Complete Works of Henrik Ibsen (428 page)

BRAND.
Godt; mal ham du med krykkestav; –
jeg går og lægger ham i grav!
(går ned over stien.)

EJNAR
(går i taushed hen og ser ned efter Brand)
.

AGNES
(står et øjeblik som åndsfraværende; derpå farer hun op, ser sig urolig
om og spørger)
:
Gik solen ned?

EJNAR.
Nej, kun en sky
strøg for; nu lyser den påny.

AGNES.
Her blæser koldt.

EJNAR.
Det var et pust,
som jog igennem skaret just.
Her skal vi ned.

AGNES.
Så sort mod sør
stod berget ej og stængte før.

EJNAR.
Du så det ej for sang og leg,
før han dig skræmte, da han skreg.
Men lad ham gå sin bratte trap;
vi knytter legen, hvor den glap.

AGNES.
Nej, ikke nu; – nu er jeg træt.

EJNAR.
Det er igrunden også jeg, –
og nedfor er ej vejen let,
som borte på den flade hej.
Men har vi højden bagom os,
da skal vi danse just på trods, –
ja, tifold mere vildt og fort,
end ellers vi det havde gjort. –
Se, Agnes, se den stribe blå,
som solens glød nu glittrer på;
snart kruser den sig, snart den ler,
snart er den sølv, snart er den rav;
det er det store, friske hav,
som du der yderst ude ser!
Og kan du se den mørke røg,
som længe langsmed leden strøg?
Og kan du se den sorte prik,
som nu just rundt om næsset gik?
Se, det er dampen; – din og min!
Nu står den fjorden lige ind!
Iaften står den ud fra fjord,
tilhavs, med dig og mig ombord! –
Der slører tågen tung og grå. –
Sig, Agnes, fik du øje på
hvor smukt sig hav og himmel malte?

AGNES
(ser åndsfraværende lige ud og siger)
:
Ja visst. Men sig mig om du så –?

EJNAR.
Hvad?

AGNES
(uden at se på ham og dæmpet som i en kirke)
.
Hvor han vokste, mens han talte!
(hun går nedover stien. Ejnar følger.)

(Vej langs fjeldvæggen med vildt dyb udfor til højre. Ovenfor og bag berget skimtes større højder med tinder og sne.)

BRAND
(kommer oppe på stien, går nedover, standser midtvejs på en fremspringende knart og ser ned i dybet)
.
Ja, jeg kender mig igen!
Hvert et bådnøst, hver en grænd,
Jordfaldsbakken, osets birke,
og den gamle brune kirke,
elvekantens olderbuske,
alting kan fra barn jeg huske.
Men jeg tror, at mere gråt
er det nu, og mere småt;
og på berget skavlen hænger
mere yderligt end da,
har af dalens snevre himmel
skåret bort endnu en strimmel
luder, truer, skygger, stænger, –
stjæler mere sol ifra.
(sætter sig og ser langt udover.)

Fjorden. Var den og den gang
lige styg og lige trang?
Det er bygevejr. Der står
ind en råsejlsjagt for børen.
Sør, indunder hamrens skygge,
øjner jeg en bod, en brygge,
og der bag en rødmalt gård! –
Det er enkens gård på øren!
Enkens gård. Min barndoms hjem.
Minders minder myldrer frem.
Der, imellem strandens stene,
blev min barnesjæl alene. –
Over mig er klemslens vægt,
tyngslen af at stå i slægt
med en ånd, som altid peged
jordvendt, udenfor mit eget.
Alt, hvad stort jeg vilde før,
vimrer nu som bag et slør.
Modet, magten har mig sveget,
hug og sjæl blir slap og sprød;
her, ved nærmelsen af hjemmet,
ser jeg på mig selv som fremmed, –
vågner bunden, klippet, tæmmet,
Samson lig i skøgens skød.
(ser atter ned i dybet.)

Hvad er der for færd og virke?
Ud fra hver en plads og grænd
stævner kvinder, børn og mænd.
Snart i urd og snart i brækker
taber sig de lange rækker,
dukker atter op igen –
fremme ved den gamle kirke.
(rejser sig.)
O, jeg kan jer ud og ind,
slappe sjæle, sløve sind!
Hele eders Fadervor
har ej såpas viljevinge,
ikke såpas angstens drøn,
at deraf tilhimmels når, –
klangfuldt, som en røst skal klinge, –
andet end den fjerde bøn!
Den er landets løsen jo,
den er folkets feltråb blevet.
Ud af sammenhængen revet,
ind i alle hjerter skrevet,
ligger den som stormfordrevet
vrag af eders hele tro! –
Væk fra dette klumre slug!
Der er grubeluft herinde; –
her kan ingen fanes dug
flagre frit for friske vinde?
(vil gå; en sten kastes ovenfra og ruller nedigennem lien tæt ved ham.)

BRAND
(råber op)
.
Hej der! Hvem kaster sten?
(Gerd, en femtenårs pige, løber oppe på bergkammen med stene i forklædet.)

GERD.
Han skreg!
Jeg traf!
(kaster igen.)

BRAND.
Hør, barn; stands denne leg!

GERD.
Der sidder han foruden mén
og vipper på en vindfældt gren!
(kaster igen og skriger.)
Der kommer han så vild som før!
Hjælp! Hu! Han hugger mig med klør!

BRAND.
I Herrens navn –!

GERD.
Hyss! Hvem er du?
Stå stilt, stå stilt; han flyver nu.

BRAND.
Hvem flyver?

GERD.
Så du ikke høgen?

BRAND.
Her? Nej.

GERD.
Den store stygge fugl
med kammen fladt på panden strøgen,
med rand om øjet rød og gul!

BRAND.
Hvor går din vej?

GERD.
Til kirke.

BRAND.
Så?
Da kan vi to jo følge slå.

GERD.
Vi to? Nej, jeg skal opad her.

BRAND
(peger nedover)
.
Men der er kirken jo!

GERD
(ser hånligt smilende på ham og peger ned)
.
Den der?

BRAND.
Ja visst; kom med.

GERD.
Nej; der er stygt!

BRAND.
Stygt? Hvorfor?

GERD.
Jo, for der er småt.

BRAND.
Hvor har du set en større bygt?

GERD.
En større? Å, det véd jeg godt.
Farvel!
(går opover.)

BRAND.
Går der din kirkevej?
Den bær jo til den vilde hej.

GERD.
Følg med mig, du, så skal du se
en kirke bygt af is og sne!

BRAND.
Af is og sne! Nu går det op!
Derinde mellem tind og top,
jeg komme kan fra gut ihug,
der findes skal et dalstrøgs slug;
Iskirken tror jeg det blev kaldt;
om den blev mange slags fortalt;
et frossent tjern er gulv og toft,
på skavlen ligger sneen kram
og spænder vidt sig, som et loft,
udover søndre væggens kam.

GERD.
Ja, det ser ud som is og fjeld,
men er nu kirke lige vel.

BRAND.
Gå aldrig did; et vindstøds kast
har tidtnok voldt at bræen brast;
et skrig, et rifleskud er nok –

GERD
(uden at høre på ham)
.
Kom med og se en rensdyrflok,
som skreden slog, så op den kom
ivår først med den store flom.

BRAND.
Gå aldrig did; der er ej trygt!

GERD
(peger ned)
.
Gå aldrig did; for der er stygt!

BRAND.
Guds fred med dig.

GERD.
Kom heller med!
Deroppe messer fos og skred;
der præker vind på jøklens vold,
så du blir både hed og kold.
Og høgen slipper aldrig ind;
han slår sig ned på Svartetind, –
der sidder han, det styggetøj,
som hane på min kirkefløj.

BRAND.
Vild er din vej og vild din sjæl, –
en langelek med sprukken fjæl.
Af slet blir slet kun, slet og ret, –
men ondt til godt kan vendes let.

GERD.
Der kommer han med vingesus!
Nu får jeg se at nå ihus!
Farvel; i kirken er jeg tryg, –
hu, hvor han kommer arg og styg!
(skriger.)
Kom ikke nær! Jeg kaster sten!
Slår du med klo, slår jeg med gren!
(flygter opover fjeldet.)

BRAND
(efter et ophold)
.
Se, det var og en kirkegæst.
I dal, – på hej, hvem gør det bedst?
Hvem vimrer værst og vildest frem,
hvem famler længst fra fred og hjem, –
det letsind som, med krans af løv,
lar legen gå langs brattest slug, –
det slapsind, som går vejen sløv,
fordi det så er skik og brug, –
det vildsind, som har slig en flugt,
at fast hvad ondt det ser, blir smukt? –
Til kamp på tvers, til kamp på langs
mod denne trippelallians!
Jeg ser mit kald; det glittrer frem,
som sol igennem glugg påklem!
Jeg véd mit hverv; de trolde tre
i faldet bøder verdens ve; –
får slægten dem først lagt i grav,
da viftes verdenspesten af!
Op; rust dig, sjæl! Dit sverd fra lænd!
Til kamp for himlens odelsmænd!
(han stiger ned i bygden.)

ANDEN AKT

(Nede ved fjorden med bratte bergvægge omkring. Den gamle forfaldne kirke ligger på en liden bakke i nærheden. Et uvejr trækker op.)

(Almuen, mænd, kvinder og børn, er samlet i klynger dels på stranden dels i bakkerne. Fogden sidder i midten på en sten; en skriverkarl hjælper ham; der deles korn og levnetsmidler ud. Ejnar og Agnes står omringet af en flok længere borte. Nogle både ligger i fjæren. Brand kommer frem på kirkebakken uden at mærkes af mængden.)

EN MAND
(bryder sig gennem trængslen)
.
Af vejen!

EN KVINDE.
Jeg kom først!

MANDEN
(skubber hende tilside)
.
Gå væk!
(trænger sig frem til fogden.)
Se her; fyld gabet i min sæk!

FOGDEN.
Giv tid.

MANDEN.
Ugørligt; – jeg må hjem;
der sidder sultne fire – fem!

FOGDEN
(spasende)
.
Du véd ej tallet på en prik?

MANDEN.
Én drog med døden, da jeg gik.

FOGDEN.
Bi lidt. Du står på listen vel?
(blader i sine papirer.)
Nej; – jo, du står. Det var dit held.
(til skriverkarlen.)
Giv nummer ni og tyve sit. –
Nå, nå, I godtfolk, vent dog lidt!
Nils Snemyr?

EN MAND.
Ja!

FOGDEN.
Idag du får
trekvart kun mod hvad du fik sidst.
I er jo færre nu.

MANDEN.
Ja visst, –
hun Ragnhild døde ret igår.

FOGDEN
(noterer)
.
Én mindre. Spart er altid spart.
(til manden, som fjerner sig.)
Men far nu ikke hen i fart
og gift dig anden gang!

SKRIVERKARLEN
(fniser)
.
Hi, hi!

FOGDEN
(hvast)
.
Hvad ler De af?

SKRIVERKARLEN.
Jeg lo fordi
herr fogden er så morsom.

FOGDEN.
Ti!
Det stævne her er ingen spas;
men bedste råd mod gråd er fjas.

EJNAR
(træder ud af flokken med Agnes)
.
Nu har jeg tømt den sidste lomme,
og pung og tegnebog er tomme; –
ombord jeg kommer som en fant,
og sætter uhr og stok i pant.

FOGDEN.
Ja, I to kom i rette stund.
Hvad jeg har samlet, er kun lidt;
det slår ej til, som hver kan vide,
når fattig hånd og halvmæt mund
skal skifte deles del af sit
med dem, som intet har at bide.
(får øje på Brand og peger op.)
En til! Velkommen! Har De hørt
om hungersnøden, flommen, tørken,
så løs for pungen, er den snørt.
Vi tar imod af alle slags.
Vort forråd er på bunden straks; –
fem fiske små i armods ørken
gør intet måltid nutildags.

BRAND.
Ti tusend, i en afguds navn
delt ud, blev ingen sjæl til gavn.

FOGDEN.
Det var ej ord jeg bad Dem om.
Ord er kun sten, er maven tom.

EJNAR.
Det er umuligt, at du véd
hvor hårdt og længe folket led!
Brand, her er uår, sult og sot.
Her ligger lig –

BRAND.
Jeg ser det godt.
På hvert et øjes blygrå ring
det kendes hvem som holder thing.

FOGDEN.
Og endda står De hård som flint!

BRAND
(træder ned iblandt mængden og siger med eftertryk)
:
Hvis livet her gik slapt og lindt,
gik trægt sin gang med hverdagsnød,
da ynked jeg jert skrig om brød.
Må du på fire krybe hjem,
da kommer dyret i dig frem.
Går dag for dag i lummer ro,
i skridtgang som et ligfærdstog,
da ligger det så nær at tro
sig strøgen ud af Herrens bog.
Men eder var han mere god;
han dryssed rædsel i jert blod;
med dødsnøds svøber han jer slog;
hvad dyrt han gav, han atter tog –

FLERE RØSTER
(afbryder ham truende)
.
Han sparker os i al vor nød!

FOGDEN.
Han skælder os, som gav jer brød?

BRAND
(ryster på hovedet)
.
O, kunde alt mit hjerteblod
jer læske som en helsens flod,
det skulde vælde frem i flom
til årens seng var tør og tom.
Men her at hjælpe var en synd!
Se, Gud vil løfte jer af dynd; –
et livsfolk, – om end spredt og svagt, –
af trængslen suger marg og magt;
det sløve syn får falkeflugt,
og skuer vidt og skuer smukt,
den veke vilje skyder ryg
og ser bag striden sejren tryg;
men avler nød ej adelsfærd,
er flokken ej sin frelse værd!

EN KVINDE.
Der slår et uvejr over fjord,
som om det vaktes ved hans ord!

EN ANDEN.
Han ægger Gud! Min spådom mærk!

BRAND.
Jer Gud gør intet underværk!

KVINDERNE.
Se vejret! Se!

RØSTER BLANDT MÆNGDEN.
Af bygden driv
den hårde sjæl med sten og kniv!
(Almuen stimler truende sammen om Brand. Fogden træder imellem. – En kvinde, forvildet og forreven, kommer ilsomt ned over bakkerne.)

KVINDEN
(skriger frem mod flokken)
.
Hvor får jeg hjælp i Jesu navn!

FOGDEN.
Hvad trænges? Nævn hvad nød, hvad savn –

KVINDEN.
Ej nød, ej savn det gælder nu!
Det gælder verdens værste gru!

FOGDEN.
Hvad er det? Tal!

KVINDEN.
Jeg har ej røst!
Hvor findes presten? – Hjælp og trøst!

FOGDEN.
Her er ej prest –

KVINDEN.
Fortabt, fortabt!
Hård var du, Gud, at jeg blev skabt!

BRAND
(nærmer sig)
.
Kanhænde dog her findes én.

KVINDEN
(griber ham om armen)
.
Så lad ham komme, vær ej sen!

BRAND.
Nævn mig din nød, så kommer han.

KVINDEN.
Tversover fjorden –

BRAND.
Nu?

KVINDEN.
Min mand –
tre sultne små, og huset tømt, – –
sig nej, sig nej, – han er ej dømt!

BRAND.
Tal først.

KVINDEN.
Min barm var tørket ud;
os hjalp ej mennesker, ej Gud;
den yngste tungt med døden drog;
det skar hans sjæl; han barnet slog –!

BRAND.
Han slog –!

ALMUEN
(i rædsel)
.
Sit barn!

KVINDEN.
I samme stund
han så sin gernings afgrundsbund!
Hans anger flommed som en elv;
han lagde voldshånd på sig selv. –
Kom, berg hans sjæl trods vejr og sjø!
Han kan ej leve, tør ej dø;
med liget ligger han i favn
og skriger på den ondes navn!

BRAND
(stille)
.
Ja, her er nød.

EJNAR
(bleg)
.
Er muligt sligt!

FOGDEN.
Han hører ej til mit distrikt.

BRAND
(kort, til almuen)
.
Gør loss en båd og sæt mig over!

EN MAND.
I sligt et vejr? Det ingen vover!

FOGDEN.
Rundt fjorden går en sti –

KVINDEN.
Nej, nej, –
nu findes ingen farbar vej;
jeg foer den, men et elvebrudd
skar lige bag mig kloppen ud!

BRAND.
Gør båden loss.

EN MAND.
Umuligt nu;
det bryder over grund og flu!

EN ANDEN.
Se der! Et kast fra højden strøg,
så hele fjorden står i røg!

EN TREDJE.
Er vejret sligt, med slag og skrald,
så lyser provsten messefald!

BRAND.
En syndersjæl, sin domsstund nær,
ej venter efter vind og vejr!
(går ned i en båd og løser sejlet.)
I vover båden?

EJEREN.
Ja; men bliv!

BRAND.
Godt; kom nu den, som vover liv!

EN MAND.
Jeg går ej med.

EN ANDEN.
Og ikke jeg!

FLERE.
Det var den lige dødsens vej!

BRAND.
Jer Gud hjalp ingen over fjord;
men husk, at min er med ombord!

KVINDEN
(vrider hænderne)
:
Han ufrelst dør!

BRAND
(råber fra båden)
:
Én mand er nok
til hjælp med øsekar og fok!
Kom, en af jer, som nylig gav!
Giv, mænd, giv indtil død og grav!

FLERE
(viger tilbage)
.
Kræv aldrig sligt!

EN ENKELT
(truende)
.
Af båden ud!
Det er for stærkt at friste Gud!

FLERE RØSTER.
Se, vejret vokser!

ANDRE.
Linen brast!

BRAND
(hugger sig fast med bådshagen og råber til den fremmede kvinde)
.
Godt; kom da du; men kom i hast!

KVINDEN
(viger tilbage)
.
Jeg! Her, hvor ingen –!

BRAND.
Lad dem stå!

KVINDEN.
Jeg kan ej!

BRAND.
Kan ej?

KVINDEN.
Husk de små –!

BRAND
(ler)
.
Dynd er den grund, I bygger på!

AGNES
(vender sig med blussende kinder raskt om til Ejnar, lægger hånden på hans arm og siger)
:
Har alt du hørt!

EJNAR.
Ja; han er stærk!

AGNES.
Gud signe dig! Du véd dit værk!
(råber til Brand:)
Se, – her er én, som vel er værd
at følge med på frelsens færd!

BRAND.
Så kom!

EJNAR
(bleg)
.
Jeg!

AGNES.
Gå! Jeg har dig skænkt!
Højt ser mit syn, som før var sænkt!

EJNAR.
Før dig jeg traf, jeg skulde skænkt
mig selv, og villig med ham styrt –

AGNES
(bævende)
.
Men nu –!

EJNAR.
Mit liv er ungt og dyrt; –
jeg kan det ej!

AGNES
(viger tilbage)
.
Hvad har du sagt!

EJNAR.
Jeg tør det ej!

AGNES
(skriger ud)
.
Nu blev der lagt,
med stormslag og med strømnings fos,
et verdenshav imellem os!
(til Brand:)
Jeg går i båden!

BRAND.
Godt; så kom!

KVINDERNE
(forfærdede, idet hun springer ombord)
.
Hjælp, Jesus!

EJNAR
(griber fortvivlet efter hende)
.
Agnes!

HELE MÆNGDEN
(iler til)
.
Stands! Vend om!

BRAND.
Hvor ligger huset?

KVINDEN
(peger ud)
.
Ende der, –
på næset bag det svarte skær!
(båden støder fra land.)

EJNAR
(skriger efter dem)
.
Husk dine syskend; husk din moer!
Frels livet!

AGNES.
Her er tre ombord!
(Båden sejler. Almuen stimler sammen på højderne og ser efter den i
stærk spænding.)