Complete Works of Henrik Ibsen (671 page)
Read Complete Works of Henrik Ibsen Online
Authors: Henrik Ibsen
HILDE.
Hører De ikke sang i luften heller da?
RAGNAR.
Det må være vinden i trætoppene.
HILDE.
Jeg hører sang. En vældig sang!
(råber i vild jubel og glæde.)
Se, se! Nu svinger han hatten! Han hilser herned! Å, så hils da op til ham igen. For nu, nu er det fuldbragt!
(river det hvide sjal fra doktoren, vifter med det og skriger opad.)
Hurra for bygmester Solness!
DOKTOR HERDAL.
La’ være! La’ være! For Guds skyld –!
(Damerne på verandaen vifter med lommetørklæderne og hurraråbet istemmes nede på gaden. Da forstummer det pludselig og folkemængden slår over i et forfærdelsens skrig. Et menneskelegeme sammen med planker og træstumper skimtes utydeligt at styrte ned inde mellem træerne.)
FRU SOLNESS OG DAMERNE
(samtidigt)
.
Han falder! Han falder!
(Fru Solness vakler, segner afmægtig bagover og opfanges af damerne under råb og forvirring.)
(Menneskemængden på gaden bryder gærdet ned og stormer ind i haven. Doktor Herdal iler ligeledes derned. Kort ophold.)
HILDE
(stirrer ufravendt opad og siger som forstenet)
.
Min bygmester.
RAGNAR
(støtter sig skælvende til rækværket)
.
Han må være knust. Dræbt på stedet.
EN AF DAMERNE
(medens fru Solness bæres ind i huset)
.
Løb ned til doktoren –
RAGNAR.
Kan ikke flytte en fod –
EN ANDEN DAME.
Så råb ned til nogen da!
RAGNAR
(forsøger at råbe)
.
Hvorledes er det? Er han ilive?
EN STEMME
(nede i haven)
.
Bygmester Solness er død!
ANDRE STEMMER
(nærmere)
.
Hele hodet er knust. – Han faldt lige i stenbruddet.
HILDE
(vender sig til Ragnar og siger stille)
.
Nu kan jeg ikke se ham deroppe.
RAGNAR.
Forfærdeligt dette her. Han magted det altså dog ikke.
HILDE
(ligesom i stille, forvildet triumf)
.
Men helt til toppen kom han. Og jeg hørte harper i luften.
(svinger sjalet opad og skriger i vild inderlighed.)
Min, – min bygmester!
ALFRED ALLMERS, ejendomsbesidder, literat, forhen timelærer.
FRU RITA ALLMERS, hans hustru.
EYOLF, deres barn; ni år gammel.
FRØKEN ASTA ALLMERS, Alfreds yngre halvsøster.
INGENIØR BORGHEJM.
ROTTEJOMFRUEN.
(Handlingen foregår på Allmers’s ejendom ude ved fjorden, et par mile fra byen.)
(En smukt og rigt udstyret havestue. Mange møbler, blomster og planter. I baggrunden åbne glasdøre ud til en veranda. Vid udsigt over fjorden. Skogklædte åser i det fjerne. På hver af sidevæggene en dør, den til højre er en dobbeltdør og længst tilbage. Foran til højre en sofa med løse puder og tæpper. Stole og et lidet bord ved sofahjørnet. Foran til venstre et større bord med lænestole omkring. På bordet står en åben håndkuffert. Det er tidlig sommermorgen i varmt solskinsvejr.)
(Fru Rita Allmers står ved bordet, med ryggen mod højre, og pakker ud af kufferten. Hun er en smuk, temmelig stor, yppig, blond dame på omkring 30 år. Klædt i lys morgenkjole.)
(Lidt efter kommer frøken Asta Allmers ind gennem døren til højre, klædt i lysbrun sommerdragt med hat, jakke og parasol. Under armen har hun en temmelig stor låset mappe. Hun er smækker, middelhøj, med mørkt hår og dybe, alvorlige øjne. 25 år gammel.)
ASTA
(indenfor døren)
.
God morgen, kære Rita.
RITA
(vender hodet og nikker til hende)
.
Nej se, – er det dig, Asta! Kommer du alt så tidligt fra byen? Helt her ud til os?
ASTA
(lægger tøjet fra sig på en stol ved døren)
.
Ja, jeg havde ikke rist eller ro på mig. Jeg syntes, jeg måtte herud og se til lille Eyolf idag. Og til dig også.
(lægger mappen på bordet ved sofaen.)
Og så gik jeg udover med dampskibet.
RITA
(smiler til hende)
.
Og ombord traf du kanske en eller anden god ven? Sådan rent tilfældigt, mener jeg.
ASTA
(rolig)
.
Nej, jeg traf sletikke nogen, som jeg kendte.
(ser kufferten.)
Men, Rita, – hvad er det der for noget?
RITA
(pakker fremdeles ud)
.
Alfreds rejsekuffert. Kender du ikke den?
ASTA
(glad, går nærmere)
.
Hvad! Er Alfred kommen hjem?
RITA.
Ja, tænk dig til, – han kom så rent uventet med nattetoget.
ASTA.
Å, så var det det, jeg følte! Det var det, som drog mig herud! – Og han havde ingenting skrevet i forvejen? Ikke engang et brevkort?
RITA.
Ikke et eneste ord.
ASTA.
Ikke telegraferet heller?
RITA.
Jo, en times tid før han kom. Ganske kort og koldt.
(ler.)
Synes du ikke, det ligner ham, Asta?
ASTA.
Jo da. Han går så stille med alting.
RITA.
Men desto dejligere var det så, da jeg fik ham igen.
ASTA.
Ja, det kan jeg nok tænke mig.
RITA.
Hele fjorten dage før jeg vented ham!
ASTA.
Og det står godt til med ham? Ikke nedstemt?
RITA
(klapper kufferten sammen og smiler til hende)
.
Han så ud rent som om han var forklaret, da han kom ind ad døren.
ASTA.
Og var ikke en smule træt heller?
RITA.
Jo, træt tror jeg rigtignok han var. Dygtig træt også. Men, stakker, han havde jo gåt til fods det meste af vejen.
ASTA.
Og så har kanske højfjeldsluften været vel skarp for ham.
RITA.
Nej, det kan jeg aldrig tro. Jeg har ikke hørt han har hostet en eneste gang.
ASTA.
Nå, der kan du bare se! Så var det jo godt alligevel da, at lægen fik ham overtalt til at gøre den turen.
RITA.
Ja, nu, da det endelig er overstået, så –. Men du kan tro, det har været en forfærdelig tid for mig, Asta. Jeg har aldrig villet snakke om det. Og du kom jo så sjelden ud til mig også –
ASTA.
Ja, det var visst ikke rigtig gjort af mig. Men –
RITA.
Nå, nå, nå, – du havde jo skolen derinde i byen.
(smiler.)
Og vor vejbygger – han var jo bortrejst også.
ASTA.
Å1 , la’ være med det, Rita!
1. fu: A
RITA.
Ja, ja da. La’ vejbyggeren fare. – Men sligt savn, som jeg har følt efter Alfred, du! Slig en tomhed! Sligt øde! Uh, det var som om nogen var ble’t begravet her i huset –!
ASTA.
Nå, Herregud, – bare en sex – syv uger da –
RITA.
Ja, men du må huske på, at Alfred har aldrig før været borte fra mig. Aldrig så længe som et døgn engang. Aldrig i alle de ti år –
ASTA.
Nej, men derfor så synes jeg sandelig det var på tiden, at han fik komme lidt ud iår. Han skulde ha’ gåt på fjeldtur hver eneste sommer. Det skulde han ha’ gjort.
RITA
(halvt smilende)
.
Ak ja, du har godt for at snakke, du. Hvis jeg var så – så fornuftig som du, så havde jeg vel sluppet ham løs før – kanske. Men jeg syntes ikke, jeg kunde det, Asta! Det stod for mig, som om jeg aldrig vilde få ham igen mere. Kan du da ikke så godt forstå det?
ASTA.
Nej. Men det er vel sagtens, fordi jeg ikke har nogen at miste.
RITA
(med et drillende smil)
.
Har du virkelig sletikke nogen –?
ASTA.
Ikke det jeg véd om.
(afbrydende.)
Men sig mig, Rita, – hvor er Alfred henne? Sover han kanske?
RITA.
Å, langtfra. Han stod op lige så tidlig idag, som han plejer.
ASTA.
Nå, så har han vel ikke været så svært træt heller.
RITA.
Jo, inat. Da han kom. Men nu har han havt Eyolf inde hos sig over en hel time.
ASTA.
Den stakkers lille, blege gutten! Skal han nu til at lære og lære igen?
RITA
(med et skuldertræk)
.
Alfred vil jo så ha’ det, véd du.
ASTA.
Ja, men jeg synes, du skulde sætte dig imod det, Rita.
RITA
(noget utålmodig)
.
Nej, – véd du hvad, – det kan jeg virkelig ikke blande mig op i. Alfred må jo forstå de ting meget bedre end jeg. – Og hvad vil du da Eyolf skal ta’ sig til? Han kan jo ikke løbe omkring og lege, han, – ligesom andre børn.
ASTA
(bestemt)
.
Jeg vil snakke med Alfred om dette her.
RITA.
Ja, kære, gør du bare det. – Nå, se der –
(Alfred Allmers, i sommerdragt, ledende Eyolf ved hånden, kommer ind gennem døren til venstre. Han er en slank, finbygget mand på 36-37 år, med milde øjne, tyndt brunt hår og skæg. Over hans ansigt hviler et alvorligt, tankefuldt drag. – Eyolf bærer en dragt af snit som et slags uniform med guldsnore og løveknapper. Han er halt og går med krykke under den venstre arm. Benet er lammet. Han er liden af vækst, ser sygelig ud, men har smukke, kloge øjne.)
ALLMERS
(slipper Eyolf, går glad hen og rækker Asta begge hænder)
.
Asta! Kæreste Asta! At du er her ude! At jeg straks skulde få se dig!
ASTA.
Jeg synes jeg måtte –. Velkommen hjem igen!
ALLMERS
(ryster hendes hænder)
.
Tak skal du ha’ for det.
RITA.
Ser han ikke prægtig ud?
ASTA
(stirrer ufravendt på ham)
.
Dejlig! Rent dejlig! Så oplivet i øjnene! Ja, da har du vel skrevet svært meget undervejs.
(glad udbrydende.)
Kanske gerne hele bogen er færdig, Alfred?
ALLMERS
(trækker på skuldren)
.
Bogen –? Å, den –
ASTA.
Ja, jeg tænkte mig, at det vilde gå så let for dig, når du bare fik komme ud.
ALLMERS.
Det tænkte jeg også. Men se, – det gik ganske anderledes, du. Jeg har såmæn ikke skrevet en linje på bogen.
ASTA.
Har du ikke skrevet –!
RITA.
Å så! Jeg kunde ikke skønne, at alt papiret lå urørt i kufferten.
ASTA.
Men, kære Alfred, hvad har du da bestilt i al den tid?
ALLMERS
(smiler)
.
Bare gåt og tænkt og tænkt og tænkt.
RITA
(lægger armen om hans skulder)
.
Tænkt lidt på dem også, som hjemme sad?
ALLMERS.
Ja, det kan du vel vide. Meget også. Hver eneste dag.
RITA
(slipper ham)
.
Nå, så er det jo godt og vel altsammen da.
ASTA.
Men sletikke skrevet noget på bogen? Og så kan du endda se så glad og tilfreds ud? Det plejer du da ikke ellers. Ikke når arbejdet går tungt for dig, mener jeg.
ALLMERS.
Det har du ret i. For jeg har været så dum før, ser du. Det, at tænke, det rummer det bedste i en. Hvad som kommer på papiret duer ikke stort.
ASTA
(med et udråb)
.
Duer det ikke!
RITA
(ler)
.
Men er du ble’t gal, Alfred!
EYOLF
(ser troværdig op på ham)
.
Jo da, pappa, – det, som du skriver, det duer.
ALLMERS
(smiler og stryger hans hår)
.
Ja ja, når du siger det, så –. Men tro du mig, – der kommer en bagefter, som vil gøre det bedre.
EYOLF.
Hvad skulde det være for en? Å, sig det!
ALLMERS.
Giv tid. Han vil nok kornme og melde sig.
EYOLF.
Og hvad vil du så gøre?
ALLMERS
(alvorlig)
.
Så vil jeg gå til fjelds igen –
RITA.
Fy, skam dig, Alfred!
ALLMERS.
– op på højderne og på de store vidder.
EYOLF.
Pappa, tror du ikke jeg snart blir så bra’, at jeg kan få være med dig?
ALLMERS
(smærtelig berørt)
.
Å jo, kanske det, lille gutten min.
EYOLF.
For jeg synes, det vilde være så kækt, det, om jeg også kunde klyve i fjeldene.
ASTA
(afledende)
.
Nej, hvor pæn og pyntet du er idag, Eyolf!
EYOLF.
Ja, synes du ikke det, tante?
ASTA.
Jo da. Er det for pappas skyld, at du har fåt de nye klæderne på?
EYOLF.
Ja, jeg bad mamma om det. For jeg vilde, pappa skulde se mig med dem.
ALLMERS
(sagte til Rita)
.
