Complete Works of Henrik Ibsen (434 page)

DOKTOREN.
De handler som en fader bør.
Tro ej, jeg laster, hvad De gør; –
for mig De er i stækket stand
mer stor, end før som styrkens mand. –
Farvel! Nu har jeg rakt Dem spejlet;
brug det og suk så: Herregud,
slig ser en himmel-stormer ud!
(går.)

BRAND
(stirrer en stund frem for sig, pludselig udbryder han)
:
Nu eller før, – når er her fejlet?!
(Agnes kommer ud af døren med kåbe over skuldrene og barnet på armen; Brand ser hende ikke; hun vil tale, men standser ligesom slagen af skræk, da hun bemærker udtrykket i hans ansigt. I samme øjeblik kommer en mand ilsomt ind gennem havegrinden. Solen går ned.)

MANDEN.
Hør, prest, du har en avindsmand!

BRAND
(knuger hånden mod brystet)
.
Ja, her.

MANDEN.
Vær på din post mod fogden.
Din sæd skød frodigt over land,
til han med rygtets brandpest slog den.
Alt ofte har han ymtet om,
at prestegården snart står tom, –
har sagt, at os du ryggen vender,
så fort din rige moer er død.

BRAND.
Og hvis så var –?

MANDEN.
Prest, jeg dig kender
og véd, hvi slige giftord lød;
du står jo ham og hans imod,
han aldrig fik din vilje bøjet, –
se, det er rygtets rette rod –

BRAND
(usikker)
.
At sandt er sagt – sig tænke lod.

MANDEN.
Da har du stygt for alle løjet.

BRAND.
Har jeg –?

MANDEN.
Hvor tidt har ej du sagt,
at Gud har selv til strid dig vakt, –
at mellem os du har dit hjem,
at her din krig skal føres frem,
at ingen mand tør kaldet svige,
at slå han skal, men aldrig vige.
Og kaldet har du! Stærkt og lyst
din ild har fængt i mangt et bryst.

BRAND.
Mand, her er mængdens øre døvt;
fast hvert et sind er slukt og sløvt!

MANDEN.
Du bedre véd; – i mangt et sind
nu glittrer himlens solskin ind.

BRAND.
I tifold flere er der nat.

MANDEN.
Du er som lys i natten sat.
Men lad det være, som det vil;
at tælle trænges her ej til;
thi her står jeg, den ene mand,
og siger: rejs, ifald du kan!
Jeg har en sjæl så fuldt som nogen;
jeg kan ej hjælpe mig med bogen;
du har mig op af dybet draget, –
prøv, om du nu tør slippe taget!
Du kan det ej; jeg holder fast;
min sjæl var tabt, hvis taget brast! –
Farvel! Jeg venter trygt det bud:
min prest ej slipper mig og Gud.
(går.)

AGNES
(sky)
.
Din kind er hvid, din mund er bleg;
det er, som du i hjertet skreg.

BRAND.
Hvert klangfuldt ord, mod bergvæg sagt,
mig slår med tifold genlyds magt.

AGNES
(gør et skridt frem)
.
Jeg er beredt!

BRAND.
Beredt? Hvortil?

AGNES
(med styrke)
.
Til hvad en moder må og vil!
(Gerd løber forbi udenfor på vejen og standser ved havegrinden.)

GERD
(klapper i hænderne og råber med forvildet glæde)
:
Har I hørt det? Bort fløj presten! –
Ud af bakken, op af houg
myldrer både trold og draug,
svarte, stygge, store, små, –
hu, hvor hvast de kunde slå –!
Øjet rev de af mig næsten;
halve sjælen har de taget; –
å, jeg hjælper mig med resten;
der er nok igen af vraget!

BRAND.
Pige, vildt din tanke går;
her du ser jeg for dig står.

GERD.
Du? Ja du, men ikke presten!
Ned fra Svartetind min høg
rap bortover lien strøg;
bidslet, sadlet, vild og vred
hvæste han i mørknings-blæsten,
og en mand på ryggen red, –
det var presten, det var presten!
Nu står bygdens kirke tom,
stængt med både lås og bom;
Styggekirkens tid er omme;
nu skal min til ære komme.
Der står presten, stærk og stor,
i sit hvide messeklæde,
vævt af vintrens dryp og væde; –
vil du være med, så kom;
bygdens kirke står jo tom;
presten min har slige ord,
at det runger over jord!

BRAND.
Brudte sjæl, hvo bød dig fange
vildsomt mig med afguds-sange!

GERD
(kommer indenfor havegrinden)
.
Afgud? Hvad er det for noget?
Afgud? Å, jeg véd det godt;
stundom stort og stundom småt;
altid gyldent, altid broget.
Afgud! Hør du; ser du hende?
Kan du under klædet kende
barnehænder, barneben?
Kan du se, hvor fint og broget
Svøbet folder sig om noget,
der er ligt et barn, som sover?
Ræd hun viger, – dækker over!
Afgud? Mand, der ser du én!

AGNES
(til Brand)
.
Har du tårer, har du bønner?
Ud har rædslen mine brændt!

BRAND.
Agnes, hustru, – ve jeg skønner,
hende har en større sendt!

GERD.
Hør; nu ringer alle klokker
sammen på den vilde hej!
Se, hvad menighed der flokker
sig til færd på kirkevej!
Kan du se de tusend trolde,
bygdens prest har sænkt i havet?
Kan du se de tusend dverge?
Indtil nu de lå begravet
med hans segl som gravbrudds-værge.
Hav og grav dem kan ej holde;
frem de myldrer, våde, kolde; –
skindødt troldbarn ser jeg grine,
vælte af sig bergskreds-blokken.
Hør, de skriger: moer og faer!
Mænd og kvinder giver svar;
bygdens mand går mellem sine,
som en faer i sønneflokken;
bygdens kvinde taer sin døde,
rækker ham sit bryst til føde; –
aldrig før så stout hun knejste,
når hun barn til dåben bar.
Her blev liv, da presten rejste!

BRAND.
Vig ifra mig! Fast jeg ser
værre syner –

GERD.
Hør! Han ler,
han, som sidder langsmed vejen,
der den svinger op mod hejen;
ind han skriver i sin bog
hver en sjæl, som opad drog; –
hej, han har dem alle næsten;
bygdens kirke står jo tom,
stængt med både lås og bom, –
og på høgens ryg fløj presten!
(springer over havegærdet og taber sig i urden. Stilhed.)

AGNES
(nærmer sig og siger dæmpet)
:
Lad os gå; nu er det tid.

BRAND
(stirrer på hende)
.
Hvilken vej?
(peger først mod havegrinden, siden mod husdøren.)
Did? – eller did?

AGNES
(viger forfærdet)
.
Brand, dit barn, – dit barn!

BRAND
(følger efter)
.
Giv svar;
var jeg prest, før jeg blev faer?

AGNES
(viger længere tilbage)
.
Blev end spurgt med tordnens brag, –
intet svar i denne sag!

BRAND
(følger igen)
.
Svare skal du; du er moer;
du har her det sidste ord!

AGNES.
Hustru er jeg; tør du byde,
skal jeg bøje mig og lyde!

BRAND
(vil gribe hende om armen)
.
Valgets kalk mig tag ifra!

AGNES
(viger bagom træet)
.
Aldrig var jeg moder da!

BRAND.
Der er dom i dette svar!

AGNES
(stærk)
.
Spørg dig selv, om valg du har!

BRAND.
Styrket dommen atter lød!

AGNES.
Tror du fuldt på Herrens kald?

BRAND.
Ja!
(griber hende fast om hånden.)
Og nu du sige skal
ordet over liv og død!

AGNES.
Gå den vej, din Gud dig bød!
(Ophold.)

BRAND.
Lad os gå; nu er det tid.

AGNES
(toneløst)
.
Hvor går vejen?

BRAND
(tier)
.

AGNES
(peger mod havegrinden og spørger)
:
Did?

BRAND
(peger mod husdøren)
.
Nej, – did!

AGNES
(løfter barnet højt på armene)
.
Gud! Det offer, du tør kræve,
tør jeg mod din himmel hæve!
Led mig gennem livets gys!
(ind i huset.)

BRAND
(stirrer en stund frem for sig, brister i gråd, slår hænderne sammen over hovedet, kaster sig ned på trappen og råber)
:
Jesus, Jesus, giv mig lys!

FJERDE AKT

(Juleaften i prestegården. Det er mørkt i stuen. På bagvæggen er udgangsdør; vindu på den ene side, dør på den anden.)

(Agnes står sørgeklædt ved vinduet og stirrer ud i mørket.)

AGNES.
Endnu ikke! Endnu ikke! –
O, hvor tungt det er at vente, –
længsels råb på råb at skikke, –
aldrig noget svar at hente! –
Sneen falder blødt og tæt,
har, som med et lin-skaut, klædt
taget på den gamle kirke – –
(lytter.)
Hyss! Jeg hører grinden knirke!
Fodtrin; faste mandetrin;
(iler til døren og lukker op.)
Er det dig? Kom ind, kom ind!
(Brand kommer ind, tilsneet, i rejseklæder, som han under det følgende kaster af sig.)

AGNES
(slår armene om ham)
.
O, hvor du blev længe borte!
Gå ej fra mig, gå ej fra mig;
ensom kan jeg ej de sorte
natteskygger ryste af mig!
Hvilken nat og hvilke dage,
disse to og denne nat!

BRAND.
Barn, nu har du mig tilbage.
(tænder et enkelt lys, som kaster et svagt skær over stuen.)
Du er bleg.

AGNES.
Og træt og mat.
Jeg har længtet, spejdet, stundet, –
og så har lidt grønt jeg bundet, –
lidt! men det var, hvad jeg ejed,
alt ifra isommer plejet
til at pynte juletræet.
Busken kaldte jeg for hans;
ja, han fik den og – som krans!
(brister i gråd.)
Se, nu er den halvvejs sneet
ned – o Gud –

BRAND.
På kirkegården.

AGNES.
O, det navn!

BRAND.
Tør af dig tåren.

AGNES.
Ja jeg skal, men vær tålmodig;
endnu er min sjæl som blodig;
såret er så friskt og nyt,
ud min styrkes væld er flydt; –
o, men det skal snart bli bedre;
er jeg over disse dage,
skal du aldrig se mig klage.

BRAND.
Er det Herrens helg at hædre?

AGNES.
Nej, jeg véd –; men vær tålmodig!
Husk, ifjor så sund og frodig,
og iår ifra mig båren,
båren ud –
(gyser tilbage for ordet.)

BRAND
(stærkt)
.
På kirkegården!

AGNES
(skriger)
.
Nævn det ej!

BRAND.
Med fulde lunger
må det nævnes, er du ræd!
Nævnes må det, så det runger,
lig en bølge mod en bredd!

AGNES.
Selv du lider under ordet
mer, end du vil kendes ved;
på din pande ser jeg sporet
af den sved, det købtes med.

BRAND.
Duggens dråber på min pande
er kun sprøjt fra fjordens vande.

AGNES.
Er og dråben i dit øje
smeltet sneflok fra det høje?
Nej, o nej, den er for varm;
kilden er din egen barm!

BRAND.
Agnes, hustru, lad os begge
være stærke, stå imod,
sammen vore kræfter lægge,
vinde fremad fod for fod. –
O, jeg var en mand derude!
Sjøen skylled over fluen,
mågen taug i uvejrsgruen,
hagglen slog min skrale skude;
midtfjords lå vi, vandet fræste,
mast og takkel hugg og hvæste,
sejlet, slidt i pjalter, blæste
langt i læ for havråks-fråden,
hver en nagle skreg i båden; –
udfor stup og udfor lider
gik der skred fra begge sider;
otte mænd med hvilte årer
sad som otte lig på bårer.
O, da vokste jeg ved roret,
jeg var den, som førte ordet,
kendte godt, en stor mig døbte
til mit kald, det dyrekøbte.

AGNES.
Let at stå i stormen stiv,
let at leve kampens liv;
o, men tænk på mig, som sidder
stilt i sorgens spurvekvidder,
mig, som ej kan døve tiden,
om jeg nok så gerne vil;
tænk på mig, som, stængt fra striden,
ej får glimt af dådens ild;
tænk på mig, hvem kun en liden
snever gerning hører til;
tænk på mig; jeg sidder hjemme,
tør ej mindes, kan ej glemme!

BRAND.
Har du liden gerning, du?
Aldrig var den stor som nu.
Hør; jeg vil dig sige noget,
som i sorgen er mig mødt.
Ofte blir mit øje tåget,
tanken ydmyg, sindet blødt;
det er, som der lå en glæde
i at kunne græde, græde.
Agnes, – tænk, da ser jeg Gud
nær, som aldrig før jeg så ham, –
o, så nær at det ser ud,
som om det var let at nå ham.
Og jeg tørster mod at kaste
mig som funden til hans barm,
mod at trykkes af hans faste
stærke varme faderarm.

AGNES.
Brand, – o, se ham altid så, –
som den Gud, du mægter nå, –
mere fader, mindre herre!

BRAND.
Tør ej, Agnes; tør ej spærre
vejen for hans eget værk;
jeg må se ham stor og stærk,
himmelstor, – så kræver tiden,
just fordi den selv er liden.
O, men du kan se ham nær,
se ham som en fader kær,
i hans favn dit hoved bøje,
hvile, hvile, er du træt,
gå ifra ham, sund og let,
med hans afglans i dit øje,
bære glansens glorie med
ned til mig, som led og stred.
Ser du Agnes, slig at dele,
er just ægteskabets kærne;
én skal stride, storme, værne,
én skal alle dødshugg hele;
da først kan med sandheds ret
siges, at de to er et.
Alt ifra du verdens liv
vendte ryggen, blev min viv,
kasted kækt din skæbnes terning,
hviler på dig dette kald;
jeg skal slå til sejr og fald,
slå i dagens hede stråler,
stå på vagt i nattens kulde, –
du skal række mig de fulde
kærlighedens læsknings-skåler,
slynge mildheds kappefold
varmt ind under bringens skjold; –
liden er ej denne gerning!

AGNES.
Hver en gerning, spejdet efter,
er for tung for mine kræfter;
mine tankers tusend grene
slynges sammen i den ene.
Alt er endnu som et digt.
Lad mig klage, lad mig græde,
hjælp mig så at finde rede
på mig selv og på min pligt. –
Brand, inat, mens du var borte,
kom han i mit kammer ind;
sundhedssmykket var hans kind;
tyndklædt i sin lille skjorte
stavred han med barnetrin
frem til sengen, hvor jeg hvilte,
rakte mod mig sine arme;
kaldte på sin moer og smilte, –
men som om han bad om varme!
Ja, jeg så det! O, jeg gøs –!

BRAND.
Agnes!

AGNES.
Jo, du, – barnet frøs!
O, det må han jo derude
på de kolde spåners pude!

BRAND.
Liget ligger under sneen;
barnet er til himlen båret.

AGNES
(viger fra ham)
.
O, hvi river du i såret,
grusomt, midt i rædsels-veen!
Det, som hårdt du liget kalder,
barnet er for mig endnu.
Sjæl og legem sammen falder;
end ej mægter jeg, som du,
mellem disse to at dele;
begge er for mig det hele;
Alf, som under sneen sover,
er min Alf hist ovenover!

BRAND.
Mangt et sår må blodigt rives,
før du læges for din sot.

AGNES.
Ja, men vær tålmodig blot; –
jeg kan ledes, ikke drives.
Stå mig nær og styrk mig, Brand;
tal det mildeste du kan.
Du, som ejer stormens tone
i de store øjeblikke,
når en sjæl skal drage brikke
om sin egen livsenskrone, –
har du ikke sangens mildhed
til at døve smertens vildhed?
Har du ej et ord, som kvæger,
et, som ud i dagen peger?
Gud, som du mig lærte kende,
er en konge på sin borg; –
hvor tør jeg til ham mig vende
med min lille modersorg?

BRAND.
Tror du, bedre du dig vendte
til den Gud, som før du kendte?

AGNES.
Aldrig, aldrig did igen!
Og dog er det tidt, som drages
jeg af længsel ud, derhen,
hvor det lysner, hvor det dages.
Let at løftes, tungt at bære;
lød ej så den gamle lære?
Dine riger er for store,
alt er her for stort for mig,
du, dit kald, dit mål, din fore,
al din vilje, hver din vej,
fjeldet, som udover hænger,
fjorden, som for foden stænger,
sorgen, mindet, mørket, striden, –
ikkun kirken er for liden.

BRAND
(slået)
.
Kirken? Atter denne tanke!
Ligger den i landets luft?
Hvi for liden?

AGNES
(ryster sørgmodig på hovedet)
.
Kan jeg sanke
grunde sammen med fornuft?
Kommer ikke stemnings-strømmen,
som med vindens strøm en duft?
Hvorfra kom den, hvorhen går den?
Mig er nok, at jeg forstår den.
og jeg véd foruden viden –
kirken er for mig for liden.

BRAND.
Der er syn i folkedrømmen.
Hundred sjæle, som jeg mødte,
af sig samme tanke fødte;
selv hos hin, som vildt forreven
skreg på vidden, stod den skreven.
„Der er stygt, for der er småt”
lød det; hun ej heller kunde
rede tanken ud med grunde.
Hundred kvinder sagde siden:
bygdens kirke er for liden!
Dette råb fra kvindemunde
tolker trangen til et slot. –
Agnes, – o, jeg ser det godt,
du er kvinden, Herren kåred
til sin engel på min sti; –
tryg og sikker, skønt iblinde,
véd du vejen ret at finde,
hvor jeg skillet går forbi.
Aldrig blålys-blink dig dåred;
første dag du pegte lige
mod det sande skabnings rige, –
standsed mig, som vilde stige
på min flugt mod himlens hvælv,
retted synet på mig selv,
indad mod det inderlige. –
Agnes, atter har du sagt
ord, som slog med lynets magt, –
ført mig, hvor jeg uviss foer,
kastet dagskær på mit virke.
Liden er Vorherres kirke; –
godt; så skal den tømres stor!
Aldrig så jeg grant som nu,
hvad i dig min Skaber gav mig;
derfor trygler jeg, som du:
gå ej fra mig, gå ej fra mig!

AGNES.
Jeg skal ryste af mig sorgen,
jeg skal tørre tåren af,
jeg skal stænge mindeborgen,
som det sømmer sig en grav;
jeg skal lægge glemsels hav
åbent mellem den og mig;
jeg skal viske lykkefærden
af min lille billedverden,
være hustru helt for dig!

BRAND.
Vejen går imod det store.

AGNES.
O, men brug ej strængheds spore.

BRAND.
Gennem mig en større byder.

AGNES.
En, om hvem du selv har sagt,
at han viljen ej forskyder,
skønt den savner evnens magt.
(vil gå.)

BRAND.
Hvorhen, Agnes?

AGNES
(smiler)
.
Husets skøtsel
får ej glemmes, mindst ikveld.
Forrige jul, du husker vel,
at du sagde, jeg var ødsel.
Lys var tændt i alle stager;
her var grønt og smukke sager,
legetøj på juletræet;
her blev sunget, her blev leet.
Brand, iår skal atter tændes
alle lys, så helgen kendes;
her skal pyntes op som bedst
til den stille store fest.
Titter Gud i stuen ind,
skal han se en straffet datter,
refset søn med ydmygt sind,
børn, som lydigt véd og fatter,
at de ej for fadervreden
tvært tør skyde fra sig glæden. –
Ser du nu vel spor af tåren?

BRAND
(trykker hende til sig og slipper hende atter)
.
Barn, tænd lys; det er dit virke!

AGNES
(smiler sørgmodigt)
.
Byg så du din store kirke; –
o, men få den rejst før våren!
(går.)

BRAND
(ser efter hende)
.
Villig, villig midt i vånden,
villig midt i martrens ild;
svigter evnen, segner ånden,
sker det, skønt hun offret vil.
Herre, lægg din styrke til; –
og fra mig tag hvervets kalk,
bittrest kalk, at måtte skikke
lovens grumme høg og falk
over hende for at drikke
hjertets fulde varme flod.
Jeg har kræfter, jeg har mod;
læss på mig din vægt for tvende, –
vær barmhjertig blot mod hende!
(Det banker på gangdøren. Fogden kommer ind.)

FOGDEN.
Her gæster Dem en slagen mand.

BRAND.
En slagen mand?

FOGDEN.
Som slig jeg kommer.
De husker sagtens, da isommer
jeg vilde drive Dem fra land,
jeg spåde Dem just ej det bedste
af krigens udfald mellem os –

BRAND.
Nu ja?

FOGDEN.
Men al min ret tiltrods
jeg vil ej længer med Dem slås.

BRAND.
Hvorfor?

FOGDEN.
Fordi De har de fleste.

BRAND.
Har jeg?

FOGDEN.
Det tænker jeg De véd;
Dem søger folk jo langt af led;
her er, især på sidste tiden,
en ånd i bygden kommen ind,
som Gud skal vide ej er min,
og deraf tør jeg slutte da,
at det er Dem, den kommer fra.
Her er min hånd; vi ender striden!

BRAND.
En krig, som vor, får ikke slut,
er end den enes modstand brudt.