Complete Works of Henrik Ibsen (676 page)

Du har et forfærdelig skinsygt sind –

RITA.
Jeg kan ikke gøre mig anderledes end jeg er.
(truende.)
Stykker du dig ud imellem mig og nogen anden –

ALLMERS.
Hvad så –?

RITA.
Så hævner jeg mig på dig, Alfred!

ALLMERS.
Hvad skulde du kunne hævne dig med?

RITA.
Det véd jeg ikke. – Å jo, jeg véd det nok!

ALLMERS.
Nå?

RITA.
Jeg går hen og kaster mig hort –

ALLMERS.
Kaster du dig bort, siger du!

RITA.
Ja, jeg gør så. Jeg kaster mig lige i armene på – på den første den bedste!

ALLMERS
(ser varmt på hende og ryster på hodet)
.

Det gør du aldrig, – du min ærlige, stolte, trofaste Rita.

RITA
(lægger armene om hans hals)
.

Å, du véd ikke, hvad jeg kunde bli’ til, hvis du, – hvis du ikke vilde vide af mig mere.

ALLMERS.
Ikke vide af dig, Rita? Tænk, at du kan sige sådant noget!

RITA
(halvt i latter, slipper ham)
.

Jeg kunde jo lægge mine garn ud efter ham, – denne vejbyggeren, som går her.

ALLMERS
(lettet)
.

Ah, Gudskelov, – du spaser altså.

RITA.
Aldeles ikke. Hvorfor ikke lige så godt ham, som enhver anden?

ALLMERS.
Nej, for han er visst allerede så temmelig bunden.

RITA.
Desto bedre! For så tog jeg ham jo fra en anden. Det er jo akkurat det samme, som Eyolf har gjort imod mig.

ALLMERS.
Siger du, at vor lille Eyolf har gjort det?

RITA
(med udstrakt pegefinger)
.

Se der! Se der! Straks du bare nævner Eyolfs navn, så blir du blød og dirrer i stemmen!
(truende, knytter hænderne.)
Å, jeg kunde næsten fristes til at ønske – nå!

ALLMERS
(ser i angst på hende)
.

Hvad kunde du ønske, Rita –!

RITA
(heftigt, går fra ham)
.

Nej, nej, nej, – det siger jeg dig ikke! Aldrig!

ALLMERS
(går nærmere hen til hende)
.

Rita! Jeg bønfalder dig, – for din og min skyld, lad dig ikke friste til noget, som ondt er.

(Borghejm og Asta kommer op fra haven. De er begge i behersket sindsbevægelse. Ser alvorlige og forstemte ud. Asta blir stående ude på verandaen. Borghejm går ind i stuen.)

BORGHEJM.
Se så. Nu har frøken Allmers og jeg gåt vor sidste tur sammen.

RITA
(ser studsende på ham)
.

Ah! – Og der følger ikke nogen længere rejse efterpå turen?

BORGHEJM.
Jo, for mig.

RITA.
For Dem alene?

BORGHEJM.
Ja, for mig alene.

RITA
(skotter mørkt til Allmers)
.

Hører du det, Alfred?
(vender sig til Borghejm.)
Jeg tør vædde på, at det er onde øjne, som har spillet Dem et puds her.

BORGHEJM
(ser på hende)
.

Onde øjne?

RITA
(nikker)
.

Onde øjne, ja.

BORGHEJM.
Tror De på onde øjne, fru Allmers?

RITA.
Ja, jeg er begyndt at tro på onde øjne nu. Mest på onde barneøjne.

ALLMERS
(oprørt, hvisker)
.

Rita, – hvor kan du –!

RITA
(halvhøjt)
.

Det er dig, som gør mig ond og styg, Alfred.

(Fjerne, forvirrede råb og skrig høres nede ved vandet.)

BORGHEJM
(går til glasdøren)
.

Hvad er det for en larm –?

ASTA
(i døren)
.

Se alle de mennesker, som løber nede på bryggen!

ALLMERS.
Hvad kan det være?
(ser et øjeblik ud.)
Sagtens disse gadeungerne, som er på spil igen.

BORGHEJM
(råber ud over rækværket)
.

Hør, I smågutter dernede! Hvad er der på færde?

(Flere høres at svare utydeligt i munden på hverandre.)

RITA.
Hvad siger de?

BORGHEJM.
De siger, det er et barn, som er druknet.

ALLMERS.
Et barn druknet?

ASTA
(urolig)
.

En liden gut, siger de.

ALLMERS.
Å, de kan jo svømme, allesammen.

RITA
(skriger i angst)
.

Hvor er Eyolf henne!

ALLMERS.
Bare rolig. Rolig. Eyolf er jo i haven og leger.

ASTA.
Nej, i haven var han ikke –

RITA
(med oprakle arme)
.

Å, bare det ikke er ham!

BORGHEJM
(lytter og råber ned)
.

Hvis barn er det, siger I?

(Utydelige stemmer høres. Borghejm og Asta udstøder et undertrykt skrig og styrter ned gennem haven.)

ALLMERS
(i sjæleangst)
.

Det er ikke Eyolf! Det er ikke Eyolf, Rita!

RITA
(på verandaen, lyttende)
.

Hys; vær stille! Lad mig høre, hvad de siger!

(Rita flygter med et skærende skrig ind i værelset.)

ALLMERS
(efter hende)
.

Hvad var det de sa’?

RITA
(segner ned ved lænestolen til venstre)
.

De sa’ krykken flyder!

ALLMERS
(næsten lammet)
.

Nej! Nej! Nej!

RITA
(hæst)
.

Eyolf! Eyolf! Å, men de må redde ham!

ALLMERS
(halvt i vildelse)
.

Umulig andet! Så dyrt et liv! Så dyrt et liv!

(han iler ned gennem haven.)

ANDEN AKT

(En liden, trang dal i Allmers’s skog nede ved stranden. Høje, gamle træer til venstre luder ud over stedet. Nedover bakkedraget i baggrunden fosser en bæk, som taber sig mellem stene i skogranden. En sti slynger sig langs bækken. Til højre står kun enkelte træer, mellem hvilke fjorden skimtes. Foran ses hjørnet af et bådskur med en optrukken båd. Under de gamle træer til venstre står et bord med bænk og et par stole, alt tømret af tynde birkestammer. Det er en tung, regnfuld dag med drivende tågeskyer.)

(Alfred Allmers, klædt som før, sidder på bænken og støtter armene mod bordet. Hans hat ligger foran ham. Han stirrer ubevægelig og åndsfraværende frem for sig ud over vandet.)

(Lidt efter kommer Asta Allmers ned ad skogstien. Hun bærer opslået paraply.)

ASTA
(går stille og varsomt hen til ham)
.

Du skulde ikke sidde her nede i gråvejret, Alfred.

ALLMERS
(nikker langsomt uden at svare)
.

ASTA
(slår paraplyen sammen)
.

Jeg har gåt så længe og ledt efter dig.

ALLMERS
(udtryksløst)
.

Tak.

ASTA
(flytter en stol og sætter sig hos ham)
.

Har du siddet længe her nede? Hele tiden?

ALLMERS
(svarer ikke. Om lidt siger han)
:

Nej, jeg kan ikke fatte det. Jeg synes, det er så rent umuligt, – dette her.

ASTA
(lægger deltagende hånden på hans arm)
.

Du stakkers Alfred.

ALLMERS
(stirrer på hende)
.

Er det da også virkelig sandt, Asta? Eller er jeg ble’t gal? Eller drømmer jeg bare? Å, om det bare var en drøm! Tænk, hvor dejligt, hvis jeg nu vågned!

ASTA.
Å, om jeg så sandt kunde vække dig.

ALLMERS
(ser ud over vandet)
.

Hvor ubarmhjertig fjorden ser ud idag. Ligger så tung og døsig. Blygrå, – med gule glimt, – og spejler regnskyerne.

ASTA
(bønligt)
.

Å, Alfred, sid ikke og stir ud på den fjorden!

ALLMERS
(uden at høre på hende)
.

På overfladen, ja. Men på dybet, – der går den stride understrøm –

ASTA
(angst)
.

Å, for Gud i himmelens skyld, – tænk ikke på dybet!

ALLMERS
(ser mildt på hende)
.

Du tror nok, at han ligger her lige udenfor, du? Men det gør han ikke, Asta. Det må du ikke tro. For du må huske på, hvor rivende strømmen går udover her. Lige til havs.

ASTA
(kaster sig hulkende mod bordet med hænderne for ansigtet)
.

Å Gud, – å Gud!

ALLMERS
(tungt)
.

Derfor er lille Eyolf kommet så langt – langt bort fra os andre nu.

ASTA
(ser bedende op på ham)
.

Å, Alfred, sig da ikke sådant noget!

ALLMERS.
Jo, du kan selv regne det ud. Du, som er så flink –. På otteogtyve– niogtyve timer –. Lad mig se –! Lad mig se –!

ASTA
(skriger og holder for ørerne)
.

Alfred –!

ALLMERS
(knuger hånden hårdt mod bordet)
.

Men kan du skønne meningen i sligt noget, du?

ASTA
(ser på ham)
.

I hvad for noget?

ALLMERS.
I dette her, som er gjort imod mig og Rita.

ASTA.
Meningen i det?

ALLMERS
(utålmodig)
.

Ja, meningen, siger jeg. For en mening må der da vel være i det. Livet, tilværelsen, – tilskikkelsen kan da vel ikke være så rent meningsløs heller.

ASTA.
Å, hvem kan sige noget sikkert og visst om de ting, kære Alfred?

ALLMERS
(ler bittert)
.

Nej-nej; du kan såmæn ha’ ret i det. Kanske det går sådan på måfå, altsammen, du. Skøtter sig selv, som et drivende skibsvrag uden ror. Kan såmæn gerne være, det. – Det synes næsten så idetmindste.

ASTA
(tankefuld)
.

Om det nu bare syntes –?

ALLMERS
(heftig)
.

Så? Kan du kanske greje det ud for mig? For jeg kan det ikke.
(blødere.)
Her går Eyolf og skal netop træde ind i åndsbevidst liv. Bærer på så uendelig mange muligheder. Rige muligheder kanske. Skulde fylde min tilværelse med glæde og stolthed. Og så behøves det bare, at her kommer et forrykt, gammelt kvindemenneske – og viser frem en hund i en pose –

ASTA.
Men vi véd jo sletikke, hvorledes det egentlig er gået til.

ALLMERS.
Jo, vi véd. Gutterne så hende jo ro ud over fjorden. De så Eyolf stå alene yderst ude på bryggen. Så ham stirre efter hende – og ligesom svimle.
(bævende.)
Og så var det, han styrted udfor – og blev borte.

ASTA.
Ja, ja. Men alligevel –

ALLMERS.
Hun har draget ham i dybet. Vær viss på det, du.

ASTA.
Men, kære, hvorfor skulde hun det?

ALLMERS.
Ja, se, – det er sagen! Hvorfor skulde hun? Der er ingen gengældelse bagved. Ingenting at sone, mener jeg. Eyolf har aldrig gjort hende noget ondt. Aldrig råbt efter hende. Aldrig kastet sten på hunden. Han havde jo hverken set hende eller hunden for sine øjne før igår. Ingen gengældelse altså. Så grundløst, det hele. Så rent meningsløst, Asta. – Og alligevel så har verdensordenen brug for det.

ASTA.
Har du talt med Rita om de ting?

ALLMERS
(ryster på hodet)
.

Jeg synes, jeg bedre kan tale med dig om sligt.
(ånder tungt.)
Og om alt andet også.

(Asta tager sysager og en liden pakke i papir op af lommen. Allmers sidder åndsfraværende og ser til.)

ALLMERS.
Hvad er det for noget, du har der, Asta?

ASTA
(tager hans hat)
.

Lidt sort flor.

ALLMERS.
Å, hvad skal nu sligt noget til?

ASTA.
Rita har bedt mig om det. Må jeg?

ALLMERS.
Å ja; gerne for mig.

(hun syr floret om hatten.)

ALLMERS
(sidder og ser på hende)
.

Hvor er Rita henne?

ASTA.
Hun går lidt omkring oppe i haven, tror jeg. Borghejm er med hende.

ALLMERS
(lidt forundret)
.

Ja så? Er Borghejm herude idag også?

ASTA.
Ja. Han kom ud med middagstoget.

ALLMERS.
Det havde jeg ikke tænkt.

ASTA
(syr)
.

Han holdt så inderlig af Eyolf.

ALLMERS.
Borghejm er en trofast sjæl, Asta.

ASTA
(med stille varme)
.

Ja, han er rigtignok trofast. Det er visst.

ALLMERS
(fæster øjnene på hende)
.

Du holder i grunden af ham.

ASTA.
Ja, jeg gør det.

ALLMERS.
Men alligevel så kan du ikke beslutte dig til –?

ASTA
(afbrydende)
.

Å, snille Alfred, tal ikke om det!

ALLMERS.
Jo, jo, – sig mig bare, hvorfor du ikke kan –?

ASTA.
Å nej da! Jeg be’r dig så bønlig. Du må endelig ikke spørge mig. For det er så pinligt for mig, ser du. – Se så. Nu er hatten færdig.

ALLMERS.
Tak.

ASTA.
Men så var det den venstre armen.

ALLMERS.
Skal den også ha’ flor?

ASTA.
Ja, det hører jo til.

ALLMERS.
Nå, – gør som du vil da.

(hun flytter sig nærmere og begynder at sy.)

ASTA.
Hold så armen stille. Så jeg ikke stikker dig.

ALLMERS
(med et halvt smil)
.

Dette her er ligesom i gamle dage.

ASTA.
Ja, synes du ikke det?

ALLMERS.
Dengang du var en liden pige sad du også sådan og stelled med mit tøj.

ASTA.
Så godt jeg kunde, ja.

ALLMERS.
Det første, du sy’de for mig, – det var også sort flor.

ASTA.
Så?

ALLMERS.
Om studenterhuen. Dengang far døde fra os.

ASTA.
Sy’de jeg da? – Tænk, det husker jeg ikke.

ALLMERS.
Å nej; du var jo så liden dengang.

ASTA.
Ja, da var jeg liden.

ALLMERS.
Og så to år bagefter, – da vi misted din mor, – da sy’de du et stort armflor til mig også.

ASTA.
Jeg syntes, det skulde så være, jeg.

ALLMERS
(klapper hende på hånden)
.

Ja, ja, det skulde jo også så være, Asta. – Og da vi så var ble’t alene i verden, vi to –. Er du alt færdig?

ASTA.
Ja.
(lægger sysagerne sammen.)
Det blev dog en dejlig tid for os igrunden, Alfred. Vi to alene.

ALLMERS.
Ja, det blev det. Så hårdt vi end sled.

ASTA.
Du sled.

ALLMERS
(livfuldere)
.

Å, du sled såmæn på din vis, du også, –
(smiler.)
du, min kære, trofaste – Eyolf.

ASTA.
Uf, – du skal ikke minde mig om det dumme vås med navnet.

ALLMERS.
Nå, hvis du havde været en gut, så skulde du jo ha’ hedt Eyolf.

ASTA.
Ja, hvis, ja. Men da du så var ble’t student –.
(smiler uvilkårlig.)
Tænk, at du kunde være så barnagtig alligevel.

ALLMERS.
Var det mig, som var barnagtig!

ASTA.
Ja, det synes jeg da rigtignok nu, når jeg husker på det. For du skammed dig over, at du ikke havde nogen bror. Bare en søster.