Complete Works of Henrik Ibsen (672 page)

BOOK: Complete Works of Henrik Ibsen
4.34Mb size Format: txt, pdf, ePub
 

Du skulde ikke ha’ gi’t ham den slags dragt.

 

RITA
(dæmpet)
.

 

Å, men han plaged mig så længe. Bad så indstændig. Jeg fik ikke fred for ham.

 

EYOLF.
Og, det er sandt, pappa, – Borghejm har købt en bue til mig. Og lært mig at skyde med den også.

 

ALLMERS.
Ja, se det, det er rigtig noget for dig, det, Eyolf.

 

EYOLF.
Og når han kommer igen næste gang, så vil jeg be’ ham lære mig at svømme også.

 

ALLMERS.
Svømme! Å, men hvorfor vil du nu det da!

 

EYOLF.
Jo, for alle gutterne nede ved stranden, de kan svømme. Det er bare mig, som ikke kan.

 

ALLMERS
(bevæget, lægger armene om ham)
.

 

Du skal få lov til at lære alt, hvad du bare vil! Alt, hvad du selv har lyst til.

 

EYOLF.
Ja, véd du, hvad jeg har allermest lyst til, pappa?

 

ALLMERS.
Nå? Sig mig det.

 

EYOLF.
Allerhelst vil jeg lære at bli’ soldat.

 

ALLMERS.
Å, lille Eyolf, der er så mange andre ting, som er bedre end det.

 

EYOLF.
Ja, men når jeg blir stor, så må jeg jo bli’ soldat. Det véd du da vel.

 

ALLMERS
(knuger hænderne)
.

 

Ja, ja, ja; vi får se –

 

ASTA
(sætter sig ved bordet til venstre)
.

 

Eyolf! Kom her bort til mig, så skal jeg fortælle dig noget.

 

EYOLF
(går derhen)
.

 

Hvad er det for noget, tante?

 

ASTA.
Tænk dig, du, Eyolf, – jeg har set Rottejomfruen.

 

EYOLF.
Hvad! Har du set Rottejomfruen! Å, du bare narrer mig!

 

ASTA.
Nej, det er sandt. Jeg så hende igår.

 

EYOLF.
Hvor så du hende da?

 

ASTA.
Jeg så hende på vejen, udenfor byen.

 

ALLMERS.
Jeg så hende også et steds oppe i landet.

 

RITA
(som sidder i sofaen)
.

 

Kanske vi også får se hende da, Eyolf.

 

EYOLF.
Tante, er ikke det underligt, du, at hun heder Rottejomfruen?

 

ASTA.
Folk kalder hende bare så, fordi hun rejser rundt land og strand og fordriver alle rotterne.

 

ALLMERS.
Egentlig skal hun nok hede frøken Varg, tror jeg,

 

EYOLF.
Varg? Det betyder jo en ulv, det.

 

ALLMERS
(klapper ham på hodet)
.

 

Véd du det også, du, Eyolf?

 

EYOLF
(betænksomt)
.

 

Så kanske det kan være sandt alligevel, at hun er varulv om natten. Tror du det, pappa?

 

ALLMERS.
Å nej, det tror jeg ikke. – Men nu skulde du gå ned og lege lidt i haven.

 

EYOLF.
Synes du ikke det var bedre jeg tog nogen bøger med mig?

 

ALLMERS.
Nej, ingen bøger herefter. Gå så heller ned på stranden til de andre gutterne.

 

EYOLF
(forlegen)
.

 

Nej, pappa, jeg vil ikke gå ned til gutterne idag.

 

ALLMERS.
Hvorfor ikke det da?

 

EYOLF.
Nej, fordi jeg har disse her klæderne på.

 

ALLMERS
(rynker panden)
.

 

Gør de kanske nar af – af dine pæne klæder!

 

EYOLF
(undvigende)
.

 

Nej, det tør de ikke. For så vilde jeg slå dem.

 

ALLMERS.
Nå ja, – hvad så –?

 

EYOLF.
Men de er så uskikkelige, de gutterne. Og så siger de, at jeg aldrig kan bli’ soldat.

 

ALLMERS
(med undertrykt harme)
.

 

Hvorfor siger de det, tror du?

 

EYOLF.
De er vel misundelige på mig. For, pappa, de er jo så fattige, de, at de må gå barbént.

 

ALLMERS
(sagte, med kvalt stemme)
.

 

Å, Rita, – hvor det nager mig i hjertet, dette her!

 

RITA
(beroligende, rejser sig)
.

 

Så-så-så!

 

ALLMERS
(truende)
.

 

Men de gutterne, de skal engang få føle, hvem der er herrer dernede på stranden!

 

ASTA
(lyttende)
.

 

Der er nogen, som banker.

 

EYOLF.
Det er visst Borghejm!

 

RITA.
Kom ind!

 

(Rottejomfruen kommer sagte og stilfærdigt ind gennem døren til højre. Hun er en liden, tynd, sammenskrumpet skikkelse, gammel og gråhåret, med hvasse, stikkende øjne. Klædt i en gammeldags, blomstret kjole med sort kysehat og saloppe. I hånden har hun en stor rød paraply og på armen, i en snor, en sort pose.)

 

EYOLF
(sagte, griber Asta i kjolen)
.

 

Tante! Det må visst være hende!

 

ROTTEJOMFRUEN
(nejer ved døren)
.

 

Med allerydmygst forlov, – har herskabet noget, som gnaver her i huset?

 

ALLMERS.
Vi? Nej, jeg tror ikke det.

 

ROTTEJOMFRUEN.
Ja, for ellers så skulde jeg så inderlig gerne hjælpe herskabet af med det.

 

RITA.
Ja, ja, vi forstår. Men vi har ikke noget af den slags.

 

ROTTEJOMFRUEN.
Det var højst uheldigt, det. For nu er jeg just ude på rundrejse. Og ingen véd, når jeg kommer på disse kanter igen. – Å2 , så træt jeg er!

 

2. fu: A

 

ALLMERS
(peger mod en stol)
.

 

Ja, De ser ud til det.

 

ROTTEJOMFRUEN.
En skulde jo aldrig bli’ træt af at gøre vel imod de stakkers små, som hades og forfølges så hårdeligen. Men det ta’r så svært på kræfterne.

 

RITA.
Kanske De vil ta’ plads og hvile Dem lidt?

 

ROTTEJOMFRUEN.
Takker mangfoldige gange.
(sætter sig på en stol mellem døren og sofaen.)
For hele natten har jeg været ude i forretninger.

 

ALLMERS.
Så De har det?

 

ROTTEJOMFRUEN.
Ja, over på øerne.
(ler klukkende.)
Folkene havde så sandelig bud efter mig. De kvied sig nok svært ved det. Men der var ikke anden råd. De måtte såmæn pænt bide i det sure æble.
(ser på Eyolf og nikker.)
Sure æble, lille herre. Sure æble.

 

EYOLF
(uvilkårligt, lidt forknyt)
.

 

Hvorfor måtte de –?

 

ROTTEJOMFRUEN.
Hvad?

 

EYOLF.
Bide i det?

 

ROTTEJOMFRUEN.
Jo, for de kunde ikke nære sig længer. For rotterne og for alle de små rottebørnene, skønner vel unge herren.

 

RITA.
Uh! De stakkers folk, – har de så mange af dem?

 

ROTTEJOMFRUEN.
Ja, så det vrimled og kryde.
(ler stille fornøjet.)
Oppe i sengene kribled og krabled de hele natten lang. Mælkefadene plumped de ned i. Og over gulvene hvisled og risled de både på kryds og på tvers.

 

EYOLF
(sagte til Asta)
.

 

Jeg vil aldrig rejse der ud, tante.

 

ROTTEJOMFRUEN.
Men så kom jeg – og én til. Og vi tog dem med os allesammen. De søde, små gestalterne! Allesammen fik vi to has på.

 

EYOLF
(med et skrig)
.

 

Pappa, – se, se!

 

RITA.
Men Gud, Eyolf da!

 

ALLMERS.
Hvad er der på færde?

 

EYOLF
(peger)
.

 

Der er noget, som spræller i posen!

 

RITA
(over til venstre, skriger)
.

 

Uh da! Få hende ud, Alfred!

 

ROTTEJOMFRUEN
(ler)
.

 

Å, allersødeste frue, vær da aldrig ræd for så’nt et lidet skabilken.

 

ALLMERS.
Men hvad er det da for noget?

 

ROTTEJOMFRUEN.
Det er bare Mopsemand.
(snører posen op.)
Kom så op fra mørket, du allerkæreste vennen min.

 

(En liden hund med bred, sort snude stikker hodet op af posen.)

 

ROTTEJOMFRUEN
(nikker og vinker til Eyolf)
.

 

Kom trøstig nærmere, lille blessérte3 krigsmand! Han bider ikke. Kom hid! Kom hid!

 

3. fu: blesserte

 

EYOLF
(holder sig til Asta)
.

 

Nej, jeg tør ikke.

 

ROTTEJOMFRUEN.
Synes ikke den unge herre, at han har et mildt og elskeligt åsyn?

 

EYOLF
(forbauset, peger)
.

 

Den der?

 

ROTTEJOMFRUEN.
Ja, just han.

 

EYOLF
(halv sagte, stirrer ufravendt på hunden)
.

 

Jeg synes, han har det forfærdeligste – åsyn, jeg har set.

 

ROTTEJOMFRUEN
(lukker posen)
.

 

Å, det kommer. Det kommer nok.

 

EYOLF
(går uvilkårlig nærmere, helt hen, og stryger let over posen)
.

 

Dejlig, – dejlig er han alligevel.

 

ROTTEJOMFRUEN
(med varsom stemme)
.

 

Men nu er han så træt og mødig, stakker. Så inderlig træt er han.
(ser på Allmers.)
For den ta’r på kræfterne, – den slags leg, kan herren tro.

 

ALLMERS.
Hvad slags leg, mener De?

 

ROTTEJOMFRUEN.
Lokkelegen.

 

ALLMERS.
Aha, det er kanske hunden, som lokker rotterne.

 

ROTTEJOMFRUEN
(nikker)
.

 

Mopsemand og jeg. Vi to er sammen om det. Og det går så glat. At se til da. Han får bare en snor i halsbåndet. Så leder jeg ham tre gange rundt huset. Og spiller på mundharpe. Og når de det hører, så må de op af kælderne og ned fra lofterne og ud fra hullerne, – alle de velsignede små skabninger.

 

EYOLF.
Bider han dem så ihjæl da?

 

ROTTEJOMFRUEN.
Å, langt ifra! Nej, vi går ned til båden, han og jeg. Og så følger de efter os. Både de voksne og småpuslingerne deres.

Other books

The Edge of Light by Joan Wolf
Precious by Precious Williams
The Good Lieutenant by Whitney Terrell
Heliopause by Heather Christle
13 Hangmen by Art Corriveau
Growing Up by Russell Baker
Fire and Forget by Matt Gallagher
The Granite Moth by Erica Wright