lå bleg i vokslysskin.
Jeg stod og stirred fra en krog,
og så han holdt en salmebog;
mig undred mest den dybe dvale,
og hvi hans håndled var så smale;
jeg kendte lugt af kuldslået lin; –
da hørte jeg på gangen trin; –
ind kom en kvinde, så mig ej, –
hun gik til sengen rakt sin vej.
Hun gav sig til at gramse, rode;
først flytted hun den dødes hode,
så trak hun frem en bundt, så flere, –
hun tælled, hvisked: mere, mere!
Så grov hun ud af sengens puder
en pakke, bunden til med knuder;
hun rev, hun hugg med ilske hænder,
hun bed den op med sine tænder.
Hun grov påny. Hun hitted flere.
Hun tælled, hvisked: mere, mere!
Hun græd, hun bad, hun jamred, svor;
hun vejred efter gemslers spor, –
og fandt hun, – fluks med jublens angst
hun skød, som falken, på sin fangst.
Tilslut var hver en lønkrog tømt;
hun gik af stuen som en dømt;
hun svøbte fundet i en pjalt
og stønned stilt: så det var alt!

MODEREN.
Mit krav var stort, mit fund var skralt;
og det var mer end dyrt betalt.

BRAND.
Det blev dig dyrere endda;
mit sønnesind det stjal dig fra.

MODEREN.
Lad gå. Det er jo gammel brug
at købe gods for sind og hug.
Jeg gav fra først en større pris;
jeg tror, jeg gav mit livs forlis.
Jeg noget gav, som nu er slukt; –
det står mig for som lys og flugt,
som noget både dumt og smukt; –
jeg gav, hvad knapt jeg længer véd; –
folk kaldte det for kærlighed. –
Jeg mindes godt, min strid var svar;
jeg mindes godt det råd fra faer:
glem husmandsgutten; tag den anden;
agt ikke på hans visne krop;
det er en karl med kløgt i panden;
han øger ejet dobbelt op! –
Jeg tog ham, men fik skam til tak.
Til dobbelt op han aldrig rak.
Men siden har jeg slæbt og slidt,
så nu der fattes ikkun lidt.

BRAND.
Og mindes du, så nær din grav,
at sjælen du på købet gav?

MODEREN.
At det jeg mindes, vistes bedst,
da sønnen min blev sat til prest.
Når timen kommer, for min tarv
du sørge skal til tak for arv.
Jeg ejer både fast og løst;
du ejer ord og magt og trøst.

BRAND.
Så klog du er, du så dog fejl,
da mig du så i hjemmets spejl.
Der gives fler langs li og led
med slig forældrekærlighed; –
I ser i barnet en forvalter
for husets efterladte pjalter;
af evigheden går et skær
forbi jer tanke hist og her;
I griber efter den og mener
I tingen er på livet nær,
når æt og arv I sammengrener, –
at døden I med livet ener,
at evighed som sum I får
af sammenlagte rækker år.

MODEREN.
Gransk ikke, søn, din moders sind,
men tag din arv, når den blir din.

BRAND.
Og gælden?

MODEREN.
Gælden? Hvilken gæld?
Der er ej nogen gæld.

BRAND.
Nu vel;
men hvis der var, – jeg måtte svare
til hvert et skyldbrev, alting klare.
Søns sag det er, at alle krav
sker fyldest på hans moders grav;
var huset tomt, når jeg det tog, –
jeg arved dog din skyldnerbog.

MODEREN.
Så byder ingen lov.

BRAND.
Ej den,
som skreven er med blæk og pen;
men i hvert ærligt sønnesind
en anden lov står ristet ind, –
og denne lov skal fyldest ske.
Forblindede, lær dog at se!
Guds bo på jord har du forringet,
dit sjælelån har du forødt,
det billed, hvori du blev født,
har du med dyndets skimmel dækt;
den ånd, som engang var bevinget,
har du i myldret vingestækt.
Det er din gæld. Hvor vil du hen,
når Herren kræver sit igen?

MODEREN
(sky)
.
Hvor jeg vil hen? Hvor hen?

BRAND.
Frygt ej;
din søn taer al din gæld på sig.
Gudsbilledet, som du har plettet,
i mig skal rejses viljetvættet!
Gå du kun trøstig til de døde.
Gældbunden sover ej min moer; –
jeg klarer gælden.

MODEREN.
Gæld og brøde?

BRAND.
Din gæld. Kun den; mærk vel mit ord.
Din sjælegæld din søn skal klare;
men for din synd må selv du svare.
Den sum af menneske, som blev
forskingret i en jordtræls stræv,
kan indtil sidste rest og hvid
betales ved en andens id;
men at den ødtes, det er brøden;
for den er anger – eller døden!

MODEREN
(urolig)
.
Det er nok bedst jeg kommer hjem
i skyggen under bræens brem;
her skyder giftig tankegrøde
i dette klumre solskins skær;
en blir af duften næsten svimmel.

BRAND.
Søg skyggen du; jeg er dig nær.
Og drages du mod lys og himmel,
og stunder du imod et møde,
da skik mig bud og jeg skal komme.

MODEREN.
Ja, du med dine straffedomme!

BRAND.
Nej, varm som søn og mild som prest
jeg værger dig mod rædslens blæst;
med sang jeg ved dit lejes fod
skal svale svien i dit blod!

MODEREN.
Det lover du med hånd og mund?

BRAND.
Jeg kommer i din angers stund.
(nærmere ved hende.)
Men vilkår sætter jeg, som du.
Alt, hvad til jord dig binder nu,
skal du frivilligt kaste af
og skride nøgen mod din grav.

MODEREN
(slår vildt imod ham)
.
Byd ilden skilles fra sin hede,
sne fra sin frost, sjø fra sin væde!
Slå af!

BRAND.
Kast midtfjords barn af båden,
og bed at Gud vil signe dåden.

MODEREN.
Kræv anden bod; kræv sult og tørst, –
Men ikke det, som tykkes størst!

BRAND.
Går end det største udenom,
al resten mildner ej hans dom.

MODEREN.
Jeg lægger sølv i kirkeblok!

BRAND.
Alt?

MODEREN.
Søn, er meget ikke nok?

BRAND.
For dig er intet bodsværk, før,
som Hjob på askens hob, du dør.

MODEREN
(vrider hænderne)
.
Mit liv forspildt, min sjæl forstødt;
om stakket tid mit gods forødt!
Så hjem og kryste tæt i favn
alt, hvad af mit endnu bær navn!
Mit gods, mit smertens barn, mit gods, –
for dig jeg rev mit bryst tilblods; –
nu hjem og græde som en moer
ved vuggen for sit syge noer. –
Hvi blev min sjæl da født i kød,
når kødets elsk er sjælens død? –
Bliv nær mig, prest! – jeg véd ej nu
hvad sind jeg får i timens gru.
Må alting jeg ilive miste, –
jeg vil dog vente til det sidste.
(går.)

BRAND
(ser efter hende)
.
Ja, din søn skal nær sig holde,
bie på din bodsstunds bud,
varme op din gamle kolde
hånd, så fort den rækkes ud.
(går nedover til Agnes.)
Kvelden blev ej morgnen lig.
Da stod sind og hug til krig;
fjernt jeg hørte slagsang klinge,
vredens sverd jeg vilde svinge,
knuse løgnen, dræbe trolde,
klemme verden mellem skjolde.

AGNES
(har vendt sig om og ser lyst op til ham)
.
Morgnen var mod kvelden bleg.
Da jeg vilde løgn og leg,
vilde vinde, vilde skabe,
hvad min vinding var at tabe.

BRAND.
Stærke drømme, fagre drømme,
kom i flok som vilde svaner,
løfted mig på brede vinger.
Udad så jeg mine baner; –
slægtens, tidens skyldbetvinger
stævned stor på støjens strømme.
Kirkeprocessioners pragt,
hymner, virak, silkefaner,
gyldne skåler, sejersange,
løftnings-jublen fra de mange,
lyste, om mit livsværk lagt. –
Alt lå lokkende og rigt; –
men det hele var et digt,
kun et viddens glimmersyn,
halvt i solblink, halvt i lyn. –
Nu jeg står, hvor gråt det kvælder
længe førend dagen hælder, –
står imellem urd og sund,
udestængt fra verdensvrimlen,
med en strime kun af himlen, –
men jeg står på hjemmets grund.
Sunget er mit søndagsdigt;
af må vingehesten sadles;
men jeg ser et større mål,
end en dyst med ridderstål, –
slidets dagværk, yrkets pligt,
skal til søndagsgerning adles.