Complete Works of Henrik Ibsen (640 page)
Read Complete Works of Henrik Ibsen Online
Authors: Henrik Ibsen
WANGEL.
Jeg begynder at forstå dig – lidt efter lidt. Du tænker og fornemmer i billeder – og i synbare forestillinger. Din længsel og higen efter havet, – din dragning imod ham, – imod denne fremmede mand, – det har været udtrykket for et vågnende og voksende frihedskrav i dig. Andet ikke.
ELLIDA.
Å, jeg véd ikke, hvad jeg skal sige til det. Men du har været en god læge for mig. Du fandt, – og du voved at bruge det rette middel, – det eneste, som kunde hjælpe mig.
WANGEL.
Ja, – i den yderste nød og fare vover vi læger så meget. – Men nu kommer du altså til mig igen, Ellida?
ELLIDA.
Ja, kære, trofaste Wangel, – nu kommer jeg til dig igen. Nu kan jeg det. For nu kommer jeg til dig i frihed, – frivillig – og under ansvar.
WANGEL
(ser hjerteligt på hende)
.
Ellida! Ellida! Å, – at tænke sig til, at nu kan vi to få leve helt for hinanden –
ELLIDA.
– og med fælles livsminder. Dine – så vel som mine.
WANGEL.
Ja, ikke sandt, du kære!
ELLIDA.
– og for vore to børn, Wangel.
WANGEL.
Vore kalder du dem!
ELLIDA.
Dem, som jeg ikke ejer, – men som jeg nok skal vinde.
WANGEL.
Vore –!
(kysser glad og ilsomt hendes hænder.)
Å, – usigelig tak for det ord!
(Hilde, Ballested, Lyngstrand, Arnholm og Bolette kommer fra venstre inde i haven.)
(Samtidigt mange af byens unge folk og sommergæster udenfor på fodstien.)
HILDE
(halvhøjt til Lyngstrand.)
Nej, se – hvor rent forlovet hun og far ser ud!
BALLESTED
(som har hørt det)
.
Det er sommertid, lille frøken.
ARNHOLM
(ser mod Wangel og Ellida)
.
Nu sejler engelskmanden.
BOLETTE
(går til gærdet)
.
Herfra kan man bedst se ham.
LYNGSTRAND.
Sidste rejs’ for iår.
BALLESTED.
Snart er alle sunde lukket, som digteren siger. Det er trist, fru Wangel! Og nu mister vi jo Dem også for en tid. Imorgen flytter De jo ud til Skjoldviken, hører jeg.
WANGEL.
Nej, – det blir der ikke noget af. For nu inat har vi to bestemt os om igen.
ARNHOLM
(ser afvekslende på dem)
.
Ah, – virkelig!
BOLETTE
(kommer fremover)
Far, – er det sandt!
HILDE
(hen imod Ellida)
.
Blir du hos os alligevel!
ELLIDA.
Ja, kære Hilde, – ifald du vil ha’ mig.
HILDE
(kæmpende mellem gråd og glæde)
.
Ah, – tænk – om jeg vil –!
ARNHOLM
(til Ellida)
.
Men dette her kommer da sandelig som en overraskelse –!
ELLIDA
(smiler alvorligt)
.
Nå, ser De, herr Arnholm –. Husker De, – vi talte om det igår? Når en nu engang er ble’t en fastlandsskabning, – så finder en ikke vejen tilbage igen – ud til havet. Og ikke ud til havlivet heller.
BALLESTED.
Men det er jo akkurat som med min havfrue!
ELLIDA.
Omtrent, ja.
BALLESTED.
Bare med den forskel at havfruen – hun dør af det. Menneskene derimod – de kan aklam-aklimatisere sig. Jo, jo, – jeg forsikkrer Dem, fru Wangel, – de kan a-kli-matisere sig!
ELLIDA.
Ja, i frihed kan de det, herr Ballested.
WANGEL.
Og under ansvar, kære Ellida.
ELLIDA
(hurtigt, rækker ham hånden)
.
Netop det er det.
(Det store dampskib glider lydløst ud over fjorden. Musiken høres nærmere inde mod land.)
JØRGEN TESMAN, stipendiat i kulturhistorie.
FRU HEDDA TESMAN, hans hustru.
FRØKEN JULIANE TESMAN, hans tante.
FRU ELVESTED.
ASSESSOR BRACK.
EJLERT LØVBORG.
BERTE, tjenestepige hos Tesmans.
(Handlingen foregår i Tesmans villa i den vestlige del af byen.)
(Et rummeligt, smukt og smagfuldt udstyret selskabsværelse, dekoreret i mørke farver. På bagvæggen er en bred døråbning med tilbageslåede portièrer. Denne åbning fører ind i et mindre værelse, der er holdt i samme stil som selskabsværelset. På væggen til højre i dette er en fløjdør, der fører ud til forstuen. På den modsatte væg, til venstre, en glasdør, ligeledes med tilbageslåede forhæng. Gennem ruderne ses en del af en udenfor liggende overbygget veranda og løvtræer i høstfarve. Fremme på gulvet står et ovalt tæppebelagt bord med stole omkring. Foran på væggen til højre en bred, mørk porcelænsovn, en højrygget lænestol, en fodskammel med pude og to taburetter. Oppe i krogen til højre en hjørnesofa og et lidet rundt bord. Foran til venstre, lidt ud fra væggen, en sofa. Ovenfor glasdøren et pianoforte. På begge sider af døråbningen i baggrunden står etagèrer med terrakotta-og majolikasager. – Ved bagvæggen af det indre værelse ses en sofa, et bord og et par stole. Over denne sofa hænger portrættet af en smuk ældre mand i generalsuniform. Over bordet en hængelampe med mat, mælkefarvet glaskuppel. – Rundt om i selskabsværelset er en mængde blomsterbuketter stillet i vaser og glasse. Andre ligger på bordene. Gulvene i begge værelser er belagte med tykke tæpper. – Morgenbelysning. Solen skinner ind gennem glasdøren.)
(Frøken Juliane Tesman, med hat og parasol, kommer ind fra forstuen, fulgt af Berte, som bærer en buket, omviklet med papir. Frøken Tesman er en godt og godmodigt udseende dame på omkring 65 år. Net men enkelt klædt i grå spadserdragt. Berte er en pige lidt til års, med et jævnt og noget landligt ydre.)
FRØKEN TESMAN
(standser indenfor døren, lytter og siger dæmpet)
.
Nej såmæn om jeg tror de er kommet på benene endnu!
BERTE
(ligeledes dæmpet)
.
Det var jo det, jeg sa’, frøken. Tænk, – så sent, som dampbåden kom inat. Og så bagefter da! Jøsses, – alt det, som unge fruen skulde ha’ pakket ud, før hun kunde komme sig til ro.
FRØKEN TESMAN.
Ja, ja, – lad dem bare få hvile sig godt ud. Men frisk morgenluft skal de da rigtig ha’ ind til sig, når de kommer.
(hun går hen til glasdøren og slår den vidt op.)
BERTE
(ved bordet, rådvild, med buketten i hånden)
.
Nej så min sandten om her er en skikkelig plads mere. Jeg mener, jeg får sætte den her, jeg, frøken.
(stiller buketten op foran på pianofortet.)
FRØKEN TESMAN.
Ja, nu har du altså fåt dig et nyt herskab, min kære Berte. Gud skal vide, det faldt mig tungere end tungt at gi’ slip på dig.
BERTE
(grædefærdig)
.
End jeg da, frøken! Hvad skal jeg da sige? Jeg, som nu i så mange Herrens år har været i frøkenernes brød.
FRØKEN TESMAN.
Vi får ta’ det med ro, Berte. Der er sandfærdelig ikke andet for. Jørgen må ha’ dig i huset hos sig, ser du. Han må det. Du har jo været vant til at stelle for ham lige siden han var en liden gut.
BERTE.
Ja men, frøken, jeg tænker så svært på hende, som hjemme ligger. Hun, stakker, som er så rent hjælpeløs. Og så med den nye pigen da! Aldrig i verden lærer hun at gøre det til pas for det syge menneske.
FRØKEN TESMAN.
Å, jeg skal nok få lært hende op til det. Og det meste tar jeg da på mig selv, skønner du. For min stakkers søsters skyld behøver du ikke at være så urolig, min kære Berte.
BERTE.
Ja, men så er der en anden ting også, frøken. Jeg er rigtig så ræd for, at jeg ikke skal gøre det til lags for den unge fruen.
FRØKEN TESMAN.
Nå, Herregud, – i førstningen kan der vel kanske være et eller andet sådant –
BERTE.
For hun er visst svært fin på det.
FRØKEN TESMAN.
Det kan du vel tænke. General Gablers datter. Slig, som hun var vant til at ha’ det, mens generalen leved. Kan du mindes, når hun red med sin far ud over vejen? I den lange sorte klædeskjolen? Og med fjær på hatten?
BERTE.
Jo-jo, – det skulde jeg mene! – Men nej så min sandten om jeg tænkte, at der skulde bli’ et par af hende og kandidaten dengang.
FRØKEN TESMAN.
Ikke jeg heller. – Men det er sandt – du Berte, – mens jeg husker det: herefter må du ikke kalde Jørgen for kandidaten. Du må si’ doktoren.
BERTE.
Ja, det snakked unge fruen om også – i nat, – straks de var kommet ind af døren. Er det da så, frøken?
FRØKEN TESMAN.
Ja såmæn er det så. Tænk dig til, Berte, – de har gjort ham til doktor i udlandet. Nu på rejsen, forstår du. Jeg vidste ikke det skabte ordet af det, – før han fortalte det nede på dampskibsbryggen.
BERTE.
Ja-ja, han kan nok bli’ til hvad det skal være, han. Så flink, som han er. Men jeg trode nu aldrig, at han vilde gi’ sig til at kurere på folk også.
FRØKEN TESMAN.
Nej, det er ikke slig doktor han er ble’t. –
(nikker betydningsfuldt.)
For resten kan du nok snart komme til at kalde ham for noget, som er endda stadseligere.
BERTE.
Å nej da! Hvad blir det for noget, frøken?
FRØKEN TESMAN
(smiler)
.
Hm, – ja, det skulde du bare vide! –
(bevæget.)
Ak, Herre min Gud, – om salig Jochum kunde få skue op af sin grav og se, hvad der er ble’t af hans lille gut!
(ser sig om.)
Men hør her, Berte, – hvorfor har du gjort det? – Ta’t varetrækkene af alle møblerne?
BERTE.
Fruen sa’, jeg skulde gøre det. Hun kan ikke like varetræk på stolene, sa’ hun.
FRØKEN TESMAN.
Vil de da holde sig her inde – sådan til daglig?
BERTE.
Ja, det lod til det. På fruen da. For han selv, – doktoren, – han sa’ ingenting.
(Jørgen Tesman kommer trallende fra højre side inde i bagværelset, bærende på en tom, åben båndkuffert. Han er en middelhøj, ungdommeligt udseende mand på 33 år, noget fyldig, med et åbent, rundt, fornøjet ansigt, blondt hår og skæg. Bærer briller og er klædt i en bekvem, noget skødesløs husdragt.)
FRØKEN TESMAN.
Godmorgen, godmorgen, Jørgen!
TESMAN
(i døråbningen)
.
Tante Julle! Kære tante Julle!
(går hen og ryster hendes hånd.)
Helt her ude – så tidlig på dagen! Hvad?
FRØKEN TESMAN.
Ja, du kan da tænke, at jeg måtte se lidt indom til jer.
TESMAN.
Og det endda du ikke har fåt dig nogen ordentlig nattero!
FRØKEN TESMAN.
Å, det gør mig ingen verdens ting.
TESMAN.
Nå, du kom vel ellers godt hjem fra bryggen? Hvad?
FRØKEN TESMAN.
Ja såmæn gjorde jeg det, – Gud ske lov. Assessoren var så snil, at han fulgte mig lige til døren.
TESMAN.
Det gjorde os ondt, at vi ikke kunde ta’ dig op i vognen. Men du så jo selv –. Hedda havde så mange æsker, som måtte med.
FRØKEN TESMAN.
Ja, det var rigtig svært, så mange æsker hun havde.
BERTE
(til Tesman)
.
Skulde jeg kanske gå ind og spørge fruen, om der var noget, jeg kunde hjælpe hende med?
TESMAN.
Nej tak, Berte, – det er ikke værdt du gør det. Hvis hun vil dig noget, så ringer hun, sa’ hun.
BERTE
(mod højre)
.
Ja-ja da.
TESMAN.
Men se her, du, – tag denne her kufferten med dig.
BERTE
(tar den)
.
Den sætter jeg op på loftet.
(hun går ud gennem forstuedøren.)
TESMAN.
Tænk dig, du, tante, – hele den kufferten havde jeg stoppende fuld af bare afskrifter. Det er rent utroligt, du, hvad jeg har fåt samlet sammen rundt om i arkiverne. Gamle mærkelige sager, som ingen mennesker har vidst besked om –
FRØKEN TESMAN.
Ja, ja, du har nok ikke spildt din tid på bryllupsrejsen, du, Jørgen.
TESMAN.
Nej, det tør jeg nok sige. Men ta’ så hatten af dig, tante. Se her! Lad mig få knytte op sløjfen. Hvad?
FRØKEN TESMAN
(mens han gør det)
.
Å Herregud, – dette her er jo akkurat ligesom om du var hjemme hos os endnu.
TESMAN
(vender og drejer hatten i hånden)
.
Nej, – for en pen, stadselig hat du har lagt dig til!
FRØKEN TESMAN.
Den har jeg købt for Heddas skyld.
TESMAN.
For Heddas skyld? Hvad?
FRØKEN TESMAN.
Ja, for at ikke Hedda skal ha’ skam af mig, om vi kommer til at gå sammen på gaden.
TESMAN
(klapper hende på kindet)
.
Du tænker nu også på alting, du, tante Julle!
(lægger hatten på en stol ved bordet.)
Og så, – ser du, – så slår vi os ned her i sofaen. Og prater lidt sammen til Hedda kommer.
(de sætter sig. Hun stiller sin parasol i sofahjørnet.)
FRØKEN TESMAN
(tar begge hans hænder og ser på ham)
.
Hvor velsignet godt det er ha’ dig lyslevende for øjnene igen, Jørgen! Å, du, – salig Jochums egen gut!
TESMAN.
Og for mig da! At få se dig igen, tante Julle! Du, som har været mig både i fars og i mors sted.
FRØKEN TESMAN.
Ja, jeg véd nok, at du vil bli’ ved at holde af dine gamle tanter.
TESMAN.
Men altså slet ikke nogen bedring med tante Rina. Hvad?
FRØKEN TESMAN.
Å nej, du, – der er nok ikke nogen bedring at vente for hende, stakker. Hun ligger sådan hen, som hun nu har ligget i alle de årene. Men Vorherre lad mig bare få beholde hende en tid endnu! For ellers véd jeg ikke min arme råd med livet, Jørgen. Mest nu, ser du, da jeg ikke har dig at stelle for længer.
TESMAN
(klapper hende på ryggen)
.
Så, så, så –!
FRØKEN TESMAN
(slår pludselig over)
.
Nej, men tænke sig til, at du er ble’t en gift mand, Jørgen! – Og så, at det blev dig, som gik af med Hedda Gabler! Den dejlige Hedda Gabler. Tænk det! Hun, som havde så mange kavallerer omkring sig!
TESMAN
(traller lidt og smiler tilfreds)
.
Ja, jeg tror nok, jeg har adskillige gode venner her, som går omkring i byen og misunder mig. Hvad?
FRØKEN TESMAN.
Og så at du fik gøre så lang en bryllupsrejse da! Over fem, – næsten sex måneder –
TESMAN.
Nå, – for mig har det jo været et slags studierejse også. Alle de arkiverne, som jeg måtte undersøge. Og så den mængde bøger, jeg måtte læse igennem, du!
FRØKEN TESMAN.
Ja, det er vel så, det.
(fortroligere og lidt dæmpet.)
Men hør nu her, Jørgen, – har du så ikke noget – noget sådant extra at fortælle mig?
TESMAN.
Fra rejsen?
FRØKEN TESMAN.
Ja.
TESMAN.
Nej, jeg véd ikke noget andet, end det, jeg har skrevet om i brevene. At jeg har ta’t doktorgraden dernede – det fortalte jeg dig jo igår.
FRØKEN TESMAN.
Ja, sådant noget, ja. Men jeg mener, – om du ikke har nogen – nogen sådanne – udsigter –?
