Complete Works of Henrik Ibsen (679 page)

RITA
(rejser sig)
.

Jeg!

ALLMERS.
Ja, du! Du er skyld i, at han blev, – som han blev! Det er din skyld, at han ikke kunde berge sig op af vandet.

RITA
(afværgende)
.

Alfred, – du skal ikke kaste det over på mig!

ALLMERS
(mere og mere ude af sig selv)
.

Jo, jo, jeg gør det! Det var dig, som lod det spæde barn ligge og skøtte sig selv på bordet.

RITA.
Han lå så blødt i puderne. Og sov så tryggelig. Og du havde lovet at passe barnet.

ALLMERS.
Ja, det havde jeg.
(sænker stemmen.)
Men så kom du, du, du, – og lokked mig ind til dig.

RITA
(ser trodsig på ham)
.

Å, sig heller, at du glemte både barnet og alt andet.

ALLMERS
(i undertrykt raseri)
.

Ja, det er sandt.
(sagtere.)
Jeg glemte barnet – i dine arme!

RITA
(oprørt)
.

Alfred! Alfred, – det er afskyeligt af dig!

ALLMERS
(sagte, knytter hænderne imod hende)
.

I den stund dødsdømte du lille Eyolf.

RITA
(vildt)
.

Du også! Du også, – hvis så er!

ALLMERS.
Å ja, – kræv du mig også til regnskab, – om du så vil. Vi har forbrudt os, begge to. – Og derfor var der gengældelse i Eyolfs død alligevel.

RITA.
Gengældelse?

ALLMERS
(mere behersket)
.

Ja. Dom over dig og mig. Nu går vi her, som vi har forskyldt. I lønlig, fejg anger lod vi os skræmme fra ham, mens han leved. Tålte ikke at se den, – den, han måtte slæbe på –

RITA
(sagte)
.

Krykken.

ALLMERS.
Ja, just den. – Og det, som vi nu går her og kalder for sorg og savn, – det er samvittighedsnag, Rita. Ikke noget andet.

RITA
(stirrer rådløs på ham)
.

Jeg synes, dette her må bære ind i fortvilelse, – lige ind i vanvid for os begge to. For vi kan jo aldrig, – aldrig få gøre det godt igen.

ALLMERS
(greben af stillere stemning)
.

Jeg drømte om Eyolf inat. Jeg syntes, jeg så ham komme op fra bryggen. Han kunde springe, ligesom andre gutter. Der var altså ingenting hændt ham. Hverken det ene eller det andet. Den kvælende virkelighed var altså bare en drøm, tænkte jeg. Å, hvor jeg takked og velsigned –
(holder inde.)
hm –

RITA
(ser på ham)
.

Hvem?

ALLMERS
(undvigende)
.

Hvem –?

RITA.
Ja; hvem takked og velsigned du?

ALLMERS
(afvisende)
.

Jeg lå jo og drømte, hører du –

RITA.
Nogen, som du ikke selv tror på?

ALLMERS.
Det kom nu sådan over mig alligevel. Jeg var jo i søvne –

RITA
(bebrejdende)
.

Du skulde ikke gjort mig tvilende, Alfred.

ALLMERS.
Vilde det været ret af mig, om jeg havde lad’t dig gå gennem livet med tomme forestillinger?

RITA.
Det havde været bedre for mig. For så havde jeg da havt noget at fortrøste mig til. Nu går jeg her og véd hverken ud eller ind.

ALLMERS
(ser skarpt på hende)
.

Om du nu havde valget –. Om du kunde følge Eyolf did hen, hvor han nu er –?

RITA.
Ja? Hvad så?

ALLMERS.
Om du havde fuld forvisning om, at du vilde finde ham igen, – kende ham, – forstå ham –?

RITA.
Ja, ja; hvad så?

ALLMERS.
Vilde du så frivillig gøre springet over til ham? Frivillig gå bort fra alt dette her? Gi’ afkald på hele jordlivet? Vilde du det, Rita?

RITA
(sagte)
.

Nu straks?

ALLMERS.
Ja; nu idag. I denne time. Svar mig på det. Vilde du?

RITA
(nølende)
.

Å, jeg véd ikke, Alfred. – Nej; jeg tror, jeg først vilde bli’ nogen tid her hos dig.

ALLMERS.
For min skyld?

RITA.
Ja, bare for din skyld.

ALLMERS.
Men så bagefter da? Vilde du så –? Svar!

RITA.
Å, hvad skal jeg svare på sligt? Jeg kunde jo ikke gå ifra dig. Aldrig! Aldrig!

ALLMERS.
Men om nu jeg gik til Eyolf? Og du havde den fuldeste forvisning om, at du skulde træffe både ham og mig der. Vilde du så komme over til os?

RITA.
Jeg vilde nok. Å, så gerne! Så gerne! Men –

ALLMERS.
Nå?

RITA
(stønner sagte)
.

Jeg kunde det ikke, – det føler jeg. Nej, nej; jeg kunde det sletikke! Ikke for al himlens herlighed!

ALLMERS.
Ikke jeg heller.

RITA.
Nej, ikke sandt, Alfred! Du kunde det ikke, du, heller!

ALLMERS.
Nej. For her, i jordlivet, hører vi levende hjemme.

RITA.
Ja, her er den slags lykke, som vi forstår.

ALLMERS
(mørkt)
.

Å, lykken, – lykken, du –

RITA.
Du mener vel, at lykken – den finder vi aldrig mere.
(ser spørgende på ham.)
Men ifald –?
(heftig.)
Nej, nej; jeg tør ikke sige det! Ikke tænke det engang.

ALLMERS.
Jo, sig det. Sig det bare, Rita.

RITA
(nølende)
.

Kunde vi ikke prøve på –? Skulde det ikke være gørligt, at vi kunde glemme ham?

ALLMERS.
Glemme Eyolf.

RITA.
Glemme angeren og naget, mener jeg.

ALLMERS.
Kunde du ønske det?

RITA.
Ja. Ifald det var gørligt.
(i udbrud.)
For dette her, – det bærer jeg ikke i længden! Å, kan vi da ikke finde på noget, som der er glemsel i!

ALLMERS
(ryster på hodet)
.

Hvad skulde vel det være?

RITA.
Kunde vi ikke prøve med at rejse langt bort?

ALLMERS.
Fra hjemmet? Du, som ikke trives noget andet sted end just netop her.

RITA.
Nå, så se mange mennesker hos os da? Føre stort hus. Kaste os ind i noget, som kunde døve og dulme.

ALLMERS.
Sligt liv ligger ikke for mig. – Nej, – så fik jeg heller prøve på at ta’ mit arbejde op igen.

RITA
(hvast)
.

Dit arbejde? Det, som så tidt har ‘ståt som væg og mur imellem os?

ALLMERS
(langsomt, ser stivt på hende)
.

Der må altid være væg og mur imellem os to herefter.

RITA.
Hvorfor må det –?

ALLMERS.
Hvem véd, om ikke store, åbne barneøjne ser på os nat og dag.

RITA
(sagte, gysende)
.

Alfred, – dette er forfærdeligt at tænke sig!

ALLMERS.
Vor kærlighed har været som en fortærende brand. Nu må den være sluknet –

RITA
(imod ham)
.

Sluknet!

ALLMERS
(hårdt)
.

Den er sluknet, – i én af os.

RITA
(som forstenet)
.

Og det tør du sige mig!

ALLMERS
(mildere)
.

Den er død, Rita. Men i det, som jeg nu, i medskyldighed og bodstrang, føler for dig, – i det skimter jeg ligesom en opstandelse –

RITA
(voldsom)
.

Å4 , jeg bry’r mig ikke om nogen opstandelse!

4. fu: A

ALLMERS.
Rita!

RITA.
Jeg er et varmblodigt menneskebarn, jeg! Går ikke omkring og døser, – med fiskeblod i årerne.
(vrider sine hænder.)
Og så være stængt inde på livstid – i anger og nag! Stængt inde med en, som ikke længer er min, min, min!

ALLMERS.
Det måtte så ende engang, Rita.

RITA.
Måtte det så ende! Det, som begyndte mellem os i slig en mødende kærlighed!

ALLMERS.
Min kærlighed var ikke mødende fra først af.

RITA.
Hvad følte du da allerførst for mig?

ALLMERS.
Skræk.

RITA.
Det kan jeg forstå. Men hvorledes vandt jeg dig da alligevel?

ALLMERS
(dæmpet)
.

Du var så fortærende dejlig, Rita.

RITA
(ser prøvende på ham)
.

Det alene var det altså? Sig det, Alfred! Det alene?

ALLMERS
(med overvindelse)
.

Nej; der var noget ved siden af også.

RITA
(i udbrud)
.

Jeg aner, hvad det var for noget! Det var „guldet og de grønne skoge”, som du siger. Var det så, Alfred?

ALLMERS.
Ja.

RITA
(ser dybt bebrejdende på ham)
.

Hvor kunde, – hvor kunde du det!

ALLMERS.
Jeg havde Asta at tænke på.

RITA
(heftig)
.

Asta, ja!
(bittert.)
Det var altså i grunden Asta, som førte os to sammen.

ALLMERS.
Hun vidste af ingenting. Hun aner det end ikke den dag idag.

RITA
(afvisende)
.

Det var Asta alligevel!
(smiler med et hånligt sideblik.)
Eller nej, – lille Eyolf var det. Lille Eyolf, du!

ALLMERS.
Eyolf –?